Hepatitis — kan man undgå den?

LEVEREN er det største organ i menneskelegemet og samtidig det der udfører de fleste opgaver — henimod fem hundrede. Det skulle derfor ikke undre nogen at leveren somme tider bliver angrebet af forskellige gifte, bakterier eller virus. Leverbetændelse kaldes også hepatitis. I De forenede Stater registreres mellem 30.000 og 70.000 tilfælde af hepatitis hvert år. I Danmark regnes med cirka 1000 tilfælde årligt. Det virkelige antal kan være langt større.

Der findes forskellige former for hepatitis. Epidemisk hepatitis overføres ved at drikkevand og føde forurenes med ekskrementer fra en smittebærer. En person kan være bærer af hepatitisviruset uden selv at blive syg eller skadet. Denne form for hepatitis har en inkubationstid på mellem femten og fyrre dage. Der kan altså gå så lang tid efter at viruset er trængt ind i kroppen før symptomerne viser sig, hvilket de ofte gør meget pludseligt. Epidemisk hepatitis kan imidlertid også forløbe uden at man bliver klar over det, hvilket er en af grundene til at der forekommer langt flere tilfælde end lægerne registrerer. Kun to tiendedele af én procent, eller ét ud af fem hundrede registrerede tilfælde af epidemisk hepatitis har døden til følge.

Toksisk hepatitis minder meget om epidemisk hepatitis. Den fremkaldes som regel af visse giftstoffer eller kemikalier som man har spist eller inhaleret, som er trængt ind gennem huden eller som man har fået påført ved injektioner. En af leverens vigtige funktioner er at uskadeliggøre de giftstoffer der trænger ind i legemet. Men visse gifte er måske for stærke til at leveren kan klare dem, og de kan enten skade leveren eller hindre den i at fjerne andre giftstoffer fra kredsløbet.

Den farligste leverbetændelse kaldes serumhepatitis. Den almindeligste årsag er transfusioner med forurenet blod, men der er også mange stofmisbrugere der overfører sygdommen til hinanden ved at bruge den samme injektionssprøjte. Inkubationstiden er mellem 60 og 160 dage, det vil sige fire gange så lang som ved epidemisk hepatitis. Den lange tid det tager før sygdommen kommer til udfoldelse er uden tvivl en af forklaringerne på at det registrerede antal tilfælde er betydeligt lavere end det virkelige antal.

Mens kun ét ud af fem hundrede tilfælde af epidemisk hepatitis har døden til følge, er forholdet ét dødsfald ud af ti tilfælde af serumhepatitis. Blandt de cirka 30.000 tilfælde der forekommer i De forenede Stater hvert år kan der følgelig være så mange som 3000 dødsfald. Indtil for nylig mente man at serumhepatitis kun overførtes ved blodtransfusioner eller ved brug af injektionssprøjter, men nu synes visse vidnesbyrd at pege på at den kan spredes på andre måder.

En mystisk sygdom

Skribenter har ofte omtalt hepatitis som en mystisk sygdom. Hvorfor? Blandt andet fordi man indtil nu ikke har været i stand til at isolere det virus der fremkalder sygdommen. Den naturvidenskabelige skribent Lawrence Galton siger for eksempel: „Af alle de sygdomme der plager mennesket, er få mere svækkende for den angrebne, mere skuffende for videnskabsmanden eller i hvert fald mere mystiske og vanskelige at bestemme end hepatitis.“

En anden grund til at hepatitis med god ret kan kaldes mystisk er at dens symptomer på ingen måde er lette at definere; og dette kan forresten være endnu en grund til at der øjensynlig forekommer langt flere tilfælde af hepatitis end man har tal på. Folk kan have haft hepatitis men troet at det blot var en svær forkølelse, en snert af influenza, et slemt tilfælde af forstoppelse eller diarré, uden at få fastslået sygdommens virkelige art. Således er det sket at læger har opereret patienter for galdesten eller har foretaget indgreb på grund af formodet kræft, blot for senere at finde ud af at det patienterne hele tiden havde lidt af var hepatitis.

Hvilke symptomer er der?

Symptomerne er stort set ens for epidemisk hepatitis og serumhepatitis, bortset fra at de ved serumhepatitis viser sig langt senere, som regel er mere alvorlige og varer længere, helt op til seks måneder eller mere. Nogle af de symptomer der almindeligvis forbindes med hepatitis er smerter i den øverste højre del af underlivet, svigtende appetit, hovedpine, kvalme, feber, mavebesvær, og en følelse af stærk utilpashed. Fire dage efter at sådanne symptomer har vist sig indtræder der som regel gulsot. Der kan forekomme galde i urinen, og afføringen kan blive lerfarvet.

De fleste ting tyder på at hepatitis fremkaldes af et virus. I efteråret 1969 tvang den et hold robuste fodboldspillere til sengs. Det drejede sig om et universitetshold i den østlige del af De forenede Stater, og spillerne bukkede under en efter en fordi de havde drukket forurenet vand nogle få uger forinden. Mere end 98 procent af alle dem der havde forbindelse med universitetets fodboldhold berørtes af sygdommen.

