Hvordan vi lever op til vores indvielse
1 Hvad enten du er blevet døbt for nylig eller for længe siden, betragter du sikkert dåben som den vigtigste begivenhed i dit liv. Vores dåb er ikke en afslutning, men snarere en begyndelse til et liv i indviet tjeneste som kan vare evigt. (1 Joh. 2:17) Hvad indebærer det at leve op til sin indvielse?
2 Følg Kristi eksempel: Da Jesus blev døbt, „begyndte [han] sin gerning“, som bestod i at „forkynde den gode nyhed om Guds rige“. (Luk. 3:23; 4:43) Når vi symboliserer vores indvielse til Jehova ved vanddåben, bliver vi ligeledes ordinerede ordets tjenere. Selv om vi må bruge meget tid og mange kræfter på at skaffe de materielle fornødenheder, er vores kald, eller hovedbeskæftigelse, den kristne tjeneste. (Matt. 6:33) De der er indviet til Jehova, stræber ikke efter at opnå velstand eller prestige, men ønsker at ’ære deres tjeneste’ ligesom Paulus gjorde. (Rom. 11:13) Værdsætter du det privilegium at tjene Jehova og gøre dit yderste i denne tjeneste?
3 Vi må ligesom Jesus „stå Djævelen imod“. (Jak. 4:7) Satan fristede Jesus da han var blevet døbt, og han vil også friste Jehovas indviede tjenere i dag. (Luk. 4:1-13) Da vi er omgivet af Satans verden, må vi vise selvdisciplin og undgå alt hvad der kan besmitte sindet eller fordærve hjertet. (Ordsp. 4:23; Matt. 5:29, 30) Som kristne ved vi at vi „ikke [kan] have andel i ’Jehovas bord’ og [samtidig] i dæmoners bord“. (1 Kor. 10:21) Derfor må vi vogte os mod fordærvet underholdning, dårligt selskab og farerne ved internettet. Det betyder også at vi må undgå frafaldnes skrifter. Når vi er på vagt over for Satans metoder, vil det hjælpe os til at leve op til vores indvielse.
4 Brug Guds kærlige gaver: For at vi kan leve op til vores indvielse har Jehova sørget for at vi kan hente hjælp gennem hans ord og den kristne menighed. Gør bibellæsning og bøn til en del af din hverdag. (Jos. 1:8; 1 Thess. 5:17) Glæd dig over møderne. (Sl. 122:1) Kom sammen med dem der frygter Jehova og holder hans bud. — Sl. 119:63.
5 Med Jehovas hjælp kan vi leve op til vores indvielse og glæde os over at få lov at tjene ham for evigt. — Sl. 22:26, 27; Fil. 4:13.