Kan vi mennesker løse problemet?

ÉN TING er at vide hvad problemet er og hvordan det er opstået. At løse problemet er noget helt andet.

Kan det lade sig gøre? Vi ved at et sår hos et sundt menneske kan heles hvis det bliver plejet rigtigt. Således kan jorden også hele sine sår hvis den får den rette pleje.

Mennesket må imidlertid arbejde i harmoni med de naturlove der allerede gælder for jorden. Disse love vil ikke ændre sig. Det er mennesket der må ændre sig. Der findes overhovedet ikke noget andet valg.

Er der nogen udsigt til at mennesket selv vil sørge for at komme i harmoni med jorden igen?

Udsigterne

Nogle få vandløb og en sø hist og her er blevet reddet, og luften over nogle få byer renset — det er alt hvad mennesket har opnået i retning af at standse denne katastrofale tendens. Men hvordan ser situationen ud i sin helhed?

Hvis vi tager et realistisk overblik over situationen finder vi ikke ret megen grund til optimisme. Se for eksempel på hvad der er sket med byen New York. I 1955 profeterede byens luftforureningsinspektør: „Om 10 år vil vores by være et godt sted at trække vejret i.“ En forsker kom med denne forudsigelse: „I 1965 vil en mand der krydser 42. gade kunne indånde en luft der er lige så ren som i et schweizisk bjergpas.“

Folk der bor i New York i dag ville kalde den slags forudsigelser for tåbelige. Luften i New York er så stærkt forurenet at den for det meste må kaldes enten ’utilfredsstillende’ eller ’usund’. De optimistiske forudsigelser var ikke baseret på realiteter.

James Skehan, en af lederne af Boston College, gav en mere realistisk bedømmelse: „Det vil være næsten lige så vanskeligt at få jordens forureningsniveau ned på det acceptable, som det ville være at standse alle de krige der nogen sinde har været eller vil komme.“ Har mennesker kunnet standse krig? Nej. I 1969 beregnede det norske Videnskabernes Akademi at verden siden år 3600 f.v.t. kun har oplevet 292 år med fred og at der har været 14.531 krige hvori hundreder af millioner af mennesker er blevet dræbt. Og i vort århundrede har vi haft de værste af alle krige.

Kan problemet løses ved lov?

Kan nye love eller bedre håndhævelse af lovene dæmme op for forureningsbølgen? Det kan uden tvivl hjælpe. Men i slutningen af 1970 bemærkede U.S. News & World Report at luft- og vandforureningen i U.S.A. blev forøget „på trods af strammere regler og betydelige udgifter for staten og industrien“.

I U.S.A. er der blevet vedtaget en ny, stærkt omtalt lov om automobiler. Efter den 1. januar 1975 skal indholdet af kulilte og kulbrinter i udstødningsgassen fra alle nye biler være mindst 90 procent mindre end tilfældet er med 1970-modellerne. Efter den 1. januar 1976 skal også kvælstofilterne være reduceret med mindst 90 procent.

Dette er naturligvis opmuntrende, men bemærk hvad Russell E. Train, der er præsidentens rådgiver i miljøanliggender, siger: „Vi regner med at forureningskurven for biludstødningsgas vil gå nedad til omkring år 1985. Derefter vil den blotte stigning i antal biler få kurven til at gå op igen, og det selv om vi regner med den mest forureningsfri forbrændingsmotor som vi i øjeblikket kan forudse.“

Kan materialerne bruges igen?

En fornuftig metode til at begrænse forureningen af jorden er at benytte forskellige materialer igen i stedet for at kassere dem.

For tiden bliver mindre end 10 procent af alle tekstiler og alt gummi og glas i De forenede Stater brugt igen. Kun 20 procent af alt papir og zink, 30 procent af alt aluminium og omtrent halvdelen af alt kobber, bly og jern benyttes igen. Størstedelen af den stigende produktion af alle disse ting kommer derfor fra nye kilder, altså ny bomuld, nyt træ og ny malm.

Hvorfor benytter man ikke flere af materialerne igen? Et firma der tager sig af at sortere affald og sælge materialerne kan fortælle os en af årsagerne. Angående firmaets ejer skriver The Wall Street Journal: „Han mister 2 dollars på hvert ton affald han tager sig af, fordi de fleste af de materialer han bjærger ikke kan sælges.“ Et eksempel: af 1200 tons papir som han omdannede til genanvendelse kunne han kun sælge 200 tons. Ingen ville have resten.

Vil folk gå med til det?

