Bygget til at leve evigt

HVIS mennesket er skabt til at leve evigt, må vi kunne forvente at legemet og hjernen bærer præg af dette. Er vi fysisk og psykisk udrustet til, med Guds hjælp, at kunne leve, ikke bare hundreder eller tusinder af år, men evigt?

Hvis det evige liv skal være ønskværdigt og værdifuldt, må mennesket have en hjerne der kan fungere evigt. Det må være en hjerne der kan indtage ubegrænsede mængder af oplysninger. Den må kunne sætte mennesket i stand til at bygge videre på den viden det allerede har, således at der hele tiden kan gøres fremskridt.

Har mennesket en hjerne der er sådan indrettet? Ja, og det er den eneste jordiske skabning der har en sådan hjerne. The World Book Encyclopedia for 1970 (Bd. 2, s. 459) siger: „Menneskets hjerne er højere udviklet end noget dyrs hjerne.“

Der er et gigantisk svælg mellem menneskets hjerne og dyrenes, og det viser at de blev skabt med hver sit formål. Intet dyr har evnen til at bygge videre på den viden dets forældre allerede har. Dyr kan til en vis grad dresseres og trænes, men det de selv har lært kan de ikke videregive til deres unger; hver eneste generation af hyrdehunde eller førerhunde må oplæres af mennesker, ganske som tidligere generationer af hunde måtte oplæres. Dyrene ledes først og fremmest af de instinkter Skaberen har indgivet dem. Derfor bygger fuglene stadig rede det ene århundrede efter det andet, bæverne bygger deres dæmninger og bierne deres kuber — uden at fjerne sig fra dette mønster.

Kun mennesket har en hjerne hvormed det kan bygge videre på den kundskab der er indsamlet i fortiden. Derfor kan kun mennesket styre kræfter som ild, elektricitet og atomenergi. Derfor er mennesket det eneste som kan udtænke og bruge maskiner og elektronhjerner — ja det kan endda sende sig selv til månen med en raket! Mennesket styres ikke først og fremmest af instinktet, men af evnen til at tænke og ræsonnere.

Ja, kun mennesket har en hjerne der sætter det i stand til at lære og gøre fremskridt i al evighed. Sådan er det fordi Guds hensigt var at mennesket, ikke dyrene, skulle leve evigt. Skaberen gav mennesket og dyrene den form for hjerne de hver især havde brug for: Menneskets hjerne skulle fungere evigt, og dyrenes skulle holde en vis tid.

Hjernens forbløffende kapacitet

Den menneskelige hjernes kapacitet er simpelt hen forbløffende. Den artikel i The World Book Encyclopedia som vi citerede før, fortæller at hvis videnskabsmænd kunne konstruere en elektronhjerne der svarede til en enkelt menneskehjerne, måtte elektronhjernen være lige så stor som Empire State Building i New York!

Det vigtigste i hjernen er de celler der kaldes neuroner. Man anslår at menneskets hjerne indeholder omkring 10 milliarder (10.000.000.000) neuroner. Bladet Life skrev den 28. juni 1963 om neuronerne:

„Neuroner i hjernen er gennem tusinder af forbindelser forbundet med hinanden. Men de utallige ekstra forbindelser som følger af menneskets større hjernebark, øger hjernens evne til at modtage og analysere oplysninger praktisk talt uendeligt. Og det er udelukkende fordi mennesket har denne evne til at rumme og udnytte en kolossal mængde oplysninger at det står i en klasse for sig, uden sammenligning højt hævet over alle andre levende skabninger.“

Hver eneste af disse neuroner kan udføre et fantastisk arbejde. Biokemikeren Isaac Asimov har udtalt:

„Et sundt, voksent menneske med normal intelligens har måske henved 20 millioner RNA-molekyler [der menes at tjene som en slags ’hukommelsesarkiv’] i hvert neuron. . . . Et RNA-molekyle bestående af blot 25 led kan kombinere disse led på et tusind billioner forskellige måder, . . . Faktisk består hvert RNA-molekyle af mange hundrede enheder — ikke blot af 25.“ — New York Times Magazine, 9. oktober 1966.

