Hvad sker der i kirkerne?

DE HAR uden tvivl lagt mærke til de pludselige omvæltninger der har fundet sted i kirkerne. Overalt rammes kirkerne af en bølge af forandringer.

Mange mennesker berøres direkte af det der sker, og de er bekymrede. Det er De måske også selv. Men selv om forandringerne ikke bekymrer Dem, berøres De og Deres familie alligevel af dem. I meget nær fremtid vil både De og alle jordens andre mennesker blive berørt i endnu højere grad. Dette gælder hvad enten De går i kirke eller ej.

De spekulerer måske på hvordan dette kan være rigtigt. For at forstå hvorfor må vi først undersøge hvad det er der er ved at ske inden for kirkerne. Hvilke forandringer foregår der?

Først og fremmest lægger de fleste mennesker mærke til at kirkerne og deres ledere bliver mere og mere „verdsligt“ orienteret. Ofte ser man at præster er med i protestmarcher og demonstrationer. Nogle præster er tilhængere af vold og revolution; andre mener at det er helt i orden at tage del i homoseksualitet og begå utugt, ja selv ægteskabsbrud. Mange præster siger også at udviklingslæren er sand og at Bibelen er en samling myter.

Den voksende oprørsånd blandt præster og lægfolk er også noget nyt for kirkerne. Mange kritiserer offentligt kirkens lære og modsiger ganske åbenlyst lederne af deres trossamfund.

Denne bølge af forandringer har især ramt den katolske kirke. Musikken, sproget og ceremonierne der bruges ved den katolske messe er blevet ændret, brugen af billeder i gudsdyrkelsen er blevet stærkt begrænset, og der er foretaget ændringer i forbindelse med helgendyrkelsen. Reglerne for faste om fredagen er også blevet ændret. I århundreder har oprigtige katolikker troet at de kom i helvede hvis de spiste kød om fredagen, men i 1966 erklærede paven at de lokale kirkeledere selv kunne tage stilling til dette spørgsmål. I mange lande er den såkaldte fredagsabstinens nu ophævet.

Det katolske tidsskrift America anfører imidlertid at sådanne ændringer bliver betragtet på to forskellige måder: „For nogle katolikker går forandringerne alt for vidt og alt for hurtigt, og ser ud til at ville komme til at gå endnu videre og endnu hurtigere. Andre mener at forandringerne er for ubetydelige og at de kommer for sent, og de ser intet håb om at tempoet vil blive forøget.“

De der mener at forandringerne går „alt for vidt og alt for hurtigt“, er i mange tilfælde oprigtige katolikker som uden indvendinger har godtaget kirkens lære og handlemåde. Det foruroliger dem at se alt dette ske.

De katolikker der mener at forandringerne er „for ubetydelige og at de kommer for sent“, ønsker derimod endnu flere forandringer. De har for eksempel åbenlyst udtalt sig mod pavens forbud mod svangerskabsforebyggende midler. Tusinder af præster og mange af deres sognebørn har også gjort indsigelse mod kirkens lov der forbyder præster at gifte sig.

Alt dette har resulteret i at kirkerne nu rystes i deres grundvold. Mange er bange for hvad forandringerne vil medføre. Tidsskriftet The Christian Century for den 2. april 1969 (s. 445) har bemærket: „Der er gæring og uro i de kristne kirker i år. . . . Det er mere svært at se om uroen er et nyt forår eller det sidste spjæt før dødsstivheden indtræder.“

Hvad mener De? Vidner det der sker i kirkerne om at „et nyt forår“ er på vej? Eller er det måske „det sidste spjæt“ før døden? I hvilken tilstand befinder kirkerne sig egentlig for øjeblikket?