Hvor pålidelig er vores bibeltekst?

SELV om kristenhedens kirker er i stærk tilbagegang, er Bibelen stadig meget efterspurgt. Dette giver sig udslag i at der næsten hvert eneste år udgives nye bibeloversættelser. Nogle af disse oversættelser bliver hurtigt udbredt i hundredtusindvis, ja enkelte af dem endog i millionvis.

Men, kunne man spørge, hvorfor blive ved med at udgive nye oversættelser? Vi har jo en dansk autoriseret oversættelse, og på engelsk findes der King James-oversættelsen, den katolske Douay-oversættelse og andre gamle oversættelser. Hvad skal man med nye?

Grunde til nye oversættelser

Der er en del gode grunde, hvoraf tre er særlig fremtrædende. For det første ændrer sproget sig hele tiden. Det bevirker at gamle oversættelser er vanskelige at forstå og til tider direkte vildledende.

For eksempel har det engelske ord „coast“, der betyder „kyst“, ikke altid kun haft denne betydning. Det blev tidligere brugt om randen af et land, et grænseområde. I King James-oversættelsen og Douay-oversættelsen, der begge blev udgivet første gang for over 360 år siden, læser vi således at apostelen Paulus rejste gennem „det øvre kystland“ til Efesus. (Ap. G. 19:1) Men sammenhængen viser at Paulus drog til Efesus fra „det galatiske land og Frygien“, og således foretog en rejse der intetsteds bragte ham i nærheden af kysten! (Ap. G. 18:23) I The New American Bible, en moderne katolsk oversættelse fra 1970, gengives det på denne måde: „Paulus passerede gennem landets indre og kom til Efesus.“

Mange lignende eksempler kunne anføres. En ny, up-to-date oversættelse er altså værdifuld fordi visse ord har ændret betydning i årenes løb.

En anden grund til at udgive nye bibeloversættelser er at man i de senere år har fundet mange tusind gamle håndskrifter af verdslig art, dokumenter som giver en bedre forståelse af de originalsprog — hebraisk, aramaisk og græsk — som Bibelen blev skrevet på.

For ikke så længe siden troede man at mange ord i De kristne græske Skrifter var særlige „bibelord“, ord der kun var brugt i Bibelen. Men nu har man fundet de samme ord i almindelig korrespondance fra dengang Bibelen blev skrevet — i skøder, i officielle dokumenter og endda på kvitteringer. Ved at se hvordan disse ord er blevet brugt i verdslige dokumenter fra den tid, har man i visse tilfælde kunnet nå frem til en mere nøjagtig bibeloversættelse.

En tredje vigtig grund til at man udarbejder nye bibeloversættelser er at man finder flere og flere gamle bibelmanuskripter. Alene af De kristne græske Skrifter har man nu over 4600 hele eller fragmentariske manuskripter på græsk; dertil kommer over 8000 på latin og omkring 1000 på andre sprog. Det har været af særlig værdi for bibeloversætterne i nyere tid at de har haft adgang til tre betydningsfulde manuskriptfund som er gjort i løbet af de sidste fyrre år eller så.

Det første af disse fund omfattede et antal bibelmanuskripter der er skrevet på papyrus i perioden fra det andet til det fjerde århundrede, og som blev erhvervet af nu afdøde sir Alfred Chester Beatty i 1930. Dernæst blev der fra og med 1947 fundet over 40.000 manuskriptfragmenter i en række huler i nærheden af Det døde Hav, heriblandt omkring 100 manuskripter af Bibelen. De indeholder i det mindste dele af hver eneste bog i Bibelens hebraiske skrifter, på nær Esters bog. Det mest kendte af dem er Dødehavsrulle „A“ med Esajas’ bog. Et tredje nyere manuskriptfund består af nogle papyruser der menes at være fra omkring år 200. De ejes nu af Bodmer-biblioteket i Genève.

Disse manuskripters betydning ligger ikke i at de afviger fuldstændig fra dem man allerede har, sådan at det er nødvendigt at foretage grundlæggende ændringer i Bibelens tekst. Tværtimod er der kun tale om mindre afvigelser. Men hvis De var Shakespeare-entusiast ville selv ét ord som blev ændret i Hamlet have betydning for Dem, selv om det naturligvis ikke ville forandre noget ved personerne eller handlingen. På tilsvarende måde er det for den der studerer Bibelen: ét ord som ændres kan være afgørende for hvordan et bibelvers skal forstås, uden at det dog forandrer nogen læresætning eller grundlæggende fortolkning.

Her melder der sig et spørgsmål: Hvordan kan en bibeloversætter der gerne vil benytte sig af alle disse manuskriptfund, overkomme at undersøge hvert eneste vers i de mange forskellige manuskripter man har? Vil det ikke kræve mere end et helt livs arbejde?

