Menneskenes sprog

AF „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT I LAOS

EN AF de ting som er årsag til stor splittelse blandt mennesker, er at de taler så mange sprog. Sprogforskere har opgjort at der tales omkring 3000 forskellige sprog.a Og hvis alle dialekter (lokale former af et sprog) blev regnet med, ville tallet sandsynligvis blive meget højere. Imidlertid er selv eksperterne i nogle tilfælde uenige om hvad der er et selvstændigt sprog og hvad der er en dialekt. Det kan nemlig forekomme at folk der taler hvad forskerne betegner som dialekter af samme sprog, er ude af stand til at forstå hinanden.

Men der var engang da alle mennesker talte samme sprog. Jehova Gud, menneskets Skaber, sørgede selv for at menneskene begyndte at tale forskellige sprog for at de derved kunne hindres i at arbejde sammen i en forkert hensigt. Således standsede han bygningen af Babelstårnet, som var til vanære for ham, og tvang dem der byggede det, til at sprede sig ud over jorden. — 1 Mos. 11:1-9.

De fleste sprog kan henføres til en større sprogfamilie, hvoraf der kun er omkring ti (også her opgiver de forskellige autoriteter forskellige tal). Alle sprogene i samme familie er udgået fra samme grundsprog, og i mange tilfælde er selve grundsproget nu uddødt.

Mange er naturligvis klar over at sprog som fransk, italiensk, spansk, portugisisk, og flere andre, er former af latin som har gennemgået store forandringer, men det er ikke alle der véd at selv latin anses for kun at være et medlem af en sprogfamilie. Man mener at latin, sammen med andre sprog i Europa og Indien, er udgået fra et indoeuropæisk grundsprog som nu er forsvundet.

Vi ved ikke præcis hvor mange grundsprog Jehova lod opstå i Babel, for der findes sprog som tilsyneladende ikke kan placeres i nogen kendt familie (det gælder for eksempel japansk og baskisk), og mange andre sprog tales nu ikke længere. Der var muligvis relativt få grundsprog. Med tiden skiltes også folkegrupper som talte samme sprog, og havde ingen kontakt med hinanden i flere hundrede år; deres sprog udviklede sig ad hver sin vej, og således opstod der to eller flere forskellige sprog hvor der før havde været ét.

Ethvert levende sprog forandrer sig til stadighed; man behøver kun at læse den engelske King James-oversættelse af Bibelen for at se hvor meget det engelske sprog har ændret sig i løbet af omkring 360 år, på trods af den stabiliserende indflydelse som bogtrykkerkunsten og de gode kommunikationsforhold har udøvet. Folkegrupper som havde mistet den indbyrdes kontakt, ville derfor gradvis blive ude af stand til at forstå hinanden. Men de sprog som derved opstod ville trods alt have beholdt tilstrækkelig mange fælles træk til at slægtskabet mellem dem stadig var tydeligt.

Den indoeuropæiske sprogfamilie

Lad os se lidt nærmere på en bestemt sprogfamilie. Omkring halvdelen af jordens befolkning taler et sprog som tilhører den indoeuropæiske sprogfamilie eller sprogæt. Det er ikke tilfældigt at for eksempel talordet „tre“ er så let at genkende på russisk (tri), tysk (drei), fransk (trois), engelsk (three), hollandsk (drie), irsk (trí), græsk (treĩs), litauisk (trys), sanskrit (trí), albansk (tre), og så videre. Alle disse sprog siges at være udgået fra det uddøde indoeuropæiske grundsprog.

Mange af dem kan snarere betegnes som børnebørn end som børn af dette gamle modersprog, for en del af dem skal være kommet af nu uddøde sprog som selv er udgået af det europæiske grundsprog. Man mener for eksempel at sprog som walisisk, bretonsk, gælisk og andre, stammer fra et gammelt keltisk sprog der har sin rod i det indoeuropæiske grundsprog. Russisk, polsk, serbisk, tjekkisk med flere, kan spores tilbage til et oldslavisk sprog. Engelsk, hollandsk, tysk og deres beslægtede sprog er alle af germansk afstamning.

Klassificeringen af sprog

Først i nyere tid, omkring slutningen af det attende århundrede, begyndte sprogforskere at analysere de levende sprogs historie og slægtskab. Før den tid havde de været mest optaget af blot at sammenligne ordenes skriftlige former på forskellige sprog, men ud over dette er der mange andre ting der viser noget om sprogenes slægtskab. Selv om to sprog kun har ganske få ord fælles, kan sætningsbygningen i sprogene vise at de tilhører samme familie.

Tag for eksempel laotisk og kinesisk. Man vil få svært ved at finde ret mange ord der er fælles for de to sprog, men til gengæld har de tre andre vigtige træk fælles. For det første er det på begge sprog sådan at et ord kan have flere forskellige betydninger, alt efter hvilket tonefald ordet udtales med. For eksempel betyder det laotiske ord mu „ven“ når det udtales i lav tone, og „gris“ når det udtales i stigende tone.

For det andet består de fleste ord kun af en enkelt stavelse, eller de er sammensat af flere enstavelsesord.

