1. TIMOTHEUS
Studienoter – Kapitel 2
anråbelse, bøn, forbøn og takkebøn: Ved at bruge forskellige udtryk der ligner hinanden, understreger Paulus hvor vigtigt det er at bede. (Se studienote til Flp 4:6). I den her sammenhæng henviser “forbøn” åbenbart til anmodninger til Gud på vegne af andre. Et eksempel på forbønner i Bibelen er Moses’ bønner for Mirjam og folket. (4Mo 12:10-13; 21:7) I De Kristne Græske Skrifter bliver kristne opfordret til at bede for andre. (2Kt 1:11; 2Ts 3:1; He 13:18, 19; Jak 5:14-18) Med ordet “takkebøn” minder Paulus endnu en gang de kristne om at de skal give udtryk for deres taknemmelighed gennem bøn. – 2Kt 4:15; Kol 2:7; 4:2.
alle dem der er i høje stillinger: Eller “alle dem der har myndighed”. Dette udtryk sigter til forskellige myndighedspersoner og embedsmænd. (Se studienote til Ro 13:1). Ordet konger i verset henviser både til lokale ledere og den romerske kejser. Da Paulus skrev til Timotheus (ca. 61-64 ), var det Nero der var kejser, og han herskede fra år 54 til 68.
så vi kan blive ved med at leve fredeligt og uforstyrret: Paulus giver her en grund til at kristne skal bede for myndighedspersoner. Gud kan svare på sådanne bønner ved at påvirke myndighederne til at lade kristne fortsætte med at tjene ham uden at blive forfulgt, og leve fredeligt “med gudhengivenhed og alvor”. (Se også Jer 29:7). På den måde kan kristne måske få mere frihed til at forkynde så “alle slags mennesker” kan blive frelst. (1Ti 2:4) De første kristne i Efesos, hvor Timotheus var da Paulus skrev til ham, har ikke haft svært ved at forstå hvordan myndighedspersoner kunne påvirke deres tjeneste. Nogle år tidligere, på Paulus tredje missionsrejse (ca. 52-56), havde en embedsmand for eksempel beroliget en folkemængde der forsøgte at forhindre Paulus og hans rejsefæller i at forkynde. (ApG 19:23-41) Uanset hvordan verdslige herskere behandler Jehovas tjenere, vil de dog altid bede Gud om hjælp til at fortsætte deres forkyndelsesarbejde. – ApG 4:23-31.
gudhengivenhed: Det græske udtryk der er brugt her (eusebeia), henviser til ærefrygt og dyb respekt for Gud. (Se studienote til 1Ti 4:7 for at læse om det græske ord der i det vers er oversat med “gudhengivenhed”). Det samme græske ord blev nogle gange brugt i Septuaginta. For eksempel forekommer det i Esa 11:2 og 33:6, hvor der i den hebraiske tekst står “frygt for Jehova”, et udtryk der ligeledes henviser til at have dyb respekt for Jehova Gud. Da 1Ti 2:2 blev oversat til syrisk (Peshitta) i det femte århundrede, blev det græske udtryk gengivet med “hengivenhed for Gud”, altså hvor ordet for “Gud” tydeligt forekommer. Nogle nyere oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk har gengivet eusebeia med “frygt for Jehova” i det her vers og andre steder hvor det forekommer. (1Ti 3:16; 4:7, 8; 6:3, 6, 11) Men komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen nåede frem til at der ikke var klare beviser for at Guds navn skulle være i hovedteksten i dette vers. – Se Tillæg C, hvor grundene til at genindsætte Guds navn i andre vers gennemgås; se også studienote til Ro 10:12.
alle slags mennesker: Selvom det græske udtryk der er brugt her, mere bogstaveligt kunne oversættes “alle mennesker”, er gengivelsen “alle slags mennesker” på sin plads når man tager sammenhængen i betragtning. (Se flere eksempler i studienoter til Joh 12:32; ApG 2:17). Gud ønsker at alle mennesker “skal nå at angre og vende om” (2Pe 3:9), så han gør det muligt for alle at blive frelst, uanset deres køn, etnicitet, økonomiske situation eller sociale status. (Mt 28:19, 20; ApG 10:34, 35; 17:30) Men flere steder i Bibelen står der tydeligt at mange vil afvise denne mulighed og ikke blive frelst. (Mt 7:13, 21; Joh 3:16, 36; 2Ts 1:9) Så gengivelsen “alle slags mennesker” stemmer med de vers. En lignende gengivelse er også på sin plads tidligere i kapitlet, hvor Paulus siger til sine trosfæller: “Bed til Gud for alle slags mennesker …, for konger og alle dem der er i høje stillinger.” – 1Ti 2:1, 2.
