Fred i det fjerne østen — hvornår?
STÆVNERNE „FRED PÅ JORDEN“ GIVER SVARET
I MANGE lande i det fjerne østen mærker man en gærende uro i befolkningerne. Moderne ideer og urgamle traditioner konkurrerer med hinanden. Ønsket om materielle goder og en højere levestandard drager millioner af mennesker fra det simple liv på landet til storbyerne. Østens århundredgamle ro er blevet forstyrret og er åbenbart ved at forsvinde.
Foruden de sociale omvæltninger findes der politiske spændinger som skaber frygt og ængstelse. De fleste lande har indre vanskeligheder. Nogle har stammefejder som nu og da bryder ud i lys lue. Og alle vegne mærkes frygten for den voksende atomtrussel fra Kommunistkina.
Vil fred og fordragelighed nogen sinde holde sit indtog i denne del af verden? Er det muligt for folkeslag og stammer at finde et fælles håb der er stærkt nok til at gøre det af med alle de stridsspørgsmål som nu skiller dem? Kan de mødes, finde grundlag for at stole på hinanden, og hjælpe hinanden til at opnå fred?
I slutningen af 1969 fik mange i det fjerne østen grund til at tro at disse spørgsmål kan besvares med et ja. Hvorfor det? Fordi Jehovas vidners internationale stævner „Fred på jorden“ blev afholdt i flere af østens storbyer. Fra den ene by efter den anden kunne man berette at stævnerne skabte interesse, ja ligefrem forbløffelse blandt utallige som før var ret ligeglade med vidnerne. For at forstå dette må vi hellere se hvad der skete i stævnebyerne.
Sydkorea hører om varig fred
Stævnet i Seoul, Sydkoreas hovedstad, er et godt eksempel. Den første eftermiddag lyttede over 14.500 til foredraget „Loyale forkæmpere for Guds ord“. Glade modtog de den nye bog Er Bibelen virkelig Guds ord? på koreansk, som blev udgivet umiddelbart efter foredraget.
Som understreget både i foredraget og i bogen er det ’kristenheden med dens splittede kirker, [der] må bære skylden for den fordom millioner af mennesker nærer mod Bibelen, og ikke kristendommen, som bygger på Bibelen’. Kristenheden har hindret disse mennesker i at opnå fred med Gud, og uden denne fred kan der ikke herske virkelig fred blandt menneskene indbyrdes og blandt nationerne.
Ligesom ved alle de andre stævner i Stillehavsområdet blev nogle af foredragene på programmet holdt af tilsynsmænd fra Vagttårnets hovedkontor i Brooklyn, New York, og det forstærkede tilhørernes interesse.
Deltagerne kunne fortælle mange interessante oplevelser. Et af vidnerne berettede for eksempel at han var soldat i den sydkoreanske hær og opholdt sig i De forenede Stater for at lære at betjene raketter da han første gang kom i forbindelse med Bibelens budskab om fred. I stedet for at opstille dødbringende raketter med store bysamfund som mål, søger han nu at fremme freden blandt mennesker af alle nationer og racer.
Et af højdepunkterne mandag eftermiddag var foredraget „Fred med Gud under den ’store trængsel’“. Ja, fred med Gud er lige det vi har brug for i denne ufredelige verden! De opmærksomme tilhørere fik at vide at det nu er den belejlige tid til at lære den evige Gud, Jehova, at kende. Dette bekendtskab er nøglen til fred, ikke en usikker fred som den mennesker kan skabe, men en sikker, varig fred.
Tallet på dem der ved dette stævne blev døbt som disciple af Fredsfyrsten var 1511 — 15 procent af alle Jehovas vidner i Korea! Fra en bakke ved dåbsbassinet kunne tilskuerne foruden den fredelige dåb se en eksercerplads hvor nogle soldater holdt øvelse. Hvilken kontrast!
