Managuas tragiske mareridt
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I NICARAGUA
SKILTET står der stadig. Det aflægger sit tavse vidnesbyrd: MANAGUA, 404.700 INDBYGGERE. Og inde i byens midte står endnu en tavs skildvagt. Det er uret over hovedindgangen til Regeringspaladset — det er gået i stå klokken 12.35.
Denne tidlige morgenstund, klokken 0.35 lørdag den 23. december 1972, mens det endnu var mørkt, døde Nicaraguas hovedstad ved et frygteligt jordskælv.
Rystelsernes centrum befandt sig umiddelbart under midten af Managuas forretningsdistrikt, og på blot tredive sekunder ophørte byen med at være beboelig. Ifølge den officielle tabsliste er over 12.000 døde, men det vil aldrig nogen sinde nøjagtigt kunne afgøres hvor mange der fandt deres grav i de knuste huse.
Et mareridt over hele byen
Det meste af byen lå fredeligt og sov da der kom en advarende rystelse fredag aften omkring klokken 22.00. Men Managua har oplevet mange rystelser. De kommer igen år efter år, og almindeligvis anretter de ingen nævneværdig skade. Men det der skete tidligt denne lørdag morgen i december skulle blive anderledes.
Kort efter klokken 0.35 begyndte overlevende efter det vældige jordskælv at strømme ud på gaderne. Et tykt tæppe af støv lagde sig kvælende over byen. Folk var lammede og tavse. Netop som støvet begyndte at spredes kom der en ny rystelse, ikke så kraftig som den første, men kraftig nok til at mure faldt sammen. Klokken 2.00 kom der så en tredje rystelse. Men da var der ikke ret meget tilbage der kunne ødelægges.
Rapporter fra hele byen fortæller at man så den samme reaktion overalt, da støvet langt om længe havde lagt sig. Som det skete i det gamle Ægypten da de førstefødte i hvert hus blev slået ihjel, skete det også her: „Der lød et højt klageskrig“ fra alle dem der var blevet ramt. (2 Mos. 12:30) Det begyndte at gå op for folk hvad det egentlig var der var sket. Efterhånden som redningsarbejdet kom i gang, bredte der sig en isnende bevidsthed om død.
I de tidlige morgentimer udbrød der brand forskellige steder i byen. Den største raserede torvepladsen midt i byen og nedbrændte et område på femten husblokke. Og der var hverken vand eller elektricitet. Hovedbrandstationen var ødelagt; alt dens moderne udstyr lå sammenfiltret i ruinerne.
Indbyggernes mareridt
Over hele byen var der familier der oplevede det samme mareridt. Det skete tusinder af steder, ja titusinder af steder: Huset styrtede sammen. De overlevende gravede sig vej ud gennem murbrokkerne, de kæmpede for at få vejret midt i støvet der var hvirvlet op mellem ruinerne. Men mange kunne ikke klare det. De der kunne, gik imidlertid straks i gang med at hjælpe deres familie.
En moder til otte børn fortæller: „Min mand var den første der kom fri af ruinerne. Efter at han havde gravet mig fri, arbejdede vi febrilsk på at finde børnene. Lyset fra de vældige brande inde i byen hjalp os til at se. Når vi hørte et utydeligt råb begyndte vi at grave. En arm stak frem her, et ben der. Vi takker Gud for at det lykkedes os at redde dem alle sammen.“
Et nioghalvfjerdsårigt Jehovas vidne, Lola Díaz, lå og sov da væggen ved siden af hendes seng faldt sammen ved jordskælvet og begravede hende. Hendes datter kunne grave sig fri, og hun skyndte sig at råbe på hjælp. Flere af naboerne reagerede på hendes råb, og sammen gravede de Lola fri; hun var allerede bevidstløs. Men hun kom til bevidsthed, og er nu ved at komme sig.
Conchita Gonzales sad sent oppe og syede den aften. Da murene begyndte at falde sammen skyndte hun sig at krybe ned under symaskinen. Store cementblokke ramlede ned oven på symaskinen, men hun var i sikkerhed.
Men andre var ikke så heldige. En familie var lige flyttet ind i deres nye bolig i den nordvestlige del af byen. Huset var bygget af cementblokke. Der var stålstænger uden for vinduerne, som gav en vis følelse af tryghed. Men det hele faldt sammen som var det ler. Hele familien på otte blev levende begravet og omkom.
En munter bryllupsfest var endnu i gang tidligt denne lørdag morgen. Glæden vendte sig til rædsel da det svære betontag pludselig væltede ned over dansegulvet. Tredive døde.
Men der var også nogle der overlevede på bemærkelsesværdig og usædvanlig vis. En rædselsslagen moder ledte febrilsk efter sin lille toårige datter i de murbrokker der engang havde været hendes hjem. Den lille blev senere fundet fredeligt sovende i et værelse bag i bygningen, fuldstændig uberørt af jordskælvet.