skal frelses: Bibelskribenterne bruger nogle gange udtrykkene “frelse” og “at frelse” for at gengive tanken om at blive befriet fra ødelæggelse eller en farlig situation. (2Mo 14:13, 14; ApG 27:20) Men ofte henviser udtrykkene til at blive befriet for synd. (Mt 1:21) Fordi døden er et resultat af synden, vil de mennesker der bliver frelst fra synd, have håb om at leve evigt. – Joh 3:16, 17; se studienote til 1Ti 1:1.
få nøjagtig kundskab: Det er Guds vilje at mennesker skal få så nøjagtig kundskab om ham og hans hensigt som muligt. – Se studienoter til Ro 10:2; Ef 4:13 for at få en forklaring på det græske udtryk der her er gengivet “nøjagtig kundskab”.
mellemmand: Udtrykket “mellemmand” henviser til Jesus’ juridiske rolle i forbindelse med den nye pagt. I He 9:15 bliver Jesus kaldt “mellemmand for en ny pagt”. (Se Ordforklaring: “Mellemmand” og studienote til Ga 3:19). Jesus “gav sig selv som en dækkende løsesum for alle” og dannede på den måde grundlaget for at både mænd og kvinder kunne blive en del af den nye pagt. (1Ti 2:6) Det er en pagt mellem Gud og de 144.000 salvede. – Lu 22:20; He 8:6, 10-13; Åb 7:4-8.
gav sig selv som en dækkende løsesum: Det græske udtryk der er oversat med “dækkende løsesum”, er antilytron, som er sammensat af to dele: anti, “i bytte for; tilsvarende; i stedet for”, og lytron, “løskøbelse; løsesum”. Jesus gav sit fuldkomne menneskeliv som et offer der fuldstændigt svarede til det liv Adam mistede ved at gøre oprør mod Gud. Jehova kunne acceptere Jesus’ offer som en “dækkende løsesum” fordi det levede helt op til hans høje normer for retfærdighed. I mange bibeloversættelser står der bare “løsesum” i dette vers, ligesom i Mt 20:28 og Mr 10:45, hvor det græske ord lytron forekommer. (Se studienote til Mt 20:28; Ordforklaring: “Løsesum”). Men Paulus bruger ordet antilytron, som kun findes her i De Kristne Græske Skrifter. Et opslagsværk definerer udtrykket som “en løsesum, løskøbelsespris, eller nærmere en tilsvarende løsesum”. (A Greek and English Lexicon to the New Testament, af John Parkhurst) Derfor er det passende at der i verset står “dækkende løsesum”. – Se også studienote til 1Kt 15:45.
for alle: Eller “for alle slags mennesker”. – Mt 20:28; Joh 3:16; se studienote til 1Ti 2:4.
jeg blev udnævnt til forkynder: De Kristne Græske Skrifter viser tydeligt at Paulus tog sin opgave alvorligt. For eksempel bruger han her og i 2Ti 1:11 tre forskellige udtryk (“forkynder”; “apostel”; “lærer”) der hver fremhæver et særligt aspekt af hans tjeneste. Han var “forkynder”, dvs. han bekendtgjorde Guds budskab ligesom Jesus og Johannes Døber havde gjort. (Mt 4:17; Lu 3:18; se studienote til Mt 3:1). Noa var ligeledes “en forkynder af retfærdighed”. – 2Pe 2:5.
apostel: Jesus udvalgte Paulus til at være “apostel”, eller “en der er sendt ud”. (ApG 9:15; Ro 1:5) Paulus omtaler også sig selv som “apostel for Kristus Jesus fordi det er Guds vilje” og “apostel for nationerne”. – 1Kt 1:1; Ro 11:13 og studienote; se studienote til Ro 1:1.
jeg taler sandt og lyver ikke: Paulus har måske følt behov for at understrege at han talte sandt, fordi der var nogle der påstod at han var en falsk apostel. Nogle af de kristne var åbenbart blevet påvirket af den påstand. (2Kt 11:4, 5; Ga 1:6, 7, 11, 12) Nogle af dem der forsøgte at sprede falske rygter om Paulus, har måske været blandt de falske lærere som Timotheus måtte irettesætte i Efesos. (1Ti 1:3, 4) Paulus brugte et udtryk der lignede de eder der var almindelige i Romerrigets juridiske verden. Dermed forsikrede han Timotheus og andre kristne i Efesos om at han var en sand apostel. Lignende udtryk findes i Ro 9:1 og Ga 1:20.
en lærer for nationerne: Som lærer hjalp Paulus sine tilhørere til at ræsonnere og overbeviste mange om at de skulle tro på Jesus. (ApG 17:2; 28:23; se studienote til Mt 28:20). Han var “lærer for nationerne” fordi han underviste mange ikkejøder. Udtrykket understreger hvor globalt det forkyndelses- og undervisningsarbejde de første kristne påbegyndte, var.
