Hvorfor er der forskellige racer?

RACER — selve ordet minder én om den racefordom man møder næsten overalt i verden. I de fleste tilfælde skyldes racefordom naturligvis uvidenhed; man hører ofte spørgsmålet: „Hvor er de forskellige racer kommet fra?“

Før vi kan besvare dette spørgsmål må vi først finde ud af hvad der menes med udtrykket race. Dette ord er blevet defineret på mange måder, men definitionerne varierer kun ganske lidt fra hinanden. Ordet race betegner gerne en gruppe mennesker som har fælles stamfader og som har visse fysiske egenskaber tilfælles, for eksempel hudfarve og legemsbygning.

Strengt taget findes der kun én menneskerace. Det er så godt som alle antropologer enige om. I UNESCO’s tredje erklæring vedrørende racer har toogtyve eksperter følgende at sige: „Der findes kun én menneskelig familie . . . alle mennesker tilhører samme art, Homo sapiens. . . . alle mennesker har sandsynligvis en fælles afstamning.“

Men hvis det er tilfældet, hvorfor er folks størrelse, hudfarve, legemsbygning og evner da forskellige? Jo, mennesket blev skabt med et genmateriale som tillod store variationer. Vi vil bedre kunne fatte dette hvis vi forstår hvordan menneskets gener arbejder.

Generne er de små partikler som bestemmer et menneskes arveanlæg. Man mener at et menneske for hvert af sine arveanlæg modtager to gener, et fra faderen og et fra moderen. Af disse to gener vil det „dominerende“ fortrænge det „vigende“ („recessive“) og således afgøre hvilket træk vedkommende vil arve.

Forestil Dem for eksempel at den ene af forældrene afgiver et gen for sort hår og den anden af forældrene afgiver et gen for blondt hår. Hvis barnet får sort hår kan man fastslå at genet for sort hår var det dominerende.

Da vore første forældre begyndte at sætte børn i verden, blev genmaterialet naturligvis sammenblandet. Kvinder med gener for mørkt, krøllet hår giftede sig måske med mænd der havde gener for glat, blondt hår. Dette ville naturligvis også gælde andre legemlige særpræg som for eksempel hudfarven, eller mundens, næsens og ørernes form.

Det skete imidlertid at mindre grupper blev isoleret fra den øvrige del af menneskeheden som følge af geografiske og sproglige skranker. I sådanne tilfælde var man naturligvis nødt til at finde en ægtefælle inden for en mindre kreds, og variationsmulighederne blev begrænset på grund af en mindre ’genpulje’. Sådanne træk som for eksempel glat hår og mørk hud kunne derfor blive almindelige inden for et bestemt område. Efterhånden begyndte disse træk at adskille denne gruppe eller „race“ fra andre. Det er grunden til at vi her i Skandinavien normalt har lys hud, mens folk i Indien normalt er mørke i løden.

Men naturligvis er mulighederne for variationer ikke ubegrænsede. Selv om højden kan være betegnende for visse racer — som for eksempel for pygmæerne, der er omkring hundrede og halvtreds centimeter høje, og for watusierne, der kan blive op til to meter og femten centimeter høje — rummer generne dog ikke mulighed for at mennesker kan blive så små som tredive centimeter eller så høje som fire meter. Det at mennesker der er meget forskellige i højde og hudfarve kan gifte sig med hinanden og få børn, viser imidlertid at alle mennesker i virkeligheden tilhører den samme race. Det har derfor ikke større betydning at folk er forskellige af udseende; som antropologen Ashley Montagu har sagt:

„Alle sagkyndige som har studeret dette emne mener at menneskeheden har langt de fleste gener tilfælles og at der sikkert ikke er mere end 10 procent af det samlede antal gener der er indbyrdes forskellige. Denne lighed skulle ikke overraske os, for videnskabsmændene mener at menneskeheden fik sine gener fra den samme oprindelige genpulje.

Så snart vi beskæftiger os med det der ligger under huden, synes de fysiske ligheder at antyde at det antal gener der udgør forskellen mellem selv de racer der er mindst beslægtede, er langt mindre end 10 procent.“

Skyldes racernes særpræg tilpasning til omgivelserne?

Men når nu hele menneskeheden har fælles forfædre, hvordan kan det da være at de forskellige racer tilsyneladende er så glimrende tilpasset netop de omgivelser de befinder sig i? Var det en evolutionsproces som gjorde eskimoerne egnet til at leve i et koldere klima? Eller, for at tage den anden yderlighed, har en udvikling specielt udrustet mennesker med mørk hud til at leve i et varmt, tropisk klima?

Det påstår nogle videnskabsmænd. Men er det virkelig tilfældet? For nogle år siden mente nogle at de egenskaber som forældre erhverver sig, gives i arv til afkommet. Denne teori er tydeligt nok forkert og er derfor for længst blevet opgivet. Hvis for eksempel et forældrepar med lys hud bliver solbrændt, bliver deres børn dog ikke født med mørk hud. Nej, børnene må selv udsættes for solens lys før deres hud bliver brun. Forældrenes gener ændres ikke fordi deres hud bliver mørkere.

Der findes dog mange videnskabsmænd som mener at de forskellige racers særpræg skyldes muterede gener, det vil sige forandringer som pludselig opstår i generne. Man mener at disse forandringer gives i arv til afkommet. De mutationer som man har haft mulighed for at studere, har dog i de fleste tilfælde ikke medført gavnlige men skadelige forandringer. Der er desuden stor uvished om hvordan disse formodede mutationer skulle være opstået. L. C. Dunn fra Columbia-universitetet i U.S.A. siger:

„Det vides ikke hvordan [visse legemlige forandringer] har udviklet sig op gennem historien, og man ved heller ikke bestemt hvordan mutationer opstår i dag; og det på trods af at dette spørgsmål er blevet gjort til genstand for omfattende biologiske studier i de sidste 30 år.“

Men hvis det ikke er gennem arvelighedsforskningen, hvor finder man så forklaringen på at de forskellige racer synes at have tilpasset sig deres omgivelser så godt?

