Jeg var ateist

JEG husker endnu den dag i begyndelsen af 1940rne. Jeg var kun fem år gammel. Alle børn og deres forældre i min hjemby i Midtsverige var inviteret til en søndagsskolefest. Børnene blev bedt om at bidrage til programmet med en eller anden form for religiøs underholdning, og eftersom jeg spillede trækharmonika istemte jeg en populær vals da det var min tur. Mine tilhørere var ikke særlig begejstrede. Bagefter fik jeg at vide at det var syndigt at spille den slags musik, og at jeg skulle skamme mig.

Mange gange i min tidlige barndom fik jeg at vide at det var syndigt at gøre visse ting, men ingen fortalte mig hvorfor. Således begyndte en blind frygt for Gud snarere end kærlighed at fylde mit hjerte. Denne frygt fik mig til at sky al religion, skønt religionsundervisningen var en fremtrædende del af den almindelige undervisning. I mine første skoleår var de såkaldte bibeltimer som vi fik, nærmest en slags eventyrtimer. Det var spændende at høre om Jesu og hans disciples mirakler, men jeg blev aldrig overbevist om at disse ting virkelig havde fundet sted.

Da jeg blev fjorten år skulle jeg konfirmeres. Det var min første nære kontakt med en statskirkepræst. Den eneste erindring jeg har om ham er at han var irritabel, nervøs og kæderyger. Konfirmationsforberedelsen virkede mere som et rent rutinespørgsmål end en lejlighed til at styrke troen på Gud og Bibelen. På konfirmationsdagen var jeg langt mere begejstret over at blive ejer af et fotografiapparat og et nyt sæt tøj end over at gå til alters.

Min tro på Gud smuldrer bort

De følgende år på et gymnasium styrkede ikke min tro på Gud. Det var en præst der gav religionsundervisning, og han bekendte åbent at der var visse dele af Bibelen, deriblandt skabelsesberetningen, som han ikke troede på. Han sagde at Bibelen er skrevet af mennesker og at den derfor skal læses med en kritisk indstilling, som man ville læse en hvilken som helst anden bog. Jeg fandt at udviklingsteorien som vi lærte om i biologitimerne, var et acceptabelt alternativ til Bibelens skabelsesberetning. Under studiet af vor tids historie lærte jeg om de „kristne“ nationers bestræbelser for at ødelægge hinanden. Disse ting påvirkede mig i retning af en ateistisk holdning.

Senere blev jeg endnu mere påvirket i samme retning. Efter eksamen fra gymnasiet blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Feltpræsten forklarede at krig var et nødvendigt onde. Han erklærede at en soldat var en Guds tjener, for Jesus sagde at ’de der greb til sværdet, skulle omkomme ved sværdet’, og der måtte være nogen til at svinge det andet sværd. Han betonede at krig var indstiftet af Gud som et middel til at virkeliggøre den sande religion. Jeg tænkte: Hvis kristendommen ikke er bedre end det, så kan jeg klare mig uden!

Den dreng der havde haft en skuffende erfaring i søndagsskolen voksede således op til at blive en ung mand der var helt overbevist om at religion er et bedrageri, og at moderne videnskab gør Gud helt overflødig. Jeg havde erfaret det samme som mange andre og reagerede omtrent på samme måde som de. Jeg løftede pegefingeren og spurgte: „Hvordan kan der være en almægtig, altfavnende Gud deroppe, når vi har så megen korruption og ondskab hernede?“ For mig var der kun ét svar på det spørgsmål: Der er ingen Gud!

Ægteskab og livssyn

Dette materialistiske syn prægede naturligvis min måde at leve på. Jeg giftede mig med en pige med omtrent samme indstilling. Eftersom vejen fra moders liv til graven er så kort, ræsonnerede vi: „Lad os få så meget som muligt ud af livet mens vi endnu er unge og stærke!“

Vi betragtede ikke ægteskabet som noget særlig højtideligt. Vi mente at moral måtte være en privat sag. Vi kunne godt more os sammen, men også hver for sig når som helst vi syntes. Vi mente vi var virkelig frie. Hele vort syn på livet var materialistisk, og selv mit erhverv var materialistisk betonet. Jeg var systemanalytiker ved en datacentral i Stockholm. Vi assisterede store selskaber med at planlægge finansielle fremstød.

