Samlet for at prise Jehova
1. Hvad er stævnets tema, og hvorfor er Jehova værdig til pris?
1 Jehova er almægtig, hans visdom er uudgrundelig, og han er fuldkommen retfærdig og indbegrebet af kærlighed. Som Skaberen, Livgiveren og universets Suveræn er han alene værdig til at modtage vor tilbedelse. (Sl. 36:9; Åb. 4:11; 15:3, 4) Ved dette års internationale stævne, „Giv Gud ære“, vil vi blive styrket i beslutningen om at prise ham som den eneste sande Gud. — Sl. 86:8-10.
2, 3. Hvorfor er planlægning en forudsætning for at få fuldt udbytte af stævnet?
2 God planlægning nødvendig: For at få fuld gavn af det store åndelige festmåltid Jehova har forberedt, er det nødvendigt med god planlægning. (Ef. 5:15, 16) Har du sikret dig at logi, transport og ferie fra arbejde er i orden? Det er vigtigt, så udsæt det ikke til sidste øjeblik. Hvis du har brug for hjælp i forbindelse med transport og logi, så tal med stævnekoordinatoren eller din bogstudietilsynsmand. Vær i god tid med at bede om fri så du kan overvære hele stævnet. Gå ikke glip af et eneste programafsnit.
3 Planlæg at komme til stævneområdet i god tid hver dag. Så vil du kunne være på din plads inden den indledende sang og være i den rette stemning til at tage imod den vejledning der kommer frem. Der vil være adgang fra klokken 8.00 hver dag. Reservér venligst ikke pladser til andre end din nærmeste familie eller dem du kører sammen med.
4. Hvorfor anbefales det at vi bliver på stævneområdet i middagspausen?
4 Det anbefales at alle enten medbringer eller bestiller en madpakke, frem for at forlade stævneområdet for at spise ude eller købe mad i middagspausen. Når alle samarbejder på dette område, bidrager det til en fredelig atmosfære og giver større mulighed for samvær med vore trosfæller. (Sl. 133:1-3) Menighederne vil få tilsendt oplysninger om bestilling af madpakker. Husk venligst at glasflasker og alkoholiske drikke ikke er tilladt på stævneområdet.
5. Hvordan kan vi i forvejen indstille os på stævnet?
5 Lyt og lær: Ezra havde under bøn indstillet sig på at være modtagelig for ordet fra Gud. (Ezra 7:10) Han bøjede sit hjerte mod belæringen fra Jehova. (Ordsp. 2:2) Allerede inden vi tager hjemmefra, kan vi indstille os på stævnet ved at tænke over dets tema og drøfte det i familien.
6. Hvad kan hjælpe os til at have opmærksomheden rettet mod programmet? (Se rammen.)
6 På et stort stadion kan der foregå meget som kan fange vores opmærksomhed og lede tankerne bort fra det der kommer frem. Hver gang det sker, går vi glip af værdifulde oplysninger. Forslagene i den tilhørende ramme kan hjælpe os til at forbedre vores koncentrationsevne.
7, 8. Hvordan kan vi vise hensyn, og hvilket arrangement kan hørehæmmede få gavn af?
7 Vis hensyn: Det er tilladt at fotografere og filme under programmet, men kun fra pladserne og uden at distrahere andre. Mobiltelefoner og personsøgere må indstilles så de ikke forstyrrer. Der vil være etableret teleslynge for hørehæmmede. Intet personligt udstyr må tilsluttes stævneområdets elektriske installationer eller højttalersystem.
8 Vi ser alle frem til at samles for at prise Jehova. Måtte vi være besluttede på at ære ham ved at være til stede under hele programmet, lytte opmærksomt og anvende det vi lærer. — 5 Mos. 31:12.
[Ramme på side 3]
Sådan får du udbytte af stævnet
▪ Hav foredragets tema i tanke
▪ Slå skriftstederne op
▪ Tag korte notater
▪ Hæft dig ved punkter du vil anvende
▪ Repetér det du lærer