En tekst udarbejdes

Til alt held behøver bibeloversætteren ikke personligt at undersøge hvert eneste manuskript. Der er specialister, lærde mænd som for eksempel B. F. Westcott og F. J. A. Hort, D. Eberhard Nestle og Rudolf Kittel, der har sammenlignet alle vigtige manuskripter med hensyn til særpræg og forskelle og har udarbejdet det man kalder „tekster“ på originalsproget. De tekstudgaver de har udarbejdet, indeholder de bedste læsemåder der er at finde i manuskripterne. I fodnoter har de ved hjælp af symboler ofte vist hvilke manuskripter og bibeludgaver der støtter den pågældende læsemåde, samt givet oplysning om alle vigtige alternative læsemåder. Disse lærde beskæftiger sig ikke med at oversætte Bibelen til dansk eller til noget andet sprog, men arbejder kun med originalsproget.

Derpå kommer bibeloversætteren ind i billedet. Hans opgave er at gengive grundteksten på et andet sprog. Han benytter de oplysninger som tekstforskerne har samlet.

Tekstkritik

Det arbejde tekstforskerne gør når de udarbejder en grundtekst, kalder man tekstkritik. Denne kritik kaldes undertiden „lavere kritik“, til forskel fra den „højere kritik“.a Den har til formål at genskabe teksten som den blev skrevet af bibelskribenten, og er derfor en konstruktiv kritik.

Som et eksempel på det arbejde tekstforskerne udfører, kunne vi betragte Første Timoteusbrev 3:16. I Kalkars danske bibeloversættelse fra 1847 står der i dette vers: „Gud er aabenbaret i Kjød.“ I de fleste nyere oversættelser står der imidlertid: „Han, som blev åbenbaret i kød.“ Hvad er grunden til denne forskel? Hvorfor har oversætterne erstattet „Gud“ med „han, som“? Fordi tekstforskerne har fundet frem til hvad der øjensynlig stod i den originale tekst fra bibelskribenten.

Ordet „Gud“ blev på græsk gengivet med sammentrækningen [Grafisk gengivelse — Græske bogstaver], mens de græske uncialer (store bogstaver) der bogstaveligt betød „som“, var OC. Man kunne altså nemt forandre „som“ til titlen „Gud“, blot ved at sætte en streg i O’et og anbringe en bjælke hen over begge bogstaver. Denne ændring er foretaget i flere gamle manuskripter.

Tekstforskerne har afsløret den. Westcott og Hort viser i deres Notes on Select Readings at ændringen kun forekommer i manuskripter fra slutningen af det fjerde århundrede og fremefter. En mikroskopisk undersøgelse har afsløret at selv i British Museums berømte aleksandrinske manuskript fra det femte århundrede er stregen og bjælken blevet tilføjet af en anden hånd på en meget senere dato!

Tekstforskerne er også i stand til at lokalisere andre ændringer, eller fejl. De har forskellige spor at gå efter. Der kan være tale om forveksling af bogstaver der ligner hinanden meget, nogle ord kan være udeladt eller gentaget fordi afskriverens øje har fulgt en forkert linje, eller en marginalnote kan være blevet indføjet i selve teksten,

Pinlig omhu ved afskrivningen

At der forekommer sådanne fejl kunne rejse et par spørgsmål: Hvor almindelige er disse fejl eller varianter i manuskripterne? Hvordan kan vi være sikre på at de gamle bibelmanuskripter som tekstforskerne arbejder med er nøjagtige nok, da ingen af dem jo er originalmanuskripter fra bibelskribenternes egen hånd?

Det er sandt at der nemt kan indsnige sig fejl når en tekst bliver afskrevet gentagne gange. Her må vi imidlertid mærke os at bibelafskriverne var yderst omhyggelige når de kontrollerede deres afskrifter og rettede i dem.

De hebraiske skriftlærde nærede en særlig ærbødighed for teksten. De behandlede den med pinlig omhu. De havde forskellige kontrolforanstaltninger; for eksempel talte de bogstaverne i hvert afsnit, ja endog hvor mange gange visse bogstaver forekom. Intet ord blev skrevet efter hukommelsen. Selv om så en konge talte til den skriftlærde mens denne skrev Guds navn, Jehova, skulle han ignoreres. Når et manuskript var færdigt blev det kontrolleret af korrekturlæsere.

Der findes græske manuskripter som bærer vidnesbyrd om at de er blevet korrekturlæst. Et eksempel forekommer i den berømte Codex Sinaiticus, et græsk Septuaginta-manuskript fra det fjerde århundrede. I den øverste margen har korrekturlæseren et sted tilføjet en passage der ved en fejltagelse var blevet udeladt i Første Korinterbrevs trettende kapitel. Derpå har han med pile tilkendegivet hvor passagen hører hjemme i teksten.

