Vi nedriver fæstningsværker
1 Satan har i århundreder forblindet menneskers sind og hjerte ved hjælp af falske læresætninger. Blandt disse er læren om en treenig Gud, sjælens udødelighed og et brændende helvede. Desuden forsøger han at få folk til at tvivle på at der findes en Skaber, og at Bibelen er pålidelig. Han prøver også at fortrænge sandhedens lys ved hjælp af racisme og nationalisme. (2 Kor. 4:4) Hvordan kan vi nedrive sådanne „fæstningsværker“? — 2 Kor. 10:4, 5.
2 Følelser involveret: Læresætninger som er dybt rodfæstede, fremkalder ofte stærke følelser hos folk. Nogle har haft forkerte opfattelser lige fra barnsben. Hvis vi skal hjælpe sådanne, må vi tale på en måde der vidner om at vi respekterer deres synspunkter. — 1 Pet. 3:15.
3 Vi kan vise sådanne mennesker respekt ved at lade dem fortælle hvad de tror, og hvorfor? (Jak. 1:19) De klynger sig måske til troen på at sjælen er udødelig fordi de har mistet nogle de holdt af, og længes efter at se dem igen. Eller de fejrer måske visse højtider fordi de ser dem som en kærkommen lejlighed til at være sammen med deres familie. Når vi lytter til det de siger, vil vi bedre kunne forstå deres følelser og fremholde sandheden på en virkningsfuld måde. — Ordsp. 16:23.
4 Efterlign Jesus: Den måde Jesus reagerede på da en lovkyndig stillede ham et spørgsmål, er et godt eksempel for os. Jesus svarede ikke direkte, og manden ville måske heller ikke have accepteret svaret på grund af sin stærke overbevisning. I stedet henviste Jesus til Skrifterne, lod ham give udtryk for sine synspunkter og hjalp ham til at ræsonnere ved hjælp af en illustration. — Luk. 10:25-37.
5 Selv nok så hævdvundne falske læresætninger kan på ingen måde stå mål med sandheden i Guds ord. (Hebr. 4:12) Når vi tålmodigt appellerer til folks hjerte, kan vi måske hjælpe dem til at forkaste usande læresætninger og tage imod sandheden, som kan frigøre dem. — Joh. 8:32.