Det rette syn på ros

HVEM sætter ikke pris på ros? Hvis vi er samvittighedsfulde ønsker vi at gøre tingene godt, vi anstrenger os for at gøre dem godt. Ros tilskynder os til at gøre vort bedste. Imidlertid bør en sådan ros ikke komme fra os selv, fra vore egne læber, men fra andres.

En af de vise nedskrivere af Bibelen siger i Ordsprogene 27:2: „Lad en anden rose dig, ikke din [egen] mund, en fremmed, ikke dine egne læber.“

Der er nogen der roser sig selv meget åbenlyst. De bruger ordet „jeg“ ustandselig. Men det kan også ske mere underfundigt. En omtaler for eksempel at han har købt en eller anden ting. Måske nævner han det på en selvfølgelig, henkastet måde. Men hvis det han har købt har kostet en stor sum penge, langt mere end tilhøreren må forventes at råde over, kan selve den henkastede måde hvorpå han fortæller om købet gøre tilhøreren meget imponeret. Det samme er tilfældet med mange andre ting i livet. Måske siger han det ikke i den hensigt at rose sig selv. Men hvis han opdager at han ofte gør sådan, må han være klar over at hans hjerte måske er ved at forlede ham til at ophøje sig selv.

Læg mærke til at den inspirerede skribent i Ordsprogene 27:2 siger at det er „en anden“ og „en fremmed“ der skal rose en. Dette viser os en ny side af princippet. Det får os til at tænke på det tyske mundheld: „Eigenlob stinkt, Freundes Lob hinkt, fremdes Lob klingt,“ der betyder: „Selvros stinker, vens ros hinker, fremmed ros klinger.“

Ganske vist er det ikke sikkert at dette mundheld holder stik i alle tilfælde. Men det bibelske ordsprog viser at når man roses af en man ikke er knyttet til, en der højst sandsynligt ikke føler sig tvunget til at tale godt om en, en der ikke håber at opnå noget ved at sige netop det han siger, så kan man godt føle sig sikker på at denne ros er „usmykket“, udelukkende forårsaget af at man har gjort eller sagt noget godt. Hvis man ikke anerkender værdien af dette sande ordsprog, kan det på den anden side afholde en fra at vide hvor man måske trænger til at forbedre sig.

Men der er endnu en side af sagen vi må være vågne for. Vi bør passe på at ønsket om at blive rost ikke bliver vort virkelige motiv til at gøre noget godt. Fordi den kristne apostel Paulus ikke havde ønske om personlig fordel, kunne han skrive til tessalonikerne og sige: „Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord . . . ej heller søgte vi ære hos mennesker, hverken hos jer eller hos andre.“ — 1 Tess. 2:5, 6.

Vi ønsker altså først og fremmest omhyggeligt at undgå at rose os selv. Dernæst bør vi undgå at lokke andre til at rose os. Bibelen tilskynder kristne til ikke at handle „med øjentjeneste som de, der vil tækkes mennesker, men af et oprigtigt hjerte i ærefrygt for Herren. Hvad I end har for, gør det af hjertet som for Herren og ikke for mennesker“. — Kol. 3:22, 23.

Når man har det rette syn på ros vil man også være parat til at indbefatte andre i den rosende omtale; man bør dele æren med dem der har bidraget til at det man sagde eller gjorde var vellykket. Som eksempel kan man nævne at dirigenten ved en koncert somme tider tilskynder hele orkesteret til at rejse sig for at takke for et kraftigt og vedholdende bifald. Og det er ikke mere end rimeligt. En kendt dirigent skal engang have sagt til sit orkester: ’I ved at uden jer kan jeg ikke gøre noget.’ Ærlighed og beskedenhed vil få os til at ære dem der tilkommer ære. Kristne bør ikke være som mange i denne verden der stræber efter at være ’i rampelyset’.

Selvfølgelig kan det ske at en har bidraget betydeligt til at et arbejde har fået et heldigt udfald, og dog er der ingen der har vist ham at de anerkender eller påskønner hans indsats. Dette skulle dog ikke bekymre ham, for enhver der har fortjent det vil til sin tid „få sin ros af Gud“. (1 Kor. 4:5) Således kan den hårdtarbejdende hustru som måske kun får lidt anerkendelse af andre, have den indre tilfredshed at vide hvor meget hun har bidraget til sin mands velbefindende og fremgang. Og hun kan glæde sig over at hendes handlemåde er velbehagelig for dem der står over hendes mand, nemlig Kristus Jesus og Jehova Gud. — Ordsp. 31:23, 28, 31; 1 Kor. 11:3.

I særdeleshed bør den kristne som får ros for at have klaret en eller anden opgave godt, henvise til Jehova Gud og hans søn som dem der bør roses. Gud er ’alle gode og fuldkomne gavers giver’. (Jak. 1:17) Han behøver ikke altid gøre det højt, men i sit hjerte og sind bør den kristne huske på den andel Gud har haft i alt hvad han med held har udført. Jesus gav det mest slående eksempel herpå.

Skønt han blev lovprist som Messias og Guds søn, tog han på intet tidspunkt selv æren af sit budskab eller sine gerninger. Derfor kunne Jesus ærligt sige til religiøse modstandere: „Hvis jeg ville give mig selv ære, ville min ære ikke være noget værd; men nu er det min Fader, som giver mig ære.“ — Joh. 8:54.

Det vil derfor være godt at alle kristne tjenere for Jehova Gud husker det princip apostelen Paulus fremsatte angående dette. Han understregede: „Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ Og at det er Gud der fortjener ære, viser Paulus i de samme vers, for han siger: „Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav væksten. Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst.“ Hvor er det sandt! Absolut alt afhænger af om Gud velsigner vore bestræbelser. — 1 Kor. 3:9, 6, 7.

Når vi har det rette syn på ros vil vi ikke blot vægre os ved at rose os selv, eller undgå at lokke andre til at rose os; men når vi får ros vil vi med passende beskedenhed give andre den del af æren der tilkommer dem, og fremfor alt rette prisen mod Jehova Gud, som altid har krav på den.

Værd at tænke over

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) mener at „opgivelse af cigaretrygning kunne gøre mere til at forbedre sundhedstilstanden og forlænge livet i de udviklede lande end nogen anden enkelt forholdsregel, der i øjeblikket kan tænkes at have forebyggende betydning“.