I Korea var der kun otte Jehovas vidner i 1949, men nu er der over 10.000. De har fundet fred med Gud. Trods aggressioner, infiltrationer, skudvekslinger og myrderier langs landets nordgrænse — forhold som bevirker at de fleste sydkoreanere lever i frygt — blev der her afholdt et stævne som lagde vægt på troen på Guds ord og fremhævede hvem der ifølge dette ord vil indføre fred.
Fredens ambassadører i Japan
Før stævnet i Seoul sluttede, begyndte den næste kongres på Korakuen cyklestadion i Tokyo. Programmet var det samme ved alle disse „Fred på jorden“-stævner i østen. Når man tænker på at der i Japan er 7843 Jehovas vidner, er det bemærkelsesværdigt at de fleste af møderne i Tokyo blev overværet af 10.-12.000. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det at 1200 af disse japanske Jehovas vidner klarer sig med deltidsbeskæftigelse og bruger mindst hundrede timer hver måned i arbejdet med at udbrede Bibelens fredsbudskab i Japan.
Det bragte stor glæde at 798 ønskede at blive døbt — deriblandt en tiårig dreng og en lektor fra et af Japans universiteter. Drengen, som var den eneste i sin familie der interesserede sig for Bibelen, forklarede at han havde fået lov af sine forældre og sin skolelærer til at overvære stævnet i Tokyo.
Et andet Jehovas vidne som var til stede, en ung pige, var af sine ikke-troende forældre blevet forfulgt i den grad at hun havde forladt hjemmet og havde bosat sig i en anden by og fundet arbejde der. Da moderen hørte om stævnet i Tokyo besluttede hun sig til at komme for at få fat på sin datter. Det hun så og hørte gjorde så godt et indtryk på hende at hun dagen efter tog sin mand med. Nu har de fundet deres datter og vil gerne undersøge Bibelen sammen med hende og finde fred med Gud.
I det afsluttende foredrag fik tilhørerne at vide at man snart ville begynde at oversætte New World Translation of the Christian Greek Scriptures (en ny oversættelse af De kristne græske Skrifter) til japansk. Dette skabte stor glæde i forsamlingen. Hvorfor? Fordi japanerne så vil få mulighed for at læse Guds ord på klart og forståeligt japansk og derved finde vejen til fred med Bibelens store Forfatter. Under bragende bifald blev det endvidere oplyst at Vagttårnets afdelingskontor i Tokyo var blevet for lille og at man havde planer om at opføre en større bygning uden for byen.
Der rådede stor fred ved stævnet — i stærk kontrast til de optøjer der udbrød i Tokyo blot to dage senere og lammede hele det offentlige transportsystem og medførte at 60 blev kvæstet og 1500 urostiftere blev arresteret. Mange blev trøstet og opmuntret da de ved stævnet hørte at Bibelens Gud, hvis løfter aldrig slår fejl, har lovet at oprette en tusindårig fredsregering.
Taiwan hører gode tidender om fred
Nu skifter scenen til kongressalen i Taiwans nationale kunstcenter i Taipei. Denne ø, Taiwan eller Formosa, nationalistkinesernes tilflugtssted, kom til at høre om „fred på jorden“ da det internationale stævne blev afholdt i dens hovedstad 18.-21. oktober.
Da befolkningen her ikke er så godt kendt med Jehovas vidner som folk andre steder i østen, var stævnets internationale karakter med til at fortælle de lokale indbyggere mere om Jehovas vidners samfund. Der kom delegerede fra otte fremmede nationer, og der var repræsentanter fra Taiwans tre største folkegrupper — kinesere, taiwanere og folk fra amisstammen. Sydøstasien var også godt repræsenteret — Singapore, Indonesien, Malaysia og Filippinerne.
En ny bog på kinesisk, en hæftet udgave af „Dit ord er en lygte for min fod“, udkom ved dette stævne. Denne bog viser at Guds inspirerede ord indeholder de retningslinjer som den sande menighed må organiseres efter og arbejder efter. Følger menigheden disse retningslinjer vil den erfare fred og enhed. Bogen var blevet trykt på Taiwan og var blevet kørt ind til stævnepladsen blot to døgn før den blev udleveret til de taknemmelige stævnedeltagere.