mændene alle steder bliver ved med loyalt at løfte hænderne i bøn: Paulus taler her om det at lede menigheden i en offentlig bøn, en forret som kun mænd får. (1Kt 14:34; 1Ti 2:11, 12) Udtrykket “løfte hænderne” henviser til en stilling der var almindelig at indtage når man bad på Bibelens tid. En mand der bad en offentlig bøn, løftede måske hænderne mod himlen når han bad om Guds godkendelse. (Se også 1Kg 8:22, 23). Men man kunne også indtage andre stillinger når man bad, og Bibelen siger ikke noget om at én stilling er bedre end en anden. (1Kr 17:16; Mr 11:25; ApG 21:5) Det der betød noget, var ens indstilling. I verset understreger Paulus at den der beder, skal være ‘loyal’. Det græske ord for “loyal” som bliver brugt her, kan også gengives “hellig”, “ren” eller “helliget”. Det der betyder noget for Jehova, er altså personens moralske renhed, loyalitet og tillid til ham. – Se også studienote til Tit 1:8.
uden vrede og diskussioner: Denne inspirerede vejledning er i harmoni med et af de kvalifikationskrav der er til kristne tilsynsmænd, som Paulus omtaler senere i sit brev, nemlig at en tilsynsmand ikke må være diskussionslysten. (1Ti 3:1, 3) Paulus understreger at man ikke kan bede offentlige bønner hvis man er diskussionslysten, eller som en oversættelse siger, hvis man har “vrede og diskussionslystne tanker”. Sådan nogle negative tanker kunne let komme til udtryk i ens bøn. Denne vejledning stemmer med Paulus’ ord til de kristne om at fjerne harme, vrede og splittelser fra sig. – Ef 4:31; Flp 2:14; Kol 3:8 og studienote.
pænt og præsentabelt: Eller “anstændigt”. I den her sammenhæng henviser det græske ord der bliver brugt, til tøj der er ærbart og passende. Den slags tøj ville egne sig for en tjener for Gud.
beskedent: I den her sammenhæng henviser beskedenhed til at man tager hensyn til sin egen samvittighed og andres følelser og meninger. En kristen der er beskeden, vil undgå tøj der er uanstændigt, tiltrækker sig upassende opmærksomhed eller kunne forarge eller få andre til at snuble. – 1Kt 10:32, 33.
sundt sind: Eller “god dømmekraft; sund fornuft”. – Se studienote til 1Ti 3:2.
ikke pynte sig med avancerede frisurer, guld og perler eller meget dyrt tøj: Eller “ikke pynte sig med hårfletningsfrisurer, guld og perler eller meget dyrt tøj”. På Paulus’ tid var der mange hedenske kvinder der pyntede sig meget prangende for at vise hvor rige og betydningsfulde de var. De flettede deres hår i kunstfærdige frisurer, satte guldsmykker i fletningerne, gik i meget dyrt tøj og brugte mange smykker. Selv de der ikke var kristne, betragtede det som overdrevet. Den slags udsmykning var bestemt upassende for kristne, for det kunne føre til konkurrenceånd og fjerne fokus fra den sande tilbedelse. Paulus opfordrede derfor kristne kvinder til at have god dømmekraft og undgå at gå til ekstremer i forbindelse med deres udseende. Peter gav lignende vejledning da han sagde til trofaste kvinder at de ikke skulle fokusere på deres ydre skønhed, men på “hjertets skjulte menneske”. – 1Pe 3:3, 4; se også Ord 31:30.
elsker Gud: Eller “har respekt for Gud”. Det græske ord der bruges her (theosebeia), er en kombination af ordene for “Gud” og for “kærlighed”, “hengivenhed” eller “respekt”. Det henviser til dyb respekt for og kærlighed til Gud og til den sande tilbedelse af ham. Det er nært beslægtet med ordet eusebeia, der er gengivet “gudhengivenhed”, men indeholder altså også det græske ord for “Gud”. (Se studienoter til 1Ti 2:2; 4:7). Det forekommer kun her i De Kristne Græske Skrifter. Men det bliver også brugt i Septuaginta, for eksempel i 1Mo 20:11 og Job 28:28, hvor der på hebraisk står “frygt for Gud” eller “frygt for Jehova”, dvs. kærlighed til og dyb respekt for ham. I nogle oversættelser af De Kristne Græske Skrifter til hebraisk står der her i 1Ti 2:10 “frygter Jehova”. Men komitéen bag Ny Verden-Oversættelsen nåede frem til at der ikke var tilstrækkelig støtte i grundteksten for at indsætte Guds navn i dette vers. – Tillæg C, der handler om hvorfor man har valgt at genindsætte Guds navn i andre vers; se også studienote til Ro 10:12.
