Partiet beslutter: ’Disse mennesker skal fordrives fra samfundet!’
DETTE er i realiteten hvad Malawis kongresparti besluttede ved sit årsmøde i 1972 angående Jehovas vidner i dette land.
Forsamlet i den katolske mellemskole i hovedstaden Zomba vedtog partiets delegerede den 16. september en række resolutioner. Vi citerer her fra bladet MANA Daily Digest, som udgives af ministeriet for information og radiospredning i Malawi, dateret den 18. september 1972. På side 17 står der at partiets delegerede havde . . .
(a) beklaget at visse fanatiske religiøse sekter, som i deres virke lignede den forbudte sekt Jehovas vidner, hæmmede både den politiske og den økonomiske udvikling i landet.
(b) besluttet at alle medlemmer af disse fanatiske religiøse sekter som er ansat i handel og industri skal afskediges, og at ethvert handels- eller industriforetagende som ikke adlyder denne resolution skal have sit næringsbrev ugyldiggjort.
(c) besluttet at alle medlemmer af disse fanatiske religiøse sekter som er i statens tjeneste, skal afskediges, og at ethvert medlem af disse sekter som er selvstændigt næringsdrivende, enten i forretning eller landbrug, skal modvirkes i udfoldelsen af sin aktivitet inden for forretning eller landbrug.
(d) besluttet at alle medlemmer af disse sekter som bor i landsbyerne skal jages bort derfra, og appelleret til regeringen om at yde partiets medlemmer den størst mulige beskyttelse når de tager sig af disse sekters tilhængere.
I virkeligheden var det kun Jehovas vidner der berørtes af disse resolutioner. Intet andet trossamfund i Malawi har lidt som de har gjort.
Hvad sagde disse resolutioner egentlig? Ordene betød i virkeligheden at Jehovas vidner i Malawi ikke noget som helst sted måtte have et arbejde af nogen som helst art, som de kunne leve af. De skulle ikke engang have lov til at dyrke føde til livets opretholdelse. Og de skulle fordrives fra landsbyerne. Hvad ville der så være tilbage?
Det eneste de kunne gøre var at leve som vilde dyr i skovene og bush’en, som samfundets udskud.
Men er det ikke blot vor fortolkning? Er resolutionerne ikke blot ment som et udtryk for fordømmelse, uden at de skulle forstås som et forsøg på at berøve mennesker det nødvendige til livets opretholdelse?
Kendsgerningerne viser at de der hørte disse ord forstod dem som en direkte ordre til at fordrive Jehovas vidner, ja, så godt som en dødsdom.
Læg mærke til nogle af de måder hvorpå de der var „selvstændigt næringsdrivende, enten i forretning eller landbrug,“ blev ’modvirket’ i udfoldelsen af deres aktiviteter.
Forretningsmænd i Malawi ruineret
● B. Lameck Chirwa, en forretningsmand i Malawi og et af Jehovas vidner, vendte hjem til Malawi fra et kristent stævne i Salisbury, Rhodesia, og fandt sin kødelige broder, Beneya, bevidstløs. Broderen, der ejede en købmandsforretning, var blevet gennempryglet af medlemmer af Ungdomsforbundet fordi han var et Jehovas vidne. Efter fem timer kom han til sig selv og blev ført på hospitalet, hvor han tilbragte tre dage.
Men et medlem af Ungdomsforbundet havde set Lameck hjælpe sin broder, og snart ankom medlemmer af Ungdomsforbundet til hans forretning i Zingwangwa. Han blev spurgt om han kunne fremvise et partimedlemskort. Da han ikke kunne det, blev hans hus og hans forretning lukket, og han blev låst ude. De tvang ham så til at tage til Limbe, hvor han havde en konfektionsforretning som hans hustru passede. Da hun tog det samme standpunkt i forbindelse med spørgsmålet om partikort, lukkede de også denne forretning. Da Lameck besluttede at gå til generalsekretæren for Malawis kongresparti, Aleke Banda, for at tale om lukningerne, fandt han at Ungdomsforbundets medlemmer havde lukket luften ud af hans dæk og taget hans bilnøgler. De myndighedspersoner Lameck kontaktede gav ham absolut intet håb om nogen indgriben til hans fordel — medmindre han altså købte et partikort. Hans bankkonto blev fastfrosset ligesom det skete for alle andre der var kendt for at være Jehovas vidner. Endelig var han i stand til at omsætte en forsikringspolice i kontanter og tage et fly fra Malawi til Rhodesia, hvorved han efterlod sig huse, møbler, konfektionsvarer og forretningsudstyr, en syv tons lastbil samt en personbil. Den samlede værdi var 850.000 kroner. Han havde drevet forretning siden 1959. Nu var der intet tilbage.