Derpå fulgte det bibelske skuespil „Rust jer så I kan bevare jeres integritet“. Det viste at hver eneste del af den åndelige rustning, der beskrives i Efeserbrevets sjette kapitel, har betydning for dem der vil være loyale mod fredens Gud og eje hans gunst. Alle var meget taknemmelige for at Jehova i et land med alvorlige politiske stridigheder havde ladet afholde et fredeligt og opbyggende stævne som en forsmag på det der skal komme — en fred som vil omfatte hele Jorden, også Taiwan!
Den gode nyhed udråbes i Hongkong
Den 17. oktober begyndte stævnedeltagerne at ankomme til den britiske kronkoloni Hongkong, der med sine højhuse og sit mylder af mennesker ligger klemt ud mod havet af det vældige Kommunistkina. De lokale vidner begyndte at føle stævnets internationale præg da 35 delegerede fra Singapore og Malaysia ankom i Kai Tak-lufthavnen. Man hentede gæsterne og kørte dem ud til deres logi hos deres åndelige brødre og søstre i Hongkong.
Det offentlige foredrag blev holdt på stævnets anden dag. Indtil da havde det største tilhørerantal været 303. Til stor glæde for alle de tilstedeværende kom der 678 for at høre det offentlige foredrag „Den kommende fred i tusind år“. Det vil sige at over halvanden gang flere end det samlede antal lokale vidner var interesseret i at høre hvordan Gud vil skabe „fred på jorden“.
Om mandagen blev det bekendtgjort at bogen Er Bibelen virkelig Guds ord? var blevet udgivet på engelsk — en glædelig nyhed for stævnedeltagerne. Det var vidunderligt at få en bog som tilbageviser de indvendinger som videnskabsmænd, historikere og teologer rejser mod Bibelen. Overbevisende argumenter for at Bibelen er fra Gud, gør det endnu mere nødvendigt at man følger dens sunde principper og derved opnår fred og enhed.
På en sightseeingtur kom de delegerede fra vesten så tæt på kommunistisk område at de kunne se ind over bambustæppet. Et trådhegn og en lille flod markerede grænsen. Ville Bibelens fredelige budskab nogen sinde trænge igennem dér? Ja, hvis det er Jehovas vilje, for hele jorden er Guds ejendom, og snart vil han på sin egen måde indføre varig fred og retfærdighed på denne jord.
Ligesom de andre stævner blev også dette stævne i Hongkong meget omtalt i pressen. Uden tvivl har mange ydmyge mennesker fået øjnene op for den fred og enhed der er så tydelig blandt Jehovas tilbedere og som mangler blandt folk i almindelighed.
Håbets budskab kundgøres på Filippinerne
Den filippinske Republik har sine indre vanskeligheder ligesom de fleste andre lande. Næsten hvert eneste valg fører voldshandlinger og mord med sig. Ja, politiets hovedkvarter i Manila beretter at der i de sidste to måneder før novembervalgene blev dræbt 59 personer, mens tres blev såret.
Det var derfor meget betimeligt at Jehovas vidners stævne „Fred på jorden“ blev afholdt i Manila fra den 22. til den 26. oktober. Men intet stadion var stort nok til de mange deltagere man ventede. I de sidste ti år var antallet af Jehovas vidner i landet nemlig steget fra 30.077 til 49.257. Derfor måtte man leje et kompleks bestående af to stadioner, et fodboldstadion der kunne rumme 30.000 og et baseballstadion som havde plads til 20.000. Dette arrangement var udmærket, for på det mindste stadion kunne møderne holdes på sproget tagalog, mens man fra en dobbeltscene på fodboldstadionet kunne betjene de to andre store sproggrupper — dem der talte iloko og cebuano. Der blev også holdt møder på hiligaynon, pangasinan, bicol og samarleyte.
