Pløjning

Man pløjede ofte i efteråret når regnen havde blødgjort jorden som ellers var hård på grund af den varme sol i sommermånederne. (Se Tillæg B15.) Nogle plove bestod af et enkelt stykke spidst træ, måske med en spids af metal, som var fastgjort til en bjælke og blev trukket af et eller flere dyr. Efter at jorden var blevet pløjet, såede man. I De Hebraiske Skrifter blev der i lignelser ofte henvist til den velkendte praksis med at pløje. (Dom 14:18; Esa 2:4; Jer 4:3; Mik 4:3) Jesus brugte ofte situationer fra landbruget til at understrege vigtige lærepunkter. For eksempel brugte han arbejdet med at pløje til at vise hvor vigtigt det er at være en helhjertet discipel. (Lu 9:62) Hvis den der pløjede, blev distraheret, ville furerne blive skæve. På samme måde ville en discipel af Jesus der lod sig distrahere eller ikke påtog sig sit ansvar, ikke være egnet til at komme ind i Guds rige.