Oliekrisen

OLIE er hvert eneste industrilands „livsnerve“. Uden olie ville mange boliger ikke kunne opvarmes om vinteren. Der ville ikke være benzin til biler, lastvogne og traktorer, eller brændstof til flyvemaskiner.

Uden olie ville en lang række elektriske hjælpemidler ikke kunne fungere. Lyset ville gå ud, bageovne, vaskemaskiner, luftkonditioneringsanlæg, fjernsynsapparater og meget andet ville gå i stå. Hvorfor? Fordi meget af den elektricitet der bruges i verden i dag kommer fra generatorer der drives af olie.

De fleste maskiner er afhængige af smøremidler der fremstilles af olie. Og uden olie ville selve fremstillingen af en lang række produkter være umulig; det gælder for eksempel maling, plasticprodukter, syntetiske fibre og gummi, kunstgødning og meget andet. Der indgår nemlig olie i fremstillingen af disse varer.

Ja, hvis der ikke længere var nogen olie ville industrilandenes økonomi gå totalt i stå i løbet af nogle få måneder! Og som den sidste tids smertelige erfaringer viser, medfører det svære ulemper blot olieforsyningen nedskæres noget, som det skete da de arabiske lande skruede ned for oliehanerne.

Hvilke af industrilandene rammes særlig hårdt? En amerikansk embedsmand siger: „En energikrise af uhørt omfang holder hele jorden i sit greb. De lande den rammer hårdest er de fremskredne industrilande der har mellemøsten som vigtigste olieleverandør, det vil blandt andet sige De forenede Stater, Japan og de vesteuropæiske lande.“

Men hvad skyldes denne krise? Når man ser bort fra de arabiske nedskæringer, har jorden så været ved at løbe tør for olie? Ville der alligevel have været mangel? Hvorfor er de vestlige lande og Japan i den grad berørt, i modsætning til de kommunistiske lande?

Er olien ved at slippe op?

Allerførst kan man spørge: Er jordens oliebeholdning ved at slippe op? Nej, i øjeblikket er der ikke nogen egentlig mangel på olie. Det er rigtigt at den muligvis en dag vil slippe op hvis det nuværende forbrug fortsætter. Men det er ikke aktuelt lige nu, for de reserver man kender til er mere end tilstrækkelige til at forsyne industrinationerne en hel del år endnu.

Men derfor er der alligevel oliekrise. En af årsagerne har at gøre med oliens tilgængelighed. Nogle steder bruges olien hurtigere end den nye råolie kan pumpes op til overfladen og raffineres. Der vil opstå problemer for ethvert land der bruger mere olie end det producerer, og verden bruger sin olie så hurtigt at det til tider kan være vanskeligt at få tilstrækkeligt fra de forskellige kilder. Bladet Time skriver: „Hele verdens olieforbrug stiger med 8 procent om året, og U.S.A.s forbrug, der nu udgør næsten 40 procent af hele verdens, stiger med 8,7 procent.“

Dette leder os hen til et endnu mere grundlæggende problem: De største olieforbrugere er i flere tilfælde dem der ikke har særlig store forsyninger inden for deres egne grænser. De vesteuropæiske lande tør nok kaldes ’oliefattige’, da de kun har forholdsvis ubetydelige olieforekomster inden for deres egne grænser. Japan har selv meget lidt olie. Og U.S.A. har langt mindre end det behøver, for efter at det i årevis har drevet rovdrift på sine oliefelter yder disse nu mindre og mindre.

Undergrunden indeholder altså stadig olie nok til flere årtiers brug for store forbrugere som Vesteuropa, Japan og U.S.A. Men fordi disse lande bruger olien så hurtigt, og fordi de store reserver de har brug for ikke findes inden for deres egne grænser, må de altså prøve at skaffe den andre steder fra. Og det er ikke så let.

Andre energikilder?