En uventet gæst

Så en forårsdag i 1963 ringede det på døren. Jeg lukkede op. En nydeligt klædt ung mand præsenterede sig beskedent som en ordets forkynder, et af Jehovas vidner, der aflagde besøg for at fremme troen på Gud. Min første tanke var: „Stakkels fanatiker, du er kommet til det forkerte sted.“ Men der var noget ved ham der afholdt mig fra at lukke døren. Han så ikke ud som en fanatiker. Han forekom så normal, så naturlig, så afslappet. „Det er i orden,“ tænkte jeg, „lad mig i det mindste vise denne stakkels fyr at han har fået fat i den forkerte ende.“

Så lod jeg ham komme indenfor. Mens min kone lyttede i soveværelset begyndte jeg at lufte min indignation vedrørende Gud og religion. „Hvordan er det muligt at tro på Gud når videnskabelig forskning og logisk tænkning ikke kan bekræfte at han eksisterer?“ spurgte jeg. Den tro jeg havde set inden for religion havde i de fleste tilfælde været en hysterisk, hyklerisk eller fornuftstridig tro. Jeg viste ham at kristendommen måtte være slået fejl, for den havde lige så lidt som de hedenske religioner været i stand til at standse korruption, krig og vold.

Jeg fortsatte på denne måde temmelig længe, og da jeg mente han havde fået nok til at betragte mig som „et håbløst tilfælde“ og til at foretrække at gå, nikkede han blot roligt. Han sagde at han godt kunne forstå mig og at min opfattelse deltes af mange mennesker nutildags. Det tog noget af brodden af min argumentation, og det var tydeligt at det ikke var første gang han var løbet ind i en diskussion af den slags. Med en blanding af nysgerrighed og skepsis lod jeg ham derfor tale.

Kristenheden ikke det samme som kristendommen

Han sagde til mig at vi først måtte skelne mellem sand og falsk tilbedelse før vi kunne bedømme sagen. Selv om den såkaldte kristendom viste sig at være falsk og upålidelig, sagde han, betød det ikke at der ingen sand og pålidelig kristendom fandtes. „Der er stor forskel mellem kristenheden og kristendommen,“ sagde han. „Kristendommen kan ikke lastes for hvad kristenheden siger eller gør.“

Idet han pegede på forskellen mellem kristenheden og sand kristendom, bemærkede han: „Det er sandt at kristenheden har undertrykt folk, men det har kristendommen ikke. Kristenheden har ført krige, men det har kristendommen ikke. Kristenheden har svigtet med hensyn til at standse det moralske sammenbrud, men det har kristendommen ikke. Bibelen støtter ikke kristenheden. Tværtimod fordømmer den profetisk kristenheden.

Se blot hvordan kristenheden har misbrugt bønnen Fadervor,“ fortsatte han. „Den har bedt: ’Vor Fader, du som er i Himlene!’ men har ikke praktiseret broderskab på tværs af racerne. Den har bedt om at Guds navn må blive helliget, men den har end ikke anerkendt at Gud har et navn. Den har bedt om at Guds rige må komme, men har patriotisk støttet sine egne riger. Den har bedt om at Guds vilje må ske på jorden som i himmelen, men har søgt at føre sin egen verdslige politik. Den har bedt om det daglige brød, men hvor villig har den været til at dele sin overflod af ’brød’ med mennesker der sulter? Den har bedt Gud om tilgivelse for sin skyld og sine synder, men hvor villig har den været til at tilgive og glemme i sine egne konflikter med andre?“

Jeg lagde mærke til at denne unge mand bestemt ikke glattede ud eller bortforklarede, lukkede øjnene for kendsgerningerne eller fordrejede tingene — som de fleste andre religiøse mennesker jeg havde drøftet denne sag med. Jeg måtte ærlig talt erklære mig enig med ham på disse punkter, da de så udmærket svarede til hvad jeg selv havde erfaret. Men helt let havde jeg dog ikke ved at blive troende. Blot det at kristenheden havde svigtet beviste ingenting om Guds eksistens. Derfor stillede jeg spørgsmålet: „Hvordan er det muligt for det moderne menneske at tro på Gud når videnskabelig forskning og logisk tænkning ikke kan bekræfte hans eksistens?“

„Det spørgsmål kunne jeg lide at drøfte med Dem i næste uge,“ sagde han.