En gæst i værelse nummer 318 på Gran Hotel var netop blevet færdig med sit brusebad. Han prøvede at åbne døren ind til sit værelse, men kunne ikke. Til sidst blev døren åbnet fra den anden side af et ægtepar. Dér stod han nøgen, lamslået og forvildet. Han spurgte: „Hvad foretager De Dem i mit værelse?“
„Deres værelse? Dette her er vores værelse, nummer 418,“ lød svaret.
Ingen af parterne havde opdaget at tredje etage var faldet sammen, og at fjerde etage nu befandt sig oven på resterne. Manden uden tøj på undslap døden, men mange andre på tredje etage omkom.
For at begrave de tusinder af døde, blev der gravet lange render på kirkegårdene. Rækkerne af døde der lå stablet oven på hinanden var et syn der længe vil blive husket. Nogle blev begravet i kister, men det var kun de færreste. De døde blev bragt dertil indpakket i plastic, tæpper, lagener, mens nogle var nøgne. Fire lig blev anbragt i et transportabelt klædeskab med et reb der holdt det lukket, og blev på denne måde sænket ned i graven.
Redningsarbejde og nødhjælp
Efterhånden som meldinger om tragedien nåede ud, reagerede den chokerede verden hurtigt. Andre lande begyndte næsten øjeblikkelig at sende hjælp i form af medicin og andre fornødenheder. Så det varede ikke længe før ofrene for jordskælvet begyndte at få hjælp.
Et af de første centre hvorfra der blev uddelt nødforsyninger af føde og vand, var afdelingskontoret for Watch Tower Bible and Tract Society, det selskab Jehovas vidner benytter. Afdelingskontoret befinder sig atten husblokke fra jordskælvets centrum, i den østlige del af Managua. Bygningen led kun ringe skade. De fleste af de andre huse deromkring blev fuldstændig ødelagt.
Da det kølige morgengry brød frem over byen den lørdag, var alle tilsynsmændene i Jehovas vidners menigheder optaget af én og samme tanke. De ønskede specielt at vide hvor de andre Jehovas vidner var. De besøgte hver enkelt af dem, en for en, for at se hvad der kunne gøres for at hjælpe dem der havde brug for lægehjælp, og for at sørge for de ting de ellers måtte have behov for. Efter denne undersøgelse blev der afgivet en fuldstændig rapport til afdelingskontoret, hvor man overvejede hvordan nødhjælpsarbejdet bedst kunne gribes an.
Inden for ganske få timer begyndte rapporterne at indløbe. Lørdag middag havde femten af de seksten menigheder i Managua indgivet rapport. Og det forbløffende var at ingen af de over 1000 Jehovas vidner i byen var døde! Antallet af sår, skrammer og hudafskrabninger kunne slet ikke gøres op, men ikke en eneste havde så meget som brækket en arm eller et ben! Syv rigssale var ødelagt, og fire andre beskadiget. Mindst 80 procent af vidnerne mistede deres hjem.
Der blev straks gjort en indsats for at sørge for disse Jehovas vidner og deres pårørende. Den oprigtige kærlighed der findes blandt Guds folk kom i høj grad til udtryk. Lørdag eftermiddag ankom et af Jehovas vidner med en lastvogn og over 1100 liter vand, fra en menighed, der lå seksogtyve kilometer derfra. Det var en velkommen forfriskning for afdelingskontorets medarbejdere og deres naboer.
Klokken 22 ankom så de to første vognladninger med forsyninger fra Jehovas vidner i Liberia i Costa Rica. Kort efter ankom der endnu to lastvogne fra Jehovas vidner i Tegucigalpa i Honduras. Der var således blevet tilvejebragt både føde, klæder, medicin, vand og benzin før der var gået fireogtyve timer efter katastrofen! Grænserne var åbne dag og nat. På grund af landets nødstilstand blev der ikke krævet noget visum.
Lidt over klokken 7 søndag morgen ankom tilsynsmanden for Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Costa Rica med flere hjælpeforsyninger. Medarbejdere fra afdelingskontoret i El Salvador bragte flere forsyninger kort før søndag middag. Frivillige hjælpere strømmede også til fra forskellige menigheder i Nicaragua. De fik hurtigt til opgave at sortere tøj og pakke fødevarer og uddele tingene. Andre frivillige tilberedte nogle enkle måltider til de hjælpere der gav al deres tid i hjælpearbejdet.
