Det tyvende århundredes musik — hvordan virker den på Dem?

MED stolthed kunne musikforeningen på øen St. Croix (Jomfruøerne) i begyndelsen af året indbyde til en koncert med den berømte Guarneri-strygekvartet. Det var i høj grad bemærkelsesværdigt at et af verdens fineste strygerensembler gav koncert på denne lille ø i Det caraïbiske Hav. På programmet var værker af Beethoven, Bartók og Schumann.

Nogle blandt publikum frydede sig over at lytte til stykkerne af Beethoven og Schumann, men var ikke synderlig begejstrede for kvartetten af Bartók, som er komponeret i dette århundrede. En af tilhørerne spurgte sin ledsager: „Hvad er det musikerne skændes om?“ — for sådan virkede dette stykke af Bartók på hende. Men det var åbenbart kun de færreste der syntes som hun, for værket af Bartók fra vor egen tid fik langt større bifald end stykkerne af Beethoven og Schumann fra begyndelsen af det nittende århundrede.

Enhver kan høre at det tyvende århundredes musik adskiller sig fra tidligere århundreders musik. Det attende århundredes musik, der ofte betegnes som den „klassiske“, drejede sig først og fremmest om skønhed i melodi og harmoni, i overensstemmelse med musikteoretikeren Sigmund Späths definition, nemlig at musik er ’lyd organiseret til skønhed’.

I det følgende århundrede blev musik i stadig højere grad benyttet som middel til at udtrykke følelser og lidenskaber; denne musik kaldes „romantisk“, til forskel fra „klassisk“ musik. Til denne periode hører komponister som Beethoven og Schumann. Henimod slutningen af det nittende århundrede og videre ind i det tyvende århundrede søgte komponisterne mere og mere at tale til forstanden i stedet for til følelserne, og derfor giver den nyere musik hjernen og tankerne noget at arbejde med; denne musik er ofte heftig i tempo og styrke, hvilket også gælder meget af den Bartók-kvartet der blev spillet den omtalte aften.

Denne tendens har uden tvivl været en berigelse; værker af komponister som Carl Nielsen, Debussy og Stravinski viser dette. Det ser imidlertid ud til at mange af vor tids komponister er gået til yderligheder i deres betoning af det forstandsmæssige og deres søgen efter nye klange; dette har også musikkritikere og andre autoriteter som Späth, Schönberg, Curt Sachs og B. H. Haggin gjort opmærksom på. Således er der til overflod blevet benyttet komplicerede rytmer, og der er i særlig grad blevet anvendt dissonanser.

Hvad er dissonans?

Ved dissonans forstås — i musik — anvendelse af to eller flere toner der synes at støde øret når de lyder samtidig; der findes ganske vist musikeksperter der protesterer mod så subjektiv en definition. Hvis De har svært ved at forestille Dem hvad en dissonans er, så prøv dette lille eksperiment: Næste gang De er i nærheden af et klaver, anslå da samtidig to eller tre tangenter der ligger lige ved siden af hinanden. Resultatet bliver en dissonans, for svingningerne ligger så tæt op ad hinanden at de skurrer mod hinanden i stedet for at danne en harmoni.

Der er naturligvis ikke noget i vejen for at dissonanser kan benyttes, og tidligere tiders førende komponister har også brugt dem — komponister som Wagner og Debussy endda med stor virkning. Men hvis de ikke anvendes med skønsomhed, kan resultatet blive at musikken går mange af tilhørerne, skønt ikke nødvendigvis dem alle, på nerverne. Det er som om en sådan musik ikke rigtig stiller øret tilfreds, for slet ikke at tale om følelserne.

Hvad er jazz?

Den gren af musikken der kaldes jazz voksede frem i De forenede Stater i begyndelsen af dette århundrede. Den gør stor brug af dissonanser, og særlig karakteristisk er bluesskalaens såkaldte „blå toner“. Ligesom i andre genrer, som for eksempel „swing“ og „boogie-woogie“, er dens rytme stærkt synkoperet. Synkopering er en slags forskydning af rytmen. I et stykke der er skrevet i 4/4-takt er det normalt det første og tredje taktslag der skal betones, altså: En, to, tre, fire. Men når takten er synkoperet falder betoningen enten lidt tidligere eller lidt senere, hvilket giver en ganske særlig virkning. Denne rytmiske finesse er ikke nogen ny opfindelse; den har været anvendt af seriøse komponister lige fra Bach. Men i jazz er dette den foretrukne rytme — regelen snarere end undtagelsen.

