Mine forældre valgte min ægtefælle
JEG bor i Indien, og det er min bryllupsdag i dag, den 19. maj 1971. Om kun to timer skal bryllupsceremonien finde sted og forene mig i ægteskabet med den mand som skal være min livsledsager, ham jeg skal dele alle livets glæder og sorger med, men en mand som jeg indtil nu ikke kender.
Jeg havde ikke tænkt alvorligt over ægteskab, før for nogle få måneder siden, da mor fortalte mig at en god familie havde spurgt om hun og far ville give deres datter bort i ægteskab til deres søn.
Men nu er vi kommet hen hvor ceremonien skal foregå, og jeg vil snart få ham der skal være min mand at se. Idet jeg træder ind i salen går det op for mig at han sidder oppe foran, og jeg begynder at ryste af spænding. Mit hjerte slår hurtigere. Jeg kan ikke styre mine tanker. Jeg sætter mig ved hans side, men det er umuligt at sidde roligt. Så begynder bibelprædikenen, og lidt efter hører jeg min mands faste stemme love at elske mig og værne om mig, og jeg føler mig mere tryg.
Nu er det min tur, og jeg er parat, og villig til at love at elske ham og vise ham dyb respekt — denne mand som mine forældre med så stor omhu, kærlighed og omtanke har valgt til mig som ægtefælle.
Den indiske skik
Da mine forældre arrangerede mit ægteskab fulgte de indisk skik og brug. Når forældre i Indien arrangerer et ægteskab, tager de omhyggeligt både drengens og pigens personlighed i betragtning. De prøver naturligvis at finde en i deres egen kreds og med en lignende baggrund. Hos os får en teenage-pige ikke lov til at tale med drenge eller at blande sig med dem på nogen måde. Og når en dreng når fjortenårsalderen må han ikke længere tale med piger. Forældrene fører tilsyn med dem så vidt det er muligt.
Inden et ægteskab arrangeres undersøger pigens forældre den unge mands evne til at forsørge en hustru, ligesom de også tager hans fremtidsudsigter i betragtning. Desuden lægger de mærke til hans personlige fremtræden. For eksempel bortgifter de ikke en høj pige til en usædvanlig lille mand eller til en som hun på anden måde ikke ville passe godt til. Og naturligvis tager de også hensyn til hvilket helbred deres kommende svigersøn eller -datter har. Mine forældre overvejede omhyggeligt disse ting.
De fleste indiske børn overlader helt til deres forældre at vælge en partner til dem. Når unge indere hører om den vestlige skik med at de unge selv vælger deres ægtefælle, undrer de sig faktisk over at sådanne uerfarne unge tør træffe en så alvorlig afgørelse. ’Hvordan kan en ung mand eller kvinde på nogen måde være kvalificeret til at tage en så vigtig beslutning?’ tænker de. De synes det er meget bedre at overlade dette til nogle hvis alder og erfaring gør dem egnede til at vide hvad der er det klogeste valg.
En ven af vor familie vendte for nylig tilbage efter nogle få års ophold i vesten. Han sagde at da han var i De forenede Stater brød han sin hjerne med hvordan han skulle bære sig ad med at vælge en brud. Da han først havde vænnet sig til tanken, syntes han det lød godt at enhver valgte sin egen ægtefælle. Men da han hørte at mindst ét af fire ægteskaber ender med skilsmisse, syntes han alligevel at den indiske måde var bedre når det kom til stykket.
Selv om den vordende mand eller hustru ikke er forelskede før ægteskabet, er de fra barndommen blevet oplært til at elske og respektere deres ægtefælle. Derfor begynder de helt naturligt at gøre det når de bliver gift. Forældrene prøver at finde en ægtefælle der passer til deres søn eller datter. Det har vist sig at være en stor hjælp til at overvinde problemer i ægteskabet.
Jeg har hørt at de unge i vesten ikke kunne tænke sig at deres forældre skulle vælge deres ægtefælle. Når jeg ser mig om efter eksempler på et godt ægteskab, kommer jeg til at tænke på mine egne forældre, og jeg ved at deres ægteskab har været meget lykkeligt. Måske kunne De tænke Dem at høre deres historie, fortalt af min mor!
Min mors egen historie
„Jeg er den ældste pige af otte børn. Min far holdt meget af Bibelen, og vi hørte mange beretninger fra Bibelen af hans mund. Dette gjorde det ud for vores kirkegang, idet vi boede blandt hinduer mange kilometer fra den nærmeste kirke.