Hans andet besøg

Jeg havde næsten glemt det hele da han kom på besøg igen. Drøftelsen begyndte, mens min hustru igen lyttede fra soveværelset. Fra begyndelsen erklærede jeg min tro på udviklingslæren, og jeg mente at jeg havde hele den videnskabelige verden i ryggen. Imidlertid syntes det som om han havde overvejet dette grundigt, for han sagde at der var visse ting man måtte gøre sig klart med hensyn til videnskaben.

„På den ene side,“ sagde han, „er der den videnskab som opdager, iagttager og beskriver kendsgerninger om naturen. En sådan videnskab kommer ikke på nogen måde i strid med troen på Gud som skaberværkets store Ophav. På den anden side er der den såkaldte videnskab, den som fortolker og prøver at forklare tingenes oprindelse ved hjælp af hypoteser og teorier. En sådan videnskab fornægter ofte et guddommeligt Ophav. En sand kristen tror på eksakt videnskab, der opdager, iagttager og beskriver kendsgerninger; men han kan ikke uden videre tage en hypotese eller en teori for gode varer, endsige bygge sit livssyn på den.“

Jeg måtte indrømme at jeg ikke havde betragtet udviklingslæren blot som en teori, hvad den naturligvis er. Men jeg mente stadig at den måtte være en temmelig sandsynlig teori, og det lod jeg ham forstå.

Tilfældighed eller skabelse

Den unge mand fik mig så til at indrømme at hvis man udelukker at der er et intelligent Ophav bag skaberværket, må man stole på tilfældet som den ledende faktor i skabelsesprocessen. „Hvor sandsynligt er tilfældet?“ spurgte han.

„Ja, der findes noget som kaldes sandsynlighedsberegning der kan løse dette problem,“ svarede jeg og følte mig mere på hjemmebane.

„Ja, og lad os tage et eksempel på en sådan kalkulation,“ sagde han. Han tog et tidsskrift op af sin mappe og læste om en videnskabsmand der beregnede sandsynligheden for at et enkelt proteinmolekyle (et af de livsnødvendige molekyler) ville opstå ved et tilfælde. Som fremholdt i Human Destiny (Menneskets Bestemmelse) måtte der gå henved 10²⁴³ [1 efterfulgt af 243 nuller] milliarder år for at det kunne ske! Da videnskabsmændene anslår jordens alder til kun nogle få milliarder år, ville der ikke have været tid nok til at det kunne ske!

Han gjorde en pause for at det rigtig kunne gøre indtryk og læste så endnu en udtalelse af den samme videnskabsmand: „Ét molekyle er ikke til nogen nytte. Vi har brug for hundrede millioner identiske molekyler. . . . Hvis sandsynligheden for den levende celles opdukken skulle udtrykkes matematisk, så ville de foregående tal ikke slå til.“

„Hvis det forholder sig sådan,“ sagde jeg, „hvordan vil De så forklare at så mange videnskabsmænd tror på udviklingslæren?“

„De bruger sandelig det rette ord når De siger at de tror på den, for de kan ikke bevise den,“ svarede han.

„Men deres tro må være bedre underbygget end jeres tro på Gud,“ protesterede jeg.

„Forestil Dem,“ sagde han, „at den dygtigste videnskabsmand i verden kunne håndtere molekyler ligesom en murer håndterer sten, og at han blot havde en dynge proteinmolekyler at arbejde med. Tror De at han kunne bygge en celle af hundrede millioner sådanne molekyler? Kunne han få den til at leve, vokse, forplante sig og efterlade sit afkom sine egne og kun sine egne karakteristiske egenskaber? De ved at det kunne han ikke.

