Californien rammes af kæmpebrande
HUSE stod i lys lue. Flammerne sprang fra hustag til hustag. Folk løb for livet med en regn af gnister efter sig. Hvor fandt denne katastrofe sted? Inden for synsvidde af Los Angeles — en af de største byer i verden!
En usædvanlig tør sommer og vindstød på op til 130 kilometer i timen — dette i forening forvandlede de mindste brande til et brølende flammehav. Røgen steg op til 3000 meters højde. Omkring 240 kilometer mod sydøst hang andre truende røgskyer over egnen omkring San Diego. Det var ikke mange indbyggere i det sydlige Californien der ikke havde en kæmpebrand inden for synsvidde.
På mindre end en uge hærgede ilden over 1750 kvadratkilometer i Sydcalifornien — det svarer til et bælte der er ti kilometer bredt og 175 kilometer langt! Over fire hundrede huse blev ødelagt, og ti mennesker mistede livet.
Den ene kæmpebrand begyndte omkring klokken halv elleve om formiddagen fredag den 25. september sidste år, i bjergene vest for San Fernando-dalen, hvor omkring halvdelen af befolkningen i Stor-Los Angeles bor. På fem minutter havde ilden bredt sig til over 200.000 kvadratmeter. Inden en time var brandområdet vokset til en kvadratkilometer. I en hast fløj flammerne over bjergene gennem Malibu Canyon, hvor mange velhavere bor. Flammerne dansede atten meter oppe i luften og fejede nådeløst ned mod Stillehavet med hastigheder på op til 130 kilometer i timen. Luerne, som kunne ses næsten 65 kilometer borte, fortærede det ene luksushjem efter det andet på få minutter. Ilden blev båret af vinden med gnister og brændende træstykker. Tagspåner blev flået af antændte huse og, stadig brændende, slynget mod andre huse hundreder af meter længere fremme i vindens retning.
Ilden jog ubøjeligt frem mod havet, sprang over hovedvejen langs kysten og fortærede klynger af huse langs stranden. På et tidspunkt var tyve kostbare Malibu-villaer i brand samtidig!
Fra luften lignede kyststrækningen et krigshærget land. Ildens hede var så stærk at vinduesglas og endda metal smeltede i flammerne.
En Malibu-frue havde følt sig sikker på at hendes hus ikke ville brænde. „Pludselig,“ fortæller hun, „blev skyerne kulsorte og kantet med luer.“ Ilden kom op over bjergryggen knap en kilometer borte, og „i løbet af sekunder var vi omringet af den, og vinden fik det til at lyde som om der kørte et lokomotiv gennem dalen. Vi kørte ud med ild på begge sider af vejen, uden at jeg fik så meget som en håndtaske med“.
Intet kunne reddes. Det eneste der overlevede var to små ænder, som blev fundet uskadte men siddende uden at røre sig på en dam fyldt med forkullet træ. Damen sagde: „De var det eneste opmuntrende i alt rodet.“
Flere brande!
Men denne brand var ikke den eneste. I nærheden af Newhall, godt tredive kilometer længere inde i landet end dér hvor Malibu-branden begyndte, væltede stormen nogle elektricitetsmaster og antændte dermed brand nummer to. En tredje brand begyndte omkring femten kilometer mod vest, i nærheden af Thousand Oaks. Ved middagstid om lørdagen smeltede de tre brande sammen til en flammende, femoghalvtreds kilometer lang halvmåne omkring den vestlige ende af San Fernando-dalen. Sammenlagt havde brandstedet en omkreds på 235 kilometer!
„Det er ikke usædvanligt at have brande i skovkrattet her i dalen,“ siger Forrest Tanner, „og at se røg i området er ikke ualmindeligt. Det der virkelig opskræmte folk heromkring var at vi hørte at der var huse i brand i Chatsworth, og at ilden var fuldstændig ude af kontrol.“ I Chatsworth brændte femogtredive huse — villaer til 500.000 kroner stykket.
