Repetition af stof fra Den Teokratiske Skole
Følgende spørgsmål vil blive behandlet på Den Teokratiske Skole i ugen fra 25. december 2006. Tilsynsmanden for Den Teokratiske Skole leder en 30-minutters repetition af det stof som har været gennemgået i ugen fra den 6. november til og med ugen fra den 25. december 2006. [Bemærk: Hvis der ikke er kildehenvisninger efter spørgsmålene, må man selv undersøge emnet for at finde svarene. — Se Den Teokratiske Skole — til gavn for kristne forkyndere, side 35-37].
TALEEGENSKABER
1. Hvordan kan man afgøre hvad det vil være passende at sige når man introducerer et skriftsted? [be, s. 148, § 4, til s. 149, § 1] Man må først og fremmest vise stor respekt for Jehova, den der har inspireret Bibelen. Det er også gavnligt at tænke på sammenhængen, hvem der taler, hvem der tales til samt hvilket emne udtalelsen gælder, før man afgør hvordan man vil introducere et skriftsted.
2. Hvordan kan vi betone ord og udtryk på den rigtige måde? [be, s. 151, § 4, til s. 152, § 3] (1) Ved hjælp af stemmen: En forandring i stemmeføringen kan få nogle tankebærende ord til at træde frem i forhold til resten af en sætning. (2) Pauser: En passende pause der holdes lige før hovedtanken i et skriftsted læses, skaber forventning; en pause lige efter vil give tanken eftertryk. (3) Gentagelse: I mange tilfælde er det bedst først at læse hele skriftstedet og derefter gentage de ord eller udtryk der indeholder den tanke der skal frem. (4) Gestus: Både med kropsbevægelser og ansigtsudtryk kan man bidrage til at der lægges mere følelse i et enkelt udtryk.
3. Eftersom det er en alvorlig sag at undervise andre i Guds ord, hvordan kan vi da ’behandle sandhedens ord på rette måde’? (2 Tim. 2:15) [be, s. 153, § 1-3, og rammen; s. 154, § 1-2] Vi må sikre os at vores fortolkning af et skriftsted er i overensstemmelse med sammenhængen, med Bibelens lære som et hele, og med det som den „trofaste og kloge træl“ har udgivet. (Matt. 24:45) Vi vil ikke tilføje vores egne meninger eller plukke nogle ord ud som passer til det vi gerne vil have at skriftstedet skal sige. (Jer. 23:16) Desuden vil vi stræbe efter at efterligne Jesus Kristus der brugte Guds ord til at opbygge andre og ikke til at nedbryde. (Matt. 11:28)
4. Hvordan kan vi klargøre anvendelsen af de skriftsteder vi læser? [be, s. 154, § 4, til s. 155, § 3] En måde hvorpå vi kan vise hvorfor vi anvender et skriftsted, er ved at fremhæve de tankebærende ord som har forbindelse med det emne der behandles. Jesus henledte opmærksomheden på udtrykket „ét kød“ da han forklarede 1 Mosebog 2:24. (Matt. 19:3-6) Vi kan også stille spørgsmål der fremhæver nøgleordene i det skriftsted vi ønsker at læse. Målet er at henlede opmærksomheden på den del af teksten der har relation til det vi taler om, så tilhørerne klart kan se forbindelsen mellem det emne vi behandler, og de skriftsteder vi anvender.
5. Hvorfor er det vigtigt at tydeliggøre den praktiske betydning af det stof vi behandler, og hvordan kan vi gøre det? [be, s. 157, § 1-4, og rammen; s. 158, § 1]. Hvis folk ikke kan se den praktiske betydning af det vi fremholder, vil de måske miste koncentrationen og dermed ikke få gavn af de oplysninger der bliver behandlet. Vi tilskynder andre til at tænke i praktiske baner ved at hjælpe dem til at forstå hvordan frygt for Jehova berører deres liv. (Sl. 111:10; 1 Tim. 4:8) Man kan give sit foredrag praktisk værdi ved at overveje hvem tilhørerne er og spørge sig selv: ’Hvordan kan det stof jeg behandler, være til nytte for tilhørerne?’
