2. KORINTHER
Studienoter – Kapitel 8
fået deres gavmildhed til at strømme over: Paulus vil gerne motivere de kristne i Korinth til at blive færdige med at indsamle nødhjælp til de kristne i Judæa der var i nød. Så han fortæller dem om “menighederne i Makedonien”, som for eksempel dem i Filippi og Thessalonika, der var særligt gode eksempler på at give gavmilde gaver. (2Kt 8:1-4; 9:1-7; Ro 15:26; Flp 4:14-16) At de gav gavmildt og med glæde, var endnu mere bemærkelsesværdigt fordi de selv var i “dyb fattigdom” og gennemgik en stor prøve og en meget vanskelig tid. Det er muligt at disse kristne i Makedonien var blevet anklaget for at følge skikke som romere ikke havde lov til at følge, noget Paulus også selv havde oplevet i Filippi. (ApG 16:20, 21) Nogle mener at den prøve der er tale om, havde med deres fattigdom at gøre. Sådanne prøver kan være forklaringen på hvorfor makedonierne havde så stor medfølelse med deres brødre i Judæa, der var udsat for lignende vanskeligheder. (ApG 17:5-9; 1Ts 2:14) Derfor havde de kristne i Makedonien et stort ønske om at hjælpe dem og gav med glæde “mere end de kunne”. – 2Kt 8:3.
være med til at yde nødhjælp: Paulus bruger det græske navneord diakonia, der her er gengivet med “nødhjælp”. I bibelsk sammenhæng bruges ordet ofte til at beskrive en ydmyg tjeneste man udfører af kærlighed til andre. Det er bemærkelsesværdigt at det græske navneord bliver møntet på de to sider af den kristne tjeneste, både forkyndelse og nødhjælp. (Se studienote til ApG 11:29). I det her vers tænker Paulus specifikt på det at yde nødhjælp til trosfæller der er blevet ramt af vanskeligheder. (2Kt 9:13; se studienote til Ro 15:31). Menighederne i Makedonien betragtede det som et privilegium at være med i dette nødhjælpsarbejde. Begge sider af den kristne tjeneste er “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 6-8.
selvom han var rig, blev han fattig for jeres skyld: For at motivere korintherne til at hjælpe dem der var i nød, mindede Paulus dem om det eksempel Jesus havde vist med hensyn til selvopofrelse og gavmildhed. Inden Jesus kom til jorden som menneske, var han rig i en særlig forstand; han havde sin Fars velvilje og velsignelse i særlig grad. (Joh 1:14; Ef 3:8) Og alligevel var han villig til at give afkald på sin høje stilling. (Joh 1:18; Flp 2:5-8) Han forlod sin himmelske bolig for at leve blandt ufuldkomne mennesker, der dagligt måtte kæmpe med fattigdom, sygdom og død. Desuden blev Jesus født af en fattig tømrers hustru. (Se studienote til Lu 2:24). Som menneske levede Jesus et enkelt liv. (Mt 8:20) Ikke desto mindre løskøbte han menneskeheden. Fordi Jesus havde været så gavmild, var de kristne i Korinth blevet rige på åndelige velsignelser, og de kunne blandt andet se frem til den himmelske arv de ville få. Paulus opfordrer dem til at efterligne Jesus’ gavmilde indstilling.
en udligning: I denne passage giver Paulus instruktioner angående indsamlingen til “de hellige” i Jerusalem og Judæa der var i nød. (2Kt 8:4; 9:1) Han peger på at de kristne i Korinth, der havde mere at gøre med økonomisk, kunne give af deres materielle overflod for at dække det behov deres brødre i Judæa havde. En sådan gavmildhed ville føre til “en udligning”, en fordeling af ressourcerne. Ingen blev presset til at give mere end de kunne. – 2Kt 8:12, 13; 9:7; se studienote til 2Kt 8:15.
