Vis personlig interesse — ved at være opmærksom
1 Jehova Gud og Kristus Jesus er de bedste eksempler med hensyn til at være opmærksom på folks særlige behov og tilbyde dem hjælp. (2 Krøn. 16:9; Mark. 6:34) Når vi lægger mærke til hvad der interesserer og bekymrer dem vi møder i forkyndelsen, kan vi tilpasse vores måde at fremlægge den gode nyhed på.
2 Vær vågen for små ting: Jesus lagde mærke til hvad der skete omkring ham. (Mark. 12:41-43; Luk. 19:1-6) Hvis vi på samme måde er opmærksomme på omgivelserne, om der for eksempel er mærkater på døren eller bilen, eller om der ligger legetøj foran huset, kan det give os mulighed for at fremholde den gode nyhed på en mere virkningsfuld måde.
3 De besøgtes ansigtsudtryk og holdning kan fortælle os noget om hvordan de har det. (Ordsp. 15:13) Måske har de behov for trøst efter at have mistet en de holdt af, eller på grund af andre problemer og modgang. Så vil det sikkert virke opmuntrende hvis vi læser nogle velvalgte skriftsteder for dem. (Ordsp. 16:24) Hvis den besøgte har travlt eller står med et grædende barn på armen, kan det være bedre at foreslå at komme igen en anden dag. Ved at være hensynsfuld og vise medfølelse kan vi måske få vedkommende til at lytte næste gang vi kommer. — 1 Pet. 3:8.
4 Tilpas din præsentation: I Athen lagde apostelen Paulus mærke til et alter „for en ukendt gud“. Det lod han danne grundlag for hvordan han fremholdt den gode nyhed. Han sagde: „Det som I altså viser gudhengivenhed uden at kende det, det forkynder jeg jer.“ Denne taktfulde fremgangsmåde bevirkede at nogle af de tilstedeværende tænkte nærmere over budskabet og fik tro. — Apg. 17:23, 34.
5 Vi kan ved at være opmærksomme ligeledes finde ud af hvad der interesserer den besøgte, og tilpasse vores fremgangsmåde derefter. Man kan få den besøgte til at udtale sig ved at stille spørgsmål, og dernæst kan man afgøre hvilke skriftsteder man vil læse for at styrke hans interesse. (Ordsp. 20:5) Ved at være opmærksomme og vise personlig interesse for andre vil vi kunne fremholde den gode nyhed mere virkningsfuldt.