„Dit ord er sandhed“

„Jahve“ eller „Jehova“?

NAVNE er af stor betydning. Forskere ved Harvard-universitetet har fundet at et fornavn ikke blot giver andre en vis forestilling om personen, men at det navn forældre giver deres børn også indvirker på børnene selv, enten i gunstig eller ugunstig retning.

Ved læsning i Bibelen vil man finde at dens Forfatter lægger stor vægt på sit navn og dets betydning. Han nævnes ved titler som „den Højeste“, „Hærskarers Herre“, „Skaberen“, „evighedernes konge“ og „den sande Gud“. Men foruden disse titler har han et navn der adskiller ham fra alle andre, et navn der undertiden (for eksempel i Gads Danske Bibelleksikon) omtales som tetragrammet (af græsk tetra, fire, og gramma, bogstav). Det kaldes sådan fordi det består af fire hebraiske bogstaver der svarer til de danske bogstaver JHVH; det er de konsonanter der indgår i navnet „Jehova“ (idet man på dansk som oftest udelader det sidste h). — Sl. 83:19; 24:10; Rom. 1:25; 1 Tim. 1:17; 1 Joh. 5:20.

Men hvordan skal tetragrammet udtales? Den nøjagtige hebraiske udtale af navnet er gået tabt, eftersom hebraisk oprindelig ikke havde bogstaver for vokaler, og udtalen blev videregivet mundtligt. Der er stort set to former som bruges: „Jahve“ eller „Jahveh“, med tryk på sidste stavelse, og „Jehova“. I ordforklaringen til den danske autoriserede oversættelse, under HERREN, omtales formen „Jehova“ som „den tidligere gængse, men gale udtale Jehova“.

Noget lignende kan man læse i New Catholic Encyclopedia: „JEHOVA, forkert form af det guddommelige navn Yahweh [Jahve]. Navnet Jehova forekommer første gang i manuskripter fra det 13. århundrede, men havde sandsynligvis været i brug i nogen tid allerede da.“ (Bind 7, s. 863) I lighed hermed gør oversætterne af Revised Standard Version indsigelse mod formen „Jehova“, idet de siger: „Ordet ’Jehova’ er ikke en nøjagtig gengivelse af nogen af de former hvori navnet i tidens løb har været anvendt på hebraisk,“ og: „[det er] næsten, hvis ikke ganske, sikkert, at navnet oprindelig blev udtalt ’Yahweh’.“ (S. vi.) Den moderne katolske oversættelse The Jerusalem Bible og Rotherhams Emphasised Bible bruger også formen „Yahweh“. Og den danske oversættelse udarbejdet af professor, dr. Fr. Buhl gengiver navnet med „Jahve“.

Men hvorfor foretrækker Jehovas vidner da at bruge formen „Jehova“ i stedet for „Jahve“? For det første kan ingen med sikkerhed sige nøjagtig hvordan den oprindelige udtale lød, hvilket de der foretrækker formen „Jahve“ også indrømmer. Desuden er formen „Jehova“ mere udbredt og kendt end „Jahve“. Navnet „Jahve“ eller „Jahveh“ er tydeligvis en translitteration (omskrivning til et andet tegnsystem, bogstav for bogstav), mens „Jehova“ er en oversættelse, og i almindelighed er bibelske navne snarere blevet oversat end omskrevet til et andet alfabet. En translitteration lyder som regel fremmed for dem der taler det sprog egennavnet er omskrevet til.