som der står skrevet: Paulus baserer sin argumentation på Skrifterne og underbygger princippet om en “udligning” ved at citere fra 2Mo 16:18, hvor vi læser om den kærlige ordning Jehova indførte angående indsamling af manna under israelitternes ørkenvandring. (2Kt 8:14; se Ordforklaring: “Manna”). Et israelitisk familieoverhoved var enten selv ude at samle manna til hele husstanden, eller også førte han tilsyn med den der gjorde det. Mannaen smeltede så snart solen begyndte at brænde, og derfor ville han sørge for at der hurtigt blev samlet og dernæst opmålt omtrent den mængde som husstanden havde brug for. Han samlede lidt eller meget alt efter hvor stor husstanden var, men det der blev samlet, svarede altid til en omer (2,2 l) per person. (2Mo 16:16-18) Paulus henviste til dette da han tilskyndede de kristne i Korinth til at give noget af deres overskud til deres brødre i Judæa for at hjælpe dem økonomisk. – Se studienote til 2Kt 8:14.
den bror: Paulus omtaler her en unavngiven bror med et græsk ord der er oversat med “ledsager på rejsen”. (2Kt 8:19) Dette ord forekommet kun ét andet sted i De Kristne Græske Skrifter, i ApG 19:29, hvor det står i flertal. Der bliver Aristark nævnt som en af rejsefællerne. Aristark blev en af Paulus’ nære medarbejdere. Nogle bibelforskere mener at “den bror” vi læser om her, godt kunne være Aristark, men der er også andre muligheder, for eksempel Tykikos. – ApG 20:2-4; 27:2; Kol 4:7, 10.
i alle ting gør vi det der er ærligt: Paulus viste at han satte sin tjeneste højt ved at være opmærksom på hvordan han levede og opførte sig. (2Kt 6:3) Han vidste at nogle af dem der kom i menigheden i Korinth, kritiserede og bagtalte ham for at undergrave hans autoritet som apostel. Paulus var klar over hvor farlig sådan en kritik kunne blive hvis der var penge involveret, så han forsikrede menigheden om at han ville sende Titus og to andre pålidelige brødre til dem så de kunne tage sig af bidragene. (2Kt 8:20, 22) Paulus ville gøre det der var ærligt, ikke kun i Jehovas øjne, men også i menneskers øjne. For at basere sine ord på Skrifterne hentyder Paulus til Ord 3:4 i forbindelse med en sådan ordning så de indsamlede midler blev varetaget på en måde der var hævet over enhver mistanke. Han bruger en formulering der ifølge afskrifter af Septuaginta der er tilgængelige i dag, lyder: “Sørg for ting der er ærlige i Herrens og menneskers øjne.” – For flere oplysninger om brugen af Guds navn i dette vers, se Tillæg C3 introduktion; 2Kt 8:21.
vores bror: For at de indsamlede midler blev håndteret korrekt og på en måde der var hævet over enhver mistanke, blev der udpeget to brødre med et godt omdømme til at hjælpe Titus med at fuldføre indsamlingen. (2Kt 8:20, 21; 9:5) Paulus nævner ikke nogen af disse brødre ved navn. (Se studienote til 2Kt 8:18). Så man ved ikke hvem denne unavngivne bror var, selvom nogle mener at det kan have været Trofimos eller Tykikos. – ApG 20:4.
er de udsendt af menighederne: Bogst.: “er de apostle for menighederne”. Paulus bruger det græske ord for “apostel” (apostolos) i generel betydning, et ord der kan oversættes med “et sendebud; en der er sendt”. (Se studienote til Joh 13:16). De brødre han nævner, var udsendt som repræsentanter for deres respektive menigheder. Paulus anvendte det græske ord apostolos på en lignende måde da han skrev om Epafroditus, der var blevet ‘sendt til ham’. (Flp 2:25) Disse trofaste mænd var ikke apostle i den forstand at de var udnævnt til at tjene som en af de tolv, som det var tilfældet med Matthias, og de var heller ikke apostle som Kristus havde udvalgt til at tjene som apostle for nationerne, sådan som Paulus var. – Se studienote til ApG 1:26; se også ApG 9:15; Ro 11:13.