Teenageægteskab — hvor klogt er det?
EN KVINDE tænkte tilbage på dengang hun besluttede at gifte sig og sagde: „Jeg var atten, og jeg syntes han, af alle jeg havde mødt, var den der var bedst egnet til at gifte sig.“ Men var hun selv virkelig rede til at gifte sig? Hvorfor ønskede hun at gifte sig? Hun indrømmede senere: „Jeg var bare kommet til den slutning at det var et pas til de voksnes verden at blive gift.“
De fleste fornuftige mennesker vil kunne se den umodenhed der skinner igennem dette syn på tingene. Hvad er det sandsynlige resultat når en sådan tankegang er grundlaget for ens beslutning i så alvorlig en sag som ægteskab? Ofte er resultatet ulykkelige forhold og skilsmisse.
Ægteskabet stiller krav, kræver tilpasning og medfører ansvar af en sådan art at det er nødvendigt at lægge modenhed og ligevægt for dagen, tillige med kærlighed. Nogle erindrer muligvis selv en del bekendte der først giftede sig mens de var i tyverne eller trediverne men som alligevel ikke lagde disse egenskaber for dagen — med en senere skilsmisse som resultat. Hvad kan da forventes når teenagere gifter sig?
I 1970 fremsatte en professor i familiesociologi denne kommentar: „Undersøgelser viser at teenageægteskaber i almindelighed kendetegnes ved procentvis flere skilsmisser og ulykkelige forhold end ægteskaber indgået på et senere tidspunkt.“ Blandt kvinder der gifter sig mellem seksten og atten og mænd der gifter sig før de er toogtyve, er der „forholdsvis mange tilfælde af dårlig tilpasning“ til ægteskabet, viser en anden undersøgelse.
Hvorfor er det sådan? Bogen Marriage for Moderns bemærker: „Når det drejer sig om at gøre et ægteskab lykkeligt er der muligvis ingen enkelt faktor der er vigtigere end modenhed.“ Og det tager tid at erhverve mental, fysisk og følelsesmæssig modenhed.
Men tillader loven ikke i mange lande at teenagere gifter sig, som for eksempel når pigen er seksten og drengen er atten? Jo, i mange lande gør den. Men ofte tillader myndighederne kun ægteskab ved minimumsalderen hvis forældrene giver skriftligt samtykke. En anden aldersgrænse, som for eksempel tyve eller enogtyve, gælder når parret ikke får forældrenes samtykke. Dette understreger at forældre må bære ansvaret for at tillade deres børn at gifte sig på et tidspunkt hvor det er mindre sandsynligt at de har den nødvendige modenhed til at indgå ægteskab. Hvis det går dårligt er forældrene medansvarlige.
Ganske vist anses unge mennesker i visse områder for at være rede til ægteskab så snart de er blevet fysisk i stand til at forplante sig, og skilsmisser kan endda være temmelig sjældne. Men læg mærke til hvad bogen Growth [Vækst] gør opmærksom på: „I de primitive samfund giver barneårene al den læretid individet behøver for at passe ind i sin kultur. Som følge heraf nås kønslig modenhed og social modenhed næsten samtidig.“ Sædvanligvis lever og arbejder en teenager i disse områder i et landbrugssamfund, hvilket på mange måder hjælper ham til at modnes. Han lægger mærke til livets biologiske realiteter — forplantning, vækst, sygdom og død. Han erfarer virkningerne af tørke, storm og vind. Det er blevet sagt at sådanne ting „oplærer ham på en måde som menneskegjorte love aldrig kunne gøre“.
I denne forbindelse kan vi lægge mærke til at Bibelen også indeholder eksempler på at forholdsvis unge giftede sig med godt resultat, men at disse også befandt sig i et landbrugssamfund. De var desuden under en patriarkalsk ordning, hvor selv en gift mand med børn fortsat boede sammen med sin gamle fader og modtog vejledning af ham.
Forholder det sig imidlertid sådan med teenagere i dag? Bogen Growth tilføjer: „I vor tids industrisamfund er situationen meget anderledes. Disse komplicerede samfund kræver komplicerede færdigheder og en kompliceret adfærd . . . Tidsrummet mellem den kønslige og den sociale modenhed er derfor langt.“
For eksempel kan en teenageægtemand meget vel opdage at problemet med at forsørge hustruen og børnene betyder en kolossal belastning for ægteskabet. Med hensyn til beskæftigelse viser erfaringen at arbejdspladserne ofte hellere vil ansætte nogle der er lidt ældre, og at teenagere mange gange er de første der fyres.
Hvad der også komplicerer sagen er dette, at i samfund hvor den enkelte selv vælger sin ægtefælle, er den kønslige tiltrækningskraft ofte en afgørende faktor i teenageægteskaber. En bog om ungdommens problemer siger: „Evnen hos et medlem af det modsatte køn til at vække romantiske følelser synes nu at være det vigtigste kriterium for at vælge ægtefælle. Dog er denne egenskab alene et yderst tvivlsomt element at grundlægge et varigt og tilfredsstillende ægteskab på.“
Bibelen bekræfter også det utilrådelige i at en ung springer ind i et ægteskab så snart han eller hun føler den første stormende forelskelse. Apostelen Paulus sagde at det ikke er forkert af en kristen at gifte sig hvis han „mener at han bærer sig urigtigt ad over for sin jomfruelighed, hvis den er ude over ungdommens vår“. (1 Kor. 7:36, New World Translation) Her bruger Paulus det græske ord hyperakmos (af hyper, over, og akme, højeste punkt, en blomst i fuldt flor). Når den første bølge af begær er ovre, er man i stand til at vurdere sine eller den anden parts følelser og situation mere objektivt.
„Men er der da ingen teenageægteskaber der er lykkelige?“ spørger du måske. Jo, afgjort. For eksempel sagde en mand på femoghalvtreds år der havde giftet sig da han og hans kone var teenagere: „Hvis jeg skulle gøre det om igen, ville jeg gøre nøjagtig det samme.“ Men før du antager at det samme vil blive tilfældet med dig, så se på baggrunden. Denne mand var vokset op på landet, og før han var tyve år gammel havde han og hans broder ansvaret for at lede en landbrugsejendom. Andre der har giftet sig mens de var unge, er vokset op med det store ansvar at sørge for mange brødre og søstre. Hvor mange teenagere har imidlertid haft tilsvarende forhold til at modne sig?
Følgelig skulle hverken forældre eller unge være for ivrige når det drejer sig om at gå ind for et teenageægteskab. Selv om nogle teenageægteskaber har været gode, så har, i vor tids komplicerede samfund, mange flere været præget af ulykkelige forhold og skilsmisse. Det var Gud der indstiftede ægteskabet — men det er ikke noget universalmiddel mod menneskelige ufuldkommenheder. Det er kun så godt som de personer der er i det. Hvis der skal opnås lykke og fremgang må de to det drejer sig om være modne mennesker der har fast fodfæste på livets vej.