Lørdag formiddag blev der holdt et foredrag som understregede at det første skridt henimod fred med Jehova Gud er at man indvier sig betingelsesløst til ham, og da taleren var færdig tilkendegav 1835 i mange vidners nærværelse at de ønskede at blive døbt. I sidste tjenesteår (som sluttede den 31. august 1969) tog 6381 filippinere dette skridt.
Godt 40.000 overværede møderne søndag formiddag. Tilhørerskaren voksede, og først på eftermiddagen var de to stadioner ved at være fyldt. Da alle pladser var optaget strømmede folk stadig ind ude fra gaden, og de satte sig på græsset foran scenen. Da taleren blev introduceret sad denne store skare og ventede spændt — et storslået syn! Alle var åbenbart ivrige efter at høre om de tusind år med fred som Guds rige ved Kristus vil indføre til gavn for de mennesker der er det værd. Det viste sig at der var 64.715 til stede — hvilket langt oversteg alle forventninger!
Fra alle sider fik dette stævne en gunstig omtale. I Manila-avisen Evening News stod der den 24. oktober: „Vi har endnu aldrig set en kongres her i landet så imponerende og så præget af orden som den kongres der for øjeblikket afholdes af Jehovas vidner. . . . I modsætning til de politiske kongresser vi kender, er deltagerne velopdragne og ordentlige, og de lytter opmærksomt til talerne som formaner [dem] til at blive i troen trods omvæltningerne i verden.“
Dette stævne lovpriste i sandhed Jehovas navn. I fem dage var det som en stor by — en by uden rivaliseren, uden uro og uden skænderier. Manilas indbyggere fik her et eksempel på den virkelige „fred på jorden“ som ifølge Guds løfte snart vil blive en realitet under Kristi tusindårige styre.
Freden kommer til Papua
I selve urskoven, godt og vel tyve kilometer fra Port Moresby, ville man bygge en hel by med de nødvendige faciliteter til et nyt stævne i rækken. Ved hjælp af de materialer der var for hånden dér i urskoven, fik de papuanske indfødte snart disse planer gjort til virkelighed.
Over åben ild blev der tilberedt mad til de delegerede — i alt 6500 måltider i de fire dage stævnet varede. Udenforstående var forbavsede over at se folk fra fireogtres forskellige sproggrupper spise og bo sammen og tilbede Gud i fred. Ja, stævnedeltagerne nød virkelig en fred og lykke som man ikke havde set magen til. For nylig arrangerede Papua en idrætsuge for øerne i det sydlige Stillehav og opførte særlige bygninger til gæster fra Ny Guinea og andre steder. Men på grund af frygten og mistilliden mellem de forskellige stammegrupper blev disse bygninger næsten ikke brugt.
Ved stævnet blev der holdt møder på engelsk, melanesisk-pidgin og motu. Presseomtalen var udmærket. Hver dag var der cirka 1000 tilhørere. Papuanere og andre øboere fra fjern og nær viste stor interesse for det bibelske håb om „fred på jorden“, den fred der vil gøre det af med deres frygt og deres vanskeligheder.
Man har svært ved at forestille sig at der så sent som i 1952 kun var et enkelt vidne i hele det område der nu betjenes af Vagttårnets kontor på Papua. Sidste år nåede man et højdepunkt på 1481 aktive vidner. Stævnet skabte udmærkede muligheder for at man nu kan udbrede det storslåede håb om evig fred under Guds rige endnu mere i det sydlige Stillehav.
Håbet forkyndes i Australien
Den 26. oktober var en særlig dag hvad angår stævnerne „Fred på jorden“ i Stillehavsområdet. Det var den sidste dag for stævnet i Manila, næstsidste dag for stævnet ved Port Moresby og første dag af et seksdages stævne som blev holdt på en udstillingsplads i Melbourne, Australien. Deltagerne kom fra hele landet; nogle af dem måtte rejse 4000 til 5000 kilometer den ene vej for at overvære stævnet. Desuden var der flere hundrede delegerede fra andre lande.
