Kan solen dække menneskets energibehov?

MODERNE bekvemmeligheder som biler, luftkonditionering og elektriske komfurer har medført et kolossalt energibehov. Indtil nu har man kunnet dække dette behov ved hjælp af kul, olie og naturgas, men disse ressourcer er måske snart udtømt. Man har håbet at dette problem kunne løses ved hjælp af atomkraft, men mange mener at atomkraften kan bringe befolkningens sikkerhed og sundhed i fare.a Men findes der en anden energikilde?

Det gør der heldigvis. „I løbet af 20 minutter rammes De forenede Stater af så megen solenergi at det kunne dække landets energibehov i et helt år.“ (The World Book Encyclopedia, 1970) Ifølge en anden udregning forsyner solen hver dag jorden med så megen energi at det næsten svarer til den energimængde „der findes i alt hvad der er på jorden af kul, olie, naturgas og uran“. — Science Digest, juni 1965.

Ja, vi kan virkelig tappe helt utrolige mængder af energi fra solen. Tænk engang: Solenergien kan udnyttes dag efter dag, og den forurener ikke. Mon det fra først af har været Skaberens mening at mennesket skulle dække sit energibehov med solenergi?

Almindelig udnyttelse af solenergi

Mennesket har altid fået sin energi fra solen; den har indgivet os fysiske kræfter. Så storslået har Skaberen udtænkt det. De vil måske gerne vide hvordan?

Det sker ved at sollyset forsyner levende planter med energi, så at de kan omdanne kuldioxyd og vand til en simpel form for sukker, som igen danner grundlag for alle næringsstoffer.

Af sukkeret fremstilles kulhydrater, fedtstoffer og proteiner. Når vi spiser planteføde, eller dyr som lever af planteføde, forsynes vi derfor indirekte med solenergi. Det er enestående at planterne er skabt således at de kan opfange den energi som solen udstråler og opbevare den til gavn for os. Det ville vi ikke selv have været i stand til.

Men mennesket har også udnyttet solen på andre måder for at få sit energibehov dækket. For over hundrede år siden viste ingeniøren George Stephenson at han forstod hvordan mennesket drager nytte af solens energi. Engang da han stod og så et jernbanetog forsvinde i det fjerne, spurgte han en ven som stod ved siden af ham: „Ved du hvad det er som får lokomotivet til at køre?“

„Det er da en af dine lokomotivførere fra Newcastle,“ svarede han.

„Nej,“ svarede Stephenson, „det er sollys!“

Stephenson forklarede nu sagen for sin desorienterede ven: „Det sollys jeg taler om har ligget oplagret i jorden i mange tusind år; det lys som en plante absorberer under væksten er nødvendigt for at den kan optage kul, og det lys som har ligget gemt i kullene i så mange år bliver nu gravet op, og når det igen frigøres, som det gør i lokomotivet dér, tjener det menneskets storslåede formål.“

Man forbavses måske, men mange moderne maskiner, blandt andet de store turbiner på elektricitetsværkerne, drives i virkeligheden indirekte ved solenergi.

Det er dog ikke blot kul, men også jordolie og naturgas der repræsenterer oplagret solenergi. Man mener nemlig at olie- og gasforekomsterne er opstået ved at planter og dyr engang i hensvundne tider blev udsat for varme og tryk. Selv det vand som driver turbinerne i et vandkraftværk er først blevet „pumpet“ op fra verdenshavene af solen, før det er vendt tilbage til jorden i form af sne eller regn og igen ud i havet. (Præd. 1:7) Vore biler, busser og flyvemaskiner og vort elektriske udstyr arbejder derfor indirekte ved solenergi.

Bliver solenergien udnyttet med visdom?

Bliver solenergien udnyttet med visdom? Er det et udtryk for visdom at udhule jorden og pumpe dens enestående energiforråd op til overfladen i stadig større mængde? Er det visdom at bortødsle vor beholdning af oplagret solenergi, at lade varmeenergien forurene floder og søer og at udspy giftige affaldsprodukter i atmosfæren?

Ville det ikke være langt klogere direkte at udnytte den kolossale mængde solenergi som hver dag rammer jorden? Dette ville ikke medføre nogen form for forurening. Mennesket har vist at det er i stand til at udnytte den energi som findes i verdensrummet. Man har for eksempel kunnet bruge det svage lys fra en stjerne til at udløse et relæ der kunne tænde elektriske pærer. Hvorfor skulle man så ikke kunne indfange og udnytte solenergien direkte?

Direkte anvendelse af solenergi

Det kan man også, og man har allerede gjort det i begrænset omfang. Man har for eksempel bygget en del huse som bliver opvarmet ved solenergi. På husets tag installeres et opsamlingsfelt som hovedsagelig består af en sort plade der absorberer solens stråler. På denne måde lader man solen opvarme en vis mængde vand eller luft som man lader cirkulere i huset, eller som man opbevarer i en isoleret tank indtil man får brug for det.

