Besegling af et dokument

I oldtiden havde segl forskellige formål. For eksempel blev de brugt til at bekræfte ægtheden af noget eller stadfæste en aftale. (Se Ordforklaring: “Segl”). I den græsk-romerske periode nedskrev man juridiske aftaler og handler på trætavler der var beklædt med voks. Et vidne skulle bekræfte ægtheden af den værdifulde information der var i sådan et dokument. Vidnet havde sit personlige segl, et særligt mærke der var indgraveret, i mange tilfælde i en ring. Han satte et aftryk i en klump varm voks der var ovenpå en snøre som bandt dokumentet sammen. Når voksen blev kold, var dokumentet forseglet, og seglet blev kun brudt når der var andre til stede. På den måde bekræftede vidnet at indholdet i dokumentet var ægte, og dokumentet kunne ikke ændres. På grund af denne praksis kom udtrykket “at besegle; at sætte sit segl på” til at indeholde tanken om at man bekræfter at noget er sandt. Apostlen Johannes skrev at de der accepterer Jesus’ vidnesbyrd, har bekræftet, eller sat sit segl på, at Gud taler sandt. – Se studienote til Joh 3:33.