Vi overholder omhyggeligt det nødvendige
1 Hele vort livssyn og den måde vi bruger vort liv på, afspejler respekt for og taknemmelighed mod livets Kilde, Jehova. Livet er i sandhed en kostbar gave, og vi føler os ansvarlige over for livets Giver. Vi ønsker at have hans syn på livets hellighed og viser dette ved omhyggeligt at afholde os fra blod. — Apg. 15:28, 29.
2 Flere og flere praktiserende læger fører nu patienternes journal elektronisk, og nogle læger har anbefalet at vi får vores holdning til blodtransfusion indskrevet på den første side med STORE bogstaver. Hvordan stiller din læge sig til spørgsmålet om lægebehandling uden brug af blod? Hvis du på et tidspunkt skal opereres, vil han så støtte dig i din beslutning? Et godt samarbejde kan få betydning når lægen skal henvise dig til det hospital du ønsker at blive behandlet på.
3 Den 1. januar 2000 trådte Sundhedsministeriets Bekendtgørelse om ret til sygehusbehandling og fødselshjælp m.v. i kraft. Ifølge bekendtgørelsen kan en person der er henvist til sygehusbehandling eller fødselshjælp m.v., vælge behandling på bopælsamtskommunens eller på andre amtskommuners sygehuse (fritvalgspatient). En sygehusafdeling kan imidlertid afvise at modtage patienter fra en anden amtskommune hvis de mangler kapacitet, og hvis væsentlige hensyn til patienter fra deres eget amt eller til lands- og landsdelspatienter (med sjældne og komplicerede sygdomme) fra andre amter ville blive tilsidesat. Men i det store og hele har patienter mulighed for frit at vælge sygehus.
4 Uanset om du bliver indlagt akut eller til en forberedt operation, vil det være hensynsfuldt med det samme at gøre opmærksom på dine ønsker om behandling. Du kan aflevere det udvidede forhåndsdirektiv, hvori der står hvilke lægevidenskabelige alternativer du ønsker at blive behandlet med, og dette kan så blive vedlagt din journal. Når lægerne kender din overbevisning og dine specifikke ønsker, sinkes de ikke i behandlingen, og det vil øge deres muligheder for at behandle uden blod. Hvis du bliver flyttet til et andet sygehus eller bliver sendt hjem, skal du give besked om hvilke oplysninger fra journalen du ønsker videresendt. Dine journaloplysninger, herunder dit forhåndsdirektiv, bliver ikke automatisk videresendt.
5 Et nyt eksemplar af Udvidet forhåndsdirektiv og fuldmagt angående lægebehandling skal kun udfyldes hvis du ønsker enten at annullere eller ændre nogle af dine tidligere beslutninger. Det almindelige forhåndsdirektiv skal imidlertid fornys hvert år for at tilkendegive din aktuelle personlige beslutning om ikke under nogen omstændigheder at modtage transfusion af blod eller blodkomponenter (røde eller hvide blodlegemer, blodplader eller blodplasma). Siden 1992 har de involverede sundhedspersoner altid respekteret et korrekt udfyldt forhåndsdirektiv.
6 De fleste sundhedspersoner har valgt deres beskæftigelse fordi de kan lide at have med mennesker at gøre, og fordi de oprigtigt ønsker at hjælpe dem. Vi kan vise vores gode samarbejdsvilje ved at forebygge og søge hjælp i tide. Det er ikke fornuftigt at udsætte lægebehandling hvis der, i forbindelse med en sygdomstilstand, er mulighed for blodtab. Det kunne få alvorlige følger og sætte lægen i en vanskelig situation. Vi udgør en lille patientgruppe med en speciel holdning og kan derfor ikke forvente at alle læger har erfaring i eller holder sig ajour med de nyeste lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion. Hvis du står over for en operation eller fødsel, kan du gennem de ældste få de seneste oplysninger fra Kontaktudvalg til Hospitaler (km 8/98, side 4). Det kunne være oplysninger om hvorvidt det pågældende sygehus har det fornødne udstyr til ’blodløs’ behandling, samt oplysning om hvilke hospitalsafdelinger der opererer uden blod.
7 Alt efter operationstype bruges cell-savere, udstyr til hæmodilution (fortynding af blodet), udstyr til opsamling og infusion af drænblod og hjerte-lunge-maskine. Uanset hvordan dette udstyr bliver brugt i afdelingens normale rutine, har den kristne nogle principielle krav til brugen, som for eksempel at udstyret hele tiden er forbundet til ham, at der ikke foregår en decideret oplagring af hans blod, og at udstyret ikke bliver spædet med blod ved opstarten.
8 Som aldrig før forskes der i udviklingen af alternative teknikker, udstyr og lægemidler som erstatning for allogen blodtransfusion. Det er naturligvis ikke den kristne menigheds opgave at analysere og træffe afgørelse vedrørende hver eneste af disse alternative behandlingsmuligheder. Den enkelte må selv sikre sig, i en samtale med den behandlende læge, at udstyr og medicin ikke anvendes på en måde der krænker hans eller hendes samvittighed. (Se „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet 15. juni og 15. oktober 2000.)
9 Ved omhyggeligt at overholde „dette nødvendige“ kan vi bevare et godt forhold til vor himmelske Fader, Jehova. (Apg. 15:28, 29; Sl. 36:9) Han anvender allerede nu Jesu blod til gavn for os. Vi har fået tilgivelse for vore synder og er blevet forligt med Gud. Vi kan tjene ham med en ren samvittighed sammen med det verdensomspændende brodersamfund, og håbet om det virkelige liv holder os oppe og kan bære os igennem alle nuværende og kommende trængsler. — Rom. 5:3-5; 2 Kor. 5:18, 19; Hebr. 9:14.