Pandajægeren

FORTALT TIL „VÅGN OP!“-​KORRESPONDENT PÅ TAIWAN

DET var en decemberdag i Londons zoologiske have. Det var koldt, og det støvregnede. Jeg havde ikke tænkt over hvor sæsonpræget dét at gå i zoologisk have er, før jeg sad i bussen fra Marble Arch til Zoo, og der kun var én passager foruden mig. Hvorfor havde jeg valgt at besøge Londons zoologiske have på denne årstid?

Jeg kendte svaret. Denne særlige formiddag var jeg gået fra den zoologiske haves billetkontor under de dryppende træer, forbi enorme gammeldags jernbure hvor der var løver og andre dyr. Men jeg tog mig slet ikke tid til at se på alle disse dyr. Jeg skulle kun være i London én dag, og jeg var gået i zoologisk have for at se noget ganske bestemt. Til sidst kom jeg til det rigtige bur.

Dér foran mig lå en stor klump af en tyk, hvid pels med en sort skulderstribe. Den lå rullet sammen som en mægtig kugle og sov trygt. Jeg begyndte at banke med min ring på vinduet for at vække sovetrynen. Ganske langsomt viste der sig et lille bitte øje under et modstræbende øjenlåg. Vi tog mål af hinanden. Det var en af min barndoms drømme der gik i opfyldelse for mig. Jeg så på en levende panda!

En drøm fra barndommen

Der er sandsynligvis tusinder af londonere som aldrig har set en panda, selv om denne, Chi-Chi, havde været der i godt fjorten år. Hvorfor var det af så stor betydning for mig at se en panda? Det var det på grund af to begivenheder. De fandt sted på hver sin side af jordkloden og med over tredive års mellemrum.

Nogle husker måske at mange i 1936 var optaget af avisernes beretninger om at en yndig ’ny bjørn fra Kina’ var ankommet til Brookfield zoologiske have i Chicago. Det var en sort og hvid panda der lignede de legetøjsbjørne som millioner af børn tager med i seng hver aften.

Disse avisbulletiner interesserede også den toogtyveårige Quentin Young fra Kina. Det var ham der havde ledsaget denne panda på den første del af dens lange rejse fra bambusskovene i Szechwan til De forenede Stater. Quentin Young var den første som man vidste havde rørt ved en levende, usåret panda.

Som naturforsker og jæger i Kinas uvejsomme indre og vestlige provinser, havde Quentin Young givet verden uden for Kina det første glimt af Kinas pai hsiung, der betyder hvid bjørn.

Jeg møder jægeren

Treogtredive år senere sludrede jeg — der nylig var ankommet til Taiwan — med min sproglærer, eller lao shr (professor), efter at have fået to timers undervisning. Han havde bragt emnet om pandaen på bane, og han talte blødt og lidt reserveret. Vi havde kendt hinanden i to eller tre uger.

„Sig mig,“ spurgte han, „har du nogen sinde hørt om pandaen?“ Svaret var selvfølgelig et smilende og interesseret ja. „Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal fortælle dig dette her uden at det kommer til at lyde pralende,“ fortsatte han, „men — jeg var den første der fangede en levende panda.“

Jeg spurgte begejstret (idet jeg huskede hvad jeg havde læst i 1936): „Var det den der blev sendt til en zoologisk have i Chicago? Blev den kaldt Su-Lin?“

„Ja!“ svarede han glad og sprang op. „Du kender endda dens navn! Den blev opkaldt efter min broders kone.“

De har sikkert gættet det. Min sproglærer var Quentin Young, pandajægeren. Quentin omtalte hver gang pandaen som „den“. Hvorfor? Fordi de først havde ment at dyret var en hun og gav den navnet Su-Lin (der betyder „en lille smule af noget dyrebart“). Men senere opdagede de at „hun“ i virkeligheden var en „han“.

Det er faktisk temmelig vanskeligt at bestemme en pandas køn medmindre dyret bliver bedøvet og undersøgt, sådan som Londons Chi-Chi blev for år tilbage. Det er grunden til usikkerheden med hensyn til Su-Lin og andre der fulgte „hende“.

Pandaen er ikke en bjørn

Men hvad er en panda? Hvad er det der er så særligt ved den? Hvorfor måtte jeg til London for at se en? Det skal jeg fortælle.