Om resultatet af denne pinlige omhu skriver dr. Hort: „De allerfleste af ordene i Det nye Testamente berøres overhovedet ikke af kritikkens fintmærkende analyse, idet de er gengivet uden variationer og kun behøver at blive afskrevet. Hvis man ser bort fra forholdsvis ubetydelige ting . . . kan de ord der efter vor mening stadig er genstand for tvivl, næppe udgøre mere end en tusindedel af hele Det nye Testamente.“

Nu afdøde specialist i bibeltekster, sir Frederic Kenyon, er på linje hermed når han i indledningen til sit værk Chester Beatty Biblical Papyri, der er på syv bind, skriver: „Det er tilfredsstillende at den første og vigtigste slutning vi kan drage af en undersøgelse af dem [de da nyopdagede Chester Beatty-papyruser der stammer fra det andet til og med det fjerde århundrede], er at de på alle afgørende punkter bekræfter de bestående teksters pålidelighed. De viser ingen påfaldende eller fundamentale afvigelser, hverken i Det gamle eller Det nye Testamente. Ingen betydningsfulde passager er udeladt eller indføjet, og der forekommer ikke afvigelser som influerer på vigtige kendsgerninger eller på troslæren. Tekstvarianterne berører kun uvæsentlige ting, såsom ordenes rækkefølge eller nøjagtigheden af det anvendte ord.“

At den omhu der blev lagt for dagen ved afskrivningen praktisk taget har udelukket fejl, fremgår også af den nyligt fundne Dødehavsrulle „A“ med Esajas’ bog, et manuskript der er dateret til omkring år 100 f.v.t. Denne bogrulle er cirka tusind år ældre end det hidtil ældste kendte eksemplar af Esajas’ bog på hebraisk. Og alligevel er der kun få forskelle mellem de to udgaver af Esajas’ bog, hvilket har fået professor Millar Burrows til at skrive følgende i sin bog The Dead Sea Scrolls: „Det er noget af et under at teksten i løbet af cirka tusind år er undergået så ringe ændring.“

Er de virkelig så gamle?

Men, vil nogle måske spørge, hvordan kan man være sikker på at disse Dødehavsruller og andre manuskripter man finder, virkelig er så gamle? Har man nogen beviser for det?

Ja man har. Palæografien, den videnskab som har at gøre med studiet af gamle skriftarter, fremlægger beviser som er værd at lægge mærke til. Skriftarten ændrer sig fra periode til periode, efterhånden som moden skifter og sproget med årene forandrer sig. Ofte kan man datere gamle dokumenter ved hjælp af palæografien. Lad os tage et eksempel.

I Dødehavsrulle „A“ med Esajas’ bog ser de to hebraiske bogstaver vav og jod temmelig ens ud. Sådan skrev man i det første og det andet århundrede før vor tidsregning. Men i senere perioder var jod’et væsentligt mindre end vav’et. Dette er blot et enkelt eksempel på hvordan et studium af skriftarten kan være med til at datere et manuskript.

Selvfølgelig kan det ske at nogle forsøger at forfalske et manuskript for at få det til at virke ældre. Der var et par stykker der prøvede på det i det nittende århundrede, for eksempel en der hed Konstantin Simonides. Men han blev afsløret af de lærdes omhyggelige arbejde. I dag ville dateringsprøver ved hjælp af kulstof-14-metoden, der ganske vist ikke er afgørende, også medvirke til at afsløre et falskneri. Et omhyggeligt studium er dog stadig det mest værdifulde middel hvormed man kan afgøre alderen på et manuskript og afsløre forsøg på forfalskning.

Noget som i dag hjælper bibelforskerne i dette arbejde er at de gamle manuskripter kan optages på mikrofilm og kan udgives i faksimile. Det har givet de lærde i hele verden mulighed for at underkaste manuskripterne et nøje studium, og det betyder igen at en forfalskning vil have meget svært ved at undgå at blive afsløret. Egentlig ville det være langt lettere at forfalske pengesedler, for dér kræves der kun teknisk dygtighed og ikke kendskab til palæografi.

Vor tillid værdig

Vi ser altså at studiet af de gamle bibelmanuskripter er en sand videnskab som bliver mere og mere eksakt for hvert år. Og hver ny bibeloversættelse der bygger fordomsfrit på den samlede mængde vidnesbyrd, vil blive bedre og mere nøjagtig. Den moderne forskning giver os således grund til at være fuldt forvissede om at Bibelen er blevet overleveret til os i stort set uforandret skikkelse.

Dette er naturligvis kun hvad man kunne forvente, for den almægtige Gud selv har uden tvivl gjort sit til at hans ord er blevet bevaret så trofast gennem alle de mange år. Uanset hvordan man ser på det er bibeltekstens gennemgående pålidelighed hævet over enhver tvivl.

„Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til at belære, til at irettesætte, til at rette op, til at optugte i retfærdighed, så at Guds-mennesket kan blive virkelig dygtiggjort, fuldt udrustet til al god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17, New World Translation.

[Fodnote]

[Ramme på side 12]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

De hebraiske bogstaver ændrede udseende fra periode til periode. Forskellene hjælper de lærde til at datere manuskripterne. Bemærk dette eksempel:

[Grafisk gengivelse — hebraiske bogstaver] Guds navn i Esajasrulle „A“ (ca. 100 f.v.t.)

[Grafisk gengivelse — hebraiske bogstaver] Guds navn i manuskriptet fra 895 e.v.t.