Hvordan man opretter bibelstudier hos dem der har modtaget blade
1. Hvad er målet med at afsætte blade?
1 Om lørdagen tilbyder vi som regel Vagttårnet og Vågn op! Dette er dog kun det første skridt mod vores endelige mål: at lære oprigtige mennesker sandheden at kende. Nedenfor gives nogle forslag til hvordan man kan oprette bibelstudier over bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? når man kommer på genbesøg. Husk at de kan tilpasses distriktet, og at man kan bruge sine egne ord. Man er også velkommen til at benytte en anden fremgangsmåde som man har gode resultater med.
2. Hvordan kan vi bruge de indledende sider i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? til at påbegynde et bibelstudium?
2 Brug de indledende sider: Når du kommer på genbesøg, kunne du sige følgende: „De blade du modtog sidst, henviser til Bibelen. Prøv engang at se hvorfor det er så vigtigt at læse i Bibelen.“ Læs Esajas 48:17, 18; Johannes 17:3 eller et andet passende skriftsted. Efter at du har vist den besøgte bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? og givet vedkommende et eksemplar, kan du fortsætte som følger:
◼ „Bibelen giver os et pålideligt håb for fremtiden.“ Vis den besøgte side 4 og 5, og stil spørgsmålet: „Hvilke af disse løfter kunne du tænke dig at se blive opfyldt?“ Vis derefter den besøgte det kapitel i bogen der netop handler om dette bibelske løfte, og gennemgå kort en eller to paragraffer, hvis det er belejligt.
◼ Eller du kunne sige: „Bibelen besvarer livets vigtige spørgsmål.“ Vis den besøgte spørgsmålene nederst på side 6, og spørg om han nogen sinde har tænkt over et af dem. Find derefter det kapitel der besvarer spørgsmålet, og drøft kort en eller to paragraffer.
◼ Eller du kan henvise til kapitlerne i indholdsfortegnelsen og spørge hvilket af dem der interesserer ham. Slå derefter op på det pågældende kapitel, og vis kort vores studiemetode.
3. Hvordan kan vi oprette et studium efter at nogle har modtaget blade der handler om (a) de forværrede verdensforhold, (b) familien eller (c) Bibelens pålidelighed?
3 Slut af med et spørgsmål ved første besøg: En anden mulighed er ved første besøg at lægge op til et genbesøg. Efter at den besøgte har taget imod bladene, kan du stille et spørgsmål og love at vende tilbage og besvare det. Forsøg at aftale et tidspunkt hvor du kan komme igen, og sørg for at holde aftalen. (Matt. 5:37) Når du igen træffer den besøgte hjemme, kan du minde ham om spørgsmålet og kort læse og drøfte svaret fra bogen ’Hvad lærer Bibelen?’ Giv ham et eksemplar så han kan følge med. Her er nogle eksempler på hvordan det kan gøres.
◼ Hvis de blade den besøgte modtog, handler om de forværrede verdensforhold, kunne du sige: „Hvad vil Gud gøre ved det, og hvordan vil forholdene så blive her på jorden? Næste gang jeg kommer, vil jeg gerne vise dig Bibelens svar på det spørgsmål.“ Brug side 4 og 5 når du kommer igen. Eller du kunne rejse spørgsmålet: „Er det Guds vilje når der sker tragedier?“ På genbesøget kan du vise paragraf 7 og 8 i kapitel 1.
◼ Hvis den besøgte modtog et blad der handler om familien, kan du afslutte besøget ved at stille spørgsmålet: „Hvad kan alle i familien gøre for at bidrage til familiens trivsel?“ Når du kommer igen, kan du gennemgå paragraf 4 i kapitel 14 med den besøgte.
◼ Hvis den besøgte tog imod et blad der handler om Bibelens pålidelighed, kan du rejse dette spørgsmål: „Er Bibelen videnskabeligt korrekt?“ Når du kommer igen, kan du gennemgå paragraf 8 i kapitel 2.
4. Hvad skal vi gøre hvis den besøgte ikke tager imod bogen ’Hvad lærer Bibelen?’
4 Ved slutningen af hver drøftelse kan du tage et andet spørgsmål op som du vil besvare næste gang du kommer. Når bibelstudiet bliver holdt regelmæssigt, vil det være en god idé at gennemgå bogen ’Hvad lærer Bibelen?’ systematisk fra ende til anden. Hvad kan du gøre hvis den besøgte ikke tager imod bogen? Du kan stadig komme med bladene og drøfte bibelske emner. Efterhånden som du skærper hans interesse, vil han måske på et tidspunkt tage imod et bibelstudium.
5. Hvorfor bør vi stræbe efter mere end blot at få folk til at modtage bladene?
5 Vagttårnet og Vågn op! kan give den besøgte et ønske om at forstå hvad Bibelen virkelig lærer. Gør derfor en særlig indsats for at påbegynde bibelstudier med dem som tager imod bladene. På den måde adlyder vi Jesu befaling: „Gør disciple . . . idet I lærer dem.“ — Matt. 28:19, 20.