Hvordan ser De på andres skikke?
EN ENGLÆNDER og en afrikaner gik engang ind på en fin restaurant i London for at spise til middag. Da afrikaneren begyndte at spise med fingrene skød direktørens øjne lyn. „All right,“ sagde han til englænderen, „jeg må bede Dem forlade stedet her — og tag Deres ven med Dem.“ „Hvorfor lærer de ikke at spise ordentligt?“ fnyste en dame.
De to rejste sig og forlod restauranten mens alles øjne fulgte dem. Hvad havde de gjort forkert? Havde de ikke været høflige eller pænt påklædt? Jo, men der var det med fingrene! Det anses ikke for fint at spise med fingrene.
Ofte tænker folk ikke over hvor besynderlige og anstødelige deres skikke kan være for folk fra et andet miljø. Det så man for få år siden da en besøgende fra Canada var i audiens hos en afrikansk høvding i Ghana.
Canadieren gestikulerede frit med venstre hånd. Han brugte også venstre hånd da han præsenterede en bog for høvdingen. De ældste i stammen var chokerede. På deres eget sprog bad de høvdingen belære denne fremmede om hvad der var passende opførsel.
Ser De, i Ghana mener man at den venstre hånd er uren; det skyldes at man bruger venstre hånd når man går på toilettet. Så når man giver eller modtager noget, eller når man spiser, bruger man højre hånd. Selv om man vasker begge hænder lige grundigt føler ghaneseren dog stadig at den venstre hånd er uren.
Folks skikke kan være meget forskellige, alt efter uddannelse og miljø. Synes De at Deres skikke er bedre end andres? Eller mener De at andre menneskers sædvaner og måde at gøre tingene på kan have visse fordele? Lad os for at få disse spørgsmål belyst betragte nogle forskellige folkeskikke.
Når man giver gaver
Lad os for eksempel se på de skikke der er forbundet med at give gaver. Europæeren og amerikaneren prøver gerne at finde en gave der svarer til modtagerens behov eller smag. Man fjerner gerne prisen fordi man ikke ønsker at gaven skal bedømmes efter dens værdi i rede penge. I Ghana betragtes en pengegave imidlertid altid som passende.
Når man tænker nærmere over det, må man så ikke indrømme at den ghanesiske skik er praktisk? Sparer den ikke en for en mængde tid og anstrengelser? Men på den anden side, varmer det ikke om hjertet at få en fin personlig gave fra en af sine venner? Begge skikke har sine fordele, ikke sandt?
Folk har også forskellige måder at modtage en gave på. En høflig amerikaner eller europæer vil normalt pakke gaven ud med umiskendelig begejstring, fortælle giveren hvor taknemmelig han er, og derefter overveje hvordan han kan gøre gengæld for at vise at venskabet er gensidigt. Men hvordan vil en ghaneser reagere hvis man giver ham en gave?
Han vil sikkert takke kort, tage gaven under armen og åbne den når han kommer hjem. Næste dag, når man måske er kommet til den slutning at han ikke rigtig værdsatte gaven, vil han komme tilbage og højtideligt udtrykke sin taknemmelighed. På en eller anden måde får denne ekstra anstrengelse hans taknemmelighed til at virke mere ægte. Ghaneseren vil heller ikke føle at han behøver at gøre gengæld — ikke straks i hvert fald. Han ønsker ikke at fratage Dem æren ved at være hans velgører.
Påklædning og gæstfrihed
En kvinde i Ghana vil sædvanligvis have benene dækket når hun er påklædt, men ikke nødvendigvis overkroppen. En moder kan udmærket tale med en gæst mens hun ammer sit barn. Inde i huset ser man måske en gammel kvinde der arbejder, kun påklædt fra livet og nedefter. Synes De at det er anstødeligt? Måske; men folk der er vokset op i et samfund hvor man går sådan klædt, finder det ikke anstødeligt.
Lad os på den anden side tænke os at en ghaneser besøger et europæisk eller amerikansk hjem. Han ser måske husmoderen gå omkring i shorts, og nogle steder ser han hende måske færdes offentligt i denne påklædning. En amerikaner ville sikkert synes at dette var i orden, mens en afrikaner ville tænke ved sig selv: „Tænk, at færdes offentligt i sit undertøj.“ Vi forstår altså at ens opdragelse har stor indflydelse på hvad man anser for passende.
Hvad ville De sige hvis en De besøgte tilbød Dem et bad? Ville de blive fornærmet og tage det som en antydning af at De lugtede grimt? Eller ville De tage imod tilbudet som et udtryk for værtens gæstfrihed? I Ghana bader man to gange om dagen, så man viser sin gæstfrihed ved at tilbyde sine gæster et bad. Hvis De besøgte et land der er så varmt som Ghana ville De sikkert indrømme at det er en udmærket skik; her er et bad virkelig forfriskende.