Indtil nu er solenergien sikkert fortrinsvis blevet brugt til opvarmning af vand. I Japan har man fremstillet over en million vandvarmere som drives ved solenergi. Man ser disse vandvarmere på mange hustage i Japan.

Solenergien bruges dog på en mere bemærkelsesværdig måde i store industriovne. Den største af disse ovne ligger ved Odeillo i Sydfrankrig. Denne ovn er kun et øjeblik om at brænde hul i en tyk stålplade. Man har opstillet treogtres store, flade spejle på en bakkeskråning; hvert af disse spejle følger solen på dens bane hen over himmelen og kaster dens stråler hen mod et kæmpemæssigt hulspejl, som igen koncentrerer de mange stråler til en lysplet på kun tredive centimeter i diameter. I ovnens kerne når temperaturen næsten op på 4000 grader. Det fortæller lidt om den kolossale energi der findes i sollyset.

Kan solenergien drive et kraftværk?

I de forløbne år er der blevet konstrueret mange maskiner som udnytter solenergien. Man har for eksempel frembragt damp ved at lade sollyset opvarme en væske, og denne damp har man derefter ladet drive et turbinelokomotiv. Man har dog ment at det var upraktisk at udvikle elektricitet på denne måde, men nu er der efterhånden flere der er begyndt at undersøge mulighederne nærmere; man har nemlig, i det mindste på papiret, fundet frem til mere effektive metoder hvorved man kan omdanne solenergi til elektricitet.

Det siges at National Science Foundation i 1971 var så interesseret i en af de metoder der var blevet foreslået, at man ønskede at skaffe penge så man kunne bygge et elektricitetsværk på forsøgsbasis. Det skulle opføres i ørkenen ved Yuma i Arizona og skulle kunne yde 100.000 kilowatt. Det menes at dette elektricitetsværk vil være i stand til at omdanne 30 procent af den modtagne solenergi til elektricitet.

Hvis man ønsker at udvikle store mængder elektricitet, vil de plader som man opfanger solstrålerne med, naturligvis komme til at dække et stort område. Hvor meget plads ville man behøve? Teoretisk set ville godt to hundrede og halvtreds kvadratkilometer af staten Arizonas ørkenområder, det vil sige mindre end én procent af denne stats samlede areal, være nok til at forsyne både Canada og De forenede Stater med varme og elektricitet. Men i virkeligheden kræves der et langt større område. Der må for eksempel være en passende afstand mellem de skærme der opsamler solenergien, for at de ikke skal skygge for hinanden, og man kan heller ikke omdanne sollys til elektricitet uden et vist energitab. Dertil kommer flere andre problemer.

Solceller

I 1954 lykkedes det videnskabsmænd at opfinde en metode hvorved man kunne udnytte solenergien mere direkte, en metode som især ville være anvendelig i erhvervslivet. Man opfandt nemlig et solbatteri som var sammensat af et vist antal siliciumceller. Et sådant solbatteri omdanner 12 til 14 procent af det sollys som rammer det, til elektricitet, og man regner med at dette tal vil kunne øges.

Sollyset omdannes til elektricitet i samme nu det rammer en solcelle, og processen er helt lydløs. Den elektronstrøm som lyset fremkalder kan få en radio til at spille, en motor til at køre, oplade en akkumulator, og meget andet. Solbatteriet har således givet os helt nye muligheder for at udnytte solens energi.

I sin bog The Coming Age of Solar Energy gør D. S. Halacy jun. rede for solbatteriets mange anvendelsesmuligheder, men han omtaler også et problem:

„Da solbatteriet lige var opfundet, syntes man at det var alle tiders idé at tække hustagene med solceller. Et tag på 6 gange 12 meter som kunne omdanne solenergi til elektricitet med 10 procents nyttevirkning, ville med kun 5 dages solskin om måneden være i stand til at udvikle så mange kilowatttimer som huset behøvede. Sagen har dog en hage, nemlig ’tagstenenes’ pris. I øjeblikket [1963] ville et sådant tag koste flere hundrede tusinde dollars.“

Det ville også være dyrt i dag. Det er sandt at silicium (et grundstof som indgår i fremstillingen af solceller) forekommer i rigelige mængder, men selve fremstillingen af solcellerne er både kostbar og vanskelig. Man har derfor hovedsagelig brugt solbatterierne til strømforsyning i satellitter, da man i denne branche har råd til at betale de høje priser.

Man har dog også udnyttet solceller erhvervsmæssigt. Man har både fremstillet radioer, ure, fjernsynsapparater og filmskameraer hvor strømmen leveres af solceller, og nogle af disse varer er nu i handelen. Solenergien er også blevet anvendt til radiokommunikation over store afstande; radiostationer med en indbyrdes afstand på næsten 5000 kilometer har gennemført udsendelser ved hver at anvende et panel på knap to kvadratmeter, forsynet med mere end 7800 solceller som eneste kraftkilde. Man har endog fremstillet en forsøgsbil der har kørt adskillige kilometer ved hjælp af solenergi.