Uanset hvilke løsninger man foreslår, så hviler de alle på én grundlæggende betingelse: hvis de skal lykkes må et overvældende flertal af befolkningen gå ind for dem. Er det sandsynligt at man vil kunne opnå det?

Bladet Audubon beretter at en sodavandsfabrik sendte 600.000 kasser med flasker der skulle tilbageleveres, ud på markedet i New York. Der ville blive givet kontant betaling for hver tilbageleveret flaske. Men efter seks måneder var alle flaskerne kastet bort. Newyorkerne havde givet afkald på 5.400.000 kroner i pant! De gad ikke have besvær med at tilbagelevere flaskerne.

For at undgå luftforurening fra alt for mange biler i byerne har man foreslået at der skulle sørges for hurtig og hyppig kollektiv transport i byerne, for eksempel hurtige tog der kunne transportere folk til og fra arbejdspladsen sådan at biler ikke blev nødvendige. Men herom siger Mitchell Gordon i sin bog Sick Cities: „En nyere undersøgelse blandt de rejsende i Chicagos nærtrafik har vist at kun 18 procent af dem ville give afkald på bilen, selv om man gjorde den kollektive transport gratis.“ Han siger også: „Halvdelen af dem ville alligevel ikke tage turen med et offentligt transportmiddel selv om de fik udbetalt 35 cents [2,60 kroner] hver gang de steg ind.“

Men mon ikke folk vil samarbejde ved i det mindste at lade være med at henkaste affald de steder hvor det er forbudt? Ted Keatley fra staten New Yorks fiskeri- og jagtorganisation siger træt: „Jeg kender intet som helst der kan standse skovsvinet. Den sidste mulighed er at appellere til hans selvrespekt, men i den retning har jeg vist heller ikke meget håb.“

Det er tydeligt at der må en ændring af folks indstilling til. Det vil også kræve store afsavn at standse forureningen nu. Den danske kulturminister, K. Helveg Petersen, sagde herom i en tale, som gengivet i Berlingske Tidende den 5. juni i år: „Spørgsmålet er, om vi vil give afkald på de fordele, der på kortere sigt knytter sig til, at vi lader hånt om forureningshensyn. Jeg tænker på den reducerede indkomst, der vil knytte sig til, at vi for alvor sætter ind på bekæmpelse af forureningen. Det drejer sig om store beløb. De kan ikke skaffes, uden at det rammer levestandarden og vore muligheder for øjeblikkeligt at skaffe os flere og flere goder.“

Selv om der tales meget om at standse forureningen er det store flertal mere opsat på at forfølge deres egne selviske mål. De ønsker ikke at opgive nogen af deres fordele til gavn for andre.

Mens man taler og taler vokser problemet efterhånden som industrialiseringen skrider fremad og jordens befolkning ’eksploderer’. Og de der har fingeren på pulsen indrømmer at de ikke kender nogen løsning! Eksperter fra Hawaiis sundhedsministerium siger: „Der er ingen nemme løsninger i sigte. . . . i øjeblikket eksisterer der ingen acceptable alternativer.“

Hvad kræves der?

Hvis vi mennesker skulle løse problemet ville det kræve at vi for en stor del afskaffede nutidens industrielle levevis. Det ville betyde at vi for altid måtte sætte en stopper for yderligere industrialisering.

Er det sandsynligt at det vil ske? Vil alle mennesker samarbejde om at give afkald på en stor portion af de bekvemmeligheder, varer, penge og fornøjelser som man kan nyde i et industrisamfund, for til gengæld at få renset luften, vandet og jorden? Har menneskeheden nogen sinde samarbejdet om at fjerne krig, fordom, forbrydelser, fattigdom og sult fra jorden? Er alle holdt op med at ryge cigaretter eller med at sælge dem og producere tobak til dem, da man nu ved at de virker dræbende? Er al utugt ophørt fordi kønssygdommene vinder frem?

Alt dette taget i betragtning — tror De så oprigtig talt at industrierne, regeringerne og den jævne borger pludselig vil skifte mening og standse den industrielle livsform? Forureningseksperten dr. Rene Dubos siger: „Efter min mening er der ingen chance for at løse forureningsproblemet — eller de andre trusler mod menneskelivet — hvis vi går ind for den tanke at teknikken skal regere over vores fremtid.“

Eksperterne står tydeligvis over for noget de ikke kan klare. Hvad er det egentlig der er brug for? Bladet Let’s Live for marts 1970 foreslår: „Det ser ud til at der skal et salomonisk geni til at løse alle vor tids forureningsproblemer.“

Findes dette geni eller denne visdom? Hvem kan give løsningen?