Jeg søgte efter sandheden
JEG er opdraget i den katolske tro. Da jeg var femten år gammel kom jeg, som følge af problemer i familien, i pleje i et protestantisk hjem, og jeg opdagede snart at mange af den katolske kirkes lærepunkter ikke var rigtige. Så i 1961 blev jeg medlem af Canadas forenede kirke og blev ret aktiv idet jeg kom der regelmæssigt i omkring et år.
Præsten i Trinity United Church i Port Coquitlam, Britisk Columbia, talte ofte i kirken om hvor mange flere penge de havde brug for, fordi hans kone manglede enten en vaskemaskine eller noget andet. Skønt jeg selv vidste meget lidt om hvordan man skulle være som kristen, så jeg med tiden kirkens hykleri. Det eneste de interesserede sig for var deres velgørenhedsbasarer og deres anstrengelser for at skaffe midler til at bygge en kirke til 100.000 dollars.
Jeg troede ikke på Bibelen i det hele taget, for jeg havde altid lært at den ikke var inspireret af Gud. Alligevel troede jeg på Gud og Jesus Kristus.
Vi havde nogle venner som var Jehovas vidner. Når de besøgte mig plejede jeg at tale med dem, og da jeg var nysgerrig efter at vide hvad de lærte, stillede jeg spørgsmål, selv om jeg ikke var særlig interesseret. Jeg tog ofte søndagsavisen og læste spalte efter spalte på kirkesiden idet jeg bad om at måtte finde den sande tro — bare ikke Jehovas vidners. Jeg var fast overbevist om at de havde uret, og jeg satte mig for at bevise det.
Jeg besluttede at opsøge en præst fra Canadas forenede kirke som boede i Queens Avenue i New Westminster, idet jeg tænkte at han nok kunne give mig nogle argumenter jeg kunne bruge over for vidnerne. I stedet udtalte han sig meget svævende om alting, og for at gøre målet fuldt sagde han at han beundrede Jehovas vidner og ville ønske at hans trosfæller var lige så ivrige.
Jeg var nu helt forvirret med hensyn til hvilken tro der var den rette og hvor jeg skulle finde den. Aften efter aften bad jeg til Gud om hjælp til at finde sandheden om livet.
Vidnerne besøgte mig stadig. Hver gang jeg talte med dem plejede de ved hjælp af Bibelen at modbevise alle de ideer jeg var begyndt at antage. Skønt jeg ikke troede på Bibelen bestemte jeg mig til at læse den sammen med dem da jeg ikke havde noget at miste. Min mand syntes ikke om tanken, men jeg forklarede ham at jeg ikke var holdt op med at søge, at jeg ikke ville stole blindt på hvad vidnerne sagde, og at jeg også ville efterprøve min tro på anden måde.
Jeg syntes godt om det Bibelen sagde om skabelsen og andre emner. Det gav mere mening end noget andet jeg havde hørt, og jeg ville gerne finde ud af om Bibelen var sand. Da jeg nægtede at acceptere de skrifter Vagttårnsselskabet havde udgivet om dette emne, gik jeg på biblioteket og lånte bøger om bibelarkæologi, og jeg var forbløffet over at opdage, at Bibelen er historisk korrekt! Nu havde jeg så mange spørgsmål om forskellige ting at jeg ringede til de Jehovas vidner jeg kendte og talte med dem et par timer. Fra da af besluttede jeg at overvære deres møder og lære så meget som muligt.
Jeg var så lykkelig at jeg var helt ude af mig selv. Imidlertid ville jeg stadig gerne have en sidste chance for at efterprøve om dette var sandheden. Naturligvis var jeg chokeret over at erfare hvordan kristenheden er gennemsyret af hedenskab lige fra korset til kirkespirene. Jeg tænkte at der måske var en begrundelse for at man havde antaget dette hedenskab. Det måtte der simpelt hen være; det var jo intelligente mennesker. Derfor bestemte jeg mig for at finde ud af grunden til at de havde tilladt deres religion at blive besmittet med hedenskab.
Jeg tog hen for at besøge min stedmoder, der havde været katolik hele sit liv, og jeg spurgte hende ud om kirkedogmer af hedensk oprindelse. Hun kunne overhovedet ikke svare mig! Hun sagde bare at de troede på Bibelen men at de ikke grundlagde deres kirke på den men på messeofferet. Hun foreslog mig at besøge præsten i Skt. Peters kirken i Westminster. Den præst jeg talte med var overhoved for samtlige præster i Britisk Columbia. Da jeg stillede ham over for det jeg havde lært, svarede han: „Ja, de er hedenske, men når kirken siger at det er i orden, så er det i orden.“ Han troede overhovedet ikke på Bibelen. Han accepterede hverken jomfrufødselen eller opstandelsen og troede ikke engang på skabelsen men på en udvikling. På det tidspunkt spurgte jeg ham skarpt: „Hvordan kan De kalde Dem præst og undervise andre?“
Han fortsatte med at forklare at han også beundrede Jehovas vidner og at han ville ønske at hans trosfæller var lige så nidkære som de. Jeg spurgte ham hvorfor katolikkerne ikke var det. Hvis de virkelig følte at deres tro var den rette, ville de eje den samme nidkærhed. Han svarede: „I de første århundreder, da kristendommen var ny, var alle de kristne nidkære, men den menneskelige natur satte ind. Giv vidnerne nogle få år mere, og de bliver ligesom os.“
Jeg udbrød straks: „Aldrig!“
Kort tid efter denne diskussion ringede jeg til en professor i religion ved universitetet i Britisk Columbia. Jeg forklarede at jeg havde undersøgt forskellige trosopfattelser og på nuværende tidspunkt var i færd med at undersøge Jehovas vidners lære. Jeg spurgte ham om han kunne give mig nogle oplysninger jeg kunne bruge imod dem. Han sagde: „Vi studerer blot religion. Vi er ikke interesserede i hvilken der er den sande.“ Nu var jeg fuldstændig overbevist om at Jehovas vidner havde ret når de omtalte deres tro som „sandheden“.
Jeg havde bedt og søgt så længe. Nu da jeg indså at sandheden om Gud var at finde inden for Jehovas vidners menighed, kunne jeg uden tøven indvi mig til Gud. Denne indvielse foretog jeg efter seks måneders studium, og jeg blev døbt som et symbol derpå. Min mand har også besluttet at undersøge Bibelen nærmere. Hvor jeg glæder mig over at jeg prøvede alt og nu holder fast ved det gode! — 1 Tess. 5:21. — Indsendt.