Men når ét hepatitistilfælde erkendes på grund af svære symptomer og et andet forbliver upåagtet fordi symptomerne er milde, kan dette meget vel skyldes forskelle i ernæring og almindelig helbredstilstand. Dette finder støtte i den omstændighed at hepatitis forholdsmæssigt kræver femten gange så mange dødsfald i visse asiatiske lande hvor underernæring og fejlernæring er meget udbredt, som i vestlige lande hvor folk får rigelig og nærende føde.

Undgå hepatitis

For at undgå epidemisk hepatitis skal man først og fremmest sikre sig at ens vandforsyning ikke forurenes. I store byer er dette som regel ikke så stort et problem som det kan være i mindre byer ude på landet hvor vandforsyningen let kan forurenes med kloakaffald. Forsigtighed på dette område vil også indbefatte at man vasker sine hænder grundigt når man har været på toilettet og før man skal tilberede mad.

Der er også en risiko forbundet med at spise skaldyr, især muslinger, da de kan være forurenet med kloakaffald som løber ud i vandet. Der lå sikkert blandt andet sundhedsmæssige hensyn til grund for det forbud israelitterne i fortiden fik mod at spise alle slags skaldyr.

Man har sagt at det eneste sikre middel til at forebygge serumhepatitis er at undgå blodtransfusioner og kun bruge éngangssprøjter til injektion.

For at mindske risikoen for serumhepatitis ved blodtransfusioner har man med noget held forsøgt at fryse blodet (forskerne prøver stadig at finde den ideelle metode til dette); man har også skilt de røde blodlegemer fra og brugt dem i stedet for helblod. Men disse metoder har ikke fuldstændig løst problemet.

For nylig har nogle videnskabsmænd fundet frem til den såkaldte „australske faktor“ ved forsøg med de små egernaber. I den senere tid har man tilbudt lægestanden denne faktor som et middel til at påvise hepatitisviruset i blod. Men ikke alle læger er lige begejstrede for metoden. Dr. R. Kelsey, der er patolog ved Illinois’ frimurerhospital og selv har forsket meget på dette område, siger således: „Efter vor mening er de eksisterende prøver for Au-antigen meget dårlige sikkerhedsforanstaltninger da de ikke afslører mere end 20 til 25 procent af dem der har klassisk virushepatitis.“ Han tilføjer at Au-antigen-prøven „giver en falsk tryghedsfornemmelse. Den tanke at man skulle kræve Au-antigen-prøve på alt transfusionsblod er latterlig på nuværende tidspunkt“.a

Andre forskere på dette felt er fremkommet med Hepa-Gent-prøven (HG), som de har knyttet store forhåbninger og ubeskedne påstande til. Nogle af dem der har brugt den ret meget er imidlertid temmelig forsigtige med at give udtryk for anerkendelse eller ubetinget støtte.*

I bestræbelserne for at hindre udbredelsen af serumhepatitis har man også rettet opmærksomheden mod indsamlingen af blod. Et vidnesbyrd om værdien af dette er det at sundhedsvæsenet i staten New Jersey, U.S.A., har kunnet konstatere at hvis blodet kom fra stofmisbrugere eller formodede stofmisbrugere var risikoen for serumhepatitis halvfjerds gange så stor som ellers. Men med hensyn til hvor stor forskellen er i den risiko der er forbundet med blodet når man i U.S.A. skal sammenligne „gode“ ikke-kommercielle blodbanker med „dårlige“ ikke-kommercielle blodbanker og „gode“ kommercielle blodbanker med „dårlige“ kommercielle blodbanker, har dr. M. J. Goldfield fra sundhedsvæsenet i New Jersey udtalt: „På trods af alle vore forudfattede ideer om gode blodbanker og dårlige og vor blinde tro på at blod fra en veldrevet bank vil være mindre smittet med hepatitis . . . varierede risikoen for hepatitis ikke væsentligt fra den ene kommercielle blodbank til den anden eller fra den ene ikke-kommercielle bank til den anden.“ Selv en veldrevet kommerciel blodbank har tre gange så stor risiko for hepatitis som en dårligt drevet ikke-kommerciel blodbank!*

Behandling af hepatitis

Nogle læger lader deres hepatitispatienter spise og færdes som de selv vil, inden for rimelige grænser, mens andre foreskriver sengeleje og nærende diætkost.

Nogle anbefaler at give hepatitispatienter ekstra vitaminer. Således oplyser dr. Fishbein at nogle engelske forskere har erfaret at vandopløselige vitaminer, som C-vitamin, synes at hjælpe. Andre siger at meget store doser C-vitamin sammen med relativt store doser B₁₂-vitamin synes at hjælpe. Både brugen af vitaminer og spørgsmålet om i hvilken udstrækning patienterne bør spise fedt er meget omdiskuteret. Alle er imidlertid enige om at alkoholiske drikke meget konsekvent må undgås i tilfælde af hepatitis.

Det vi lærer, er, kort fortalt: gør noget for at bevare legemet i en god helbredstilstand, sørg for at føde og vand ikke forurenes, og undgå blodtransfusioner.

[Fodnote]