Vil Tyrkiet forsvare religionsfriheden?

DEN 24. januar 1973 afsagde militærdomstolen i Eskisehir i Tyrkiet en kendelse som gjorde det til en forbrydelse at være et af Jehovas kristne vidner. Fire vidner blev dømt til hver at betale store bøder på 5000 tyrkiske pund (næsten 2500 kroner). Hvorfor?

Retten hævdede at de fire Jehovas vidner havde overtrådt kriminallovens artikel 143. Denne artikel forbyder tyrkiske borgere at tilslutte sig nogen fremmed international korporation eller forening uden regeringens tilladelse. Ved således at anvende denne artikel i sagen med Jehovas vidner nægtede retten at anerkende disse som en religiøs bevægelse. Som grund for at pålægge Jehovas vidner den strengeste straf loven tillader, erklærede retten Jehovas vidner for at være en meget farlig forening fordi de enkelte ikke vil hilse flaget eller noget andet nationalt symbol og fordi de forlanger fritagelse fra militærtjeneste som samvittighedsnægtere. Retten hævdede at Jehovas vidner derved undergraver Tyrkiets nationale ånd.

Rettens kendelse er blevet appelleret. Dette rejser følgende spørgsmål: Er der grundlag for at omstøde kendelsen til gunst for tilbedelsesfriheden?

Ja; artikel 19 i den tyrkiske republiks forfatning garanterer tænkefrihed, samvittighedsfrihed og religionsfrihed. Men disse friheder er aldrig blevet tilstået Jehovas vidner fuldt ud, til trods for at adskillige appeller er blevet rettet herom. De har ikke lov til frit at samles for at studere Bibelen, men må leve under konstant trussel om en vilkårlig politiaktion. Læg mærke til hvad de har været ude for:

Den 29. oktober 1968 skrev dagbladet Cumhuriyet at femten Jehovas vidner som den 18. oktober havde været samlet fredeligt i Ankara for at studere Bibelen, var blevet arresteret og anklaget for undergravende virksomhed og forsøg på at styrte regeringen. Sagen er stadig for appelretten.

Den 20. maj 1971 blev atten Jehovas vidner, mens de var i færd med at studere Bibelen, arresteret i Istanbul og holdt fængslet i to dage. Der forelå ikke nogen anklage-.

Dagbladet Milliyet for 4. maj 1972 rapporterede om en retssag hvori ti Jehovas vidner stod anklaget for militærdomstolen i Ankara. Disse vidner blev arresteret den 9. juni 1971 mens de var samlet i et privat hjem til en bibelsk drøftelse. Derefter blev de holdt forvaret i et militærfængsel i syv dage. Sagen behandles stadig ved militærdomstolen; anklagen lyder på overtrædelse af artikel 143.

Ifølge tidsskriftet Tercüman for 24. februar 1972 blev femten Jehovas vidner i Ankara arresteret den 23. februar 1972. Seks af dem, tre mænd og tre kvinder (deriblandt en moder med et lille barn på seks måneder derhjemme), blev holdt fængslet i ni uger, anklaget for undergravende virksomhed. Der er endnu ikke blevet afgivet nogen kendelse.

I alle de nævnte tilfælde er bibler og bibelske bøger og blade blevet konfiskeret.

Kan en sådan behandling at Jehovas kristne vidner retfærdiggøres? Kendsgerningerne taler for sig selv. Jehovas vidner er lovlydige borgere. De følger Bibelens bud: „Enhver skal underordne sig de øvrigheder, han har over sig; thi der er ingen øvrighed, uden at den er fra Gud.“ (Rom. 13:1) Det er kun når Jehovas vidner stilles over for en af øvrighedens love der er i modstrid med Guds lov, at de nægter at bøje sig for den udøvende verdslige myndighed. (Ap. G. 5:29) Men hverken i Tyrkiet eller noget som helst andet sted prøver Jehovas vidner at hindre folk i at lade sig indrullere i hæren, lige så lidt som de tilskynder folk til ikke at vise respekt for noget lands flag.

Skønt Jehovas vidner ikke selv tager del i politik, sammensværger de sig dog ikke mod noget lands regering. De efterlever den guddommelige befaling: „Indlad dig ikke med folk, som gør oprør.“ (Ordsp. 24:21) Ingen regering har derfor grund til at frygte Jehovas kristne vidner. I en tid med voksende lovløshed fremmer deres lydighed mod Guds ord lov og orden.

Domstolene og regeringen i Tyrkiet står således over for at skulle træffe en beslutning som vil afsløre hvad de forstår ved tilbedelsesfrihed. Vil de anerkende Jehovas vidner som det de er — et organiseret trossamfund og ikke en „forening“? Vil Tyrkiet leve op til og ære det som landets forfatning garanterer? Det er vort håb at Tyrkiet vil tage et positivt standpunkt for tilbedelsesfriheden i harmoni med dets ønske om at blive talt med blandt verdens frie nationer.