Man kunne naturligvis spørge om ikke vestens industrilande og Japan kunne finde andre energikilder end olie. Hvorfor ikke prøve med atomenergi, naturgas, kul, vandkraft eller solenergi?

Disse energikilder har været prøvet og er i mange tilfælde under udvikling. Men ingen af dem kan dække det enorme energibehov der vil være i de næste ti til femten år. Behovet stiger så hurtigt at disse andre kilder simpelt hen ikke kan yde tilstrækkeligt i øjeblikket. De kan kun supplere olien, ikke erstatte den.

Atomenergien er for eksempel blevet hyldet som en af fremtidens vigtigste energikilder. Men så betydelig er den ikke endnu, og videnskabsmænd forventer ikke at den vil blive det i de næste ti-tyve år. I øvrigt anvendes atomenergien hovedsagelig i forbindelse med elgeneratorer. Men kan den levere brændstof til personbiler, traktorer og flyvemaskiner? Ikke i den nærmeste fremtid. Atomenergien kan altså godt nok levere elektricitet — og gør det allerede i mindre målestok — men den kan ikke løse det energiproblem vi har i dag og som vil forværres i løbet af de kommende få år. Dertil kommer problemet med radioaktiv stråling, der kan gøre det farligt at anvende atomenergien i mere udstrakt målestok.

Hvad så med kul? Det findes der store reserver af mange steder, og det kan benyttes til drift af el-generatorer, til opvarmning af boliger, og til andre formål. Men hvis det skal kunne benyttes til for eksempel automobiler, må det omdannes til flydende brændstof, og det er en kostbar proces. Så er olien alligevel billigere. Desuden giver kul en kraftig forurening, sammenlignet med olie, der almindeligvis regnes for at være „renere“. Af denne grund vil det nogle steder være ligefrem umuligt at bruge kul, fordi myndighederne har sat sig visse normer i forbindelse med forureningen.

Men nu tales der om at der i det vestlige U.S.A. findes store klippeformationer der indeholder skiferolie. Og i Canada er der store forekomster af olieholdigt sand. Der siges at være milliarder af tønder olie at hente i bjergene og sandet. Omkostningerne ved at udvinde olien er imidlertid langt større end de er ved blot at pumpe olien op af jorden. Hvis der skulle fremstilles de store mængder der er behov for, måtte der udvikles en helt ny industri, og det er langtfra sandsynligt at dette kan lade sig gøre så hurtigt at de voksende behov for brændstof kan blive dækket.

Men hvad så med vandkraft? Ved at bygge dæmninger tværs over floder kan man tæmme vandets vældige kræfter. Men ad denne vej fremstilles der først og fremmest elektricitet, idet vandet bruges til at drive store generatorer der fremstiller elektricitet. Denne energikilde har også kun begrænset anvendelighed; den kan for eksempel ikke i øjeblikket bruges til automobiler. Den kan heller ikke erstatte smøremidlerne til industrimaskiner. Desuden er der i mange lande kun begrænsede muligheder for udnyttelse af vandkraft, selv til elektricitet, og derfor bidrager vandkraften stadig kun forholdsvis lidt til hele verdens energiforsyning. Endvidere vil dens andel af den samlede energiforsyning i den nærmeste fremtid falde, samtidig med at behovet for energi stiger.

En anden eftertragtet energikilde er naturgas. Deraf findes der visse forekomster i Vesteuropa, men de er forholdsvis små. Hvad U.S.A. angår er det ikke sandsynligt at naturgasproduktionen vil stige ret meget, for det bliver sværere og sværere at finde nye forekomster. Og dog er det netop i Vesteuropa, Japan og U.S.A. at kravene om mere energi stiger.

Hvad så med solenergien — er den ikke løsningen? Jo, måske — en dag. Men i øjeblikket kan den bestemt ikke imødegå den voksende krise.