Større hjælpearbejde
Om søndagen, hjælpearbejdets første dag, modtog 578 personer føde nok til to dage. Den søndag eftermiddag holdt afdelingstilsynsmanden et møde med de Jehovas vidner der var kommet til fra Costa Rica, Honduras og El Salvador. Deres spørgsmål var: „Hvad har vore brødre i Nicaragua brug for? Hvad kan vi gøre for at hjælpe? Hvilke varer skal vi købe?“
Det var umuligt at købe noget som helst i Managua. Der blev derfor udarbejdet lister over fornødenheder og givet instruktioner. Mandag morgen begyndte lastvogne at ankomme med forsyninger andre steder fra, og lastvognene blev ved at komme dag og nat. Efter to uger blev det besluttet at alle hjælpeforsyninger fra da af skulle bringes ind fra Costa Rica, fordi det lå så nær ved, og desuden havde gunstige markedsforhold. Ved udløbet af den tredje uge havde Jehovas vidner i deres hjælpeprogram pakket og udleveret over tyve tons fødevarer, nok til 120.000 måltider. Jehovas vidner uden for Managua havde åbnet deres hjem for deres kristne brødre og søstre som ellers ikke havde noget sted at være.
Fra hele verden har Jehovas vidner sendt gaver til hjælp for deres trosfæller i Nicaragua. Og efterhånden som der bliver brug for flere hjælpeforsyninger, sender Vagttårnsselskabet penge til Costa Rica til indkøb af disse ting. Desuden blev der, takket være venligt samarbejde fra Røde Kors og det amerikanske hjælpeprogram i Nicaragua, skaffet 70 telte, 100 feltsenge og 100 tæpper. Der er også blevet indkøbt 100 tæpper i Costa Rica.
Vi ved ikke hvor længe vort hjælpeprogram må fortsætte. Men myndighederne har erklæret at det vil blive nødvendigt at skaffe føde til en kvart million mennesker i Nicaragua i det meste af et år.
Udvandring og panik
Mens redningsoperationerne fortsatte den lørdag hvor jordskælvet var sket, begyndte de overlevende også at tænke på at redde de personlige ejendele som ikke var blevet ødelagt eller fuldstændig begravet. Den aften levede Managua i gaderne. Natten var kold, uhyggelig og forstemmende. Improviserede karbidlygter og små petroleumslamper begyndte at blafre i et rørende, men svagt, forsøg på at holde frygten borte.
Børn sad stille og klynkede eller græd, og hunde lå tæt ved deres herrer og krøb sammen af skræk, idet jorden stadig skælvede med små mellemrum. Endelig, efter en søvnløs nat der syntes aldrig at ville få ende, drev søndagens velkomne morgengry en kile af lys gennem nattemørkets frygt, og da havde tusinder kun én tanke: bort fra rædslerne i denne by!
Over radioen udsendte regeringen påbud om øjeblikkelig evakuering, men der var tvivl om hvilke bydele der skulle evakueres og hvordan det skulle foregå. I tre dage flygtede omkring 100.000 om dagen bort fra byen; udvandringen var uden fortilfælde og var næsten panikagtig. Transportmulighederne var stærkt efterspurgte. Private vognmænd krævede fire eller fem gange så meget som de plejede. Dag og nat blev der læsset og flyttet.
Nogle var så desperate at de greb til hensynsløse yderligheder for at skaffe transport. En mand der kørte en lille, åben varevogn, fortæller: „Jeg var standset for at dreje til højre. Mens jeg så på trafikken var der en mand der fór ud på gaden med en revolver i hånden og stak den ind gennem vinduet i en bil lige over for mig, idet han greb fat i manden med den anden hånd.“
Plyndring
Et af de sørgelige momenter ved denne nationale tragedie var de plyndringer der fandt sted. Nogle dage efter jordskælvet begyndte store skarer at samle sig foran supermarkederne. Lagrene var fyldt på grund af juletiden. Der blev posteret bevæbnede vagter rundt om for at hindre plyndring. Men snart blev det umuligt at holde skarerne tilbage. Vagtposterne enten flygtede eller kastede sig med ud i plyndringerne, hedder det fra mange øjenvidner. Fem supermarkeder blev raseret. Selv faste installationer blev revet løs og fjernet. Derefter blev der sat ild til to af supermarkederne.
Der blev rapporteret mange isolerede tilfælde af plyndring i private hjem. Hæren fik ordre til at skyde enhver der blev grebet i tyveri. I fire eller fem lange, mørke nætter efter jordskælvet genlød byen af riffelskud. Mange gange skete det at folk gik ud for at skaffe transport til deres personlige ejendele, og vendte tilbage, kun for at finde at deres hjem var blevet plyndret mens de var borte.
