Kan et mildt svar hjælpe?
HVORDAN er det bedst at reagere hvis man bliver udsat for et andet menneskes voldsomme vrede? Et ordsprog som op gennem tiden har stået sin prøve, lyder: „Mildt svar stiller vrede.“ — Ordsp. 15:1.
Et af Jehovas vidner i staten Washington, U.S.A., havde for nogle år siden en oplevelse som på udmærket måde bekræfter visdommen i dette inspirerede ordsprog. Hun fortæller:
„En fredag aften da jeg kom hjem fra et møde i rigssalen fandt jeg min mand og vores ældste datter i dagligstuen. Han var meget fuld og var lige blevet færdig med at rense sine skydevåben. Han sendte pigen ind på hendes værelse, ladede sin pistol, greb mig om halsen, og anbragte pistolen mod mit hoved. Han truede med at dræbe mig fordi jeg blev ved med at komme i rigssalen, hvilket jeg juridisk og bibelsk set var i min gode ret til.“
Hvad kan man gøre i en sådan situation? Hvordan kan man formilde en fuld mand der samtidig er bevæbnet? Hun gav manden et fornuftigt og samtidig mildt svar. Hun fortæller selv: „Jeg bad til Jehova om hans ledelse og om hjælp til at sige de rette ord. Jeg spurgte min mand hvilken af vore mødre han ville have skulle opdrage børnene. Han vidste godt at hans egen moder ikke ville have dem. Men han vidste også at min moder ville opdrage dem til at blive kristne vidner for Jehova. Efter et stykke tid at have talt frem og tilbage med ham om dette, lykkedes det mig at få ham til at slippe revolveren, og jeg overtalte ham til at hvile sig og tænke over sagen lidt senere.“
Nu, flere år efter, tjener denne kristne kvinde stadig lykkeligt Gud og finder glæde i at se sine børn gøre fremskridt i den samme tjeneste. Hun siger: „Min mand er lidt efter lidt blevet mere tolerant over for det jeg gør som kristen.“ Hun har i sandhed erfaret visdommen i Guds vejledning: „Mildt svar stiller vrede.“