Racer skyldes ikke blot generne

En sådan tilpasning er i udstrakt grad en kulturel tilpasning. Den kulturelle eller miljømæssige påvirkning er af afgørende betydning; ja, en moders følelsesmæssige tilstand, der jo som oftest bestemmes af hendes miljø, begynder at påvirke hendes barns sind og legeme, endog før det er født. Ved fødselen indføres barnet i en livsform der kendetegnes ved sine særlige synsindtryk, lyde og lugte, sit eget klima, og en særlig måde at gøre tingene på.

Eskimoernes tøj er for eksempel særlig tykt, og deres huse beskytter dem mod den stærke kulde. Eskimoerne har endvidere erhvervet sig et indgående kendskab til de arktiske egnes geografi og til de dyrs vaner som forsyner dem med mange af deres livsfornødenheder.

Men har eskimoerne ikke arvet et højere stofskifte, som beskytter dem mod kulden? Nej. Eskimoernes stofskifte er ganske vist en tredjedel højere end stofskiftet hos gæster der besøger deres kolde himmelstrøg. Men dette skyldes ikke arv; det skyldes eskimoernes kost. Hvis en eskimo ikke får sine proteinrige kødspiser, falder hans stofskifte i løbet af få dage.

I bogen Human Variation (1969) har evolutionisterne J. F. Downs og H. K. Bleibtreu følgende at sige vedrørende denne og andre tilsyneladende „medfødte“ tilpasninger:

„Vi ser at eskimoerne har udviklet mange kulturbetingede opfindelser for at beskytte sig mod kulden . . . Den smalle næse som kendetegner eskimoerne og visse af deres nabofolk i Sibirien, er blevet tolket som en tilpasning, idet den forhindrer at der lukkes store mængder kold luft ned i lungerne. Men det er en kendsgerning at visse folkeslag lever under lige så kolde himmelstrøg uden at have dette træk, og det antyder at dets betydning for tilpasningsevnen kun er formodet. Man har også hævdet at den brede næse som man så ofte ser hos folk i Afrika, Australien og Ny Guinea, tjener til at afkøle luften; men i store dele af Australien er der meget koldt om natten, og i Ny Guineas højland bliver der aldrig særlig varmt. Når man ser bort fra de stereotype individer opdager man at der findes en stor variation af næsebredder i Afrika . . . I det store og hele er vort kendskab til den biologiske tilpasning til kulden begrænset, og hvor man finder en sådan tilpasning synes der blot at være tale om fysiologisk tilpasning og ikke genetiske forandringer, udviklet ved naturlig udvælgelse.“ — Siderne 201-203.

Men hvad med hudfarven? Er hudfarven ikke resultatet af en udvikling som for eksempel udruster sorte mennesker til bedre at kunne klare klimaet i troperne? Hør hvad lægebiologen Alex Comfort fra London har at sige herom:

„Man skulle tro at menneskets hudfarve er eller var noget der tilpassede sig efter omgivelserne, men når man ser bort fra de mennesker af den hvide race som ikke kan blive brune, ser det dog ud til at ingen af menneskeracerne i kraft af deres hudfarve er mere eller mindre godt udrustet til at tåle varme og sollys end de andre. Den eneste undtagelse er at de folkeslag som har en mørkere hudfarve er en anelse mindre disponeret for at få hudkræft på de dele af kroppen der udsættes for sollys. Men bortset fra dette, og bortset fra at de ikke er udsat for solskoldning, er negre ikke bedre udrustet til at tåle varme end akklimatiserede hvide.“

Hvide får dog som regel problemer når de ankommer til troperne, på grund af den uvante livsform og de sygdomme som er almindelige der. Mens de indfødte som har vænnet sig til denne særlige livsform trives udmærket.

Guds hensigt med menneskeracerne

Jehova, menneskets Skaber, véd ganske bestemt hvilke genetiske og kulturelle muligheder mennesket er i besiddelse af. Det var fra først af Skaberens hensigt at mennesket skulle formere sig og opfylde jorden. Da mennesker stik imod Guds klare befaling søgte at koncentrere sig i området omkring Babelstårnet, forvirrede Gud deres sprog så at de spredtes ud over hele jorden. — 1 Mos. 9:1, 2; 11:1-9.

Menneskene blev derfor spredt, og i nogle tilfælde blev de isoleret fra hinanden. Der opstod forskellige racer som følge af variationerne i genmaterialet. På grund af menneskets evne til at tilpasse sig omgivelserne, dets kulturelle tilpasningsevne, var det næsten i stand til at slå sig ned hvor som helst.

Gud ville også sørge for at disse menneskeracer, uanset hvor de drog hen, med tiden ville lære hans hensigt med mennesket at kende. Apostelen Paulus sammenfatter denne tanke i disse ord:

„[Gud] lod alle folk nedstamme fra ét menneske og lod dem bosætte sig på hele jordens flade, og han fastsatte bestemte tider og landegrænser for dem, for at de skulle søge Gud.“ — Ap. G. 17:26, 27.

I dag underviser Jehovas vidner i 208 lande sådanne mennesker som ’søger Gud’, idet de lærer dem hans hensigter at kende. De har sikkert hørt om hvordan Jehovas vidner verden over er brødre, og hvordan racediskrimination er ukendt iblandt dem. Lad Jehovas vidner vise Dem hvordan man slutter sig til ’den store skare som ingen kan tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål’, dem der med høj røst råber: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ — Åb. 7:9.