En professor havde gravet sin familie fri af ruinerne og fandt at hans lille datters tilstand var kritisk. Garagetaget var faldet ned oven på hans bil. Han fandt en anden metode til at bringe sin datter på hospitalet. Men da han kom tilbage næste dag, efter at hans datter var død, opdagede han at tyve var i færd med at plyndre hans hus. De var endda trængt ind i garagen, havde hævet og afstivet taget og var nu ganske roligt gået i gang med at fjerne alt fra hans bil, selv hjulene!
Mod under katastrofen
Folk i Nicaragua er for det meste både varmhjertede og gavmilde. De besidder et bemærkelsesværdigt mod. Prøvelser er ikke noget nyt for dem. Og denne seneste prøvelse har de taget med et karakteristisk mod.
Dette kan fremgå af eksemplet med en kvinde som flygtede fra Managua og boede i en hastigt tilrigget hytte på en jernbaneperron i Masaya, fireogtyve kilometer syd for Managua. Mens hun ventede på at hendes kjole skulle tørre, den eneste det var lykkedes hende at redde, talte hun med en af Jehovas vidners missionærer, som hun havde inviteret indenfor. Hun fortalte at syvogtyve familier hver dag måtte skiftes til at vaske sig på en nærliggende benzintank. Stilfærdigt og modigt accepterede hun sin lod.
I et bestemt område som beboerne var flygtet til, faldt duggen så kraftigt at tæpperne om morgenen var gennemblødte og måtte vrides og hænges op for at tørre, så de kunne være klar til næste nat. Men der hørtes ingen beklagelser.
Mange i Managua som ikke har noget sted at flygte hen og er for fattige til at rejse bort, er blevet i den ødelagte by. Grupper har slået sig sammen for at finde fællesskab, trøst og beskyttelse om natten. De fleste sover på feltsenge af lærred, som ikke varmer ret meget i de kolde nætter. Situationen bedres stadig for de lokale Jehovas vidner, selv om de endnu gennemgår prøvelser.
Tre uger efter jordskælvet fandt man en halvfjerdsårig kvinde sovende på en feltseng på gaden ved siden af et stakit. For at være lidt i læ for den kolde nattevind havde hun slået nogle stykker krydsfinér op omkring sig. Jehovas vidner som deltog i nødhjælpsarbejdet satte et telt op for hende som hun kunne bo i. Da hun så teltet blive stillet op, brød hun sammen og græd. Andre Jehovas vidner følte det på samme måde da de fik deres telte. Mange havde sovet på den bare jord, andre på feltsenge i det fri. I betragtning af alt det der er sket, forekommer det næsten mirakuløst at der ikke er blevet meldt om nogen dødsfald blandt Jehovas vidner.
Åndelig hjælp
Fem dage efter jordskælvet blev det besluttet at evakuere Vagttårnsselskabets afdelingskontor og missionærhjem. Det blev genetableret ude på landet, tyve kilometer sydøst for Managua. Dér var der en familie som venligt tilbød at afse plads, sådan at afdelingskontoret og hjælpearbejdet fortsat kunne virke fra en central beliggenhed uden afbrydelse. Omkring 100.000 af Managuas 404.700 indbyggere er forblevet i byen. Deriblandt mange Jehovas vidner.
Afdelingskontoret og kredstilsynsmanden for Managua-området udarbejdede hurtigt en plan hvorefter vennerne blev forenet i grupper og kunne blive besøgt. Menighedsmøderne blev genindført, og tjenesten på arbejdsmarken reorganiseret. Der blev afsat halvanden dag til kredstilsynsmandens besøg i hver gruppe. Efter ti dage fungerede alle grupperne således glat.
Kredstilsynsmandens første besøg blev fulgt op af endnu et på to dage. Den ene dag blev viet til tjeneste på arbejdsmarken, og den anden til særlige møder. Så længe der er undtagelsestilstand afholdes der ingen møder om aftenen. Kredstilsynsmanden overbringer også føde og klæder ved hvert besøg, og giver desuden særlige instruktioner om hygiejne og smittefare. Han undersøger også sundhedstilstanden blandt brødrene, og ser efter om nogen har behov for medicin eller for at blive indlagt på hospitalet. Hele denne ordning har vist sig at være en virkelig velsignelse for alle.
En del af „tegnet“
Alt dette var i sandhed et tragisk mareridt for Managuas hundredtusinder af indbyggere. Bekymring, frygt og rædsel har fået mange til at bede til Gud. Vil de fortsat søge at komme Gud nærmere? Vil de tro på Bibelen — der for eksempel siger at der vil ske store jordskælv ved endens tid? Det kan kun tiden vise. — Luk. 21:7, 11.
Genopbygningsarbejdet er begyndt, men intet menneske kan vække de døde til live. Kun Skaberen, Jehova Gud, kan give mennesker en opstandelse. Og vi har Bibelens sikre løfte om at han vil gøre det. — Joh. 5:28, 29.