Men ifølge den ateistiske tro, så indtraf det som de dygtigste og mest intelligente mennesker ikke kan udrette, ved en ren og skær tilfældighed. Hvor godt er en sådan tro underbygget? Den eneste konklusion er at de der tror på dette, må have et meget stærkt ønske om at tro det, og om at nægte at tro noget som helst andet.“

Mennesket — underfuldt skabt

Vore drøftelser fortsatte uge efter uge. Jeg kan endnu huske da vi talte om hvor vidunderligt mennesket er skabt. Det gav sandelig stof til eftertanke at betragte menneskelegemet med dets milliarder af levende celler, bygget på en så fantastisk måde at alle dele kan samarbejde harmonisk. Og tænk så på dets evne til at elske, glæde sig, tænke, opdage, huske, formere sig, og udtrykke sine inderste tanker og følelser ved hjælp af det talte og skrevne ord, smil og tårer, sang og musik, samt ved spontane eller omhyggeligt planlagte handlinger!

Denne drøftelse fik mig til at indse hvilken uhyre kløft der er mellem de ubevidste og de bevidste livsformer, for ikke at tale om forskellen mellem et proteinmolekyle og et menneske. Det fremkaldte til sidst i mig et ønske om at have nogen at beundre og takke for alt dette, en der er hævet over det vi lige kan se omkring os.

En ændret livsvej

Efter nogen tids forløb gik jeg ind på at studere Bibelen sammen med forkynderen. Dette åbnede nye perspektiver vedrørende beviserne for Guds eksistens. Bibelens historiske nøjagtighed, dens harmoni, dens ophøjede stil, opfyldelsen af dens profetier og Guds hensigt vedrørende mennesket og jorden — alt dette gjorde et dybt indtryk på mig efterhånden som tiden gik.

Min hustru, der så ofte havde lyttet i soveværelset, begyndte snart at deltage i studiet. Efter nogle få måneders forløb begyndte vi at overvære møderne i Jehovas vidners rigssal. Med tiden overværede vi også et af deres stævner. Her mødte vi en gruppe kristne der udgjorde en stor familie fra mange nationaliteter, af alle aldersklasser, med forskellige erhverv og fra forskellige miljøer, men fri for splittelse og fjendskab. Den tro og det arbejde de har forener dem i et fællesskab som vi næppe kunne have drømt om.

Vi begyndte at finde en ny mening med livet, og det fik større værdi for os. Et vidunderligt fremtidsperspektiv åbnede sig. Vor nyfundne tro gjorde os afhængige af Gud i stedet for af os selv. Denne afhængighed blev et korrektiv i vort liv, en virkelig velsignelse. Det har hjulpet os til at blive åndeligt rene, og som følge heraf også fysisk rene. Vort ægteskab er blevet mere stabilt, mere betydningsfuldt for os. Vi har fået fuld tillid til hinanden, og føler os nu meget bedre egnet til at opdrage vores lille søn. Efter at vi har forandret vores tankegang og indviet os til Jehova Gud, føler vi at vi står Gud nær og at han virkelig er til.

Dette er ikke sentimental ønsketænkning, bygget på en tro der er hysterisk, hyklerisk eller fornuftstridig. Det er virkelighed, bygget på en ligevægtig, ægte og velbegrundet tro på Gud. Det er grunden til at jeg kan sige: Jeg var ateist, men jeg bliver det aldrig igen. — Indsendt.

„I skal opgive jeres tidligere levned og aflægge det gamle menneske, som fordærves ved sine bedrageriske lyster, og fornyes i jeres sinds ånd og iføre jer det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til.“ — Ef. 4:22-24.

[Ramme på side 5]

Kristenheden har —

● Undertrykt folk og ført krig.

● Ikke kunnet standse sit eget moralske sammenbrud.

● Ikke praktiseret broderskab på tværs af racerne.

● Bedt om Guds riges komme, og om at hans vilje må ske, men været talsmand for sin egen verdslige politik.

Beviser dette at kristendommen har svigtet? Nej! Kristenheden og kristendommen er ikke det samme.

[Illustration på side 6]

Hvor „sandsynligt“ er det at et enkelt proteinmolekyle skulle opstå ved et tilfælde? En videnskabsmand har anslået at det vil tage 10²⁴³ (1 efterfulgt af 243 nuller) milliarder år for at det kunne ske. Så længe har jorden ikke eksisteret