Hvordan får vi forkyndt for manden i huset?
1. Hvilket presserende behov er der i nogle menigheder?
1 Den fortsatte vækst i forkyndelsesarbejdet i disse sidste dage gør at der er et presserende behov for åndeligt kvalificerede mænd til at føre an. (Mark. 4:30-32; Apg. 20:28; 1 Tim. 3:1-13) Nogle steder er der imidlertid flere kvinder end mænd der tager imod budskabet om Riget. Og i nogle kulturer overlader mændene det til deres hustruer at tage sig af det der har med religion at gøre, for eksempel den religiøse oplæring af børnene. Hvordan kan vi få flere mænd til at erkende deres åndelige behov og slutte sig til os i den sande tilbedelse?
2. Hvilke gode resultater gav det at Paulus og Peter forkyndte for mænd?
2 Hvad det udvirker: Når et familieoverhoved tager imod sandheden, er der ofte andre i familien der slutter sig til ham i den rene tilbedelse. For eksempel forkyndte Paulus og Silas for en fangevogter, og resultatet blev at manden og hele hans husstand blev døbt. (Apg. 16:25-34) Paulus’ forkyndelse i Korinth bevirkede at „Krispus, synagogeforstanderen, fik tro på Herren, og det gjorde hele hans husstand også“. (Apg. 18:8) Peter blev brugt af Jehova til at forkynde for Kornelius, en centurion, der blev beskrevet som „en retfærdig mand der frygter Gud“. Kornelius blev døbt sammen med sin familie og sine nærmeste venner. — Apg. 10:1-48.
3. Hvem „i høje stillinger“ kan du, i lighed med Filip, forkynde for?
3 Det kan give gode resultater at forkynde for mænd „i høje stillinger“. (1 Tim. 2:1, 2) Jehovas engel gav Filip besked på at tale med „en mægtig mand“ der var sat over alle de skatte som ætiopiernes dronning ejede. Filip hørte manden ’læse højt af profeten Esajas’, og han fortalte ham den gode nyhed om Jesus. Denne ætiopier blev en discipel, og han spredte sandsynligvis den gode nyhed på vej tilbage til sit hjemland. Måske forkyndte han for dronningen og dem der tjente ved hoffet, personer som ellers ville have haft begrænsede muligheder for at høre den gode nyhed. — Apg. 8:26-39.
4. Hvad kan vi gøre for at flere mænd får mulighed for at høre den gode nyhed?
4 Hvordan flere mænd kan kontaktes: Da mænd ofte er på arbejde om dagen, kunne du så gå i forkyndelsen i aftentimerne, i weekenderne eller i helligdagene? Hvis du regelmæssigt gennemgår forretningsdistrikter, har du større mulighed for at forkynde for mænd som sjældent er hjemme. Brødre kan også gøre en særlig indsats for at forkynde uformelt for deres mandlige kolleger. Når brødre deltager i hus til hus-forkyndelsen, især i distrikter der ofte bliver gennemgået, kan de en gang imellem bede om at tale med manden i huset.
5. Hvad skal en søster gøre når hun møder en mand der reagerer positivt på budskabet om Riget?
5 Når en søster i forkyndelsen møder en mand der reagerer positivt på sandheden, bør hun ikke vende alene tilbage for at besøge ham. Hun kan tage sin mand eller en anden forkynder med sig. Hvis den interesserede mand gør fremskridt, vil det almindeligvis været bedst at overdrage besøget til en kvalificeret broder.
6. Hvordan kan vi efterligne apostelen Paulus for at „vinde så mange som muligt“?
6 Vælg emner der interesserer mænd: Apostelen Paulus tænkte over hvem han talte med, og tilpassede sin fremgangsmåde for at „vinde så mange som muligt“. (1 Kor. 9:19-23, da. aut.) Vi bør på lignende måde forberede os til tjenesten ved at overveje hvilke emner vi tror vil interessere de mænd vi møder i forkyndelsen. Mænd er ofte interesserede i økonomiske anliggender, i en god regering og i hvordan de kan sørge for deres familie. De kan også være interesserede i emner som meningen med livet, jordens fremtid og hvorfor Gud tillader lidelser. Budskabet om Riget vil blive bedre modtaget hvis vi tænker over hvordan vi bedst muligt kan fremholde det. — Ordsp. 16:23.
7. Hvordan kan alle i menigheden øve en positiv indflydelse på anderledestroende ægtemænd der overværer et møde?
7 Hjælp anderledestroende ægtemænd: Det der oftest virker stærkest på anderledestroende ægtemænd, er deres kristne hustrus gode adfærd, men menighedens medlemmer kan også øve en positiv indflydelse. (1 Pet. 3:1-4) Når en anderledestroende ægtefælle følges med sin hustru til et møde, kan den kærlige velkomst han får, være et magtfuldt vidnesbyrd. Det at han er med, kunne være et tegn på at han har en vis interesse for sandheden, og måske gerne vil tage imod et bibelstudium.
8. Hvordan kan brødre tage initiativ til at hjælpe anderledestroende ægtemænd der har vist lidt interesse for sandheden?
8 I begyndelsen viser nogle ægtemænd kun lidt interesse for Bibelen, men med tiden vil de måske gerne drøfte bibelske spørgsmål med en broder de føler sig trygge ved. Når brødrene i en menighed en gang imellem besøgte en religiøst splittet familie, gjorde de en særlig indsats for at få en snak med den anderledestroende ægtemand om emner de vidste interesserede ham. Det førte med tiden til bibelske drøftelser, og han er nu en døbt broder. I et andet tilfælde hjalp en broder en venlig, anderledestroende ægtemand med at bygge et hegn rundt om hans hus. Ved på denne måde at vise personlig interesse blev der påbegyndt et bibelstudium. (Gal. 6:10; Fil. 2:4) Hvis du er en broder, hvorfor så ikke tage initiativ til at hjælpe en eller flere anderledestroende ægtemænd?
9. Hvad kan oplæring af kristne mænd føre til?
9 En oplæring der tager sigte på fremtiden: Mænd der tager imod budskabet om Riget, og som begynder at tragte efter ansvarsopgaver i menigheden, kan blive „gaver i form af mennesker“ — ældste der bruger deres kræfter og evner til gavn for Jehovas folks menigheder. (Ef. 4:8; Sl. 68:18) Sådanne mænd tjener villigt og af iver som hyrder i menigheden. (1 Pet. 5:2, 3) De er virkelig en velsignelse for hele brodersamfundet!
10. Hvordan har Ananias’ bestræbelser for at hjælpe Paulus gavnet mange?
10 For eksempel blev Saulus „apostel for nationerne“, til trods for at han tidligere havde forfulgt de kristne. (Rom. 11:13) Det var grunden til at Ananias i begyndelsen tøvede med at forkynde for Saulus. Ikke desto mindre fulgte Ananias Herrens anvisninger og talte med den mand der senere blev apostelen Paulus. I årenes løb fik tusinder der hørte ham forkynde, gavn af hans tjeneste, og millioner drager fortsat gavn af hans inspirerede breve i Bibelen. — Apg. 9:3-19; 2 Tim. 3:16, 17.
11. Hvorfor bør vi foretage de ændringer der måtte være nødvendige, for at kunne forkynde for manden i huset?
11 Vi vil derfor også foretage de ændringer som måtte være nødvendige, for at vi kan forkynde for manden i huset. Hvis vi gør det, kan vi være sikre på at Jehova vil velsigne vores bestræbelser for at gøre hans vilje og omhyggeligt at varetage Rigets interesser.