„Dit ord er sandhed“

’Ingen andre guder’

KORT tid efter at Jehova Gud havde ført israelitterne ud fra trældommen i Ægypten, gav han dem de ti bud. Det første lyder: „Du må ikke have andre guder end mig.“ — 2 Mos. 20:3.

Hvilken betydning har dette bud? Som fodnoten i 1963-udgaven af New World Translation of the Holy Scriptures viser, betyder det at man ikke må have andre „guder i trods mod mig“. Jehovas folk måtte altså ikke have andre guder som rivaler til Jehova.

Jehovas folk måtte kun tilbede ham, for han alene var deres Skaber. Som salmisten så rammende har sagt: „Tjen Jehova med glæde. . . . Vid at Jehova er Gud. Det er ham der har skabt os, og ikke os selv“ — og heller ikke nogen anden gud. (Sl. 100:2, 3, New World Translation) Da Jehova var deres Skaber tilhørte de alle ham, og han havde ret til at kræve at de skulle tilbede ham, og ham alene. Som „Gud den Almægtige“ og „den Højeste“ er han desuden „den suveræne Herre, hærskarers Jehova“. Derfor var Jehova Gud også berettiget til som den eneste at modtage sit folk Israels tilbedelse. — 1 Mos. 17:1; Sl. 83:19; Jer. 50:25, New World Translation.

Som nation betragtet var israelitterne især forpligtede til kun at tilbede Jehova Gud, for han og ingen anden havde udfriet dem fra Ægyptens trældom og gjort dem til en nation. Som han selv fastslog i det man passende kan kalde indledningen til dekalogen: „Jeg er [Jehova] din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af trællehuset.“ — 2 Mos. 20:2.

Jehova Gud gav israelitterne det første bud, ikke kun fordi han havde krav på deres absolutte tilbedelse, men også fordi han ønskede at beskytte og velsigne dem. Men Israel overholdt ikke dette bud trofast. Gang på gang vendte de sig til andre guder. Ja, så ofte vendte de sig bort fra at tjene Jehova Gud som den eneste, at hans langmodighed med dem til sidst havde nået en grænse. Han tillod at de kom i fangenskab og at deres land lå øde hen i halvfjerds år. — 2 Krøn. 36:15, 16, 20, 21.

Godt fem hundrede og halvtreds år efter at de var vendt tilbage til deres hjemland kom Jesus Kristus, Guds søn, til den israelitiske nation. Han gav sine disciple et nyt bud: „En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre.“ — Joh. 13:34.

Vil det sige at Kristi disciple ikke er bundet af det første bud? Ja, det vil det. Det er en del af den lovpagt som Gud oprettede med den israelitiske nation, og kristne „er jo ikke under lov, men under nåde“. (Rom. 6:14) Men det princip der ligger til grund for budet og de sandheder det er baseret på, henvender sig ganske afgjort til dem. Også for kristne gælder det at Jehova Gud er deres Skaber, den Almægtige, den Højeste, den suveræne Herre, hærskarers Jehova og deres Befrier. Kristne kan sige det samme om Jehova Gud som det israelitiske folk kunne sige: „[Jehova] er vor dommer, [Jehova] er vor hersker, [Jehova] er vor konge, han bringer os frelse.“ Derfor gælder det også for dem at de kun må tilbede Jehova Gud. — Es. 33:22.

Det er nøjagtig som apostelen Paulus fastslog: „Hvad man [nationerne] ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget fællesskab med de onde ånder. . . . I kan ikke både have del i Herrens bord og i onde ånders bord. Eller skal vi ægge Herren til nidkærhed? Er vi da stærkere end han?“ — 1 Kor 10:20-22.

Af Paulus’ ord kan vi se at de første kristne måtte undgå al tilbedelse af hedenske guddomme. De følte som Paulus da han skrev: „Thi selv om der også er såkaldte guder, enten det nu er i himmelen eller på jorden — sådan som der jo er mange ’guder’ og mange ’herrer’ — så er der for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og én Herre, Jesus Kristus.“ — 1 Kor. 8:5, 6.

Man kan sige at Adam var det første menneske som egenrådigt overtrådte det grundlæggende princip i det første bud. Da han lyttede til sin hustrus stemme og spiste af den forbudte frugt i ulydighed mod Guds bud, satte han hende over Gud, hvorved han „ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen“. Når derfor mennesker i dag lader sig påvirke til at gå imod Guds krav på grund af pres eller fristelser forårsaget af andre eller af deres egne syndige tilbøjeligheder, bryder de princippet i det første bud. — Rom. 1:25; 1 Mos. 3:6, 7, 17.

Mange andre gør sig skyld i det samme ved at gøre materielle rigdomme til deres gud. De elsker penge og sætter deres lid til dem i stedet for at elske Jehova Gud og stole på ham. Dette viser de ved at forsømme studiet af Guds ord, ved at undlade at komme sammen med Guds folk og ved ikke at tage del i kundgørelsen af Jehovas navn og rige. Og i samme grad som indviede kristne tillader materialistiske interesser at gribe uretmæssigt ind i deres tilbedelse af Jehova, i samme grad overtræder de princippet i det første bud. De bukker under for kærligheden til penge; de er „faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte“. — 1 Tim. 6:10.

Andre igen forsømmer tilbedelsen af Jehova Gud for at kunne tage del i fornøjelser, og gør dét til deres gud i stedet for Jehova. De udviser en altoverskyggende interesse for sport, bliver forfaldne til spil, lader sig opsluge af nervepirrende, måske livsfarlige fornøjelser, alt sammen for at tilfredsstille deres trang til morskab og spænding. De hører ikke til dem som er ’lykkelige fordi de er sig deres åndelige behov bevidst’. De viser hvad der kommer først i deres liv ved at være „lystens venner snarere end Guds venner“. — Matt. 5:3, New World Translation; 2 Tim. 3:4.

I dag har folk i et antal som aldrig før gjort ’sanselig nydelse’ til deres gud; Bibelen kalder det „løsagtighed“. Da al løsagtighed stærkt fordømmes i Guds ord, kan man sige at de der praktiserer det, gør det i trods mod den sande Gud, Jehova. Da tilbedelsen af Jehova Gud indbefatter frygten for at mishage ham, følger det heraf at alle som praktiserer sådanne ting, ikke tilbeder Gud på en antagelig måde. Måske læser de i Bibelen, går i kirke om søndagen og hævder at være kristne, men ingen af dem vil „arve Guds rige“. — Gal. 5:19-21; 1 Kor. 6:9, 10; Ordsp. 8:13.

Det første bud har i sandhed stor betydning for kristne. Dets grundlæggende princip og de fundamentale sandheder som det er bygget på, kan bestemt også siges at henvende sig til dem. Hvis man vil behage Jehova Gud og opnå evigt liv, må man lade princippet i dette bud være den ledende faktor i ens liv. Kristne kan ikke lade nogen eller noget komme mellem dem og deres Gud, Jehova. Tilbedelsen af ham må komme først i deres liv.