En herre som boede i en af de Chatsworth-villaer der først brændte, fortæller: „Jeg troede ikke at vi havde noget at være bekymret for. Jeg tænkte ikke på at vande taget.“ Han peger op på en lille rund høj bag huset og siger: „Jeg var oppe på den bakke mindre end fem minutter før branden, og jeg så ikke noget! Der var en masse røg, og jeg tænkte at vi hellere måtte se at komme af sted, men ilden så jeg ikke noget til.“
Inden der var gået fem minutter, fortæller han, drev vinden som en blæselampe ilden gennem græsset på bakken. Hans hus brændte ned til grunden. Ilden blæste fra det ene hus til det andet. Taget gik først, og derefter blev hele huset fortæret på femten til tyve minutter. På sydsiden af en gade brændte fjorten nye huse. Et femtende, som lå midt i rækken af brændte huse, gik helt fri af ilden!
Mange steder i verden vil folk måske undre sig over at sådanne huse ikke er bygget af sten, med tage af tegl, men her i Californien er træ det almindelige byggemateriale.
Branden ved San Diego
Omkring 240 kilometer sydøst for brandstedet ved Los Angeles fremkaldte det samme stormvejr endnu en forfærdelig brand. Det begyndte om lørdagen, højt oppe i Cleveland National Forest. Stormen havde brækket en elektricitetsmast, hvorved det tørre krat var blevet antændt. Drevet af vindstød på op til 120 kilometer i timen fór ilden brølende op ad bjergsider, ned i slugter, gennem frodige dale og ind i beboede områder.
Det anslås at 40-60.000 mennesker måtte forlade deres hjem. „Det lignede en spøgelsesby her, da alle var taget af sted,“ siger Leon Crooks fra Pine Valley, en by i et skovområde omkring firs kilometer øst for San Diego. „Sheriffens folk patruljerede meget omhyggeligt for at forhindre plyndring.“
En skypumpeformet ildkegle fortærede et hus, delte sig så i to grene, hvoraf den ene gik gennem det lille skovstykke der lå op til Crooks hus. Ilden brændte langs gærdet i mindre end en meters afstand fra huset, uden så meget som at svide malingen. Crook kunne udpege flere træer som var blevet brændt på den ene side mens den anden var forblevet grøn — afhængigt af de lunefulde vindstød.
I Alpine, halvtreds kilometer øst for San Diego, måtte Clarence Engebretson forlade sit hus to gange. Første gang passerede ilden i en afstand af knap fem hundrede meter fra huset. Om den anden gang de måtte rømme, fortæller hans hustru: „Vinden var så kraftig at man måtte støtte sig til noget for at kunne gå. Det var utroligt så hurtigt det kom. Det mindede om den måde hvorpå ilden brænder langs en dynamitlunte. Vi samlede blot dyrene og børnene, kom i bilerne og kørte af sted.“ Da de vendte tilbage regnede de med at finde deres hjem fuldstændig nedbrændt. Men vinden havde drevet ilden gennem den tilstødende mark, og deres hus var gået fuldstændig fri.
Albert Davis i La Cresta, omkring elleve kilometer vest for Alpine, fortæller at han vågnede søndag morgen ved femtiden. „Vi kunne se at ilden rasede i Alpine derovre,“ siger han og peger over mod den anden side af dalen, „hele vejen rundt så langt man kan se.“ Harbison Canyon ligger mellem La Cresta og Alpine. Her skulle ilden anrette særlig stor skade. „Da vi tog af sted om søndagen,“ siger hans hustru, „så vi vinden blæse ilden ned i dalen. Store, brændende træstykker blev blæst ud over skrænten og faldt ned i dalen.“ I løbet af eftermiddagen blev cirka firs huse på stedet enten ødelagt eller svært beskadiget.
Derpå blev ilden fejet op ad skråningen til La Cresta, et område hvor husenes værdi ligger mellem 225.000 og 300.000 kroner. „Netop her lå der flere huse,“ siger Davis og peger. Noget af skorstenene står tilbage. I en have står metalstativet til børnenes gynge. En journalist har talt fyrre huse i La Cresta som var mere eller mindre ødelagt.