Hvilke muligheder giver det hjernen at neuronerne er konstrueret på denne måde? Isaac Asimov tilføjer:

„Der er derfor ingen tvivl om at RNA’et som et fuldkomment kartotek er i stand til at rumme og udnytte en hvilken som helst mængde oplysninger som det er sandsynligt at et menneske vil lære og huske — og en milliard gange mere endda.“

Tænk engang! Ikke alene kan hjernen klare alt det som et menneske kan fylde den med i løbet af en levetid på halvfjerds til firs år, men den kan klare en milliard gange mere! Så kunne den også fungere en milliard gange længere end vor nuværende levetid, hvilket i virkeligheden betyder at den med Guds hjælp kunne fungere evigt.

Er det rimeligt at tro at Gud ville skabe mennesket med så fantastisk en hjerne uden at give det mulighed for at udnytte den? Hvorfor skulle han give os en hjerne som vi kun kunne bruge en brøkdel af i halvfjerds eller firs korte år? Det er langt mere fornuftigt at tro at Jehova Gud byggede mennesket til at leve evigt på jorden og gav det en hjerne der på vidunderlig måde kunne opfylde dette formål — og det er hvad Bibelen lærer.

Men hvis hjernen er bygget til at virke i al evighed, må også legemet kunne fungere evigt. Er menneskelegemet sådan bygget at det giver mulighed for et evigt liv?

Cellerne fornyr sig

Menneskelegemet gennemgår hele tiden forandringer. Som vi tidligere har været inde på dør cellerne lidt efter lidt, og de fjernes. Nye celler dannes til at erstatte dem. På denne måde holdes legemet ved lige.

På visse måder kan man se at denne proces foregår. Man kan for eksempel klippe sit hår eller sine negle i dag, og dog må hår og negle klippes igen inden længe, fordi begge dele vokser hele tiden. De andre legemsceller deles og fornyr sig på nogenlunde samme måde. Redaktør Walter Sullivan, der behandler videnskabelige emner i New York Times, har bemærket:

„Cellerne i vort legeme fornyr sig konstant af sig selv (på nogle få undtagelser nær, for eksempel hjernecellerne). Man kunne mene at dette ville fortsætte på ubegrænset tid, hvis vi ser bort fra ulykker eller sygdom, men på grund af en eller anden lille detalje er fornyelsesprocessen ikke helt fuldkommen.“ — We Are Not Alone, 1964, s. 282.

De forskellige celler lever ikke lige længe. For eksempel lever de hvide blodlegemer omkring 13 dage, og de røde blodlegemer cirka 120 dage.

I bogen The Human Brain (1955, s. 3) skriver John Pfeiffer: „Hele tiden foregår der forandringer, selv i knoglerne, som synes at være den mest inaktive af vævstyperne. Man har anslået at legemet cirka hvert syvende år har gennemført en fuldstændig fornyelse. Med andre ord indeholder Deres legeme ikke et eneste af de molekyler der var ’Dem’ for syv år siden.“

I mennesket foregår altså den cellefornyelse der skal til for at legemet kan leve evigt. Om cellernes fornyelse skriver T. M. Sonneborn fra den zoologiske afdeling ved Indianas universitet: „Det ser ud til at de celler som normalt vokser og formerer sig i legemet, er i stand til at vokse og formere sig ubegrænset. . . . På celleplan eksisterer altså muligheden for udødelighed.“ Processen er altså i orden. Men det er ikke den eneste forudsætning for evigt liv. Den ufuldkommenhed der er en følge af synden må fjernes, sådan at den rette fornyelse af vore celler ikke behøver at svigte når vi kommer op i en bestemt alder. Gud kan fjerne syndens og dødens forbandelse som vi nu er underlagt, og han har allerede sørget for at det kan ske, hvilket vi skal komme nærmere ind på.

Hjernens fornyelse

De fleste videnskabsmænd har ment at neuronerne, de vigtigste hjerneceller, ikke fornyr sig. Man har troet at cellerne skulle vare hele levetiden igennem, og at de ikke kunne erstattes hvis de blev beskadiget. Men i bogen Your Brain — Master Computer (1962, s. 52) læser vi:

„I mange år troede man at nervecellerne, til forskel fra andre former for legemsceller, ikke kunne dele sig. Man mente at en ødelagt nervecelle var tabt for altid, og at en beskadigelse af hjernen aldrig kunne blive udbedret. Men under forsøg med rottehjerner har man for nylig fundet nydannede nerveceller i ødelagte dele. . . .

