APOSTLENES GERNINGER
Studienoter – Kapitel 22
på hebraisk: Se studienote til Joh 5:2.
Gamaliel: En lovlærer der omtales to gange i Apostlenes Gerninger, her og i ApG 5:34. – Se studienote til ApG 5:34.
forsamlingen af ældste: Eller “ældsterådet”. Det græske ord presbyterion, som forekommer i dette vers, er beslægtet med ordet presbyteros (bogst.: “ældre mand”), som i Bibelen hovedsageligt henviser til dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Nogle gange henviser udtrykket til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25 og ApG 2:17), men det bruges ikke kun om dem der er højt oppe i årene. Udtrykket “forsamling af ældste” refererer åbenbart her til Sanhedrinet, den jødiske højesteret i Jerusalem, som bestod af de øverste præster, de skriftlærde og de ældste. Disse tre grupper nævnes ofte sammen. – Mt 16:21; 27:41; Mr 8:31; 11:27; 14:43, 53; 15:1; Lu 9:22; 20:1; se studienote til Lu 22:66.
fra Nazaret: Se studienote til Mr 10:47.
de hørte ikke den stemme: Eller “de forstod ikke den stemme”. I ApG 9:3-9 beskriver Lukas det Paulus oplevede på vejen til Damaskus. Når man sammenholder den beretning med det vi læser her, får man et mere detaljeret billede af det der skete. Som studienoten til ApG 9:7 forklarer, hørte de mænd der var sammen med Paulus, “lyden af en stemme” men var ikke i stand til at forstå de ord der blev sagt. De hørte altså ikke stemmen på samme måde som Paulus gjorde. Det passer med den måde det græske ord for “høre” bruges på i ApG 22:7. Her fortæller Paulus at han “hørte en stemme”, dvs. at han både hørte og forstod ordene. Derimod kunne de mænd der rejste sammen med Paulus, ikke forstå hvad der blev sagt til ham, måske fordi stemmen var dæmpet eller forvrænget på en eller anden måde. Det er åbenbart på den måde at ordene “de hørte ikke den stemme” skal forstås. – Se også Mr 4:33 og 1Kt 14:2, hvor det samme græske ord for “høre” bliver gengivet med “forstå” og “forstår”.
bliv seende igen!: Bogst.: “se op!” Det græske ord betyder “at rette sit blik opad” (Mt 14:19; Lu 19:5), men kan også henvise til at man ser for første gang (Joh 9:11, 15, 18), eller at man får sit syn igen (Mr 10:52; Lu 18:42; ApG 9:12).
få dine synder vasket bort ved at påkalde hans navn: Det er ikke nok at blive døbt for at få sine synder vasket bort, man skal også påkalde Jesus’ navn. Det indbefatter at man har tro på Jesus og viser sin tro i handling. – ApG 10:43; Jak 2:14, 18; se studienote til Ro 10:13.
faldt jeg i trance: For at få en forklaring på det græske ord ekstasis, som her oversættes med “trance”, se studienote til ApG 10:10. I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk (benævnt som J14, 17, 22 i Tillæg C4) gengives udtrykket med: “var Jehovas hånd over mig”. En anden oversættelse (benævnt som J18) siger: “iklædte Jehovas ånd sig mig”.
dit vidne: Det græske ord for “vidne”, martys, hentyder til en der overværer en handling eller en begivenhed. Nogle af de kristne i det første århundrede havde selv set og kunne vidne om eller bekræfte historiske fakta om Jesus’ liv, død og opstandelse. (ApG 1:21, 22; 10:40, 41) De der senere fik tro på Jesus, kunne vidne ved at fortælle om hvor stor betydning hans liv, død og opstandelse havde. (ApG 22:15) Det var i denne betydning Paulus brugte ordet da han talte med Jesus og kaldte Stefanus “dit vidne”. Stefanus havde aflagt et stærkt vidnesbyrd om Jesus over for Sanhedrinet. Stefanus var desuden den første der vidnede om at han i et særligt syn havde set Jesus være tilbage i himlen og stå ved Guds højre hånd som forudsagt i Sl 110:1. (ApG 7:55, 56) Den kristne vidnegerning fører ofte til modstand, arrestationer, prygl og endda død, det skete blandt andet for Stefanus og Jakob. Derfor er det græske ord martys også senere kommet til at betyde “martyr, en der er blevet dræbt for at vidne om sin tro”, en der dør frem for at afsværge sin tro. Det er i denne forstand at Stefanus kan kaldes den første kristne martyr, han var den første der blev slået ihjel fordi han vidnede om Kristus. – Se studienote til ApG 1:8.
kommandanten: Det græske ord chiliarchos (chiliark) betyder bogstaveligt “anfører for tusind mand”, dvs. soldater. Det henviser til en romersk kommandant, også kaldet en militærtribun. (Se studienote til Joh 18:12). Omkring år 56 var Claudius Lysias kommandant for garnisonen i Jerusalem. (ApG 23:22, 26) Som vi kan læse i Apostlenes Gerninger, kapitel 21-24, reddede han Paulus fra den ophidsede folkemængde og fra de stridende medlemmer af Sanhedrinet, og han skrev et forklarende brev til statholderen Felix da Paulus hemmeligt blev ført til Cæsarea.
officeren: Eller “centurionen”. En centurion havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær.
en romer: Dvs. en romersk borger. Det her er den anden ud af tre gange hvor Bibelen nævner at Paulus gjorde brug af sine rettigheder som romersk statsborger. De romerske myndigheder blandede sig som regel ikke i jødiske anliggender. Men de blev involveret i Paulus’ tilfælde både fordi der opstod uroligheder da han viste sig i templet, og fordi han var romersk borger. Romersk borgerret gav en person særlige privilegier som blev anerkendt og respekteret i hele det romerske rige. For eksempel var det forbudt at binde eller slå en romer der ikke var blevet dømt, eftersom en sådan behandling kun blev anset for at være på sin plads når det drejede sig om slaver. – Se studienoter til ApG 16:37; 25:11, hvor de to andre tilfælde er omtalt.
har købt denne borgerret: Eller “har købt mit statsborgerskab”. Beretningen viser at det i nogle tilfælde var muligt at købe sig til romersk statsborgerskab. Paulus fortalte Claudius Lysias at han var født med romersk borgerret, hvilket tyder på at en af Paulus’ mandlige forfædre havde tilegnet sig statsborgerskab. Der var forskellige måder man kunne få romersk statsborgerskab på. Enkeltpersoner eller endda hele den frie befolkning i en by eller et område kunne få en form for statsborgerskab som en belønning fra kejseren. En slave kunne få statsborgerskab efter at have købt sig fri eller være blevet frigivet af en romer. Ikkeromerske soldater fik det efter at have afsluttet deres tjeneste i hæren. Og man kunne også arve statsborgerskab. Det er usandsynligt at der boede mange romerske statsborgere i Judæa i det første århundrede. Det var først i det tredje århundrede at alle borgere i provinserne fik romersk statsborgerskab.