Ilden hjemsøgte på må og få både rige og fattige. Nogle huse brændte ned til grunden og andre gik helt fri.
„Man tænker ikke rigtigt på en ildebrand før den er lige over hovedet på en,“ siger Joseph Taschetti fra El Cajon, blot niogtyve kilometer øst for San Diego. Han var taget hen for at hjælpe en ven hvis hus var i fare. „Ilden bevægede sig i frygtindgydende spring,“ fortæller han. „Den sprang måske tredive meter, satte noget i brand og sprang igen. Biler eksploderede. Huse brændte ned til grunden.“ Bruce Jenson siger: „Ingen kunne på nogen måde løbe fra ilden hvis han var lige foran den. Man måtte simpelt hen være et sted som ilden gik uden om, sådan som vi var.“
Da San Diego-branden omsider var under kontrol onsdag klokken atten, havde den raseret 750 kvadratkilometer og ødelagt mindst 250 huse.
Hvordan kan sådanne brande opstå?
Hvordan opstår så forfærdelige brande, og hvorfor kan man ikke holde dem under kontrol?
Sydcalifornien er en tør egn. Græs, buske og små træer er vandholdige om vinteren, men i løbet af de lange sommermåneder antager denne vegetation en mere og mere brun farve. Tørre og olieholdige venter planterne blot på en tilfældig gnist, som straks vil få dem til at stå i lys lue. Faren er så stor at man langs landevejene i særlig udsatte områder har opsat store skilte som fortæller at rygning er forbudt.
En anden faktor er vinden. Med mellemrum presses varme, tørre ørkenvinde ned gennem dalene fra et højtryksområde over ørkenerne inde i landet til et lavtryksområde over Stillehavet. De kaldes lokalt for Santa Ana-vinde, og de mangedobler faren for brande. Katastrofen sidste år var fremkaldt af de værste Santa Ana-vinde man har været ude for i nyere tid. Vindene kom meget tidligt i forhold til årstiden, var usædvanligt kraftige, og var næsten blottet for fugtighed. De mindste gnister kunne betyde ulykke for alt i vindens retning.
„Ildstorme“
Under sådanne forhold udvikles forfærdelige „ildstorme“. Brandmænd taler om temperaturer på over tusind grader celsius. Den varme luft stiger så hurtigt til vejrs at luft suges til fra alle retninger. Hvirvlende flammer springer tyve til tredive meter i vejret og sender gnister en kilometer op i luften.
Brandene kommer ud af kontrol i utilgængelige bjergområder, hvorpå de blæser ødelæggelse ind over periferien af beboede områder. Folk bliver alligevel ved med at bo i de farlige distrikter. Der er bedre luft på bjergskråningerne, der er en dejlig udsigt, og folk kan bevare en fornemmelse af „det gamle vesten“, selv om de bor i nærheden af en storby.
Når en sådan brand løber løbsk, har brandvæsenet simpelt hen ikke udstyr nok til at beskytte hvert eneste hus. Brandmændene angriber ilden i flankerne og redder hvad de kan.
Tusinder af mænd kæmpede i dagevis. Husejere frelste deres huse med haveslanger, spande og skovle. Haver blev dænget til med vand. Plænevandere blev anbragt på hustage. Folk brugte våde tæpper til at slukke luende emmer der blev blæst ned i nærheden af deres bygninger. Husejere tog kampen op med vindstød der somme tider var kraftige nok til at rykke en bil eller vælte en mand omkuld. Når de tabte slaget, så de deres hjem forsvinde i et ti meter højt bål.
Vand og kemikalier blev kastet ned fra luften. B-17 bombefly som var femogtyve år gamle, tordnede hen over husryggene i en højde af tredive meter og sprøjtede vand ud. Et særligt fly fra Canada fløj ganske lavt ud over Stillehavet og sugede vand op med slanger, således at det kunne kaste 5500 liter vand på ilden hvert sjette minut.