Dette antyder at der kan være mulighed for at menneskets hjerne i nogle tilfælde kan udbedre en skade.“

Selv om hjernecellerne måske ikke i stor målestok kan forny sig selv eller udbedre en skade, så længe mennesket er ufuldkomment, hvem ved da om det ikke vil kunne lade sig gøre til Guds fastsatte tid?

Selv om det måske er rigtigt at der aldrig sker helt den samme deling og fornyelse af hjernecellerne som det er tilfældet med andre celler, betyder det så at hjernecellerne overhovedet ikke bliver fornyet? Ikke ifølge tidsskriftet American Scientist, udgaven for efteråret 1969, (side 288), hvori nervespecialisten Paul A. Weiss skriver:

„Jeg kom tilfældigvis til at gøre en iagttagelse som vendte op og ned på det klare billede [som man tidligere havde] af vore nerver. Det man før havde betragtet som noget statisk, afslørede sig nu som et stadig skiftende net der livet igennem vokser uafbrudt, og det endda i et tempo som kan måle sig med de celler i det voksne legeme der deler sig hurtigst.“

Paul Weiss fortæller desuden at hjernecellerne fornyr sig, men ikke ved deling og formering som andre legemsceller. De producerer konstant nyt materiale til at erstatte det hjernecellerne afgiver når de udsender impulser til styring af de andre legemsdele. Dette kan sammenlignes med det der sker hvis man har alle delene til en komplet og ny maskine, men, i stedet for at samle dem, bruger dem som reservedele til en eksisterende maskine af samme slags.

Nervespecialisten siger om denne usædvanlige proces som han mener finder sted i hjernen: „I næste uge vil vore hjerneceller ikke være de samme som de er i dag.“ Således kan det materiale hjernecellerne er sammensat af konstant blive fornyet, samtidig med at de bevarer de ’kanaler’ eller kredsløb som individet har dannet gennem sin undervisning og sit miljø.

Hvordan det end forholder sig med hjernecellerne kan vi være sikre på at Skaberen er i stand til at sørge for det der skal til for at de kan forny og vedligeholde sig selv for evigt.

De oprindelige forhold genindføres

Da Gud skabte manden og kvinden gav han dem mulighed for og udsigt til evigt liv. Deres sind og legeme var fejlfrit, i stand til at fungere evigt. De skulle med kærlig hånd herske over jorden og alt liv på den. Sådan var menneskenes oprindelige tilstand. Men da de gjorde oprør mod Gud satte degenerationsprocessen i gang.

Dengang, i den første del af menneskehedens historie, levede folk ikke desto mindre meget længere end vi gør i dag. Det gjorde de fordi de var meget nærmere fuldkommenheden end vi er nu. Bemærk hvor længe nogle mennesker levede før den verdensomspændende vandflod på Noas tid:

Navn — Levetid

Adam: 930 år

Set: 912 år

Enosj: 905 år

Kenan: 910 år

Mahalal’el: 895 år

Jered: 962 år

Metusalem: 969 år

I århundredernes løb, og især efter Vandfloden, blev menneskets levetid kortere og kortere. Sem levede i 600 år. Senere blev Abraham 175 år. På Moses’ tid var gennemsnitslevealderen faldet til 70 eller 80 år. — Sl. 90:10; 1 Mos. 5:3-27; 11:10, 11; 25:7.

Denne historiske beretning viser altså at nogle mennesker i fortiden opnåede en levetid der var over ti gange længere end den nuværende normale levealder på 70 eller 80 år. Når mennesket, selv efter at ufuldkommenheden satte ind, havde en hjerne og et legeme der kunne virke i næsten tusind år, så vil det bestemt være muligt at leve evigt når menneskeheden er befriet for synd og underlagt Guds ledelse og velsignelse.

Salmisten sagde til Gud: „Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt.“ (Sl. 139:14) Ja, Gud har udstyret mennesket således at dets hjerne og legeme virker sammen på en enestående måde. Han har bygget os til at leve evigt her på jorden.

Men nogle vil måske mene at et evigt, fuldkomment liv vil være kedsommeligt og trættende. Har de ret i det?

[Illustration på side 10]

Vores hjerne er bygget til at fungere en milliard gange længere end vi lever nu — altså i realiteten evigt