„Dit ord er sandhed“

Misbrug ikke Guds navn

DET tredje af de ti bud har at gøre med Guds navn: „Du må ikke misbruge [Jehova] din Guds navn, thi [Jehova] lader ikke den ustraffet, der misbruger hans navn!“ — 2 Mos. 20:7.

Guds navn „Jehova“ er i virkeligheden en verbalform og betyder bogstaveligt „Han lader ske eller blive til“. Overalt i sit ord henleder Gud opmærksomheden på sit navns store betydning. Jehova sagde således til Moses: „For Abraham, Isak og Jakob åbenbarede jeg mig som Gud den Almægtige, men under mit navn [Jehova] gav jeg mig ikke til kende for dem.“ Navnet forekommer 6961 gange alene i De hebraiske Skrifter, idet det findes mere end dobbelt så ofte som alle andre betegnelser for den sande Gud, som for eksempel „Gud“, „Herre“ og „den Højeste“, tilsammen. — 2 Mos. 6:3.

Men hvad betød det tredje bud? Hvad var det rettet mod? Nogle moderne jødiske lærde påstår at det udelukkende var rettet mod mened, og de gengiver budet således: „Du må ikke sværge falsk ved Herren din Guds navn; thi Herren vil ikke spare den der sværger falsk ved hans navn.“ Disse lærde holder på at simpelt misbrug af Guds navn ikke kunne være en så alvorlig forbrydelse at det blev forbudt i det tredje bud.

Er dette argument holdbart? Nej, det er det ikke. Først og fremmest ville det gøre det tredje bud omtrent enslydende med det niende, som var rettet mod mened: „Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!“ — 2 Mos. 20:16.

At Jehova Gud virkelig tog det alvorligt at nogen misbrugte hans navn, ses af beretningen i Tredje Mosebog 24:10-16. Den fortæller om en mand som brugte „navnet“ på bespottende måde. Han blev sat i varetægt indtil man fik en kendelse fra Jehova angående denne forbrydelse. Og hvordan så Jehova på det? Han bestemte at „den, der forbander [Jehovas] navn, skal lide døden“. Det ses klart at Jehova ikke tog let på dét at nogen bespottede hans navn. Det fortjente dødsstraf.

Med hensyn til hvad det tredje bud indbefattede, kan der nævnes mindst fire ting som dette bud var rettet imod. Det vil sige at der var fire måder det kunne overtrædes på. Alle fire er af betydning for kristne, idet princippet der ligger til grund for budet også gælder for dem. For eksempel bad Jesus som det første i mønsterbønnen: „Helliget vorde dit navn.“ At hellige navnet er det modsatte af at misbruge det. Apostelen Peter skrev at Gud kaldte kristne til at være „et folk, som kunne bære hans navn“. — Matt. 6:9; Ap. G. 15:14.

For det første var det tredje bud rettet mod dét at udtale Guds navn på respektløs måde. Det forhindrede at Guds navn blev brugt i forbandelser eller bespottelser. At bruge det på samme måde som nogle mennesker bruger „Gud“ eller „Jesus“ så snart de udbryder et eller andet, ville ligeledes være at misbruge eller bespotte Jehovas navn.

For det andet ville det være at misbruge Jehovas navn hvis en sværgede på en løgn ved Guds navn, akkurat som nogle jødiske lærde siger. Dette var imidlertid ikke den vigtigste, største eller eneste måde det tredje bud kunne brydes på, sådan som de siger.

For det tredje kunne Jehovas navn også misbruges, tages forfængeligt eller bruges på bespottende måde ved at man bar det uværdigt. For eksempel blev Israel folket for Jehovas navn som følge af at han udfriede det, gav det sine love og indgik et pagtsforhold med det. Som Moses sagde til folket: „Og alle jordens folk skal se, at [Jehovas] navn er nævnet over dig, og frygte dig.“ — 5 Mos. 28:10.

Ja, de blev folket for hans navn, hans vidner. Gud sagde, som gengivet i Esajas 43:10: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ Ved at tage Guds navn på sig men ikke leve op til deres forpligtelser som hans folk, ville de misbruge Jehovas navn. Som han sagde til dem ved sin profet Ezekiel: „Det er ikke for eders skyld, jeg griber ind, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, som I har vanæret blandt de folk, I kom til.“ (Ez. 36:22) Ved deres afguderiske handlemåde bespottede de Guds navn når de samtidig påstod at tilbede Jehova Gud. De brugte det på uværdig vis idet de bragte skam over det.

Der var endnu en måde det tredje bud kunne brydes på — ved at skjule, ignorere eller tilsidesætte Guds navn. Guds navn bliver ignoreret i så høj grad i dag at mange jøder og navnkristne, selv om de kender de ti bud, ikke kender Guds navn eller har nogen anelse om at Gud har et personligt navn. Langt de fleste af dem der kender navnet har hørt om det på grund af Jehovas vidners virksomhed; det er ikke deres egne religiøse ledere der har lært dem om det. Læg alligevel mærke til at det er et navn der adskiller Jehova fra alle andre guder som den eneste sande Gud, Skaberen af himmelen og jorden. Dette er i øvrigt en kendsgerning som umådelig mange bibeloversættere har valgt at overse.

Jehova Gud gjorde opmærksom på at han ikke ville lade dem ustraffet som tog hans navn forfængeligt eller brugte det på uværdig eller bespottende måde. Israels nation misbrugte Jehovas navn — og det i alle fire ovennævnte betydninger. Det blev den straffet for i 607 f.v.t. da israelitterne måtte drage i landflygtighed under det babyloniske verdensrige. Fordi de igen viste sig uværdige til at bære Jehovas navn og misbrugte navnet, straffede Jehova dem endnu hårdere i år 70 e.v.t., efter at han for evigt havde forkastet dem som folket for sit navn. Guds advarsel havde altså vist sig at være sand.

Ligeledes vil alle som i dag påstår at være kristne vidner for Jehova og som viser sig at være utro, ved for eksempel at prædike frafald eller at følge en umoralsk handlemåde, ikke forblive ustraffet. De bliver udstødt, det vil sige udelukket, af det kristne samfund som uværdige til at bære navnet Jehovas vidner. Alle sådanne har ’modtaget Guds nåde forgæves’. — 2 Kor. 6:1; Jud. 8-16.

Desuden vil alle der ignorerer Jehovas navn eller som på anden måde behandler det respektløst, blive udslettet i den kommende ’store trængsel’. Kun de som accepterer navnet og behandler det med den respekt og ære det tilkommer, vil blive skånet. For „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges“. — Ordsp. 18:10.