I Amerika hilser man som regel kort; måske udveksler man et kort „Hello“ hvorefter man giver sig i kast med det arbejde eller de adspredelser man har planlagt. I Ghana sørger man derimod for en behagelig stol til gæsten, og derefter bruger man nogle minutter til at hilse på ham og byde ham velkommen. I overensstemmelse med traditionen giver man ham også et glas vand.
Måske foretrækker De den ene skik fremfor den anden. De føler måske at en langstrakt velkomst er tidsspilde; eller De synes måske at en kort hilsen virker forhastet, ja, uhøflig. Spørgsmålet er om De kan finde Dem i andres skikke. Hvis De kan, vil De få et bedre forhold til andre mennesker.
Livsrytme og sans for detaljer
Hvis man kender livsrytmen i Ghana forstår man bedre hvorfor man bruger så lang tid til at hilse på hinanden. I et stærkt industrialiseret samfund sætter folk gerne tid af til de forskellige ting de har at gøre; de løber faktisk om kap med uret dagen igennem. Det gør ghaneserne ikke. For det meste tager de det roligt. Synes De at deres ligegyldighed med tiden må virke frustrerende? Eller indser De fordelene ved deres afslappede levemåde?
Amerikanere og europæere går meget op i detaljer. De lægger vægt på indbyggertal, nøjagtige køreplaner, farvenuancer, plantenavne og så videre. Ghaneseren, derimod, interesserer sig ikke for detaljer. Man stiller måske en ghaneser nogle spørgsmål vedrørende en afdød person. „Hvor gammel var den afdøde?“ spørger vi.
„Han var meget gammel, omkring 120 år,“ lyder svaret måske. Men det betyder blot at han var gammel. Der er i virkeligheden ingen der ved hvor gammel han var, den slags går man ikke op i her.
Man spørger måske videre: „Hvad døde han egentlig af?“
Man får det resignerende svar: „Feber,“ eller: „Det ved vi ikke.“ Og når det kommer til stykket, er det så ikke også ligegyldigt? Resultatet er det samme uanset om vi kender årsagen eller ej. Sådan ræsonnerer de fleste ghanesere i det mindste.
Familien
I Ghana udgør familien en stor klan, og den arbejder på næsten samme måde som en forening. Familiemedlemmerne lever for det meste sammen i en storfamilie der omfatter flere generationer. Dette er indbegrebet af sikkerhed, for teoretisk set har hvert familiemedlem hele gruppen bag sig; hans slægtninges antal, deres rigdom og magt står altid til hans disposition. En ghaneser præsenterer måske en slægtning for os med ordene: „Det er min broder.“ Men i virkeligheden er manden kun hans fætter.
Andre steder i verden er familierne ofte mindre og ikke så nært sammenknyttet. En europæer eller en amerikaner fortæller måske om sin familie og nævner at hans moder har det godt. Han fortæller sine ghanesiske venner at hun har sin egen lejlighed og at hun bor alene.
„Hun bor da vel ikke helt alene?“ afbryder en eller anden.
„Jovist, hun klarer sig udmærket,“ svarer man.
„Det var dog skrækkeligt! Hvor må hun dog føle sig ensom! Hvor grusomt at lade sin moder bo helt alene uden børn og børnebørn, niecer og nevøer!“ Sådan vil reaktionen være.
Man fortryder helt at man i det hele taget begyndte at tale om sin moder. Og man undgår omhyggeligt så meget som blot at nævne de alderdomshjem der er så almindelige derhjemme. Føler De ikke at den afrikanske form for familieliv og dens stærke sammenhold har sine fordele?
En amerikaner eller europæer finder sikkert at polygami er en mærkelig foreteelse. Men i Afrika er polygami en almindelig og accepteret livsform. Hvor ligefrem man er i dette spørgsmål kan illustreres med disse to almindelige vendinger: „Det er min faders hustru,“ eller: „Det er min broder; vi har samme fader men ikke samme moder.“ Det er derfor meget forståeligt at folk der lever i polygami ofte finder det svært at efterleve Bibelens vejledning om kun at have én levende hustru. (1 Tim. 3:2, 12) Der er dog mange afrikanere der efter at have lært Bibelens principper at kende er ophørt med at leve i polygami. De nærer virkelig kærlighed til Gud og stræber efter at opnå hans godkendelse.
Standsbevidsthed og brug af tjenestefolk
Ghaneserne er meget standsbevidste. Jo ældre man bliver, jo stærkere bliver ens position. Penge giver også status. Man mener at mændene står over kvinderne, og folk der har en uddannelse regnes for bedre end dem der ingen har. Familiens yngre medlemmer har ikke ret stor indflydelse selv om de måske er voksne. Hvad mener De om en sådan standsbevidsthed?