Stævnet var så internationalt at man måtte tilrettelægge særlige møder på finsk, græsk, tysk, italiensk, polsk og kroatisk. Sprogskrankerne kunne ikke splitte dem eller på nogen måde hindre dem i at opleve fred og enhed. Til glæde for gæsterne fra udlandet var der tilrettelagt to særlige møder med foredrag og lysbilleder som skildrede hvordan Rigets arbejde er foregået i Australien fra den første begyndelse.
Der blev fortalt at vidnerne måtte tilbagelægge vældige afstande når de skulle forkynde den gode nyhed om fred i de tyndt befolkede områder. En heltidsforkynder havde kørt cirka 160.000 kilometer med sin pickup-varevogn i de sidste tre og et halvt år. Hans distrikt er på omkring 775.000 kvadratkilometer. Her kommer han i forbindelse med mange af de oprindelige indbyggere. For i nogen grad at overvinde det problem at de fleste af disse oprigtige indfødte hverken kan læse eller skrive, benytter han lysbilleder og farvebilleder når han skal forklare dem hvordan også de kan opnå fred med den almægtige Skaber.
En tilhørerskare på godt og vel 25.000 hørte det afsluttende foredrag ved stævnet i Melbourne. Taleren bemærkede at der havde hersket fred ved dette stævne og ved alle de andre internationale stævner Jehovas vidner havde holdt. Uden tvivl skyldtes det Guds ords forenende kraft i deres oprigtige hjerter. Det skyldtes også deres forvisning om at Guds løfte om verdensomspændende fred snart vil blive indfriet. Da stævnedeltagerne indledte hjemrejsen, som ville blive lang for mange af dem, tænkte de først og fremmest på at de fortsat ville søge fred med hinanden, med alle mennesker, og fremfor alt med Jehova Gud.
Budskabet om fred til New Zealand
Aucklands Alexandra Park traverbane er normalt fyldt med utålmodige skarer — folk som ivrigt håber at vinde et væddemål, folk som smider affald over det hele. Men den 4. november sad der en anden skare på traverbanens tilskuerpladser. Der var ingen skubben, ingen masen, ingen råben, ingen tobaksrøg. Jehovas vidner afholdt deres stævne „Fred på jorden“.
Størstedelen af New Zealands befolkning stammer fra Europa, mens under 10 procent er maorier, som tilhører den polynesiske folkegruppe. Men uanset race accepterer mange newzealændere med glæde Guds ord som grundlag for deres tro og nærer det håb at Guds rige vil indføre varig fred. De delegerede kom til traverbanen med biler og busser, og den første aften var tilhørertallet nået op på 7115 — allerede 1000 over højdepunktet for det sidste internationale stævne der blev afholdt her, i 1963.
Scenen var smukt pyntet med blomster der var arrangeret så de dannede ordene HAERE MAI, der på maori-sproget betyder velkommen. For mange år siden blev de fleste maorier navnkristne, i mange tilfælde uden at give slip på deres traditionelle hedenske forestillinger. Men nu er mange af dem blevet ivrige efter at undersøge Bibelen og de er som Jehovas vidner med til at udbrede fredens budskab. En af dem blev interviewet og fortalte at 200 af hans slægtninge var Jehovas vidner. De 193 var til stede ved stævnet.
„Søg at opnå Guds gode vilje“ var temaet for et foredrag fredag formiddag. Det anviste vejen for dem der ønskede at opnå fred med Gud — indvielsens vej. Og mange havde virkelig forinden indviet deres liv til Gud, for umiddelbart efter foredraget kørte 421 af de tilstedeværende med bus ud til et stort, opvarmet bassin, Mount Eden Pool, og lod sig døbe i vand som symbol på deres indvielse.
