Kan udviklingslæren møde vor tids virkelige udfordringer?
ALDRIG før har menneskeheden stået over for så store udfordringer. Englænderen Malcolm Muggeridge, tidligere redaktør, siger: „Hele den vestlige kultur [er] ved at nå sin afslutning . . . Hele den vestlige kultur ligger på sit yderste. Jeg kan se en opløsning nærme sig. Den foregår allerede nu.“
Problemer som kriminalitet, sygdom og fattigdom er en udfordring, ikke blot til „den vestlige kultur“, men til hele menneskeheden. Vil det hjælpe os til at møde disse udfordringer hvis vi tror på udviklingslæren? Kan den hjælpe os i vor personlige tilværelse?
Det skulle man formode, for udviklingslæren er tæt sammenknyttet med næsten alle menneskehedens bestræbelser og forehavender. Den har en udbredt indflydelse. I bogen The Wonders of Life on Earth står der:
„Darwins betydeligste værk var hans teori om at der var sket en udvikling. Denne teori revolutionerede både den botaniske, biologiske og medicinske videnskab. Den bragte nye tanker ind i studiet af religion og astronomi, historie og psykologi . . . [de tanker] som Darwin undfangede har berørt hver eneste gren af videnskaben.“
Men hjælper udviklingslæren menneskeheden til at komme ud af problemernes hængedynd? Eller har videnskaben med udviklingslæren i ryggen ledet menneskehedens bestræbelser i en forkert retning? Betragt engang et eksempel:
Hvad har den videnskabelige forskning især været koncentreret om i de senere år? Rumprogrammerne. Hvorfor? Der anføres ofte forskellige grunde, men tidsskriftet Science siger ligeud:
„Eftersøgningen af kulstofholdigt stof på månens overflade er ikke blot en del af studiet af månens oprindelse og historie, men et vigtigt led i vor forståelse af de tidlige stadier af den kemiske udvikling der førte til livets oprindelse.“
Ja, det indrømmes indirekte at en af hovedårsagerne til at alle disse milliarder af kroner er blevet brugt, er at bevise evolutionsteorien. Men man har ikke fundet noget der tyder på en evolution.
Tænk på hvad de samme penge kunne have været brugt til. Hans Gaffron fra Florida State University siger:
„Alle disse milliarder kunne have været brugt til at fjerne de fleste slumområder her i landet . . . Et program til at gennemføre balance i befolkningsforholdene kunne have været sat i gang med fuld kraft, og den hensynsløse magtpolitiks og de ufatteligt stupide kriges tid ville derved have været ført nærmere mod sin afslutning, til gavn for alle mennesker.“
Og hvis mennesker havde koncentreret deres opmærksomhed, ikke om „de ufatteligt stupide krige“, men om sundheds- og sygdomsproblemer, ville disse så ikke i det mindste have været reduceret? En tidligere direktør for Det amerikanske center for Sygdomskontrol hævder at „to eller tre år med rimelig stabilitet i de internationale forhold kunne udrydde koppesygdommen på denne klode“. Selv om en sådan forudsigelse måske er overdrevet, viser den i hvert fald at menneskets ressourcer kunne have været brugt til noget mere fornuftigt end at søge ude i rummet efter tegn på en udvikling.
Verden står også over for en anden udfordring; den er ikke af videnskabelig, men af moralsk art. Den engelske historiker Arnold Toynbee siger: „Det er tragisk at tænke på at vi har haft så stort held med os på det teknologiske felt, mens listen over vore moralske nederlag er næsten uendelig.“ Dette har udviklingslæren bidraget til.