For det tredje må man, hver gang man nævner et antal personer eller ting, benytte et klassificerende ord for at oplyse af hvilken art den omtalte genstand er. En laoter kan for eksempel ikke blot sige ’tre piger’, men må sige ’pige tre personer’, for at vise at pigerne hører til den gruppe der kan kaldes ’personer’. Disse tre træk taler for at kinesisk og laotisk er slægtninge inden for samme sprogfamilie.

Derimod skal man ikke tillægge det skriftsystem der benyttes, stor betydning. Engelsk og vietnamesisk skrives begge ved hjælp af det latinske alfabet, som blev indført i Vietnam i det syttende århundrede, men de to sprog er dog meget forskellige. Japanske og kinesiske skrifttegn er noget lig hinanden, og det får nogle til at tro at sprogene er beslægtede. Imidlertid tilhører sprogene to vidt forskellige familier. Engelsk og russisk skrives derimod med forskellige skrifttegn, selv om sprogene er slægtninge (skønt fjerne slægtninge) inden for samme familie.

Om at lære et nyt sprog

Dette kan hjælpe os til at forstå hvorfor nogle sprog er meget lettere for os at lære end andre. I et fremmed sprog der hører til samme familie som vort eget, vil vi sikkert finde mange lyde, ord eller konstruktioner som vi er fortrolige med. Jo fjernere slægtskabet er, des mere fremmed vil sproget forekomme os. I begyndelsen kan vi måske ikke engang udtale lydene rigtigt, og ordenes rækkefølge virker helt bagvendt på os.

Sammenlign for eksempel de tyske talord fra et til ti med de danske: eins, zwei, drei, vier, fünf, sechs, sieben, acht, neun, zehn. Når vi husker at det tyske „z“ udtales „ts“ og det tyske „v“ udtales „f“, er det umiddelbart indlysende at ordene ligner de danske meget. Betragt nu de samme talord på laotisk: nung, song, saam, si, ha, hok, tsjet, bpaat, gao, sip. De minder meget lidt om de danske talord. Og de ville have lignet dem endnu mindre hvis man kunne vise på skrift at hvert af de laotiske tal skal udtales med et bestemt tonefald, som man må huske sammen med ordet!

Lad os nu se på ordstillingen. På dansk kunne et spørgsmål lyde således: „Hvor mange døtre har De?“ På tysk ville det samme hedde: „Wieviele Töchter haben Sie?“ Her er ordstillingen nøjagtig den samme som på dansk. Men på laotisk hedder det: „Tjao mi luk sao tsjak kon?“ Dette betyder, bogstaveligt oversat: „De har barn af hunkøn hvor mange personer?“ Sætningsbygningen er helt anderledes end på dansk.

Det kan ofte forekomme at et ord på ét sprog simpelt hen ikke findes tilsvarende på sprog af andre familier. Det er derfor langt sværere at oversætte til et sprog der hører til en anden familie. For eksempel benytter bladet Vagttårnet på sproget thai det samme ord for at gengive de tre engelske ord der betyder sympati, empati og hensynsfuldhed. Der findes ingen ord der kan gengive hvert af disse sproglige nuancer på thai (eller på laotisk, som er nært beslægtet med thai). På den anden side må man på dansk klare sig med det ene ord bære, mens man på laotisk og thai har forskellige ord der betyder „at bære i hånden“, „at bære på skulderen“, „at bære på en bærestang“, „at bære i armene“ eller „at bære på ryggen“.

For at gøre det lettere for dem der vil lære et sprog som er helt forskelligt fra deres eget, er der ved at blive udviklet nye undervisningsmetoder. En af dem kaldes undertiden „den direkte metode“. Eleven lærer at bruge nogle enkle sætninger og sætningskonstruktioner lige fra begyndelsen. Han lærer grammatik i tilknytning til de sætninger han allerede forstår, i stedet for først at pløje sig igennem grammatikken og lære en lang række gloser uden at kunne forme eller forstå den enkleste sætning.

I det første århundrede af vor tidsregning gav Gud nogle den mirakuløse gave at kunne tale sprog de aldrig havde lært. I dag besidder ingen en sådan gave fra Gud. Men det er heller ikke nødvendigt. De der gerne vil være med til at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til nye egne, må møjsommeligt lære de sprog der tales der. Men det varer ikke længe før retsindige mennesker modtager budskabet, og snart udføres størstedelen af forkyndelsesarbejdet af lokale mænd og kvinder. Sådan er det inden for alle sproggrupper på jorden. Således besejres sprogforvirringen og dens splittende virkning af det forenende sandhedsord blandt dem der sammen ønsker at prise Jehova, der gav mennesket sprogets gave.

[Fodnote]

[Diagram på side 9]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDOEUROPÆISK

hindu

sanskrit

persisk

oldpersisk

armensk

albansk

balto-slavisk

baltisk

litauisk

slovakisk

slavisk

polsk

bulgarsk

russisk

GERMANSK

gotisk

græsk

nygræsk

latin italisk

oskisk

rumænsk

italiensk

potugisisk

spansk

fransk

keltisk

britannisk

bretonsk

walisisk

skotsk

irsk

GAMMELTYSK

angelsaksisk

engelsk

tysk

hollandsk

oldnordisk:

svensk

norsk

dansk

islandsk