Hårde anklager mod verdensreligionen
HVOR fører religionen menneskeheden hen? De vil blive forbavset, måske endda chokeret, over svaret på dette spørgsmål.
Alligevel foretrækker De uden tvivl en åbenhjertig, ligefrem behandling af sagen.
Men hvorfor skulle jeg være interesseret i det? spørger De måske. De kan muligvis ikke rigtig se at spørgsmålet virkelig berører Dem.
Men De er sikkert interesseret i at det går Dem selv og Deres familie godt. Og hvad enten De går i kirke eller ikke, berører religionen i verden Dem på en måde der kan få tragiske konsekvenser for både Dem selv og Deres familie.
Hvordan kan det være tilfældet? Er det ikke at stille det for skarpt op? De mener måske at så megen indflydelse har religionen ikke. Men lyt til en af de anklager som Gud selv retter imod verdens religioner: „Og i den by fandtes blod af . . . alle dem, som blev myrdet på jorden.“ — Åb. 18:24.
Tænk over det! Guds ord siger at religionen bærer hovedansvaret for alle de krige der har slagtet så mange millioner mennesker ned gennem historien!
Bibelen skildrer også verdens religioner som en prostitueret kvinde. Den siger at hun er ’gået i seng’ med jordens herskere og at de der bor på jorden „har beruset sig i hendes utugts vin“. Denne kvinde, verdensreligionen, kaldes „moder til jordens skøger og vederstyggeligheder“. — Åb. 17:2, 5.a
Chokerer det Dem? Og dog er dette hvad Guds ord siger. Og hvem skulle kende sandheden om religionen bedre end Gud selv?
Men kan vanskelighederne i verden virkelig tilskrives religionen? Hvad med kommunismen? Og hvad med de riges undertrykkelse, der har fået mange til at blive kommunister?
Josef Hromadka, dekan for Comenius’ teologiske fakultet i Prag, har sagt: „Jeg er ikke kommunist, jeg er kristen. Men jeg ved at det er os kristne, os alene, der er ansvarlige for kommunismen. . . . Vi har ’sagt det, men ikke handlet derefter’. . . . Husk at kommunisterne engang var kristne. Hvis de ikke tror på en retfærdig Gud, hvis fejl er det så?“1b
Det er ikke hykleri alene der har vendt millioner imod kirkerne. Det er kun én side af sagen. Hvem har religionen i almindelighed støttet? Har det ikke været de undertrykkende rige, de velhavende jordbesiddere og mægtige forretningsforetagender? For at finde befrielse har mange vendt sig til kommunismen.
Og hvad med vor tids moralske sammenbrud? Er det muligt at religionen også bærer hovedskylden for det? Kan den dadles for at utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet og kønssygdomme er så fremherskende overalt i kristenheden i dag?
Krige, kommunisme, umoralitet — mange mennesker vil finde det vanskeligt at tro at religionen kunne lede menneskeheden ind i noget sådant. Men husk at Jesus Kristus kaldte sin tids religiøse ledere for „blinde vejledere“. Han sagde: „Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften.“ (Matt. 15:14) Ja, disse religiøse ledere vildledte folket.
Jesus viste endog at de religiøse ledere var direkte ansvarlige for at lede jøderne hen imod den frygtelige ødelæggelse der kom over Jerusalem og Juda mindre end fyrre år senere. — Matt. 23:29-36.
Er der en parallel til dette i dag? Leder vor tids kirker i virkeligheden menneskehedens masser hen imod en lignende ødelæggelse? Det vil måske oprøre Dem at høre den blotte antydning af noget sådant. Men hvad om det netop er hvad Guds ord siger? Hvis det forholder sig sådan, skulle vi så ikke i det mindste tage os tid til at undersøge årsagen, og finde ud af hvad vi kan gøre?
Lad os derfor undersøge hvor religionen i virkeligheden fører menneskeheden hen. Dernæst vil vi se hvad Gud har til hensigt at gøre ved den. De vil også se hvordan alt dette berører Dem og Deres nærmeste.
[Fodnoter]
a Se bogen „Babylon den store er faldet!“ Guds rige hersker!
b Henvisninger findes på side 24.