Hvordan dyr oplærer deres unger

OPLÆRER dyr deres unger? Tugter de dem? Kræver de lydighed? Ja, sådanne ting spiller en vigtig rolle i deres liv. Det drejer sig ligefrem om liv eller død.

Det er et gudgivent instinkt der er drivkraften. Intelligens kommer også ind i billedet, i begrænset omfang. Hvis ungerne skal overleve har de behov for at blive undervist i hvordan de kan få føden. De har også brug for at lære at opdage farer, og at vide hvordan de kan overvinde dem. Dyreforældre kommer ikke med forklaringer til deres unger, eller fortæller dem hvorfor og hvordan de skal gøre tingene. Men de underviser ved hjælp af eksempler, og undertiden tilføjer de ungerne smerte for at hjælpe dem til at gøre det rigtige.

De tager sig tid til at oplære ungerne

Dyreforældre tilbringer megen tid med at oplære deres unger. En hunbjørn kan bruge op til to år til at undervise sine unger. Hun viser dem hvor de kan finde føde, idet hun lærer dem at grave efter velsmagende rodknolde. Og det er hende der gør dem bekendt med den vilde honnings herlige, søde smag, en delikatesse som de elsker resten af deres liv.

Vaskebjørneunger får en fuldstændig uddannelse i kunsten at være selvforsynende med føde. Deres mor tager sig tid til fange frøer og krebs til dem, og hun underviser dem mens de leger. Hun lærer dem også selvforsvar, jagt og fiskeri. Med tiden lærer hendes unger at opspore mus, fange frøer og grave insektlarver frem. Og hun giver dem et vink om hvor de kan finde vilde druer og den bedste majs.

Visse dyreunger gennemgår en oplæring i at gøre netop de ting som vi måske tror er instinktive. Betragt engang odderen, der elsker vand. Vidste De at oddermor er nødt til at lære sine unger at svømme? Faktisk er hun nødt til at lære dem at holde af vandet, for de går ikke ud i det af egen drift. Hvordan gør hun det? Hun slæber dem ud i vandet, trækker dem i nakkeskindet. Eller hun får dem til at kravle op på sin ryg. Så, pladask, er hun i vandet. I et stykke tid svømmer hun rundt med sit afkom, der klamrer sig til hende af alle livsens kræfter. Pludselig dykker hun. Nu er odderungen tvunget til enten at synke til bunds eller at svømme. Og den prøver at svømme. Først er den kejtet, men lidt efter lidt lærer den det.

Den voksne hunsæl giver sig også tid til at lære sin unge at svømme. Når de er i vandet trygler, lokker og overtaler hun sin unge til at prøve at svømme. Sædvanligvis ender hun med simpelt hen at skubbe ungen i gang. Men hendes arbejde slutter ikke med det. Hun hjælper sin unge ved somme tider at svømme neden under den. Hvis den kommer i nød anbringer hun sit hoved under dens forkrop og skubber dens hoved oven vande. Efter en tid er sælungen i stand til selv at svømme.

Hvordan lærer flyveegernets unge at svæve? Jo, moderen skubber simpelt hen ungen ned fra en gren i et træ. Og ungen synes instinktivt at vide hvad den skal gøre for at afbøde faldet. Den spreder sine små bitte fødder ud, og den tynde hinde på hver side der forbinder forbenene med bagbenene former en slags faldskærm der sætter den i stand til at svæve sikkert ned til jorden. Instinktet fortæller flyveegernets moder hvornår den lille er parat til at klare denne bedrift. Hvis hun skubbede den ned fra træet før den var gammel nok, kunne det blive skæbnesvangert.

Når tiden nærmer sig hvor fugleungerne skal lære at flyve, begynder de at øve sig for at optræne deres flyvemuskler. De strækker hals, bevæger vingerne i ryk og vender og drejer sig. Men det er fuglemor der lokker dem til at forlade reden og prøve at flyve. Hun står nogle få meter væk mens hun tilbyder dem fristende godbidder for at opmuntre dem til at komme ud og prøve vingerne. Hvis reden er anbragt meget højt, er det afgørende at der kommer et godt resultat ud af deres første forsøg. Bemærkelsesværdigt nok tilbagelægger mange flyvefærdige unger måske helt op til hundrede meter på deres første flyvetur.

De lærer dem at klare sig

De dyreunger der bor ved havet må lære at fiske hvis de vil leve. Sæler, søløver og isbjørne dykker under vandet og kommer op med en fisk. Så lader de den falde ned foran deres sultne unger. Dette får ungerne til at snappe byttet før det kan forsvinde. Det tager ikke ret lang tid for disse dyr at blive mestre i at fiske.

Det er livsvigtigt for dyreungerne at de lærer alt om hvordan de kan få fat i føde. Når først de er store nok til at klare sig selv, vil deres forældres interesse i at fodre dem instinktivt ophøre. Så bliver de overladt til sig selv.

Det at klare sig indebærer også at undgå farer. Hvordan advarer dyreforældre deres unger om disse? En hjortehind lærer sin kalv at frygte mennesker ved at hun selv viser frygt ved synet eller færten af mennesker.

Når en ulvemor der er sammen med sine unger, for første gang kommer i nærheden af en fælde, viser hun stor angst. Ungerne ser hendes reaktion og hjælpes til at lære at fælder skal undgås.

Dyrenes forsvarsreaktioner mod farer viser sig at være erhvervet hovedsagelig ved oplæring. Kæmperotter der blev født i fangenskab i Paris reagerede ikke over for en stor pythonslange. De nærmede sig den endda roligt og snuste til dens snude. Men deres forældre angreb voldsomt slangen da de øjensynlig havde stiftet bekendtskab med den slags i deres hjemland, Afrika. Det samme var tilfældet med nogle chimpanseunger. De viste sig forholdsvis upåvirkede af en slange, skønt voksne chimpanser var meget bange for dem.

De lærer dem at adlyde

Til tider glemmer dyreungerne i deres kådhed at tage undervisningen alvorligt. Men deres forældre vil ikke finde sig i tåbeligheder. En kattemor der lærer sine killinger at fange mus, giver dem en ørefigen hvis de er tungnemme eller uopmærksomme.

Gederne i de skotske bjerge sender deres kid foran sig gennem klipperne. Skulle et kid tage et skridt i den forkerte retning, bliver det ledt på rette vej med et stød fra moderens horn.

Et ungt dåkid må lære somme tider at være meget stille for ikke at blive opdaget. Hvis det bliver ved med at være uroligt giver dådyrmor det et hårdt slag med foden. Så vil det sædvanligvis falde til ro.

Løver, bjørne, egern og andre dyr sparer heller ikke riset når det gælder deres ulydige unger. De behandler tåbeligheder med et hårdt dask, en rusken eller en afklapsning. Det er til ungernes gavn. Forældrenes tugt kan redde deres liv.

Er der en belæring i dette som kan gælde vor egen børneopdragelse? Måske. Vore børn har også behov for at lære lydighed, de skal lære hvilken slags føde de kan spise og hvordan de kan undgå farlige situationer.

Men standser vi ved dette? Er vi tilfredse med blot at gøre det samme for vores børn som dyrene gør for deres unger? Vort liv som mennesker kan være så meget rigere end det; det kan have så meget mere mening. Gud har givet os Bibelen for at vise hvordan.