Kæmpeblæksprutten — imponerende skabning i det dybe hav

TRE newfoundlændere — Daniel, Theophilus og den tolvårige Tom — sad og fiskede i deres lille robåd da de fik øje på noget mærkeligt der flød lige i nærheden. Af nysgerrighed slog de på det med en bådshage. Sikken et chok de fik! Pludselig brusede vandet, og en tiarmet kæmpeblæksprutte kom til syne og angreb dem med sine piskende arme som den til sidst snoede omkring båden så den var ved at kæntre.

Hurtigt greb lille Tom den håndøkse de plejede at bruge til at skære madding med og huggede en af blækspruttens fangarme af. Til deres store lettelse opgav den nu kampen og gled tilbage i havet.

Men hvis ikke de havde haft fangarmen i bunden af båden er det tvivlsomt om de andre fiskere i Conception Bay ville have troet deres forfærdende beretning. Fangarmen var næsten seks meter lang og ni centimeter i omkreds.

I århundreder havde folk hørt utallige beskrivelser af sagnagtige søuhyrer. Nogle af disse hårrejsende beretninger skyldes sandsynligvis at nogle har set det som biologer i dag omtaler som de største nulevende Cephalopoda, de tiarmede kæmpeblæksprutter. Forestil Dem engang at se et havdyr der er cirka atten meter langt og som har otte kraftige arme og to meget lange fangarme der er fastgjort til en torpedoformet krop. Dets øjne er på størrelse med tallerkener. Dets mund, der ligner et papegøjenæb, er stærk nok til at kunne klippe en tyk wire over. Det er det største dyr på jorden som ingen rygrad har.

Ret ny opdagelse

Skønt man kan finde mindre blæksprutter i ethvert hav, idet der er over 300 forskellige slags, lever kæmpearterne på 500 til 1000 meters dybde. Det er derfor ikke så mærkeligt at de sjældent er blevet set af mennesker. Selv om man helt fra oldtiden har haft beretninger om sømænd der har set og endog fanget disse kæmpemæssige havdyr, har de fleste videnskabsmænd indtil for cirka hundrede år siden afvist sådanne hændelser. Deres skepsis skyldtes sikkert i nogen grad visse fortællingers meget fantasifulde karakter.

I 1870erne fik nogle videnskabsmænd for første gang lejlighed til rigtigt at undersøge nogle kæmpeblæksprutter. Af en eller anden ukendt årsag, måske på grund af forandringer i havet, gik mange op til overfladen ud for Canadas kyst. De blev set og nogle blev fanget. Så i november 1873, kun en måned efter at en af dem næsten druknede de tre fiskere fra Newfoundland, blev en kæmpeblæksprutte fanget og omhyggeligt undersøgt. Eksemplaret var næsten ti meter langt.

Kæmpearme med bevægelige sugeskåle

På grund af kæmpeblækspruttens lange slangelignende arme tror mange at den bare er en slags stor ottearmet blæksprutte. Det er den ikke. Der er mange forskelle. De ottearmede blæksprutter (Octopoda) har en rund, poset krop og altså kun otte fangarme. De største vejer op til 25 kilo og har et armfang på cirka tre meter.

Kæmpeblæksprutten er imidlertid ti gange så stor som den største ottearmede blæksprutte. Den cylinderformede krop er knap fem meter lang og har ikke blot otte men ti af de mest frygtindgydende arme man kan tænke sig. Otte af disse arme kan række så langt som fire meter, men de to sidste kan nå tolv til femten meter og er ude i spidsen tæt besat med sugeskåle.

De otte „korte“ arme har også rækker af sugeskåle der sidder på korte, bøjelige stilke så disse sugeskåle kan bøjes i alle retninger. Desuden kan disse sugeskåle, alt efter hvilken art det er, have skarpe tænder langs kanten eller kløer som kan stikkes ud og trækkes ind efter behag. De er meget effektive redskaber til at fange og fastholde et eventuelt middagsmåltid med!

Jetdreven hurtigsvømmer

Mens den ottearmede blæksprutte bevæger sig langs havbunden og lever i klippesprækker, svømmer kæmpeblæksprutten omkring i det åbne hav. Når den bruger de to finner langs siden af kroppen krydser den af sted på en rolig og magelig måde. Men når den vil af sted i en fart rejser den med jet! Hos nogle arter er dette jettryk tilstrækkelig kraftigt til at kunne kaste blæksprutten op af vandet og tredive meter gennem luften. Hvordan er dette muligt?

Kappen er hemmeligheden. Kappen er sammensat af tyk hud og muskler som ikke blot beskytter kæmpeblækspruttens indre organer men også sætter den i stand til at bevæge sig af sted ved hjælp af jetkraft. Når musklerne i kappen slappes trænger vandet ind gennem en løs rand langs halsen og fylder nogle store, indvendige hulrum. Idet kappen så trækker sig sammen lukkes åbningen, og vandet tvinges under stort tryk ud gennem en tragtformet passage under hovedet. Ved at forandre retningen af denne „dyse“ kan kæmpeblæksprutten øjeblikkelig skifte retning, og den kan bevæge sig både forlæns og baglæns.

