Gode åndelige vaner — familieoverhovedets ansvar
1 Daniel levede i årtier blandt afgudsdyrkere i det fordærvede Babylon, og alligevel blev det sagt om ham at han tjente Jehova „til stadighed“. (Dan. 6:16, 20) Hvordan kunne han bevare sin åndelige sundhed? Den bibelske beretning viser at han havde gode vaner, så det der havde med hans gudsdyrkelse af gøre, lå i faste rammer. Han var for eksempel vant til at bede tre gange om dagen i sit tagkammer. (Dan. 6:10) Han fulgte sikkert også et bestemt mønster med hensyn til andre åndelige aktiviteter, som det at læse i Loven. Det gjorde ham urokkelig i sin hengivenhed for Jehova da han kom ud for en prøve hvor hans liv stod på spil, og hvor han blev mirakuløst udfriet. — Dan. 6:4-22.
2 Vi må også gøre hvad vi kan for at „våge med al vedholdenhed“. (Ef. 6:18) Den verden vi lever i, „ligger i den ondes magt“. (1 Joh. 5:19) Vi kan pludselig komme ud for modstand og trængsler hvor vores tro sættes på prøve. I den store trængsel vil Gog fra Magog udsætte os for et totalangreb som vi tilsyneladende umuligt kan redde os ud af. Det vil betyde at vi må stole fuldt ud på Jehova. — Ez. 38:14-16.
3 „Hvordan kan familier holde ud på trods af disse angreb? Det er meget vigtigt at de gør daglig bibellæsning til en vane, at det er en livsform for familien at studere Bibelen og tale om den.“ Sådan lød introduktionen til skuespillet „Gør daglig bibellæsning til en del af familiens livsform“ ved områdestævnet i 1998. Der blev videre sagt: „Når en familie regelmæssigt læser i Bibelen på en måde der gør stoffet levende, vil det påvirke både forældre og børn meget stærkt. Det giver større kundskab, styrker troen og giver os nogle forbilleder — trofaste mænd og kvinder fra fortiden — som kan inspirere os og give os mod til at stå op for sandheden.“ Mens vi gennemgår forskellige aspekter der hører med til at have gode åndelige vaner, bør familieoverhoveder være opmærksomme på hvordan de på en eller flere måder kan forbedre deres families åndelige studieprogram.
4 Daglig bibellæsning: „Når [Guds] rige hersker uden modstand og hans vilje sker på jorden ligesom den sker i himmelen, vil ingen ondsindede mennesker — nej, ikke engang dyr — ’volde skade eller forårsage ødelæggelse’.“ (Esajas 11:9; Mattæus 6:9, 10) Disse ord var en del af kommentaren til dagens skriftsted den 11. september 2001 i hæftet Undersøg daglig Skrifterne — 2001. Det viste sig at være nogle meget trøstende ord vi her fik. Som familieoverhoved må man spørge sig selv om man har en god vane med at læse og drøfte dagens tekst med sin familie hver dag. Det vil være til stor gavn. Hvis ikke man finder det praktisk at drøfte dagens tekst sammen om morgenen, kan man måske gøre det senere på dagen. En familiefar har sagt: „Spisetiden om aftenen har vist sig at være et velegnet tidspunkt til at drøfte dagsteksten.“
5 Det er rosværdigt hvis det allerede er en god vane for din familie at drøfte dagens tekst. Det ville måske være en god idé også at læse et stykke fra Bibelen på dette tidspunkt. Nogle læser hele det kapitel fra Bibelen som dagens skriftsted er hentet fra. Andre læser fortløbende kapitler så de kommer en hel bibelbog igennem. Daglig bibellæsning vil hjælpe din familie til at opbygge en sund frygt for at mishage Jehova og forstærke den enkeltes ønske om at gøre hans vilje. — 5 Mos. 17:18-20.
6 Din familie vil få endnu mere gavn af jeres bibellæseprogram og drøftelse af dagens tekst ved at bruge et par minutter på at drøfte stoffets praktiske værdi. Den nye ’Skolehåndbog’ giver på side 60 dette forslag: „Du kan . . . udvælge nogle få vers fra ugens bibelpensum, gennemgå hvad de betyder, og så spørge: ’Hvilken vejledning til os er der i disse vers? Hvordan kan vi anvende dem i forkyndelsen? Hvad fortæller de os om Jehova og hans måde at gøre tingene på, og hvordan øger de vores forståelse af og kærlighed til ham?’“ Sådanne åndelige samtaler vil hjælpe alle i familien til at ’blive ved med at forstå hvad Jehovas vilje er’. — Ef. 5:17.