Vi kom vældig godt ud af det med vore naboer, som ofte inviterede os til deres fester, hvilket vi børn syntes vældig godt om. Mange af disse mennesker var meget fattige, og det skete tit at kvinderne betroede sig til min mor. De plejede at drøfte deres problemer; nogle havde mænd der drak og som slog dem og børnene. Ofte fortalte de at de ikke havde mad nok at spise og at de havde sultet i flere dage. Kvinderne var analfabeter og kunne derfor kun gøre lidt eller slet intet for at lette disse byrder. Men uanset hvad grunden var, stillede disse kvinder deres mænd på højde med Gud, og derfor måtte de holde besværlighederne ud.
Fra min tidligste ungdom nærede jeg en indre frygt for at jeg skulle blive gift med en mand der var en drukkenbolt og som ikke kunne forsørge mig. Dette kom til at øve stor indflydelse på mit liv. De ganske få som i desperation løb hjem til deres forældre blev altid sendt tilbage til deres mænd, hvor de hørte hjemme. Når jeg hørte om sådan noget tiltog angsten i mit sind og dermed også beslutningen om ikke selv at blive indhentet af en lignende skæbne.
Da jeg var tolv år gammel døde min far. Så måtte min mor sørge for os. Slægtninge og andre som syntes at min mors byrde burde lettes, foreslog at jeg afbrød min uddannelse. Men mor, som var lærerinde, kunne selv forsørge os, og jeg fik lov til at fortsætte min skolegang. Kort tid efter søgte mine slægtninge at arrangere et ægteskab for mig. De prøvede at tvinge mig til at gifte mig med en læge. Jeg ville gerne læse videre så at jeg, hvis det nogen sinde skulle blive nødvendigt, altid kunne tjene til livets ophold. Så jeg tryglede min mor om at blive fri for at gifte mig før jeg havde fuldført mine studier så jeg kunne blive lærerinde. Min familie var ikke enig med mig, men mine tårer og truslen om at løbe væk og blive nonne fik til sidst min mor til at se sagen fra min side, og hun tvang mig ikke til at gifte mig på det tidspunkt. Uden tvivl forstod mor af egen erfaring hvilken gavn hun selv havde haft af sin uddannelse.
Da jeg havde fuldført mine studier begyndte min mor og min familie igen at arrangere et ægteskab for mig. Jeg havde ikke mødt den unge mand, skønt familierne ofte ordner det sådan at de unge kan mødes eller i det mindste se hinanden. For eksempel bliver den unge mand og hans familie inviteret til te i pigens hjem, og så bærer pigen tebakken ind og serverer for ham og hans forældre. Men min forlovede boede langt fra vores hjem. Jeg kendte ikke engang hans familie. Imidlertid indvilligede jeg, da det var noget man forventede af en lydig indisk datter.
Den unge mands familie bad om at få fremstillet et bestemt antal smykker der skulle indgå som medgift. Dette gik min mor ind på. Da jeg forstod det ansvar min mor havde i forbindelse med at få smykkerne lavet, foreslog jeg at jeg skulle arbejde og dække omkostningerne. Så der gik et halvt år før brylluppet fandt sted.
I dette halve år spekulerede jeg på hvordan denne unge mand mon var. Jeg kunne ikke engang få nogen oplysninger om ham. Men jeg bad ofte til Gud om at min kommende mand ikke måtte være en drukkenbolt. Min far havde lært os at bede, og jeg troede virkelig på at Gud ville besvare mine bønner. To dage før ægteskabet ankom den unge mand og hans familie.
Min mors ægteskab
Den unge mands familie havde påtaget sig udgifterne til at pynte huset og omkostningerne ved selve brylluppet, deriblandt den indiske musik der blev spillet ved festligheden. Brylluppet blev holdt i kirken, og der var en stor og flot reception. Så snart ceremonien var ovre og vi kunne tale sammen, spurgte min mand mig hvad jeg syntes om arrangementet og om jeg kunne lide smykkerne jeg havde på. Jeg svarede at jeg syntes godt om dem, hvorefter jeg straks spurgte ham hvordan hans vaner var. Han sagde at han hverken drak eller røg og at han holdt meget af sport. Mit hjerte fyldtes med glæde og jeg priste Gud. Jeg havde også ønsket at han havde et godt arbejde så han kunne forsørge os godt. Men han tjente ikke meget. Denne nyhed rystede mig dog ikke, for den venlighed og kærlighed han viste mig var meget mere værd end de penge han nogen sinde kunne tjene.