I Ghana er det let at få tjenestefolk der går for en lille løn, og det hjælper folk til at opretholde deres status. Det er almindeligt at man efterhånden ansætter en hushovmester, en rengøringskarl, en mand til at ordne haven, en chauffør og så videre, alt efter hvor velhavende man er. Næsten enhver dame som er almindelig bemidlet har en tjenestepige. Hun ansættes gerne når hun er helt ung, måske kun otte til ti år gammel. Hendes løn er kun lille, og man forventer at hun udfører meget arbejde i huset. Har De ondt af den lille tjenestepige?
Denne ordning er dog også til pigens fordel. Fruen i huset er ansvarlig for at hun får en grundlæggende uddannelse, eller at hun i det mindste lærer et håndværk, som for eksempel at sy, at sælge eller hvad nu fruen selv er beskæftiget med. Hun er en del af husstanden og man sørger for hende. Hun lærer at påtage sig et ansvar, at lave mad og tage sig af husholdningen; hun oplæres således til at blive en dygtig hustru.
Bryllupsskikke
I Ghana er det almindeligt at betale brudekøbesum. Brudekøbesummens størrelse kan variere meget, alt efter hvilken by eller stamme bruden kommer fra, hendes families status, hendes uddannelse og hvor køn hun er. Synes De at denne skik med at købe sin hustru er lovlig beregnende? Den har dog sine praktiske sider.
Beløbet vil sætte bruden i stand til at købe kogeredskaber og andre husholdningsgenstande når hun skal begynde i sit nye hjem. Det hænder at stof til kjoler indgår som en del af brudekøbesummen så at bruden kan gå ordentligt klædt efter brylluppet. Mange af medlemmerne i brudens store familie har været med til at opdrage og oplære hende; den vordende brudgom viser sin værdsættelse ved at give dem en gave. Alle disse forberedelser kræver tid, somme tider år, især hvis manden ikke er særlig velstående og derfor må betale i afdrag.
Når bryllupsdagen endelig oprinder præsenteres parret offentligt i deres fineste tøj. Nogle nære venner følger parret til deres nye hjem. De følgende dage går som oftest med at parret besøger dem der har hjulpet til med arrangementet for at takke dem for deres hjælp. Deres venner kommer også for at hilse på dem i deres nye hjem; det er især vigtigt at brudepigen hver dag aflægger dem et besøg for at se om alting er i orden.
„Det var dog skrækkeligt! Slet intet privatliv!“ Er det sådan De tænker? Det gør De måske hvis De er europæer eller amerikaner. Men i Ghana ville man blive betragtet med mistænksomhed hvis man rejste bort i sine hvedebrødsdage. Folk ville spekulere på hvad man prøvede at løbe bort fra. Hvilken skik foretrækker De?
Fødsel og børneopdragelse
Nogle mennesker betragter kammeratskab som det vigtigste i ægteskabet. Ghaneserne synes imidlertid at det vigtigste er at få børn. Ja, når en moder har sat ti børn i verden holder man en fest og kommer med et får som gave. Nu tror De vel at fåret er til kvinden på grund af de besværligheder hun ti gange har måttet gennemgå. Men nej, det er til manden fordi han har taget sig af ti børn der ifølge det gamle klansystem er med til at øge befolkningstallet i moderens klan og fremme dens prestige.
En ghaneser der besøgte New York syntes ikke om den måde man dér behandler børnene på. Han bemærkede at mange kvinder „skubbede deres barn i en kasse foran sig, mens de bar deres hund på armen“. I Ghana bærer mødrene gerne deres barn på ryggen. Det lille barn sidder trygt, moderen har hænderne fri og hendes udstyr holdes nede på et minimum. De vil uden tvivl give mig ret i at denne skik har sine fordele.
En ghaneser ville sikkert også forundres over al det legetøj amerikanere og europæere giver deres børn, og også over at børnene har deres egen tallerken, deres egen stol og endda deres eget værelse. „Er det ikke at behandle et barn som om det var voksent?“ spørger han måske.
Et afrikansk barn hører blot med til flokken. Det har ikke sit eget værelse, men deler sovemåtte med andre og er glad for at få en stol at sidde på hvis ingen voksne behøver den. Det er omgivet af en mængde slægtninge og spiser af samme skål som sine forældre og venner. Det har ikke ret meget købt legetøj, men bruger sin fantasi og opfindsomhed og laver det selv. Man elsker barnet og tager sig af det, men forkæler det ikke. Det vil uden tvivl bevare sin respekt for de voksne under opvæksten.
Det er gerne sådan at når man lærer andre folks skikke at kende, synes man først at de er mærkelige og måske endda utiltalende. Men når man underkaster dem en nærmere og mere objektiv undersøgelse, indser man ofte at de har deres fordele. Ja, til tider synes man at de er bedre end ens egne. Er De også kommet til det resultat? — Af „Vågn op!“-korrespondent i Ghana.