Hvis den bliver forskrækket udløser dens usædvanlig store nerver en øjeblikkelig kraftudfoldelse som på et øjeblik bringer den op på tophastighed. Disse nervefibre der er hundrede gange så store som et menneskes, er så følsomme at når blæksprutten føler sig truet, farer en nerveimpuls til alle dele af kappen samtidig. Idet musklerne reagerer med kolossal styrke, trækker de sig sammen og frembringer et kraftigt, jetlignende tryk.

Andre usædvanlige egenskaber

Kæmpeblæksprutten er bogstavelig talt havets blå blod. Dens blod er blåligt på grund af en kobberforbindelse i det. Når det er blevet tømt for ilt bliver det pumpet gennem gællerne af to venehjerter, et hjerte ved hver gælle. Derpå sørger et arteriehjerte for at pumpe det friske blod ud til vævene. Kæmpeblæksprutten har altså faktisk tre hjerter. Denne levende jetmotor er et forunderligt vidnesbyrd om dens Skabers kunnen.

Kæmpeblæksprutten og dens mage er begge udstyret med en blæksæk. Fra denne kan udtømmes store mængder sort væske som camouflage. Blæksprutten udspyr en klat omtrent på størrelse med sig selv for at forvirre sine forfølgere. Et undersøisk „røgslør“!

En anden ting der hjælper kæmpeblæksprutten til at undgå sine fjender, er små farveceller som sætter den i stand til at forandre farve. Disse celler er så effektive at de kan give blæksprutten samme farve som baggrunden, ja de kan endog frembringe en bølge af farve som glider hen over dyret mens det svømmer fra én baggrund til en anden.

Kæmpemæssige er det rette ord om dette forbløffende søuhyres øjne. De kan blive næsten fyrre centimeter i diameter, hvilket vil sige lige så store som badebolde. Blækspruttens øje har forbavsende mange lighedspunkter med det menneskelige øje. Begge har de øjenlåg, gennemsigtig hornhinde, ydre og indre kamre, nethinde, linse, stavceller der opfanger sorte og hvide billeder og tapceller der registrerer farveindtryk. Den bygningsmæssige lighed er så påfaldende at dr. N. J. Berrill, en kendt amerikansk biolog, siger: „Jeg tror at hvis De bad en hvilken som helst zoolog om at udvælge det allermest overraskende træk i hele dyreriget, er der store chancer for at han ville sige, ikke det menneskelige øje, som efter alt at dømme er et ganske forbløffende organ, heller ikke blækspruttens øje, men det faktum at disse to øjne, menneskets og blækspruttens, er ens i næsten alle henseender.“ De 100.000 modtagere pr. kvadratmillimeter i kæmpeblækspruttens øje gør det muligt for den at se endog små enkeltheder.

Størrelse

Mange spekulerer på hvor store disse kæmpeblæksprutter egentlig kan blive. Den største man har undersøgt blev fundet i Lyall Bay, New Zealand, og målte godt sytten meter. Men kun tolv forskellige arter er blevet klassificeret, og det er muligt at der eksisterer andre og større arter. Faktisk antyder nogle vidnesbyrd dette.

Spermacethvalen lever næsten udelukkende af blæksprutter, lige fra de mindre arter til kæmpearterne. Mange af disse store hvaler, der vejer op imod 50 tons, har dybe sår fra kampe med kæmpeblæksprutter. Ofte er deres hud fyldt med runde ar som måler fra seks til ti centimeter i diameter. Disse stammer åbenbart fra sugeskålene på kæmpeblækspruttens arme, og hvalerne har fået dem under vilde, undersøiske kampe. Disse ar er nemlig omtrent på størrelse med sugeskålene på en femten meter lang blæksprutte.

Men hvis sugeskålens størrelse er proportional med kæmpeblækspruttens størrelse, så findes der muligvis nogle enorme giganter. Hvorfor? Fordi man har fundet ar som måler 46 centimeter i diameter! Forholdsmæssigt ville en blæksprutte med 46 centimeters sugeskåle være cirka 160 meter lang. Eksistensen af sådanne gigantiske blæksprutter er aldrig blevet bekræftet, og det er sandt at disse store ar kan skyldes at sugeskålene har trukket hvalens smidige hud sammen. En globetrotter fra det nittende århundrede påstod imidlertid at have set en kæmpeblækspruttes fangarm der var så tyk som en menneskekrop og havde sugeskåle på størrelse med en underkop.

Uden tvivl vil man med tiden lære mere om kæmpeblæksprutten og de mysterier der omgiver dette dynamiske og imponerende havdyr.

[Illustration på side 8]

Kæmpeblæksprutten er udstyret med ti af de mest frygtindgydende arme man kan forestille sig