Vi kan altså gentage at hverken skiferolie, vandkraft, naturgas, kul, solenergi eller trækul kan erstatte olien som energikilde i den nuværende kriseperiode og i den nærmeste fremtid. Industrilandene har simpelt hen gjort sig så afhængige af olien at de ikke i de næste ti til femten år kan foretage de hurtige og meget dyre omlægninger som det ville kræve at gå over til en anden form for brændstof.

Dilemmaet

Men da der er tilstrækkeligt med olie visse steder på jorden, kunne man så ikke ganske enkelt pumpe det op hurtigere for at klare efterspørgselen? Det vil ikke nødvendigvis løse problemet. Hvorfor ikke? Fordi den olie som specielt Europa, Japan og U.S.A. har behov for, kontrolleres af andre lande. Det er det egentlige problem.

Som tidligere nævnt producerer Japan ubetydelige mængder olie. I Vesteuropa er man ganske vist begyndt at udnytte olien og naturgassen i Nordsøen, men disse forekomster kan ikke i de næste ti år dække mere end blot en brøkdel af behovet. I De forenede Stater udnyttes oliefelterne nu til det yderste, og olien anvendes hurtigere end der kan findes nye oliefelter. Ikke engang de nye oliefelter i Alaska kan udvirke nogen nævneværdig forandring i 1970erne. Produktionen fra Alaska distanceres hurtigt af det voksende behov.

En talsmand for et af de store olieselskaber siger således: „U.S.A. . . . står over for et kritisk olie- og gasforsyningsproblem fra nu af til omkring 1985.“ Og han tilføjer: „Vi står ikke alene med disse forsyningsvanskeligheder i de næste tolv til femten år. Europa og Japan står over for det samme problem.“ New York Times skriver:

„I 1970erne trues industrisamfundene i Vesteuropa, Nordamerika og Japan af en ny fælles fare. . . .

Energikrisen er nu almindeligt samtaleemne i alle de større industrilandes hovedstæder. . . .

En komité nedsat af Europaparlamentet har advarende sagt at lysene ’rent bogstaveligt’ kunne gå ud omkring 1980 hvis der ikke øjeblikkelig tages afgørende skridt til koordinering af energikilderne.“

En vældig import nødvendig

Alt dette er ensbetydende med at industrilandene må importere umådelige mængder olie. Og i den nærmeste fremtid vil de blive nødt til at importere meget mere. Bladet U.S. News & World Report giver denne kommentar: „Det er ene og alene importen der holder lysene tændt og maskinerne i gang.“

For eksempel bruger Japan omkring 5.000.000 tønder olie om dagen. Praktisk talt alt dette må importeres! Af denne import kommer cirka 90 procent fra mellemøsten. Det anslås desuden at Japan i 1980 vil kunne bruge helt op til 13.000.000 tønder om dagen. Næsten alt dette må også importeres, først og fremmest fra mellemøsten.

Vesteuropa bruger omkring 15.000.000 tønder olie om dagen, hvoraf langt størstedelen importeres. Omkring 80 procent af importen kommer fra mellemøsten og Nordafrika. Hvis dette forbrug fortsætter med at vokse, vil Vesteuropa i 1980, efter eksperters skøn, bruge 26.000.000 tønder om dagen, som næsten alt sammen skal importeres. Fra Nordsøen vil der i 1980, ifølge de fleste beregninger, kun kunne hentes omkring 3.000.000 tønder om dagen. Resten må hovedsagelig importeres fra mellemøsten og Nordafrika.

De forenede Stater producerede mindre end 11.000.000 tønder olie om dagen i 1973. Men landet brugte over 17.000.000 tønder om dagen! Det måtte altså importere over 6.000.000 tønder hver eneste dag for at dække behovet. I 1973 importerede U.S.A. med andre ord 35 procent af sin olie. Og det forventes at U.S.A.s egen olieproduktion for fremtiden vil dale fordi dets oliefelter efter lang tids udnyttelse nu efterhånden er ved at tørlægges.