En panda bliver ofte kaldt en bjørn. Ja, da pandaerne, første gang blev set af naturforskere i 1869, blev de kaldt pandabjørne. Men zoologer har for længe siden opdaget at dette er ukorrekt. De anbringer nu pandaen (som ikke går i hi) i en kategori mellem vaskebjørnen og et lille dyr der kaldes den lille panda eller kattebjørnen. Skelettets opbygning er også anderledes hos pandaen end hos bjørnen. Den har det man kalder en ’sjette tå’, som i virkeligheden er en hård, benet trædepude der virker som en slags modstillet tommelfinger til at gribe fat med. Der er også andre anatomiske forskelle der viser at pandaen ikke er en bjørn.

Hvordan ser en panda ud? Lad mig beskrive Chi-Chi, der nu havde bestemt sig til at åbne det andet øje. Dens små øjne virker temmelig store. Pandaens hoved er hvidt, men dens øjne er omgivet af to sorte pletter der sidder i en ejendommelig vinkel i forhold til hinanden. Dette giver pandaen et indtagende og rørende udseende. En blank, sort næse og to helt runde, sorte ører stikker frem fra den hvide pels, og dette hoved har fået mangen en professionel jæger til at sværge at han aldrig ville kunne få sig selv til at dræbe pandaer.

Efterhånden som Chi-Chi begyndte at rulle sig ud kunne jeg bedre se resten af hendes krop. Jeg kunne se at Chi-Chis art absolut er et hvidt dyr med sorte tegninger, og ikke omvendt. Alle fire ben er sorte. Mavepartiet mellem bagbenene er hvidt. Den sorte farve på forbenene fortsætter i en sort stribe rundt om hele kroppen over skuldrene og rundt om brystet. Man kan næppe finde en skarpere afgrænsning af farverne hos noget pattedyr, undtagen måske hos zebraen. Alt i alt har pandaen en sådan virkning på en at man får lyst til at omfavne den, men dette er nok utilrådeligt, især når man tager det voksne dyrs størrelse i betragtning. En fuldvoksen panda vejer mellem 90 og 115 kilo.

Chi-Chi gabede. Derved afslørede den de enorme kindtænder, der har fået anatomer til at klassificere arten blandt rovdyrene eller de kødædende dyr. Skønt Chi-Chis menu i den zoologiske have i begyndelsen omfattede kylling hver anden dag, gendriver pandaen den „højere bibelkritik“ der benægter at alt kød fra begyndelsen spiste planteføde. Selv om pandaer kan spise kød, gør de det sjældent. De foretrækker sinarundaria, en slags bambus der bliver så høj som tre til fire og en halv meter, og hvis stængel (stamme) er cirka fire centimeter i diameter. Sinarundaria er hård som sten.

Den slags tænder et dyr har afhænger altså ikke af om det er planteædende eller kødædende, men af hvilken slags planteføde dyret er skabt til at æde, hvor hård planteføden er, hvor vanskeligt den lader sig sønderdele.

Da jeg var i London var Chi-Chi den eneste panda der fandtes uden for de kommunistiske lande. Pandaens naturlige udbredelsesområde er hovedsagelig i provinsen Szechwan i Kina. Der findes også nogle i Tibet og omliggende egne. Dens eneste udbredelsesområde i hele verden er ét sammenhængende territorium der udgør en trekant der groft sagt er 800 kilometer på hver led. Pandaernes udbredelse begrænses også af temperaturen til højder mellem 1500 og 3000 meter, og af kosten til de bambusskove der ligger op til bjergenes snegrænse.

Chi-Chi døde siden i en alder af femten år, meget nær de sytten år man regner med at pandaer i fangenskab kan leve. Men til glæde for børn i alle aldre der bor uden for Kina, Rusland og Nordkorea, er der nu pandaer i Tokyo, og to pandaer i Washington, D.C. De sidstnævntes navne er Ling-Ling og Hsing-Hsing (udtales Shing-Shing).

Hvordan man første gang fangede en levende panda

Kunne De tænke Dem at vide hvordan man første gang fangede en panda levende? Hør hvad Quentin Young selv fortæller om denne begivenhed.

