Kærlighed — nøglen til gode resultater i forkyndelsen
1 „Kom til mig, . . . og jeg vil give jer ny styrke.“ (Matt. 11:28) Disse indtagende ord genspejlede Jesu dybe kærlighed til andre. Som kristne forkyndere ønsker vi at efterligne Jesus og vise kærlighed til mennesker som er ’kørt trætte’ af denne ukærlige verden. Hvordan kan vi gøre det samtidig med at vi forkynder den gode nyhed?
2 I ord: Næstekærlighed fik Jesus til at udnytte enhver lejlighed til at fortælle andre om den gode nyhed. (Joh. 4:7-14) Kærlighed kan hjælpe os til at overvinde vores betænkeligheder ved at forkynde uformelt. En seksårig pige aflagde et godt vidnesbyrd over for en dame som sad ved siden af hende i en læges venteværelse. Hvad var det der motiverede pigen? „Damen så ud som om hun havde brug for at lære om Jehova,“ forklarer hun.
3 Vi kan vise vores medmennesker at vi er interesserede i dem ved at sende dem et varmt smil og tale venligt med dem. Vi viser også næstekærlighed ved at lytte til andre, være forstående over for deres problemer og vise dem oprigtig personlig interesse. (Ordsp. 15:23) Vi bør efterligne Jesus ved at fremhæve det opmuntrende budskab om Riget og Jehovas kærlige omsorg for os mennesker. — Matt. 24:14; Luk. 4:18.
4 I gerning: Når Jesus så et behov hos andre, reagerede han hurtigt og på en praktisk og håndgribelig måde. (Matt. 15:32) Vi får måske også lejlighed til i handling at vise andre kærlighed og venlighed mens vi er i tjenesten. En søster lagde mærke til en dame som havde svært ved at forstå hvad der blev sagt i en telefonsamtale der åbenbart var meget vigtig for hende. Vores søster tilbød at hjælpe hende med at oversætte det der blev sagt. Denne kærlige hjælp banede vejen for en bibelsk samtale som fik damen til at sige ja til et bibelstudium. I et andet tilfælde var en mand som en broder aflagde genbesøg hos, stærkt irriteret fordi en tung sofa havde kilet sig fast i døren. Efter at broderen havde hjulpet den besøgte, gik der ikke lang tid før han sad på den selv samme sofa og påbegyndte et bibelstudium med den taknemmelige mand.
5 Når vi er med i forkyndelsen, er det et udtryk for kærlighed til Gud og til vores næste. (Matt. 22:36-40) Både i ord og handling hjælper vi på den måde oprigtige mennesker til at erkende at vi har sandheden.