At der er gode grunde til at bruge formen „Jehova“ kan fremgå af at oversætterne af The New English Bible ikke er gået helt uden om at bruge den, sådan som både den protestantiske Revised Standard Version og den katolske New American Bible har gjort. Ifølge The New English Bible lyder Anden Mosebog 3:15, 16 og 6:3 således:

„Du skal fortælle israelitterne dette, at det er JEHOVA, deres forfædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud, Jakobs Gud, som har sendt dig til dem. . . . Gå hen og kald Israels ældste sammen og fortæl dem at JEHOVA, deres forfædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, har vist sig for dig.“ „Jeg viste mig for Abraham, Isak og Jakob som Gud den Almægtige. Men jeg gav mig ikke til kende for dem ved mit navn JEHOVA.“ Interessant nok bemærker oversætterne følgende i en fodnote: „De hebraiske konsonanter er JHVH, hvilket sandsynligvis udtales Jahveh, men sædvanligvis læser man Jehova.“

Endnu tydeligere er dét den kendte engelske bibelforsker J. B. Rotherham har at sige om dette emne. Det er især interessant fordi han kunne kaldes en af foregangsmændene med hensyn til at benytte „Jahve“ som gengivelse af tetragrammet. Hans Emphasised Bible blev udgivet i 1897, hvorimod hans Studies in the Psalms (Studier over Salmerne) ikke udkom før 1911, efter hans død. I dette sidste værk vendte Rotherham tilbage til brugen af „Jehova“, hvilket er så meget mere bemærkelsesværdigt i betragtning af de stærke indvendinger mod formen „Jehova“ han gav udtryk for i indledningen til sin Emphasised Bible. Som forklaring på hvorfor han er vendt tilbage til formen „Jehova“ siger han i indledningen til Studies in the Psalms:

„Jehovah — anvendelsen af denne engelske form af mindenavnet [2 Mos. 3:18] i nærværende udgave af Salmerne skyldes ikke tvivl med hensyn til den rette udtale, som er Yahweh [Jahve]; det skyldes udelukkende praktiske vidnesbyrd jeg personlig har indhentet, om det ønskværdige i at bevare forbindelsen med offentlighedens øre og øje i en sag af denne art, hvor det væsentlige er at det guddommelige navn skal være let at genkende. . . . Eftersom det vigtigste udtryk for navnets betydning ikke så meget er dets udtale som den fuldstændighed hvormed det opfylder alle krav — især at det forklarer hvordan mindenavnet blev et sådant og blev det enestående pagtsnavn det er — har jeg fundet det ønskeligt at vende tilbage til den (fuldt ud acceptable) form af navnet som er bedst kendt af bibellæsere i almindelighed.“

Rotherham indså at det vigtigste ikke var den mest nøjagtige udtale, men „at det guddommelige navn skal være let at genkende“, så „forbindelsen med offentlighedens øre og øje“ kunne blive bevaret, ved hjælp af en form af navnet der er ’fuldt ud acceptabel’ og „opfylder alle krav“ til navnets enestående stilling. Noget lignende siger S. T. Byington i forordet til sin oversættelse The Bible in Living English: „Stavemåden og udtalen er ikke af stor betydning. Det der er af stor betydning er at holde klart for øje at det er et egennavn. Der er adskillige passager som ikke kan forstås rigtigt hvis vi oversætter dette navn med et almindeligt navneord som ’Herre’.“

Det kan siges at de der modsætter sig brugen af „Jehova“ „sier myggen af, men sluger kamelen!“ (Matt. 23:24) Hvordan det? Fordi de gør meget ud af den rette udtale af Guds navn, og dog sjældent eller aldrig bruger det, men foretrækker at kalde ham „Gud“ eller „Herre“, som blot er titler, idet der jo er mange der kaldes ’herre’ og ’gud’. — 1 Kor. 8:5, 6.

Hvor højt Bibelens forfatter sætter sit enestående navn ser vi af at hans ord oftere anvender dette navn om ham end alle andre betegnelser tilsammen, i alt 6961 gange i De hebraiske Skrifter. Hans interesse ses også af at udtrykket „de skal kende, at jeg er [Jehova]“ forekommer over femoghalvfjerds gange i disse skrifter.

Gud valgte sit navn „Jehova“ med en ganske bestemt hensigt. Det betyder bogstaveligt „Han lader ske eller blive til“. Jehovas personlige navn viser at han er en Gud der har bestemte hensigter, som han gennemfører. Det han beslutter vil ske. — Es. 55:11.