● Et andet Jehovas vidne i Malawi, ved navn Chinondo, drev køreskolen Modern Driving School i Malawis største by, Blantyre. Alle hans biler blev konfiskeret. Senere så han dem parkeret ved kontoret for kongrespartiets „Region Syd“.
● William McLuckie, der er fireogtres år gammel, havde boet i Malawi i næsten fyrre år. Han ejede en souvenirforretning i Blantyre. Ud over at der var 11 personer direkte ansat hos ham, købte han regelmæssigt udskårne souvenirgenstande af 120 træskærere i Malawi, som alle var familieoverhoveder. McLuckie anslår at mellem 600 og 700 var økonomisk afhængige af denne forretning. Da han var et Jehovas vidne blev han stævnet for retten og fik otteogfyrre timer til at forlade landet. Omkring et døgn efter hans forvisning fik hans hustru og deres tre børn fireogtyve timer til at forlade landet.
● Men der var nogle der mistede mere end deres forretning. Rhodesia-bladet Sunday Mail skrev den 1. oktober 1972 at „en fremtrædende forretningsmand i Malawi“ var blevet „pryglet ihjel“. Det var M. L. Chirwa, ejeren af en købmandsforretning i Blantyre. Bladet The Rhodesia Herald skriver om det samme tilfælde: „Indtil nu er der fra officiel side ikke blevet taget noget skridt i anledning af Chirwas død.“
’De skal afskediges’
Resolutionen om at alle Jehovas vidner der var ansat af andre skulle afskediges, var heller ikke nogen tom trussel.
● M. R. Kalitera havde arbejdet for postvæsenet siden 1949. Efter treogtyve års ansættelse blev han nu afskediget uden løn eller pension.
● Kadewere arbejdede som inspektør for sundhedsministeriet; han besøgte forskellige klinikker. Han var uddannet i De forenede Stater. Da han en dag vendte hjem til sin bolig i Zomba fandt han at hans majsmarker var ved at blive delt mellem medlemmer af Ungdomsforbundet. Og da han vendte tilbage til Blantyre fik han at vide at han var blevet afskediget fra sit arbejde. Kadewere er fader til ni børn.
● William Nsangwe havde taget en handelsskoleeksamen og havde arbejdet i fem år på rådhuset i Blantyre. Da der begyndte at opstå vanskeligheder for Jehovas vidner kaldte kommunaldirektøren ham til sit kontor og udspurgte ham. Derefter tilkaldte borgmesteren ham til en samtale. I begge tilfælde blev der gjort forsøg på at få ham til at købe eller modtage et partikort, men han nægtede af samvittighedsgrunde. Han fik at vide at han skulle ’gå hjem og tale med sin kone og sin moder og sin fader om sagen’, men svarede at ’dette drejede sig om hans egen tro, og hans standpunkt afhang ikke af hans fader og moder eller hans hustru’. Han blev afskediget. Hans hustru Joy, der var skolelærer med eksamen fra Malawis universitet, blev også afskediget, ligesom Venencia Kabwira, et andet af Jehovas vidner der også var lærer og havde universitetseksamen.
Det der således skete med offentligt ansatte, skete også med dem der arbejdede for private firmaer.
● W. Lusangazi havde arbejdet for firmaet Mandala Motors Limited i Blantyre i over ti år. Han blev afskediget, og det samme skete for Widdas Madona, som i lige så mange år havde arbejdet for firmaet Horace Hickling Limited i Blantyre. Et andet Jehovas vidne, Lihoma, havde arbejdet for United Transport Limited i femten år. Også han blev afskediget.
Der var flere arbejdsgivere der protesterede kraftigt mod at skulle afskedige de Jehovas vidner der var ansat hos dem.
● Et sagførerfirma i Blantyre forelagde endda sagen for selve præsidenten og prøvede — men uden held — at undgå at miste to af deres mest betroede medarbejdere, Luwisi Kumbemba og L. D. Khokwa. (Khokwas hustru, der var lærerinde, mistede også sin stilling.)
● Ejeren af et konfektionsfirma i Blantyre, der var inder, vendte hjem fra en rejse for at finde at den medarbejder som han havde betroet at føre tilsyn med firmaet i hans fravær, var blevet tvunget til at tage sin afsked. Medarbejderen var et af Jehovas vidner, Skennard Mitengo. Ejeren erklærede at han så ville lukke firmaet, Crescent Clothing Company, fordi han, som han sagde, ikke kunne fortsætte uden denne højt værdsatte medarbejder. Det blev formodet at hans firma ville blive overtaget af et andet firma, Press Trading Limited, som ejes af visse regeringsembedsmænd.
Dette er blot nogle få eksempler hentet fra en lang liste med Jehovas vidner som blev frataget deres arbejde. Så vidt vides er der i øjeblikket ikke i hele landet et eneste Jehovas vidne som er ansat noget sted. Men kampagnen standsede ikke her.