„Jeg blev ansat af en amerikansk enke for at fuldføre den opgave hendes mand havde været i gang med da han mistede livet. Han havde ønsket at bringe en levende panda til De forenede Stater. Sammen rejste vi omkring 3000 kilometer med båd, til fods, med kærre og bærestol, fra Shanghai ved kysten og til skovene på den anden side af Chengtu.

Hvorfor med båd? På grund af floden Yangtze-kiang. Kinas store, langsomtflydende flod var vores vej til Chungking. Den flyder dovent, men der er altid en travl trafik på den. Man kan høre mennesker, hunde og høns, der snakker, bjæffer, kagler og galer langs bredden — op til Hankow! Men så ændrer den karakter. Klipper rager næsten 600 meter op langs bredden. Det er de berømte Yangtze-kløfter. Men floden er et så vigtigt led i samfærdselen at arbejdende kulier læner sig til hårde bambusreb så meget som tredive meter oppe på klippevæggene for at trække små både (junker) op mod den buldrende strøm.

Hvorfor til fods, på kærre og i bærestol? Da vi gik i land i Chungking var der mange kilometer mellem os og pai hsiung, pandaen. Når man kommer til Chungking er terrænet begyndt at stige op mod Himalayas store bjergmassiv.

Når vi ikke var omringet af folk der påstod de var sælgere, eller folk der blot var nysgerrige, hvirvlede støvet op og omsluttede os. Røvere udplyndrede os. Kulier og bærere der slæbte vore forsyninger, forsvandt når de fik løn og kunne dække deres behov for opium. Vi måtte kæmpe med træernes svirpende grene når der ikke længere var veje. Når det regnede blev støvet til mudder. Vi banede os vej gennem Szechwans pragtfulde rododendronskove. Efterhånden som terrænet steg, faldt temperaturen.

Efter de komplikationer vor ekspedition havde været ude for, var selve det at finde pandaen forbavsende let. Vi havde givet ordre til at der ikke måtte skydes nogen pandaer før vi havde fanget én levende. Vi havde fundet nogle spor.

Mrs. Harkness og jeg begav os på vej for at følge sporene. Pludselig flængedes stilheden af skud! Råbene foran os tydede på at jægerne var blevet ivrige da de havde fået øje på en panda, og havde trodset ordren. Mændene løb hen mod det sted hvor råbet pai hsiung! pai hsiung! kom fra. Vi løb også, men ikke efter de andre da de forfulgte det formodentlig sårede dyr.

Der blev stille i skoven omkring os efterhånden som deres råb fjernede sig. Vi kom fra det tætte bambuskrat ind i et område med store træer. Så hørte jeg noget. Det var en lille klynkende lyd der kom fra et hult træ.

Jeg stak hænderne ind i hullet, og da jeg trak dem ud igen lå Su-Lin i mine hænder. ’Hun’ (som vi da troede det var) kunne sagtens ligge i mine to hænder. Jeg tænkte: ’Hvad er det for en lille fyr? Det er jo kun legetøj.’ Jeg gav den til mrs. Harkness omtrent med denne følelse: ’Den kan De tage med tilbage og lege med. Jeg fortsætter arbejdet med at jage rigtige pandaer — voksne.’ Men uden at sige det til mig havde hun flere uger i forvejen bestemt sig til at det hun i virkeligheden gerne ville have var en pandaunge. Med stor sans for det praktiske havde hun indset at en lille panda ville være lettere at transportere. Hvad ingen af os regnede med var at denne lille sprællende tingest ville røre folks følelser overalt i verden.“

To gange havde denne samme mand nu gjort mig interesseret i pandaer. Men vi havde endnu en ting tilfælles. Det har forbindelse med grunden til at jeg nu bor i Taiwan. Jeg er her som missionær, jeg er et Jehovas vidne. Quentin og jeg havde mange gange talt om Bibelen som han har stor respekt for. Hans kone studerede med Jehovas vidner. Han troede også at han ville begynde at studere engang. Somme tider talte vi om at forkynde for kineserne, men vi talte mest om hans eget personlige forhold til menneskets skaber, Jehova. Og så en dag fik jeg den forret at blive hans lao shr og lære ham om Bibelen.

Det glædelige resultat blev at Quentin Young, der engang jagede pandaer, nu søger efter Jehovas får, mennesker med fårets sindelag.