Hvis tendensen fortsætter kan situationen for U.S.A. således blive langt alvorligere i slutningen af 1970erne. Visse autoriteter mener at landet i 1980 vil bruge omkring 27.000.000 tønder olie om dagen. Deraf skal cirka 15.000.000 importeres — over 55 procent! Det hævdes endvidere at dets produktion (produktionen i Alaska fraregnet) i 1980 vil være faldet til cirka 10.000.000 tønder daglig. I Alaska kunne der produceres 2.000.000 om dagen, men så vil der stadig være en mangel på 15.000.000 tønder. Størstedelen af denne mængde skulle importeres fra mellemøsten og Nordafrika, hvor de største ressourcer findes.

I vinteren 1972/73 havde amerikanerne svært ved at skaffe tilstrækkeligt med brændselsolie, med det resultat at nogle fabrikker, og endda et antal skoler, for en tid måtte lukkes. Og i sommeren 1973 kunne det være vanskeligt at skaffe benzin nok til personbiler. Også her i Europa begyndte en vis mangel at gøre sig gældende. Der var altså problemer allerede før den arabiske olieblokade. Det er som Los Angeles-bladet Herald Examiner siger: „U.S.A., der for øjeblikket ikke har kapacitet til nogen ekstra produktion af olie, bliver mere og mere afhængig af olie fra udlandet.“ New York Times tilføjer:

„Der er almindelig enighed inden for industrien og myndighederne om at kilderne på den vestlige halvkugle vil være ude af stand til at forøge deres leverancer til De forenede Stater i betydelig grad, og at størstedelen af fremtidens forøgede olieimport må komme fra kilder på den østlige halvkugle, mellemøsten og Afrika.“

Canada, en af De forenede Staters største olieleverandører, har også sine problemer, som kan føre til at det snart må begrænse sin eksport af olie og gas. Toronto-bladet Star skriver:

„Canada står over for at vende tilbage til hesten og hestevognen og den snavsede kakkelovn, hvis ikke vi beskytter vore [olie-]ressourcer mod hastigt at blive udtømt af det energihungrende U.S.A., lyder det advarende fra Toronto-geofysikeren J. Tuzo Wilson, en af verdens mest ansete videnskabsmænd.

Efterspørgselen efter de svindende beholdninger af olie og naturgas kan på mindre end ti år styrte hele den nordamerikanske kultur ud i en desperat krise, siger han . . .

’Behovet for gas og olie er så umætteligt og stiger så hurtigt at de arktiske oliereserver tydeligvis ikke kan tilbyde nogen langvarig løsning på energiforsyningsproblemet,’ skriver Wilson.“

Hvad enten man kan lide det eller ej, vil Nordamerika, Vesteuropa og Japan altså blive nødsaget til at importere mere og mere olie fra andre lande, og dét i gigantiske mængder. Dette skaber nye og store problemer, blandt andet fordi de eneste kendte oliereserver der er tilstrækkelig store, findes to steder der i almindelighed er uvenligt indstillet over for disse lande.

Det ene område er de arabiske og muhamedanske lande i mellemøsten og Nordafrika. Og den næststørste påviste oliereserve findes i Sovjetunionen. Det betyder at de kommunistiske og arabisk-muhamedanske lande tilsammen kontrollerer de største olieressourcer på jorden. Og det sidste års tid har vist hvordan denne magt kan udnyttes i politisk og økonomisk henseende.

Svimlende priser

U.S.A., Vesteuropa og Japan betaler hvert år milliarder af kroner for den olie de først og fremmest importerer fra mellemøsten og Nordafrika.

Selv om der skete det utænkelige at oliepriserne ikke steg, ville industrilandenes olieudgifter alligevel stige, fordi de er nødt til at øge importen meget væsentligt. Men som enhver ved, er oliepriserne ikke blevet liggende. Blot på det sidste års tid er disse steget ganske voldsomt, i nogle tilfælde til flere gange den oprindelige pris, og alle forventer at priserne stadig vil stige, om ikke andet, så fordi efterspørgselen stiger.