Nægtet de simpleste livsfornødenheder
Malawi er et landbrugsland, ikke et industriland. Langt størstedelen af befolkningen lever af landbrug og dyrker jordlodder som er gået i arv i de små landsbyer. De fleste Jehovas vidner i Malawi var i denne situation. Som alle andre mennesker har de brug for føde, vand, klæder og husly. Men der blev gjort en samlet anstrengelse for endda at nægte dem disse fornødenheder.
● I Supuni i Chikwawa-området blev alle Jehovas vidner frataget deres haver, og de blev endda forhindret i at hente vand op af den lokale brønd. For at skaffe vand måtte de gå til floden, der lå over seks kilometer borte!
Bogstavelig talt tusinder af huse blev brændt af eller revet ned. Alene i landsbyen Jali i Zomba-området blev fyrre huse der tilhørte Jehovas vidner, ødelagt ved brand.
● Fra Chiromo i landets sydligste del kommer følgende beretning: „I distrikterne Chiromo, Bangula og Nguluwe blev alle brødrenes huse og ejendele ødelagt af Unge Pionerer. Alle brødrene og søstrene fra landsbyen Chamera er spredt og opholder sig i bush’en. Alle deres ejendele er blevet ødelagt.“
● Fra landsbyen Gorden i nærheden af Zomba: „Alle huse der tilhører brødre og søstre er blevet revet ned. Alle deres fødevarer og ejendele er taget af de lokale høvdinge. Alle brødre og søstre er flygtet fra landsbyen.“
En rapport opsummerer vidnernes boligsituation således: „Den samme historie kunne fortælles om mange andre familier af Jehovas vidner. Kvinder og børn sover udendørs. Nogle af dem sover på jernbanestationer. Nogle på busstationer, eller hvor som helst de kan finde et sted hvor de ikke vil blive overfaldet.“
● I en landsby i nærheden af Blantyre blev Mazongoza, en tresårig enke der er et af Jehovas vidner, standset af medlemmer af Ungdomsforbundet, som forlangte at hun skulle købe et partikort. Det nægtede hun af samvittighedsgrunde. I løbet af en uge, fra den 24. til den 30. september, slog de hendes kyllinger ihjel en for en; og da hun stadig nægtede, dræbte de hendes geder en for en. Det var alt hvad hun ejede og havde. Så truede de hende på livet så hun måtte flygte fra landsbyen.
Mange af beretningerne er meget kortfattede, men for den der kender forholdene i Malawi fortæller de mere end der kunne stå i en tyk bog.
En sætning der går igen er ’døre og vinduer („hver med 6 ruder“) knust eller stjålet’. Måske lyder det mærkeligt at lægge vægt på netop dette. Men i landsbyerne i Malawi har de fleste huse lerklinede vægge og stråtag. Hvis man har en dør eller et vindue, så er dette den mest værdifulde del af hele huset.
Ligeledes fortæller den ene beretning efter den anden om ødelæggelse eller tyveri af for eksempel ’3 sovemåtter, 3 tæpper, 2 stole, 1 bord, 1 borddug, 2 halstørklæder, 8 sække afskallede jordnødder, 1 forrådsrum med uafskallede jordnødder’. For dem der bor i industrilande lyder dette måske ikke som noget særlig stort tab. Men for dem som tabet gik ud over repræsenterer dette måske hele møblementet i deres lille hjem; og det de havde dyrket, og som de mistede, var måske deres eneste mulighed for at tjene en lille smule penge. Borddugen har måske været den eneste ting husmoderen havde til at pynte lidt med i sit hjem.
I nogle tilfælde var det en cykel, en radio eller en symaskine (for eksempel „1 håndsymaskine“) der blev stjålet fra dem. Men for dem svarer tabet af en cykel til tabet af en bil for folk i andre lande. Blot en enkelt af disse ting har måske kostet flere måneders løn, eller måske har det krævet et helt års markarbejde og opsparing at skaffe dem.
En rapport direkte fra Sinda Misale-lejren i Zambia fortæller om de tusinder af Jehovas vidner der lever som flygtninge der:
„Både kvæg, får, høns, grise og geder er blevet taget fra brødrene. Mange af dem har fået deres tøj stjålet, så de ikke har andet end det de står og går i. En af søstrene kunne ikke komme ind i flygtningelejren, fordi hun var nøgen; unge fra kongrespartiet havde revet tøjet af hende. Andre søstre i lejren var nødt til at sende noget ud til hende som hun kunne tage på, før hun kunne komme ind. Så godt som ingen af de brødre der er flygtet fra Malawi, har noget tilbage af det de efterlod sig. De har med andre ord ingen materielle ejendele at vende tilbage til.“
Kan en behandling som den der her fremlægges beviser for, på nogen måde retfærdiggøres? Overvej de beskyldninger der rettes mod Jehovas vidner i Malawi, og døm selv.