Anvendelse af solenergi i fremtiden

Man kunne let fristes til at tro at man nu gør alt hvad man kan for at udnytte denne enestående, ikke-forurenende energikilde. Som en ingeniør har bemærket: „Vi er nu i besiddelse af den tekniske viden vi behøver for at kunne udnytte solenergien.“

Men hvad bliver der gjort? S. David Freeman, der er rådgiver for De forenede Staters regering i spørgsmål vedrørende energi, fremkom sidste år med følgende bemærkning: „Solenergien er en af vore forsømte muligheder.“

Det skal indrømmes at der endnu er mange problemer der må løses før solenergien vil kunne afhjælpe vort energibehov. Det materiale som solbatterierne fremstilles af er for eksempel meget kostbart, og det samme gælder de metoder til oplagring af elektricitet som man i øjeblikket råder over. Men kunne disse problemer ikke løses med en ekstra indsats?

Det er der i hvert fald nogle videnskabsmænd der mener. De mener at det materiale som solcellerne fremstilles af, vil kunne leveres for nogle få hundrede kroner pr. kvadratmeter; det ville gøre det muligt for folk at få deres tag tækket med solceller. Men vær nu ikke alt for optimistisk; man har til dato ikke gjort noget særligt for at udnytte solenergien, så udsigterne er ikke særlig lyse.

Men hvorfor er der ikke blevet gjort noget?

Problemer forbundet med at forbedre teknikken

Den teknik der kræves for at vi kan løse nogle af vore brændstofproblemer er i flere tilfælde inden for rækkevidde, men på trods af dette bliver den ikke udnyttet. Den amerikanske atomenergikommission er for eksempel fremkommet med denne erklæring: „Hvis den nødvendige forskning var blevet udført for 15 år siden, ville vi have haft forureningsfri anlæg drevet af fossilt brændsel (kul, olie og gas) i de sidste 10 år.“

Hvorfor har elektricitetsværkerne da ikke foretaget den nødvendige forskning så man kunne have standset forureningen? Fordi forskning koster penge.

Man står over for det samme problem i automobilindustrien. Som S. Smith Griswold, der er chef for Los Angeles Air Pollution Control District (luftforureningsnævnet i Los Angeles), har sagt: „Folk som er interesseret i at tjene penge, betragter de udgifter der er forbundet med at udvikle og fremstille apparater til kontrol af udblæsningsgas som en hæmsko.“

Man spørger da sig selv om det mon er frygten for at skade nogle store handelsforetagender der er årsag til at man ikke gør mere for at udnytte solenergien.

Forestil Dem engang at man med lidt ekstra anstrengelse kunne nå så vidt at man ved en billig proces kunne omdanne sollys til elektricitet. Nogle videnskabsmænd mener at dette ville være muligt. Og forestil Dem så at man på hvert hustag havde et lille panel med solceller der kunne forsyne hjemmet med elektricitet. Inden længe ville der ikke mere være brug for gas- og elektricitetsværker. Dette ville så gå ud over dem som har investeret deres penge i kul, olie, gas og atomenergi. Kunne man forestille sig at folk med sådanne kapitalinteresser ville være med til at udvikle noget så revolutionerende? Næppe.

Det er tydeligt at vi har brug for en gennemgribende forandring. Vor nuværende industrialiserede livsform må næsten helt lægges om, og enhver tendens i retning af mere industrialisering må standses. Men regeringerne vil øjensynlig ikke gå med til en sådan omvæltning.

En retfærdig løsning

Menneskets Skaber, den almægtige Gud, agter imidlertid at gøre dét som verdens regeringer ikke har gjort og ikke kan forventes at ville gøre. Gud vil snart vise sin almagt ved at fjerne hele denne onde tingenes ordning. Det vil sige at hele det menneskeskabte system som har smudset jorden til, snart vil forsvinde.

Det betyder imidlertid ikke at jorden vil blive fuldstændig affolket; de mennesker som oprigtigt elsker Gud og som værdsætter hans enestående skaberværk, vil blive skånet. De vil da udnytte jordens ressourcer uden at skade naturen. Men vil dette ikke medføre at mennesket kommer til at leve på et primitivt stade? Vil man ikke mangle den energi man behøver for at kunne drive moderne bekvemmeligheder?

Nej, ikke nødvendigvis. Der findes megen energi her på jorden som kan udnyttes uden at naturen forurenes. Under Guds retfærdige styre vil mennesket lære at udnytte jordens energi. Jordens ressourcer vil blive anvendt med visdom og på en gavnlig måde. Vi vil alle blive forsynet med den energi vi behøver for at kunne leve behageligt og glæde os over livet. Energiproblemet og forureningsproblemet vil da høre fortiden til. — Sl. 37:9-11, 29; Åb. 21:3, 4.

[Fodnote]