Disse øers paradisiske skønhed fik deltagerne til at tænke på den tid da det første menneskepar havde fred med Gud i Paradisets have. Meget passende hed det offentlige foredrag ved dette stævne da også „Vejen tilbage til fred i Paradis“. Foredraget var blevet averteret vidt og bredt. Der kom 8400 tilhørere som begejstret hørte det ene skriftsted fra Bibelen efter det andet blive forklaret, og efterhånden forstod de hvordan og hvornår dette paradis vil blive indført på jorden.
Øerne kan glæde sig
„Mange Øer glæde sig!“ lyder en bibelsk opfordring som vi kan gentage med fornyet styrke i dag. (Sl. 97:1, oversættelsen af 1871) De fjerne øer i Stillehavet kunne følge denne tilskyndelse i dagene 9.-12. november 1969, da der blev holdt to stævner samtidig i byerne Suva på Fijiøerne og Papeete på Tahiti. Ved det første stævne talte man hovedsagelig engelsk, mens man ved det andet brugte fransk og tahitisk.
Selv om alt burde være glæde og tilfredshed på disse øer, er dette på ingen måde tilfældet. Især på Fijiøerne lurer racebevidstheden. De indiske immigranter og de indfødte nærer mistro til hinanden. De der har opnået fred med Gud og tjener ham, samarbejder imidlertid og forkynder glade det gode fredsbudskab for andre. Den gode atmosfære ved stævnerne var et udtryk for deres enhed.
En opmærksom tilhørerskare på 1621 hørte det offentlige foredrag i Suva og glædede sig over at erfare at Gud snart vil indføre fred på hele jorden. I fyrre minutter var der sangunderholdning — tre sangkor i hver sin stil medvirkede, et fra Fijiøerne, et fra Samoa og et fra Tonga. Hvor var det storslået at høre dette naturtalent for flerstemmig sang blive brugt til pris for den der alene er det værd — Jehova, fredens Gud!
De der fik del i dette stævnes mange velsignelser kan sikkert sige det samme som en fijianer der forklarede: „Min blok er fuld af notater og mit sind kan næsten ikke rumme alt det jeg har set og hørt ved dette stævne! Jeg tror jeg sprænges hvis jeg ikke snart begynder at fortælle andre om disse ting!“
Stævnet „Fred på jorden“ i Papeete på Tahiti var også en storslået begivenhed, ikke kun for vidnerne, men også for øboerne i almindelighed. Det var Jehovas vidners første internationale stævne på denne ø, og det første stævne der krævede større lokaler end dem vidnerne normalt bruger. Man lejede en sal, Salle de Basket, på Fautaua-stadionet. Der kom mange flere delegerede fra andre lande end der er vidner på Tahiti. Den lokale presse oplyste at der var repræsentanter fra tolv andre lande rundt om i verden, og forklarede: „Hovedsagen for Jehovas vidner er at vise at alle kan følge Bibelen i det daglige liv, både børn og forældre. . . . Ifølge Bibelens kronologi er disse tusind år med fred [som blev omtalt i det offentlige foredrag] — fred mellem menneskene indbyrdes og ligeledes mellem mennesker og dyr — ikke langt borte. Der vil kun gå få år. Hvem kunne ikke tænke sig at leve i fred?“
Tahitianerne syntes virkelig godt om de bibelske skuespil der blev opført på scenen. Et af disse skuespil, det der hed „Rust jer så I kan bevare jeres integritet“, blev overværet af 610 — det højeste antal tilstedeværende under stævnet. Tilskuerne lærte hvor vigtigt det er at man udnytter alle de muligheder man har for at studere Bibelen og komme sammen med sine kristne trosfæller hvis man skal have åndelig styrke til at bevare freden med Gud midt i en lovløs verden.