Et eksempel på dette finder vi på børneopdragelsens område. Mange eksperter på dette felt har frarådet forældre at give deres børn tugt. Deres teori har udviklingslæren som baggrund. Bogen Pre-School Education Today sætter et spørgsmålstegn ved denne almindelige opfattelse, og siger blandt andet:
„Når som helst lille Johnny gør noget ’slemt’, forklares hans opførsel derfor med at det blot er et stadium han er ved at komme igennem. Endvidere må Johnnys uønskede opførsel, ifølge [en evolutionists] parabel om haletudsens hale — som går ud på at bagbenene ikke udvikles hvis halen skæres af — ikke hæmmes, da man ellers kan hindre at fremtidige ønskværdige karaktertræk kommer frem.“
Men hvad er resultatet af at man passivt har accepteret at „Johnnys uønskede opførsel“ blot er „et stadium“ han er ved at komme igennem? I 1971 var antallet af arrestationer af mindreårige i De forenede Stater steget med mere end 50 procent sammenlignet med 1966. Fra Australien rapporteres det at voldsforbrydelser begået af unge i staten Victoria er steget 187 procent siden 1960; selve antallet af unge i samme aldersgruppe er kun steget med 29,6 procent i samme periode. De børneopdragelsesteorier der er påvirket af udviklingslæren, har ikke båret god frugt i moralsk henseende.
Udviklingslæren har også bidraget til det moralske forfald på andre måder: Den har berøvet mennesker troen på Gud og på Bibelen. Som følge af dette har mange vendt ryggen til Bibelens moralforskrifter, der forbyder utugt og tyveri. Men er det ikke også hvad man kan forvente? Ifølge udviklingslæren er mennesket jo kun et dyr. Skulle man da ikke forvente at det også opfører sig som et dyr?
Det ville være logisk. Men her protesterer evolutionisterne og siger: ’Nej! Mennesket er mere end et dyr.’ Den fremtrædende evolutionist George Gaylord Simpson udtaler: „Det har vigtige kendetegn som dyr ikke har . . . Det væsentlige i dets enestående natur ligger netop i disse kendetegn som vi ikke har fælles med noget andet dyr . . . Mennesket er et dyr med moral.“
Menneskets moralske karakter udgør i sandhed et forvirrende dilemma for evolutionister! De siger at mennesket har udviklet sig fra dyrene. Men de siger også at mennesket har nogle moralske egenskaber som dyrene ikke har! Hvor har mennesket fået disse „vigtige kendetegn“ fra? De må komme et eller andet sted fra. En kendt evolutionist indrømmer: „Mennesket kan ikke være en moralsk Melkisedek ’uden stamtavle’.“
I et forsøg på at klare dette problem sagde evolutionisten sir John Arthur Thomson for flere år siden: „I forhold der har forbindelse med mennesket falder evolutionisten alt for ofte tilbage til skabelseslæren når han prøver at gøre evner og færdigheder ud af ingenting.“ Evolutionisterne ’slår knuder på sig selv’ for at undgå at bringe Gud ind i billedet når menneskets moralske natur skal forklares. Et eksempel herpå har vi i bogen African Genesis, hvor forfatteren omtaler „arternes bevarer“:
„Hvem er han? Det ved vi ikke. Og vi får det heller aldrig at vide. Han er nærværende, og det er alt . . . Hans nærværelse fremgår af alt hvad der nogen sinde har været til og alt hvad der nogen sinde vil være til. Og ligesom hans herredømme er ubestrideligt, er det umuligt at lære hans identitet at kende. Men han har fra ældgammel tid været interesseret i orden.“
Er „arternes bevarer“ og lignende uklare udtryk ikke simpelt hen blevet erstatninger for „Gud“? Evolutionisten nægter at erkende den Almægtiges hånd i menneskets fysiske og moralske sammensætning, og samtidig har han gjort sin egen teori til en gud. Men denne evolutionistiske gud har, som vi har set, kun været en skuffelse.
Evolutionsteorien har ikke med held kunnet tage vore dages virkelige udfordringer op — de sociale, tekniske og moralske. I nogle tilfælde har den skabt problemer eller forværret allerede eksisterende problemer. Men hvad med Bibelen — kan den hjælpe Dem til at møde vor tids virkelige udfordringer?