„Dit ord er sandhed“

Assyrien — et militaristisk imperium

I DAG indtager militarismen en fremtrædende plads i verden. Den almindelige påstand er at national sikkerhed afhænger af militær magt. Umådelige summer bruges til oprustning og til opretholdelse af militære styrker. Nogle steder er landets styre endog i hænderne på militæret.

Men militarisme er selvfølgelig ikke noget nyt. Af de imperier som fandtes i oldtiden, var Assyrien fremtrædende som et militaristisk imperium. Der var en tid da navnet „Assyrien“ satte skræk i menneskenes hjerter. Byer, kongeriger og nationer faldt for dets fremrykkende hære. I det ottende århundrede f.v.t. pralede den assyriske kong Sankerib gennem sin talsmand Rabsjake: „Mon nogen af folkeslagenes guder har kunnet frelse sit land af assyrerkongens hånd?“ — 2 Kong. 18:33.

Den behandling assyrerne gav deres krigsfanger var virkelig grusom. Nogle blev brændt eller flået levende. Andre blev spiddet på tilspidsede pæle som blev ført op gennem deres underliv ind i brysthulen. Andre igen blev blindet eller fik næsen, ørerne og fingrene skåret af. Ofte blev fangerne ført af sted ved hjælp af snore, fastgjort til kroge i deres næse eller læber.

At andre vidste hvordan assyrerne behandlede dem der ydede hårdnakket modstand, gav uden tvivl assyrerne en militær fordel. Af frygt for at skulle blive ofre for assyrernes grusomhed, kapitulerede mange byer. Således nåede assyrerne med en forholdsvis lille indsats deres vigtigste mål, nemlig at få tribut fra underkuede folkeslag. De tillod endog sådanne skatskyldige folk at have en vis selvstændig myndighed. I nogle henseender minder dette om nutidens mægtige nationer, som forbliver ikke-aggressive så længe deres kommercielle interesser i andre lande er sikre.

Gamle assyriske beretninger som er blevet fundet, beskæftiger sig overvejende med militære bedrifter. Kongerne pralede skamløst af deres krigsførelse og sadistiske torturmetoder, og det var ofte kampscener der blev skildret i de relieffer som prydede deres prægtige paladser. På grundlag af arkæologiske fund skriver sir Austen Layard:

„De assyriske paladsers indre må have været lige så prægtige som imponerende. . . . [I den første sal] var der på væggene skildret slag, belejringer, sejre, jagtbedrifter og religiøse ceremonier, udhugget i alabast og malet i strålende farver. Under hvert billede var der indgraveret inskriptioner hvis skrifttegn, fyldt op med blankt kobber, beskrev de viste scener. Over skulpturerne var malet andre begivenheder — kongen som, ledsaget af sine eunukker og krigere, modtager sine fanger, slutter forbund med andre herskere, eller udfører en eller anden hellig tjeneste. Disse billeder var omgivet af farvede borter i elegant og kunstfærdig udførelse. Det symbolske træ, vingede tyre og fabeldyr var særlig fremtrædende i ornamenterne. I den øverste ende af salen fandtes det kolossale billede af kongen i tilbedelse foran den øverste guddom, eller mens han modtager det hellige bæger af sin eunuk. Han var ledsaget af krigere som bar hans våben, og af præsterne eller de højeste guddomme.“

Som det fremgår af denne beskrivelse var krigsførelsen nært forbundet med religionen. Den assyriske konge var ypperstepræst for den øverste assyriske gud, Assur, og krig var det sandeste udtryk for den nationale religion. Angående sin krigsførelse sagde kong Tiglat-Pileser I: „Min herre, Assur, sendte mig.“ I sine annaler erklærede den assyriske hersker Assurbanipal: „På befaling af Assur, Sin, Shamash, Ramman, Bel, Nebo, Ishtar af Nineve, Ninib, Nergal og Nusku trængte jeg ind i landet Mannai og rykkede sejrende igennem det.“ Kong Sargon påkaldte regelmæssigt gudinden Ishtar før han gik i krig. De assyriske hære marcherede bag gudernes standarter, øjensynlig træ- eller metalsymboler på stager. Varsler blev tillagt stor betydning. Man tog varsler ved at undersøge ofrede dyrs lever, iagttage fuglenes flugt eller ved at mærke sig planeternes stilling.

Præsterne nød godt af de assyriske sejre og opmuntrede derfor til krig. W. B. Wright bemærker i sin bog Ancient Cities: „Krig var nationens erhverv, og præsterne ophidsede uafladelig til krig. De levede hovedsagelig af krigsbytte, idet de uden undtagelse fik deres fastsatte del før de andre delte byttet; thi denne røverslægt var umådelig religiøs.“

På baggrund af dette er det let at forstå hvorfor Bibelen omtaler den assyriske hovedstad Nineve som „byen, der drypper af blod“. (Nah. 3:1) Jehova Gud viste længe overbærenhed mod denne by, ja mod hele det assyriske imperium. Men ved sine profeter pegede han frem til at Nineve ville blive en ubeboet ørken. For eksempel skrev profeten Zefanias under inspiration hvad Jehova ville gøre: „Han udrækker hånden mod nord og tilintetgør Assur, Nineve gør han til ødemark, tørt som en ørk; hjorde skal lejre sig deri, hvert slettens dyr; på dets søjlehoveder sover pelikan og rørdrum, i vinduet skriger uglen, ravnen på tærsklen.“ — Zef. 2:13, 14.

Dette blev opfyldt da babylonierkongen Nabopalassars og mederen Kyaxares’ forenede styrker belejrede og erobrede Nineve. Byen blev åbenbart stukket i brand, for mange assyriske relieffer er beskadigede eller bærer spor af ild og røg. Om Nineve fortæller den babyloniske krønike: „De tilegnede sig talrigt, utalligt bytte fra byen. [De lagde] byen i ruin og [forfald].“ Således, med ødelæggelsen af hovedstaden Nineve, fik det mægtige assyriske imperium et vanærende endeligt. Den dag i dag er Nineve en ubeboet ørken. Om foråret græsser hjorde nærved eller på højen Kujundjik, en af de to høje som markerer den gamle bys beliggenhed.

Det assyriske imperiums endeligt er et magtfuldt vidnesbyrd om Guds ords sanddruhed, og viser samtidig at militærmagt ikke er nogen virkelig beskyttelse. Skønt Assyriens militarisme havde præsternes støtte, kunne den ikke frelse landet. I dag vil religiøse lederes velsignelse og billigelse af krig heller ikke skåne blodskyldige mænd og nationer for at skulle aflægge regnskab over for universets højeste Suveræn, Jehova Gud. Måtte vil derfor beslutte os til at følge en kurs som er anerkendt af Gud, for heri ligger der sand sikkerhed og beskyttelse. Som det udtrykkes så godt i Ordsprogene 18:10: „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“