I århundredets begyndelse blev jazzen holdt strengt inden for 4/4-taktens rammer, det vil sige fire slag i hver takt; men i årenes løb er mere avancerede former for rytme taget i anvendelse. Dygtige musikere begyndte at spille jazz i andre taktarter, for eksempel i 3/4-takt (en slags valsetakt), eller i 5/4 i David Brubecks „Take Five“. Desuden har jazz fået tilført nye og mere komplicerede harmonier, idet mange musikere har hentet inspiration i harmonier fra Debussys revolutionerende musik, og har gjort brug af harmoniske påfund der skyldes Bartók og Hindemith, som begge er kendte komponister af seriøs musik fra vort århundrede.

Jazz har til gengæld også påvirket komponisterne af seriøs musik; de har hentet ideer fra jazzens instrumentation, dens harmoniske og rytmiske særpræg, som det blandt andet findes i blues. Man kan finde eksempler på dette i George Gershwins „Rhapsody in Blue“ og „Porgy and Bess“ (en negeropera), Ferde Grofés „Grand Canyon Suite“ og Ravels klaverkoncerter.

Det der markerer jazz som en selvstændig kunstart er ikke så meget dissonanserne eller synkoperingen som improvisationen. Improvisationen i form af variationer over et tema har ganske vist længe været anvendt inden for musikken. Men i jazz bliver den ikke udarbejdet på forhånd som i „seriøs“ musik; det hele sker spontant, ud fra øjeblikkets inspiration. For at kunne frembringe sine improvisationer spontant må jazzmusikeren derfor stole helt på sit kendskab til originaltemaets harmoniske struktur og sit højt udviklede musikalske øre.

Men også her er nogle gået for vidt, som tidligere nævnt i forbindelse med seriøs musik fra vor tid. Der er opstået en såkaldt „fri jazz“. Her findes der ingen regler, intet af det traditionelle accepteres, og det system af akkorder der har kendetegnet smuk musik fra tidligere tider, forkastes. Dette har resulteret i en slags oprør mod alle musikkens vedtagne teorier og harmonier. Og resultatet? Ikke alene føler musikkens „lægfolk“ sig oftest frastødt af de uorganiserede skrat som blæseinstrumenterne udstøder og andre tilfældige forsøg på at frembringe noget lødigt, men også mange jazzmusikere nægter at acceptere at disse nye yderligheder skulle være en berigelse for musikken. Det kan bestemt ikke kaldes ’lyd organiseret til skønhed’.

Rockmusik og beatmusik

Når man hører rock- og beatmusik nævnt, tænker man straks på den yngre generation, som i så høj grad er blevet opslugt af den hårde, ubarmhjertige rytme i dette nyeste lune inden for musikken. Man kan vanskeligt definere denne musik som ’lyd organiseret til skønhed’. I en hel del rock- og beatmusik bliver de betonede taktslag så kraftigt markeret at musikken kan siges at bestå af 90 procent rytme og 10 procent melodi og harmoni.

Derfor har denne form for musik affødt så mange af den yngre generations vilde og seksuelt ophidsende danse. En pianist fortæller at han mens han spillede med en trio i en beatklub tit kunne forlade klaveret uden at man kunne høre at han manglede i trioen, fordi bassen og trommerne med elektrisk forstærkning fortsatte den øredøvende og stædigt vedholdende rytme der kendetegner „acid rock“, som nogle kalder det. Han sagde også: „Der så ud til at være ekstase i den overfyldte natklub, der somme tider kunne minde om en myldrende ormegård.“

Det skal dog indrømmes at visse beatgrupper ind imellem har frembragt melodiøs musik. Og det er disse melodier som både gamle og unge stadig vil huske, og ikke den „hårde“ musik med den alt for kraftige rytme som disse grupper også har lavet, og som så ofte får teenagepiger til at skrige og besvime af ophidselse ved beatfestivaler. En kendt musiker har for eksempel sagt at når folk, det være sig unge eller gamle, beder ham om at spille musik af „the Beatles“, så er det næsten altid gruppens mere melodiøse og lyriske stykker de spørger efter.

Elektronisk musik

Ingen omtale af vor tids musik ville være fuldstændig uden at også den elektroniske musik blev nævnt, den der er blevet kaldt „det vigtigste nye instrument siden klaveret“. Der er stort set to slags elektronisk musik: den der består i at forstærke naturligt frembragte lyde, og den der består i at frembringe nye, elektroniske lyde.

Ved den første type kan en svag og dårlig stemme ad elektronisk vej gøres fyldig og velklingende, og alle andre gengivelser af musik kan få en kraft og klang som de ikke besidder i sig selv. Et velkendt eksempel på dette er den elektriske guitar.