Derfor siger autoriteter at vi, uanset hvad der ellers sker, vil opleve drastiske prisstigninger på alle energikilder, specielt olie. Tiden med den billige brændselsolie og benzin er forbi.

På grund af stigende priser og stigende import må forbrugerlandene altså betale mere og mere for deres olie. Dette forøger underskuddet på deres i forvejen dårlige betalingsbalance, hvilket med andre ord vil sige at de bruger flere penge end de får ind. Dette øgede forbrug kan ikke undgå at sætte gang i den allerede hastige inflation. Det får priserne på mange ting, ikke blot olie, til at stige, for alle produkter der er fremstillet af olie vil komme til at koste mere, og i sidste ende betyder det større krav til lønninger. Når producenterne får større lønudgifter sætter de priserne på produktet i vejret, og på den måde fortsætter inflationen.

De forenede Stater, der længe har udgjort hjørnestenen i den vestlige verdens økonomi, har allerede haft svære problemer med sin betalingsbalance. Landet har i årevis brugt flere penge i andre lande end det har fået ind og er kommet i større og større gæld til andre lande. De øgede udgifter til olieimport vil gøre situationen værre.

Det anslås for eksempel at U.S.A. i 1973 brugte omkring 7.000.000.000 dollars til olieimport. Økonomer forventer at tallet i 1975 vil være steget til 15.000.000.000 dollars. Ifølge James Akins, den amerikanske ambassadør i Saudi-Arabien, vil den importerede olie i 1980 koste over 40.000.000.000 dollars om året. U.S.A. vil få vanskeligt ved at klare så stor en udgift. Ikke ret mange eksperter regner med at landet til den tid vil kunne eksportere nok til at kunne betale så meget. Det er således klart hvorfor olieproblemet kaldes en krise.

Vesteuropa, Canada og Japan befinder sig ikke i nogen bedre situation. Alle disse lande vil få større og større vanskeligheder med at betale for de enorme mængder olie de vil få brug for i de nærmeste år.

Hvad vil der ske hvis de ikke kan betale denne olie, eller tilførslerne af en eller anden grund begrænses? Så vil hele den industrielle levevis i Nordamerika, Vesteuropa og Japan, som vi kender den i dag, undergå en drastisk ændring.

Eftersom Sovjetunionen har store reserver af olie, står den ikke over for en sådan mangel. Ved hjælp af Sovjetunionens store og Rumæniens noget mindre olieforekomster kan alle de østeuropæiske lande forsynes. Sovjetunionen og de lande der er dens venner befinder sig altså i en fordelagtig position. Det samme gælder de arabiske og muhamedanske lande i mellemøsten og Nordafrika, og deres venner.

Men så godt står det ikke til med Nordamerika, Vesteuropa og Japan. De har allerede problemer med at skaffe tilstrækkeligt med olie, og problemerne kan ikke undgå at vokse i de næste få år. Det betyder i virkeligheden at hver eneste indbygger i disse lande vil blive berørt på den ene eller den anden måde og måske må ændre sin livsform. Priserne på de ting som folk i den vestlige verden har vænnet sig til at kunne købe, ja hele den vestlige verdens livsform, vil aldrig blive den samme igen.

[Grafisk fremstilling på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Olieproduktion og -forbrug

Angivet i millioner tønder olie om dagen

5 10 15 20

Vesteuropa

Produktion

Forbrug

Japan

Produktion

Forbrug

USA

Produktion

Forbrug

[Kort på side 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hvor verdens største oliereserver findes

Sovjetunionen

Algeriet

Libyen

Irak

Iran

Kuwait

Saudi-Arabien

Det røde Hav

Aden-bugten