„Dit ord er sandhed“
Bibelens syn på rigdomme — er det selvmodsigende?
BLANDT Jehovas godkendte tjenere i fortiden var der også rige mennesker. Jehova Gud omtales ligefrem som den der ’giver israelitterne kraft til at vinde sig rigdom’. (5 Mos. 8:18) Alligevel udbrød Jesus Kristus: „Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!“ (Luk. 18:24) Er dette selvmodsigende?
Det er vigtigt at huske at Jehova Gud ikke har givet de samme anvisninger til sine tjenere i alle perioder af menneskets historie. For eksempel blev det påbudt Jeremias, i betragtning af forholdene og for at han kunne tjene som et tegn, at han ikke måtte gifte sig og stifte familie. (Jer. 16:2-4) Men ingen andre af Guds tjenere, hverken før eller efter den tid, har fået direkte befaling om at forblive ugifte. På lignende måde skal det Bibelen siger om rigdomme betragtes i lyset af Guds hensigt vedrørende sit folk.
Trofaste tjenere for Jehova Gud som patriarkerne Abraham og Job fik ikke direkte befaling om at gøre disciple. Det ser ud til at deres tid hovedsagelig har været optaget med at sørge for deres respektive familiers materielle og åndelige fornødenheder. Jehova velsignede disse sine tjeneres omhyggelige bestræbelser så de fik mange husdyr, guld og sølv og mange tjenere.
Skønt disse mænd var velhavende var de ikke materialister. De forstod at værdsætte at deres materielle velstand skyldtes Jehovas velsignelse. Da Abraham fik mulighed for at øge sin velstand ved at modtage en gave af kongen af Sodoma, sagde han: „Jeg vil ikke tage så meget som en tråd eller en sandalrem eller overhovedet noget som helst af din ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abraham rig! Jeg vil intet have.“ (1 Mos. 14:23, 24) Fordi mænd som Abraham viste den rette indstilling, havde Jehova god grund til at beskytte dem mod at blive bedraget af selviske og begærlige mænd.
Som i tilfældet med de trofaste patriarker afhang også israelitternes materielle velstand af om de bevarede et ret forhold til Jehova Gud. Det var Jehovas hensigt at Israel, hvis det var lydigt, skulle være en velstående nation. Moses sagde: „[Jehova] skal åbne dig sit rige forrådskammer, himmelen, for at give dit land regn i rette tid og for at velsigne alt, hvad du tager dig for, og du skal låne ud til mange folk, men selv skal du ikke låne.“ — 5 Mos. 28:12.
Nationens velstand ville have bragt Jehova ære, som et stærkt bevis for de omkringboende folk på at han var sit folks Velgører og at den lov han havde givet dem overgik enhver anden lov når det gjaldt at sikre alle indbyggernes lykke.
At Israels velstand fik andre folkeslag til at lovprise Jehova sås på kong Salomons tid. For eksempel havde dronningen af Saba hørt om Salomon i forbindelse med Jehova, og hun kom fra et fjernt land for at efterprøve sandfærdigheden af rygterne om hans visdom og velstand. Det hun så, fik hende til at prise Jehova. Dronningen af Saba udtalte til Salomon: „Din visdom og herlighed [velstand, New World Translation] overgår, hvad rygtet sagde mig om dig! . . . Lovet være [Jehova] din Gud, som fandt behag i dig og satte dig på Israels trone! Fordi [Jehova] elsker Israel evindelig.“ — 1 Kong. 10:1, 2, 7-9.
Nationens velstand betød selvfølgelig ikke at hver eneste indbygger var velhavende — eller at de som kun ejede lidt nødvendigvis var under guddommelig misbilligelse. Uforudsete begivenheder medførte måske at nogle blev fattige. Ulykker eller sygdom kunne midlertidigt eller for bestandig hindre et menneske i at udføre det nødvendige arbejde. Døden kunne efterlade forældreløse børn og enker. Derfor blev israelitterne opmuntret til at vise gavmildhed med deres rigdomme ved at hjælpe de fattige og syge i deres midte. — 3 Mos. 25:35; 5 Mos. 15:7, 8.
I modsætning til patriarkerne og Israels folk fik Jesu Kristi disciple den befaling at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Matt. 28:19, 20, New World Translation) At opfylde den befaling ville kræve tid og kræfter der i modsat fald kunne være brugt til verdslige sysler. Derfor kunne en der fortsatte med at holde fast ved sin rigdom og lod den hindre ham i at bruge sin tid og sine midler i fuldbyrdelsen af det kristne hverv, ikke være en af Jesu disciple med udsigt til at opnå liv i himlene. Det er grunden til at Guds søn sagde: „Hvor er det dog vanskeligt for dem, der har rigdom, at komme ind i Guds rige!“ — Luk. 18:24.
Kristi disciple skulle dog ikke bringe sig selv i trange kår og blive afhængige af andres understøttelse. Tværtimod skulle de arbejde flittigt så de var i stand til at sørge for deres familie og også „have noget at give af til den, som er i nød“. (Ef. 4:28; 1 Tess. 4:10-12; 2 Tess. 3:10-12; 1 Tim. 5:8) De skulle være tilfredse med føde og klæder og ikke stræbe efter at blive rige. Første Timoteusbrev 6:9, 10 siger: „De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse; thi kærlighed til penge er en rod til alt ondt; drevet af den er nogle faret vild fra troen og har voldt sig selv megen bitter smerte.“
Selvfølgelig betyder dette ikke at en kristen ikke kan eje rigdomme. Selv i det første århundrede var nogle velhavende kristne tilsluttet menigheden i Efesus i Lilleasien. Apostelen Paulus belærte ikke Timoteus om at han ligefrem skulle råde disse rige kristne til at skille sig af med deres materielle besiddelser men skrev: „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ (1 Tim. 6:17-19) Altså skulle disse velhavende kristne ransage deres egen indstilling og hverken lade jaget efter rigdomme eller bevarelsen af dem sluge deres tid men blive ved med at have det rette forhold til rigdommene og rundhåndet bruge dem til at hjælpe andre. Hvis de gjorde dette ville deres velstand uden tvivl ophøre med at øges, ja måske ville den med tiden mindskes. Men ’den gode grundvold for den kommende tid’ ville forblive sikker.
Det kan i sandhed fastholdes at det Bibelen siger om rigdomme altid passer til forholdene og Guds hensigt med sine tjenere. Igennem hele Skriften bliver der konsekvent lagt vægt på, ikke at eje materielle rigdomme, men at være godkendt af Jehova Gud. Hans velvilje kan man bevare ved at fortsætte med at gøre den guddommelige vilje i tro. Så Bibelens syn på rigdomme er harmonisk, ikke selvmodsigende.