Inden for gruppen elektronisk frembragt musik er de almindeligste former det elektriske orgel (for eksempel hammond-orgelet) og æterofonen, som, når man fører hånden hen over den, frembringer en lyd der minder om den der fremkommer når man stryger et savblad. Ja, takket være elektronikken er komponisten ikke længere begrænset af de udøvendes formåen; han kan efter behag få frembragt enhver lyd eller kombination af lyde som han kan forestille sig. En kritiker har bemærket at elektronikken giver „en lang række tillokkende muligheder for udfoldelse af fantasien i valg af tonernes farve og beskaffenhed, beherskelse af tonehøjde og rytme med mikroskopisk nøjagtighed, og lejlighed til at gøre resultatet virtuost og kompliceret i en udstrækning der kun begrænses af komponistens fantasi og tålmodighed“.

Med elektroniske hjælpemidler kan lyden af et klokkespil afspilles hurtigere så det kommer til at lyde som en dørklokke med melodi, og lyden af vand der drypper ned i en dåse kan afspilles langsommere så det lyder som den dybe buldren fra en pauke. Men også nogle af den elektroniske musiks komponister er gået til yderligheder, og det i en sådan grad at man spørger sig selv om de er klar over at musik siges at være ’lyd organiseret til skønhed’.

Hvad er konklusionen?

Det fremgår af det foregående at man i forbindelse med alle former for musik må være kritisk i sit valg. Men ingen bør se ned på dem der måske foretrækker udelukkende at lytte til „Country and Western“ eller lignende musik. Man bør heller ikke stemple dem der foretrækker den seriøse, traditionelle musik — det være sig kammermusik, symfonisk musik eller operaer — som alt for ortodokse, gammeldags eller kedelige.

De der ikke er blevet undervist i musik har i virkeligheden dårlige forudsætninger for at bedømme om den musik de hører er dygtigt komponeret, om harmonierne er valgt med udsøgt smag, om rytmen er gennemført godt og rigtigt, og så videre. Men derimod kan vi alle afgøre hvordan forskellige former for musik virker på os selv. Lad os for at tage et eksempel vende tilbage til beatmusikken med den hårde og medrivende rytme. Hvilken indvirkning har den på unge menneskers følelser? Ifølge en undersøgelse der omfattede 400 gravide teenagere og 91 ikke-gravide, studerende piger, kan beatmusik tilskynde unge piger til kønslige forhold før ægteskabet. Det bør ikke forbavse nogen, for denne musik får mange unge til i pardans at opføre sig med en fysisk løssluppenhed der ytrer sig ved vridende og vuggende kropsbevægelser, som ofte ligefrem minder om krampeanfald, i mange tilfælde med bækkenpartiet som centrum. Der er ikke langt fra disse gensidigt æggende bevægelser til fuldbyrdet umoralitet! Og lad os ikke glemme hvad årsagen er: den hårde, ophidsende beatmusik.

Tænk også på hvor meget trommehinderne kan tage skade når lyden er alt for kraftig, fordi der er skruet op for forstærkeren. Ifølge et engelsk lægetidsskrift kan to timers diskotekmusik have en afgjort skadelig virkning på hørelsen. Er denne form for musik noget for Dem?

Kan De lide at gå til koncert, og holder De af seriøs musik? Der er sikkert megen musik som De glæder Dem over. Men sker det undertiden at De sidder i to timer og lytter til skærende disharmonisk musik? Når De går hjem fra fra koncerten, føler De da ro i sindet og glæde, eller føler De en indre spænding, håbløshed, eller måske endda fortvivlelse? Så burde De måske vælge at lytte til en anden form for musik. Hvis musikken skal give én glæde og tilfredshed, må den appellere til hjertet ikke blot til hjernen.

Foretrækker De jazz? Så er det måske fordi De synes godt om den synkoperede takt og bluesmusikkens lidt melankolske klang, og måske finder De improvisationerne beundringsværdige. Men husk at det ikke er alt improviseret der er smukt. Hvordan virker det på Dem? De skal ikke gå ud fra at alt hvad der sælges som „jazz“ er netop den musik De kan lide. Lær at være kritisk i Deres valg.

Konklusionen er at man må finde ud af hvordan musikken virker på en, hvordan den berører en. I almindelighed vil De finde en gavnlig virkning ved musik der lægger mere vægt på det melodiøse end det rytmiske, på harmoni snarere end dissonans. Når De lytter til musik der hjælper Dem til at slappe af, eller som bevæger Deres følelser på en opbyggende måde, simpelt hen fordi den er så smuk — så har De fundet en musik der har en gavnlig virkning på Dem.