7 Familiestudium: Et familieoverhoved der hver uge sørger for at lede et familiestudium, viser på denne måde sine børn at det åndelige kommer først. En mand fortæller om sin barndom: „Somme tider var far så træt efter arbejdet at han dårligt nok kunne holde sig vågen, men studiet blev holdt alligevel, og det hjalp os til at forstå hvor vigtigt det var.“ Børn kan også gøre deres til at studiet bliver holdt. I en familie med ni børn stod alle regelmæssigt op klokken fem om morgenen for at studere Bibelen sammen, fordi det ikke var muligt at gennemføre det på andre tidspunkter.
8 For at alle kan få et godt udbytte af familiestudiet, må familiens overhoved ’bestandig give agt på sin undervisning’. (1 Tim. 4:16) I den nye ’Skolehåndbog’ siges der på side 32: „Et godt familiestudium . . . begynder med en bedømmelse af familiens situation. Går det åndeligt fremad med de enkelte i familien? . . . Når du følges med dine børn i forkyndelsen, hvordan har de det så med at blive kendt af deres jævnaldrende som Jehovas Vidner? Er de glade for familiens fælles bibellæsning og studium? Gør de Jehovas vej til deres livsform? Når du som familiens overhoved er vågen for disse ting, vil du kunne bedømme hvad der skal gøres for at indplante og opdyrke gode åndelige egenskaber hos hver enkelt i familien.“
9 Menighedsmøder: Det bør være en vigtig del af dit ugentlige program at overvære menighedens møder. (Hebr. 10:24, 25) Du kan måske indimellem sørge for at familien forbereder sig sammen til møderne. Planlæg at gøre det i god tid i stedet for at vente til sidste minut. Din forberedelse vil blive bedre, og du vil få større udbytte af møderne, hvis du har gode vaner på dette område. — Ordsp. 21:5.
10 Gode åndelige vaner indbefatter kvalitet og konsekvens. Hvad så hvis dine omstændigheder gør det vanskeligt for dig at forberede dig til alle møderne? Der gives dette forslag på side 31 i den nye ’Skolehåndbog’: „Undgå den faldgrube at haste gennem stoffet bare for at komme igennem det, eller, hvad der er værre, opgive at nå noget af det fordi du ikke kan nå det hele. Prøv i stedet at finde ud af hvor meget du kan nå, og studér det pågældende pensum grundigt. Gør sådan hver uge. Med tiden kan du prøve at nå stoffet til de øvrige møder.“
11 Ved at komme til møderne i god tid får man lejlighed til at stemme sindet så man kan prise Jehova og få gavn af den vejledning han formidler. Har din familie denne vane? Det kræver god planlægning og indbyrdes samarbejde i familien. Hvis du synes at du og din familie altid farer stressede rundt før I skal til møde, kan du så ændre noget ved jeres vaner? Er der noget der kan gøres på et tidligere tidspunkt? Hvis et af familiens medlemmer er overbebyrdet, kunne andre så aflaste? Ville det blive mindre stressende hvis alle gjorde sig parat til at tage til møde nogle minutter før? God planlægning vil give mere fred, både i familien og i menigheden. — 1 Kor. 14:33, 40.
12 Forkyndelse: Med til gode åndelige vaner hører at have fastlagte tidspunkter for deltagelse i forkyndelsen. En ung mand ved navn Jayson siger: „I min familie var lørdag formiddag altid sat til side til tjenesten på arbejdsmarken. Det var gavnligt, for jo mere jeg gik ud i forkyndelsen, jo mere så jeg hvad den udvirkede, og jo mere kom jeg til at kunne lide at forkynde.“ Mange som er vokset op i kristne familier, siger tilsvarende at deres fremgang som ordets tjenere skyldes at forkyndelsen har været i faste rammer hver uge.
13 Gode vaner kan også hjælpe din familie til at få større glæde og udbytte af den tid de bruger i forkyndelsen. Hvordan det? I Vagttårnet for 1. juli 1999 fik vi dette forslag: „Lader I af og til forberedelse til ugens forkyndelse indgå i jeres familiestudium? Det kan give gavnlige resultater. (2 Timoteus 2:15) Familien hjælpes til at yde en mere meningsfyldt og effektiv indsats i forkyndelsen. Til tider kan man sætte hele studietiden af til en sådan forberedelse. Som regel kan man dog kort drøfte visse sider af forkyndelsen ved slutningen af familiestudiet eller på et andet tidspunkt i ugen.“ Har din familie prøvet det?
14 Fortsat fremgang: Efter at have gennemgået disse punkter er du måske kommet frem til at din familie på flere felter gør en god indsats. Ros din kone og dine børn for det, og bliv ved med at hjælpe hinanden til at gøre fremskridt på disse områder. Hvis du synes at der er andet som godt kunne forbedres, så begynd med at arbejde på et eller to af de områder. Når det er blevet til gode åndelige vaner, så føj flere til. Vær positiv og rimelig. (Fil. 4:4, 5) Det kræver noget at få gode åndelige vaner i familien, men det er indsatsen værd, for Jehova har sagt: „Den der afstikker en vej og følger den, ham lader jeg se Guds frelse.“ — Sl. 50:23.