OPGAVE NR. 1
6. I hvilken betydning var Salomon en samler? [si, s. 112, § 1-3] Som leder af et folk der var indviet til Jehova, havde Salomon ansvaret for at holde sine undersåtter sammen i trofasthed over for deres indvielse. Han søgte ved hjælp af de vise råd i Prædikerens Bog at samle sit folk til nyttige gerninger og lede dem bort fra denne verdens tomme, nytteløse gerninger. (Præd. 12:8-10)
7. Hvordan harmonerer Prædikerens Bog med Jesu lære? [si, s. 114, § 16] Der er mange lighedspunkter mellem Prædikerens Bog og Jesu lære. Jesus understregede for eksempel hvor omfattende Guds værk er, da han sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Joh. 5:17) Salomon omtalte også Guds værk med ordene: „Jeg så alt hvad den sande Gud gør, at mennesket ikke kan finde ud af det der gøres under solen; hvor meget mennesket end arbejder med møje for at søge, finder det dog ikke ud af det. Og selv om én siger at han er så vís at han ved det, kan han dog ikke finde ud af det.“ (Præd. 8:17)
8. Hvilke beviser er der for at Højsangen er kanonisk? [si, s. 115, § 3-4] Højsangen var med i ’Septuaginta-oversættelsen’, og Josefus opførte den i sit katalog over hellige bøger. Dette viser at dens ægthed ikke blev draget i tvivl i tidligere tider. Bogens magtfulde og skønne skildring af den gensidige kærlighed, en kærlighed der i åndelig forstand findes mellem Kristus og hans „brud“, viser desuden at Højsangen med rette hører med til Bibelens kanon. (Åb. 19:7, 8; 21:9)
9. Hvordan beviser Esajasrullen fra Det Døde Hav på afgørende måde at vore dages bibeloversættelser gengiver Esajas’ oprindelige inspirerede skrift? [si, s. 118, § 6] Dødehavsrullerne med Esajas’ profeti er cirka tusind år ældre end de ældste eksisterende håndskrifter af den masoretiske tekst, og selve budskabet adskiller sig ikke fra den masoretiske tekst. En sammenligning viser at der kun er mindre forskelle i stavemåde og grammatisk opbygning.
10. Hvad kan hjælpe en taler til ikke at bruge for fyldige notater? [be, s. 42, § 2] En taler må ordne sit stof under nogle ganske få hovedpunkter, fjerne det der ikke støtter hovedpunkterne og sætte alle oplysningerne i logisk rækkefølge.
DEN UGENTLIGE BIBELLÆSNING
11. Hvad vil det sige at „de der søger Jehova forstår alt“? (Ordsp. 28:5) „Alt“ henviser til alt hvad der er nødvendigt at forstå for at kunne tjene Jehova på en måde han godkender, hvilket indbefatter kundskab om Guds moralnormer. De der søger Jehova i bøn og studerer hans ord, forstår hvad de må gøre for at tjene ham på en acceptabel måde. De der øver ondt, forstår derimod ikke hvad der er rigtigt og bliver derfor forkastet. [w06 15/9, „Hovedpunkter fra Ordsprogenes Bog“; w87 15/5, s. 30]
12. Hvordan ’udmatter tåbens møje ham’? (Præd. 10:15) ’Tåber’ siger og gør ofte uforstandige ting som følge af forkerte opfattelser. (Præd. 10:12-14) Det ender med at de har gjort sig store anstrengelser og har udmattet sig selv uden at det har ført til noget af virkelig værdi. De gør livet besværligt for sig selv. [w06 1/11, „Hovedpunkter fra Prædikerens Bog“; wE77 s. 698-99]
13. Hvordan viste sjulamitpigen sig at være „en stænget have“, og hvordan er hun et godt eksempel for kristne kvinder? (Højs. 4:12) Sjulamitpigen var som en smuk have der var omkranset af en hæk eller mur, og som man kun kunne komme ind i gennem en låst låge, en have der holdt ubudne gæster ude. Hendes følelser var ikke rettet mod hvem som helst, men var udelukkende forbeholdt hendes fremtidige ægtemand. Sjulamitpigens moralske styrke er et godt eksempel for ugifte kristne kvinder. [w06 15/11, „Hovedpunkter fra Højsangen“]
14. Betød ordene „lad os få afgjort sagerne imellem os“ at Jehova var villig til at forhandle med israelitterne og nå frem til en rimelig aftale med dem? (Es. 1:18a) Nej. Dette vers taler ikke om en fælles drøftelse eller forhandling mellem ligestillede. Der er tale om et retsmøde hvor Jehovas retfærdighed stadfæstes. Jehova indbød israelitterne til at angre og lade sig rense for handlinger der var moralsk og åndeligt forkerte. (Es. 1:16, 17) Jehova lovede at tilgive dem hvis de fik „afgjort sagerne“. (Es. 1:18b, 19) [ip-1, s. 26-29, § 9-18]
15. Hvordan fik ordene i Esajas 11:6-9 en opfyldelse i fortiden, og hvilken større opfyldelse har de? I overensstemmelse med Jehovas ord behøvede israelitterne ikke at frygte vilde dyr eller dyriske mennesker, hverken på vejen hjem eller efter at de var kommet til det genrejste land i år 537 f.v.t. Siden 1919 har „nøjagtig kundskab“ om Jehova på lignende måde forandret menneskers personlighed. (Kol. 3:9, 10) For eksempel er nogle som før var voldelige, blevet fredelige, og de glæder sig nu over at befinde sig i det åndelige paradis. I den kommende nye verden vil Guds folk heller ikke føle sig truet af hverken dyr eller mennesker. [ip-1, s. 163-64, § 12-15]