En kvinde skal være stille … når hun tager imod undervisning: Paulus modsiger her det syn mange jødiske religiøse ledere på hans tid havde, nemlig at kvinder ikke skulle undervises ud fra Skrifterne. Han vidste at den slags traditioner ikke fandt støtte i De Hebraiske Skrifter, og det var heller ikke en holdning Jesus havde. Faktisk underviste Jesus gerne kvinder. (Jos 8:35; Lu 10:38-42; Joh 4:7-27) Paulus skriver under inspiration at i menigheden skal en kvinde “være stille” når hun bliver undervist. Han bruger et græsk ord der også kan gengives “rolig”. Vejledningen han giver her, minder om hvad han tidligere havde skrevet til menigheden i Korinth, hvor nogle kvinder måske forstyrrede møderne. – Se studienote til 1Kt 14:34.
ydmygt underordne sig: Med den her inspirerede vejledning opfordrer Paulus kristne kvinder til at anerkende og støtte Jehovas ordning for ledelse i menigheden. Det efterfølgende vers viser at Gud har givet mænd det ansvar at undervise i menigheden. (1Ti 2:12) Det er ikke kun i forbindelse med kvinder at Paulus taler om at underordne sig. For eksempel siger han at Jesus vil “underkaste sig Gud” (1Kt 15:27, 28), og at “menigheden underordner sig Kristus” (Ef 5:24). Han siger også til alle kristne mænd og kvinder at de skal være lydige mod dem der fører an, og være “villige til at give efter”. – He 13:17.
Adam blev skabt først, derefter Eva: Paulus henviser til rækkefølgen under skabelsen som led i sin forklaring af hvorfor kristne kvinder ikke skal ‘undervise eller udøve myndighed over en mand’ i menigheden. (1Ti 2:12; 1Mo 2:7, 18-22) Paulus siger ikke at Jehova skabte Adam som bedre end Eva, men at han skabte Adam først. Jehova gav ham et ansvar, nemlig at være hoved for familien. Da Gud skabte Eva, gav han også hende en ærefuld opgave – hun skulle være “en hjælper” for sin mand, “en som passer til ham”. (1Mo 2:18) Paulus viser at ordningen for ledelse var en del af Jehovas oprindelige hensigt med mennesker, og at den var til før mennesker syndede og blev ufuldkomne. (1Kt 11:3) Paulus’ argumentation indikerer også at Gud i den kristne menighed har givet forskellige opgaver til mænd og kvinder.
Og Adam blev ikke bedraget: Under inspiration kommer Paulus her med en detalje som ikke findes i beretningen i 1. Mosebog. Adam vidste udmærket godt hvad han gjorde; han var ikke blevet bedraget. Han vidste for eksempel at slangen havde løjet for Eva da den sagde at hun ikke ville dø hvis hun var ulydig mod Gud. (1Mo 3:4-6, 12) Men i stedet for at vende sig til Jehova for at få hjælp fulgte han samme kurs som Eva og syndede. På den måde svigtede han den opgave Gud havde givet ham som familiens overhoved. Han bar et stort ansvar, og Paulus siger at “synden kom ind i verden gennem ét menneske”, altså gennem Adam. – Se studienote til Ro 5:12.
kvinden blev grundigt bedraget og brød Guds lov: Det ord der her er oversat med “brød Guds lov”, henviser til en der overtræder sine begrænsninger. Eva var helt klar over hvad Gud havde befalet angående træet til kundskab om godt og ondt, og hun gentog det endda for slangen. (1Mo 3:3) Paulus siger at hun blev “grundigt bedraget” og lyttede til slangens løgne. Faktisk sagde Eva selv: “Slangen narrede mig, så jeg spiste.” (1Mo 3:13) Hun var dog langt fra uskyldig; hun valgte selv at gøre oprør mod Jehova. Det er også værd at bemærke at Eva selv traf beslutningen uden at tale med familiens overhoved. Hun levede heller ikke op til sit ansvar som en loyal hjælper for sin mand. I stedet brugte hun sin indflydelse på en forkert måde over for Adam og pressede ham til at synde. (1Mo 2:18; 3:1-6, 12) Paulus bruger eksemplet med Eva til at vise at de begrænsninger Jehova opstiller, både er en velsignelse og en beskyttelse.
en beskyttelse for en kvinde at få børn: Hvis en kvinde fik børn, passede dem og tog sig af husholdningen, ville det være “en beskyttelse” mod at sladre og blande sig i andres sager. (1Ti 5:11-15) Hendes hårde arbejde i familien og hendes “tro, kærlighed og hellighed” ville give hende et nært forhold til Jehova.
sundt sind: Eller “god dømmekraft; sund fornuft”. – Se studienote til 1Ti 3:2.