„Dit ord er sandhed“
„[Lykkelige] er de, som stifter fred“
BLOT klangen af ordet „fred“ er en vellyd for øret, beroligende for hjerte og sind. Og det samme er tilfældet hvad enten det er peace på engelsk, paix på fransk, paz på spansk, Frieden på tysk, eire’ne på græsk eller shalom på hebraisk. Da Jesus udsendte de halvfjerds evangelister lærte han dem at sige: „Fred være med dette hus!“ Det er en orientalsk skik at man hilser på hinanden ved at ønske fred. Selv i dag, når man ringer til den israelske ambassade i New York, er „good morning“ ikke de første ord man hører, men derimod „shalom“, „fred“. — Luk. 10:5.
Derfor var det kun naturligt at Jesus i sine saligprisninger eller erklæringer om hvem der kan kaldes lykkelige, også nævnte de fredsommelige, det vil sige dem som arbejder for fred. Han sagde: „[Lykkelige] er de, som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn.“ — Matt. 5:9.
Eftersom de der stifter fred vil få den belønning at kaldes „Guds børn“, er det en selvfølge at deres Fader, Jehova Gud, også må være fredsstifter. Men han er ikke kun en fredsstifter, han er Fredsstifteren! De der kun tror lidt på Guds ord og mangler forståelse af det, er tilbøjelige til at omtale Jehova som en krigsgud. Men for Jehova er krig en undtagelse, et udtryk for hans vrede. Vrede er ikke en af hans dominerende egenskaber; det er derimod kærlighed. Hans vrede varer kun „et øjeblik“, hans nåde varer „livet igennem“. — Sl. 30:6.
Jehova Gud benytter kun krig for at få udryddet fredsforstyrrerne så at freden kan råde i hans univers. Derfor læser vi: „Han gør ende på krig til jordens grænser, han splintrer buen, sønderbryder spydene, skjoldene tænder han i brand.“ (Sl. 46:10) Det er grunden til at han bliver kaldt „fredens Gud“. Eftersom han også benævnes „den salige [lykkelige, New World Translation] Gud“ er han, fremfor alle andre, den lykkelige Fredsstifter. — Rom. 15:33; Fil. 4:9; 1 Tess. 5:23; 1 Tim. 1:11.
Når Jehova Gud er den store Fredsstifter må det forventes at hans enbårne søn, Jesus Kristus, som sagde at han kun gør det han ser Faderen gøre, også er en fredsstifter. (Joh. 5:19) Og således erfarer vi at det forholder sig. Han kaldes ved titler som „Fredsfyrste“ og „fredens Herre“. (Es. 9:6; 2 Tess. 3:16) Angående hans styre læser vi at „stort bliver herredømmet, endeløs freden“. Når han har uindskrænket magt over jorden vil der råde dyb fred „til månen forgår“. Da han kaldes „den salige [lykkelige] og eneste hersker“, er også han en lykkelig fredsstifter. — Es. 9:7; Sl. 72:7; 1 Tim. 6:15.
Iblandt såkaldte kristne findes der i dag nogle som gerne vil være fredsstiftere, som for eksempel de der tilhører „Den kristne Fredskonference“. Den er dannet af religiøse mennesker på begge sider af jerntæppet. Dog erklærer medlemmer som bor i den vestlige verden at det vil være for meget forlangt at deres bestræbelser skal få indflydelse på verdensfreden. De prøver først og fremmest at holde forbindelsen ved lige mellem trosfæller på begge sider af jerntæppet. Selv med dette beskedne mål har de ringe held, for de har vanskeligt ved at holde fred indbyrdes! — The Christian Century, 10. juni og 11. november 1970.
Hvordan kan Kristi sande disciple blive fredsstiftere? Ikke ved at blande sig i politik eller fremme menneskers politiske planer, for Jesus sagde at hans disciple ikke skulle være en del af verden. (Joh. 17:14) Snarere bliver de fredsstiftere ved allerførst at søge fred med Gud, den vigtigste fred. De opnår denne fred med Gud ved at tro på Kristi offer, indvi sig til at gøre Guds vilje og følge i Jesu fodspor, og så symbolisere denne indvielse ved vanddåben. Sagen er at Jesus kom til jorden netop i den hensigt at sætte menneskeheden i stand til at opnå et fredeligt forhold til Gud. Som vi læser: „Han kom og forkyndte fred for jer, som var langt borte, og fred for dem, som var nær.“ Ja, ved hjælp af Jesus Kristus tilbyder Gud både jøder og hedninger fred. — Ef. 2:14-17.
Først efter at have fået et fredeligt forhold til Jehova Gud er kristne i stand til at opnå og bevare et fredeligt forhold til medkristne. Det er når Guds ånd frembringer sine frugter i deres liv at de kan adlyde befalingen: „Med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd.“ — Ef. 4:2, 3.
Disse opfylder også deres rolle som fredsstiftere ved at bringe et fredsbudskab til dem der er uden for den kristne menighed. Ligesom apostelen Paulus tjener de som „sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os; vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!“ (2 Kor. 5:20) Mere end det, de viser at de selv er fredsstiftere ved at give agt på rådet: „Hold fred med alle mennesker, så vidt det står til jer!“ (Rom. 12:18) Så længe ingen principper overtrædes for at efterkomme dette, er de villige til at strække sig langt i fredens interesse. De bestræber sig for at undgå unødvendige stridsspørgsmål, de forsøger at være taktfulde, venlige og parate til at behage andre, idet de ved at de på denne måde ikke blot vil være virkningsfulde fredsstiftere men også vil berede andre menneskers hjerte og sind til at blive forligt med Gud.
Jesus sagde at fredsstifterne er lykkelige „thi de skal kaldes Guds børn“. (Matt. 5:9) Imidlertid må man skelne mellem de forskellige betydninger af udtrykket „Guds børn“ som det bruges i Bibelen. Således læser vi at Adam var „søn af Gud“. (Luk. 3:38) Også de engle der forlod deres himmelske stade for at gifte sig med menneskedøtrene, benævnes ’gudssønner’. (1 Mos. 6:2) Og den ene gang efter den anden omtalte Jesus sig selv som „Guds Søn“. — Joh. 3:18; 5:25; 10:36.
Jesu ord i Mattæus 5:9 gælder først og fremmest de der er blevet avlet af Guds hellige ånd og derfor har håb om at blive Guds åndelige børn i himlene. Om disse fredsstiftere er der skrevet: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger.“ (Rom. 8:16, 17) Disse vil blive strålende åndelige gudssønner der vil få del i guddommelig natur, besidde uforkrænkelige legemer og eje udødelighed.
Andre gudfrygtige fredsstiftere vil blive jordiske børn af Gud, for han vil skænke dem evigt liv. Men eftersom de også vil blive børn af „Evigheds-Faderen“, Jesus Kristus, kan de mere korrekt kaldes børn af Jesus Kristus, Fredsfyrsten, og Guds børnebørn. — Es. 9:6.
Lad derfor alle som ønsker at blive Guds børn og opnå evigt liv, enten i himlene eller i et jordisk paradis, vise sig værdige til at blive kaldt fredsstiftere!