Brandmænd lavede brandbælter med bulldozere eller ved at afbrænde buskadser som kunne have givet næring til selve branden. Det var brandmændenes vigtigste mål at begrænse ilden. De måtte i første omgang prøve at holde ilden inden for så lille et område som muligt, i stedet for at prøve at nedkæmpe alle de brande der var ved at opstå.
Da vinden lagde sig fortsatte de trætte brandmænd med at indeslutte og slukke alle brandene. Det nye problem var oversvømmelser. De store områder der var blevet overdænget med vand og berøvet den normale vegetation, kunne blive en rædsel af jordskred og oversvømmelser. Det frygtedes at vinterregnen skulle volde lige så stor skade som selve ilden!
Hjælp fra naboer
Brandmænd kæmpede tappert. Offentlige kontorer blev oversvømmet med tilbud om hjælp. Der blev tilbudt mere hjælp end man havde mulighed for at benytte sig af. Denne hjælpsomhed var samtaleemne blandt alle. En mand hvis hus netop var nedbrændt var straks i gang med at hjælpe med at redde et andet hus der var i fare.
Tilsynsmænd for mange af Jehovas vidners menigheder undersøgte systematisk om alle i deres menighed havde et sted at være (omkring 85 procent af Pine Valley-menigheden måtte forlade deres hjem). Andre menigheder tilbød husly og sørgede for anden materiel hjælp hvor dette var tiltrængt. Ofte fandt tilsynsmændene at studielederne i de enkelte bibelstudiegrupper allerede havde taget vare på evakueringen og var ude for at hjælpe med at værne husene mod ilden.
Lloyd Harding, som er tilsynsmand for en af menighederne i Saugus, fortæller: „Noget af det der gjorde størst indtryk på os var at overalt hvor vi kom hen havde vore brødre allerede været der i deres omsorg for hinanden.“ Femogtredive til fyrre medlemmer af hans menighed var kommet ned fra det truede taffelbjerg og fik husly hos et af Jehovas vidner.
Glen Chart havde været hjemmefra. Han havde ingen anelse om at hans hus var i fare. Da han nærmede sig hjemmet så han at højen bagved var i brand og antog at hans hus også var brændt. I stedet var der omkring tyve mennesker ved huset. „Der holdt så mange af vore brødres biler omkring huset,“ fortæller han, „at vi måtte parkere i en andens indkørsel.“ Vigtige genstande var blevet taget ud af huset, og familiens kæledyr var blevet flyttet. Man var i færd med at vande huset og haven, og, som han siger, „alt var i den skønneste orden“.
Jeanne Fuchs’ hus i Malibu nedbrændte helt. Hun siger: „Alle var meget venlige. Det er kommet til udtryk på mange måder. Folk har virkelig ulejliget sig for at hjælpe — alle mulige mennesker.“
En mand spurgte i den anledning: „Hvorfor kan folk ikke være sådan når der ikke er katastrofe?“
„Gud skabte mennesket med en sådan medfølelse,“ sagde et af Jehovas vidner senere. „Mennesket er ikke et selvisk produkt af en evolution. Det er ikke et dyr, som blot lever efter princippet om at ’den bedst egnede overlever’. Derimod er mennesket Guds skabning, skabt i hans billede, og derfor stadig i stand til i nogen grad at fremvise hans guddommelige egenskaber, visdom, retfærdighed, kærlighed og magt.“ Uanset hvad mennesker har gjort for at undertrykke disse egenskaber, og hvor meget det moderne samfund grundlagt på konkurrence og materialisme, har gjort for at dræbe dem, viser det sig at disse ønskværdige egenskaber stadig er til stede!
Ateister, agnostikere, vantro og medlemmer af alle mulige religiøse retninger lægger stadig disse egenskaber for dagen når nøden er særlig stor.
Jehovas vidner er lykkelige over at vide at en sådan gudgiven medfølelse snart vil blive vist af alle mennesker, når menneskets Skaber erstatter jordens nuværende selviske system med en virkelig retfærdig ordning.