Efter at have tilbragt fem dage i mit hjem pakkede jeg mine ting sammen for at tage med min mand og bo sammen med hans familie. I min mands hjem var der otte børn, hvoraf min mand var den ældste. Min svigermoder var hans stedmoder. Jeg måtte udføre en masse husligt arbejde, som for eksempel rengøring og madlavning. Jeg var lydig mod min svigermoder, men hun var aldrig tilfreds med det arbejde jeg havde gjort. Hun fandt altid fejl. Til sidst ordnede vi det derfor sådan at vi kunne bo et andet sted. Hun bad os tage fire af min mands egne brødre og søstre med og sørge for dem. Min mand og jeg drøftede sagen og påtog os dette ansvar. Det var et stort problem, men fordi jeg var uddannet lærerinde kunne jeg hjælpe til. Jeg begyndte at undervise, og skønt vi ikke tjente meget, var vi lykkelige.
Vi fik selv to sønner og en datter som skænkede os stor glæde i ægteskabet. Og endnu større lykke blev os alle til del da et af Jehovas vidner besøgte os og tilbød os et hjemmebibelstudium. Dette har i høj grad beriget vort familieliv, idet det har hjulpet os til at løse forskellige problemer i familien på en måde der behager Gud. Det har også gjort meget til at lære vore børn at have det rette syn på det modsatte køn og på ægteskabet.
Under vort studium af Bibelen med disse kristne vidner for Jehova lærte vi at deres tro ikke kræver at vi tilpasser vore skikke efter de vestlige landes. Deres tro krævede derimod at vi gav afkald på enhver skik som var i modstrid med Guds skrevne ord, Bibelen. Den kundskab om Guds ord vi har tilegnet os, har i sandhed givet os større forståelse af de ting man skal se efter når man vælger en ægtefælle til sin datter. For vi ved at en ung mand som elsker og tjener Jehova og som lader sig lede af hans principper og love for ægtemænd og hustruer, vil sørge lige så godt for vores datter som vi selv ville. Vi ved også at vi, ved at arrangere et ægteskab med en dreng hvis forældre også sætter deres lid til Jehova Gud — som har indstiftet ægteskabet — ikke vil blive snydt eller bedraget, som nogle er blevet.
For eksempel hørte vi om et tilfælde hvor nogle forældre skulle arrangere et ægteskab for en ung mand med strålende kvalifikationer. Han var veluddannet og berejst. Da tiden for hans ægteskab kom, bad han om at han måtte få en intelligent og veluddannet pige. Hans forældre fandt en sådan pige til ham, en pige med et friskt og opvakt ansigt som gav løfte om intelligens og som så ud til at ville passe godt til deres velbegavede søn. På bryllupsdagen løftede den unge mand pigens slør for at anbringe den guldkæde (mangal sudra) som kvinden bærer i stedet for en vielsesring, om halsen på hende, kun for at finde et ansigt som var sløvt, koparret og meget ældre end forventet. Den lovede brud var blevet erstattet med pigens ældre søster! I stedet for at gøre oprør gennemførte han ægteskabet, og har siden levet et liv i skuffelse og utilfredshed med en der overhovedet ikke passer til ham. Han er genstand for hele landsbyens medlidenhed.
Nu har jeg været gift i femogtyve år, og jeg ved at mit ægteskab har været godt og lykkeligt. Vi var glade da vores datter gik ind på at vi skulle arrangere hendes ægteskab. Vi har fundet en som vi ved er fuldstændig egnet til hende. Hun har været os en god datter, så vi ved at hun også vil blive en god kone.“
Mit ægteskab
Af min mors historie kan De se at mine forældre har haft erfaring, og gennem deres vejledning har jeg kunnet se hvor vigtigt det er at passe på hvordan man opfører sig i barndommen. Når vi er sammen med andre ved vi aldrig hvem der lægger mærke til os. Hvis vores opførsel ikke er god, hvordan kan vi da forvente at andre med gode egenskaber skal vælge os som ægtefælle til deres søn? Og så ville vi resten af livet fortryde at vi ikke havde været i stand til at få et godt ægteskab.
Nu er bryllupsceremonien ovre, og vi er ved at tage afsked med bryllupsgæsterne og på vej ind i bilen for at få en lille pause inden receptionen. Det er første gang vi har lejlighed til at veksle nogle få ord med hinanden. Jeg er så lykkelig, for jeg tror at min mand er bedre end nogen anden jeg kunne have forestillet mig eller ønsket. Han er så venlig imod mig. Mit hjerte strømmer over af glæde og kærlighed nu hvor han siger til mig som noget af det første: „Hvis jeg gør noget forkert, så må du rette mig, og jeg vil rette dig når du gør noget forkert. Vi må altid være forstående over for hinanden.“ Han talte også om hvordan vi skulle hjælpe hinanden på det åndelige område ved at læse Bibelen sammen.
Jeg er meget lykkelig nu over at skulle begynde mit ægteskab med en så vidunderlig partner. Jeg er virkelig taknemmelig mod Jehova Gud, og også mod mine kærlige forældre, som har gjort sig så stor umage med at finde en god mand til mig. — Indsendt.