Taknemmelig for Jehovas vidners arbejde
HVAD tænker ærlige og oprigtige mennesker når Jehovas vidner besøger dem i deres hjem? Ja, hvad er deres mening om de anstrengelser vidnerne gør sig for at tale med dem om Bibelen og dens livgivende budskab? Overvej hvad et ægtepar i Los Angeles, Californien, har at sige herom:
„En søndag formiddag kom en ældre dame til vores dør. Hun var udlænding og lidt vanskelig at forstå. På det tidspunkt forstod jeg ikke fuldt ud formålet med hendes besøg, men hun gjorde det klart at hun deltog i et bibelundervisningsarbejde. Jeg lyttede til hende af to grunde. Den første var at jeg beundrede at hun havde så megen tro at hun gjorde sig den ulejlighed at fortælle mig om sin religiøse opfattelse. Jeg ved at det ikke var let for hende at gøre dette, for hun talte ikke godt engelsk. Hvordan kunne jeg lade være at høre på hende? Hun havde så stor omsorg for mig, en fuldstændig fremmed, at hun kom til mit hjem udelukkende for at dele det hun havde lært, med mig. Den anden grund til at jeg lyttede til hende, var at emnet interesserede mig.
Min kone tilhørte den episkopale kirke, og jeg var lutheraner. Vi havde prøvet begge kirker og var ikke blot skuffede men følte også afsky. Vi prøvede også andre kirker, men vi blev aldrig tilfredse. Jeg følte at religion måtte være mere end blot at komme sammen, give bidrag, synge, og en gang om ugen lytte til en halv times prædiken der aldrig lærte én noget der var værd at lytte til. Da denne ældre dame kom til vores dør var vi altså søgende, og vi var bestemt interesseret i hvad hun havde at sige om Bibelen. Det første besøg var kort, og hun efterlod en bog der forklarede Bibelen. Den kostede kun halvtreds cents. Hvordan kunne jeg sige nej til det?
Damen var meget venlig. Hun glemte os ikke. To uger efter det første besøg vendte hun tilbage sammen med forstanderen for den lokale menighed af Jehovas vidner. Deres interesse for os og hans kendskab til Bibelen gjorde så stærkt et indtryk på mig at vi omgående begyndte at læse Bibelen sammen med dem.
Vi gjorde langsomt fremskridt da vi stødte på mange problemer undervejs, men vi fortsatte med at lære. Efter at vi havde studeret et par måneder sagde min kone til mig: ’Bob, jeg er så forvirret og urolig, for det vi lærer er helt anderledes end alt hvad jeg ellers har lært.’ Så spurgte hun mig om vi ikke skulle holde op med at læse Bibelen. Jeg var ikke enig med hende, for jeg delte ikke hendes følelser. Jeg svarede: ’Nej, Sharon, jeg vil ikke holde op med vort studium. Jeg lærer noget og jeg er taknemmelig for at de vil bruge deres tid på at lære os det de selv har lært.’ Næsten med det samme blev min kone beroliget. Snart blev hun lige så ivrig efter at fortsætte vort bibelstudium med Jehovas vidner som jeg var.
Det var ikke altid let at acceptere det vi lærte, selv om hvert punkt blev kraftigt støttet af Bibelen. Vi kom i konflikt med familie og venner. Meget af det vi var vant til at gøre, måtte vi ændre. Det var vanskeligt for os at give afkald på hedenske helligdage. Det var også vanskeligt for min fader at forstå og acceptere forandringerne i vort liv, og dette gjorde det også svært for os. Men vi indså at vi var på rette spor og vi fortsatte vores drøftelser. Somme tider var der noget vi ikke kunne forstå eller fuldt ud acceptere på det tidspunkt, men vi blev af den der læste med os rådet til ikke at lade et enkelt punkt blive en snublesten som kunne hindre os i at gøre fremskridt i bibelkundskab. Vi fulgte hans råd og indprentede os de punkter der ikke stod alt for klart; ja vi skrev dem endda ned. Senere fandt vi at disse punkter gennem fortsat studium blev fjernet et efter et.
Vi blev inviteret til Jehovas vidners møder, og efter en stadig strøm af disse invitationer begyndte vi at overvære dem. Først de offentlige foredrag om søndagen, så det lokale bibelstudium tirsdag aften, så studiet af Vagttårnet, og til slut den teokratiske skole og tjenestemødet. I løbet af kort tid havde vi lært en masse. Og jo mere vi lærte, jo mere ønskede vi at lære. Ikke længe efter begyndte vi at gå ud og fortælle andre om det vi lærte, ligesom den venlige ældre dame gjorde.
Nu har ugen ikke timer nok. Sandheden om Gud er blevet en meget vigtig del af vort liv, og ingen skal hindre os i fortsat at gøre fremskridt.“