En mand som var ansat i lufthavnen og derfor var vant til at se at fremmede møder stor gæstfrihed på Tahiti og bliver budt velkommen med blomsterkranse, blev alligevel meget imponeret over det han oplevede ved stævnet. Han sagde: „Det har virkelig gjort et stort indtryk på mig at se at en tro i den grad kan forene folk som ikke engang kender hinanden. Vi burde alle sammen være Jehovas vidner; jeres kærlighed gør jer anderledes end os andre.“
Fredens delegerede kommer til Hawaii
Nu blev den moderne by Honolulu på den smukke ø Oahu vært for deltagerne i et „Fred på jorden“-stævne. Den allerførste dag, den 11. november, var Honolulus „International Center“ fyldt til bristepunktet med en skare på 9061. Man lejede derpå en nærliggende udstillingshal, og det var virkelig nødvendigt, for 15.443 kom for at høre det offentlige foredrag.
Taleren kom ind på Guds udtrykkelige hensigt: at lade hele jorden omdanne til et paradis. Men hvem ville atter opnå det fredelige forhold til Gud som Adam og Eva havde engang? Alle som håbede på dét måtte tage de skridt der er beskrevet i Guds ord, Bibelen. Nogle af stævnets deltagere havde besluttet sig til at gøre dette, for 314 lod sig døbe som symbol på at de havde indviet sig til Gud. Det var i sandhed et uforglemmeligt syn da de blev døbt i Stillehavets blå bølger.
Lørdag formiddag var der et særligt møde hvor der blev holdt foredrag og fortalt minder og oplevelser fra hele den tid Jehovas vidner har virket på Hawaii. Ellis W. Fox, der nu er oppe i firserne, fortalte at han kom til Honolulu i 1915 og dengang såede det første af sandhedens sæd. Da han her ved stævnet talte til en skare på 9671 frydede han sig over at se bibelskribenten Jakobs ord virkeliggjort: „Retfærdighed er frugt af en sæd, der sås i fred til gavn for dem, som stifter fred.“ — Jak. 3:18.
En fredelig fremtid sikker
Disse „Fred på jorden“-stævner besvarede det spørgsmål som mange mennesker stiller: Hvornår vil de mange nationer og folkeslag i det fjerne østen opleve fred og frihed for frygt og bekymring?
Det at Jehovas vidner fra mange racer, nationer og stammer kunne enes og samarbejde i kærlighed mens de sammen tilbad Gud i fred under disse mange stævner, var et magtfuldt vidnesbyrd om at Guds ånd kan forene mennesker allerede nu, noget som ellers er umuligt.
Selve stævneprogrammet indeholdt også et budskab. Gud vil med usvigelig sikkerhed fjerne alle fredsforstyrrere og indføre et tusindårigt fredsrige på jorden, og det vil han gøre i meget nær fremtid. (Åb. 20:6) Mennesker og nationer vil ikke kunne forhindre det. (Dan. 2:44) Dette rige vil blive til velsignelse for dem der virkelig længes efter fred og retfærdighed. Alle som gør det må uden undtagelse søge at opnå et fredeligt forhold til Gud, lære hans vilje at kende og bestræbe sig for at gøre denne vilje i det daglige. Allerede nu, mens der stadig findes selviske mennesker og onde tilstande, kan hver enkelt vise at han elsker Gud og tror at Han vil indføre varig fred på hele jorden.
[Illustration på side 9]
Stævnedeltagere lytter til de afsluttende bemærkninger af Vagttårnets præsident, N. H. Knorr, ved stævnet i Seoul, Sydkorea
[Illustration på side 10]
Japanske vidner spiller Rigets sange til Jehovas pris på koto, et harpelignende instrument
[Illustration på side 11]
Vidner fra amisstammen på Taiwan syng Rigets sange til glæde for udenlandske gæster
[Illustration på side 11]
Heltidsforkyndere ved Hongkong-stævnet, glade for at modtage den nye bog „Evigt liv — i Guds børns frihed“ på kinesisk
[Illustration på side 13]
Nogle af de 64.715 som hørte det offentlige foredrag i Manila på Filippinerne
[Illustration på side 14]
Scenen ved Auckland-stævnet med maori-sprogets ord for „velkommen“
[Illustration på side 16]
Forfriskningsbod i Honolulu