Hvad siger Bibelen?

Skal Deres barn døbes?

DÅB og kristendom har altid hørt sammen. Jesus blev selv døbt, og han befalede at andre skulle underkaste sig dåben.

Hvis De snart skal være fader eller moder, eller lige er blevet det, har De måske tænkt over om Deres barn skal døbes. Vil det være nødvendigt for at Deres barn kan få Guds godkendelse?

Kristenhedens kirker har forskellige meninger om det. Nogle praktiserer barnedåb. Andre vil kun døbe dem der er gamle nok til at vise at de tror på de religiøse principper som deres kirke lærer.

Det er kun Bibelen som kan give pålidelige oplysninger om dåben, for den alene er „indblæst af Gud“. (2 Tim. 3:16) Støtter Bibelen barnedåben?

Første gang dåb omtales i Guds ord er det i forbindelse med Johannes Døbers virksomhed. Om ham siger Markus 1:5: „Og hele Judæas land og alle Jerusalems indbyggere kom dragende ud til ham, og de lod sig døbe af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder.“ Dette krævede selvfølgelig at de var gamle nok til at erkende deres syndige tilstand.

Om Jesus læser vi: „Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa. Og han blev døbt af Johannes i Jordan. Og straks, da han steg op af vandet, så han himlene skilles ad.“ (Mark. 1:9, 10) På det tidspunkt var Jesus „omkring tredive år gammel“. — Luk. 3:23.

Under sin jordiske tjeneste døbte Jesus ingen. (Joh. 4:2) Men under hans ledelse døbte hans disciple et ret stort antal mennesker. Medtog de spædbørn? Johannes’ evangelium fortæller: „Jesus vandt flere disciple og døbte flere end Johannes.“ (Joh. 4:1) Så Jesus lod kun sine efterfølgere døbe nogle som allerede var blevet disciple.

Når vi ved det, hjælper det os til at forstå Jesu befaling i Mattæus 28:19, 20: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“ Jesus mente ikke at mennesker, heller ikke børn, skulle gøres til disciple ved hjælp af dåben. Denne befaling viser klart at et menneske først ville blive døbt når det var blevet en discipel.

Det var denne retningslinje man fulgte efter Jesu død og opstandelse. De der blev døbt på pinsedagen i år 33 havde først ’taget imod [apostelen Peters] ord’. (Ap. G. 2:41) En gruppe samaritanere der blev døbt bestod af „mænd og kvinder“ som troede på det kristne budskab. (Ap. G. 8:12) Den ætiopiske eunuk som Filip døbte, tilbad allerede Jehova. (Ap. G. 8:27, 38) Blandt dem der var forsamlede i Kornelius’ hus faldt den hellige ånd på dem „som hørte ordet“, og de blev døbt. — Ap. G. 10:44.

På Jesu og hans tolv apostles tid blev man døbt ved en fuldstændig nedsænkning i vand, og det tjente som et symbol på noget der allerede var sket i hjertet hos den der blev døbt. For eksempel var Johannes’ dåb „en dåb der som symbol betegner sindsændring“. (Mark. 1:4, New World Translation) De der ifølge Bibelens beretning blev døbt efter år 36, symboliserede derved deres indvielse til at gøre Jehovas vilje. Dette kunne ikke gælde små børn.

Men i dag er det almindeligt at spædbørn bliver døbt. Og mange kirker døber ved at bestænke eller overøse kandidaten med vand i stedet for at nedsænke ham eller hende fuldstændigt i vand. Hvad var årsagen til disse forandringer?

Barnedåben opstår — hvorfor?

Apostelen Paulus forudsagde at et almindeligt frafald fra Bibelens kristendom ville vise sig efter de tolv apostles død. (2 Tess. 2:3, 6-12) I Første Timoteusbrev 4:1 skrev Paulus: „Ånden siger med klare ord, at i de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til [skadelige læresætninger, New English Bible].“

Hvordan viste de „skadelige læresætninger“ sig med hensyn til dåben? Ved at man antog opfattelser fra den hedenske græske religion (hellenismen). Theological Dictionary of the New Testament siger om den periode der fulgte efter apostlenes død:

„Ude fra verden kom fremmede elementer ind. Disse var hidtil omhyggeligt blevet standset ved at profeternes og N[ye] T[estamentes] religion havde filtreret dem fra. Men ved nu at åbne for dem ved at bruge ydre lighedspunkter som påskud, strømmede de ind. Dåben blev et synkretistiska mysterium.“

Tidligt i det andet århundrede e.v.t. resulterede det i at den hedenske idé om at dåben bortvasker synder og forårsager „genfødelse“, sneg sig ind i den kristne menighed. Dette bekræftes af Justinus Martyr der netop levede i det andet århundrede, i nogle kommentarer om dåbskandidater: „Vi fører dem til et sted, hvor der er vand, og de genfødes.“ „Vi kan . . . i vandet opnå tilgivelse for tidligere synder.“

Hvad førte det til at hedenske opfattelser således blev blandet med Bibelens lære om dåben? A. T. Robertson, der er græskkyndig, forklarer:

„Ud af denne forvanskning af dåbens symbol voksede både overøsning som den foreskrevne fremgangsmåde og barnedåb. Hvis dåben er nødvendig for frelsen eller midlet til genfødelse, så skal den syge, den døende og spædbarnet døbes.“

I det tredje århundrede var barnedåben blevet almindelig i kirken. Origenes skrev på den tid: „Det er fordi dåben borttager den medfødte besmittelse at børnene bliver døbt.“ Origenes hævdede endog ukorrekt at barnedåben var „en tradition fra apostlene“.

Hjælp børnene til at vinde Guds godkendelse

Bibelen godkender ikke barnedåben, men den viser hvad forældre må gøre for at hjælpe deres børn til at vinde Guds godkendelse. I Ordsprogene 22:6 får forældre denne bibelske formaning: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“

Den vigtigste side af denne oplæring nævnes i apostelen Paulus’ ord til forældre i Efeserbrevet 6:4: „I må ikke opirre jeres børn, men opdrag dem i Herrens tugt og formaning.“ Det betyder at forældre må gøre deres børn bekendt med Bibelen, som fremsætter Jehovas syn på tingene. — 1 Kor. 2:16.

Barnedåben læres ikke i Bibelen. Den stammer fra den hedenske overtro at dåben „genføder“ et menneske og renser det for begåede synder. Men Bibelen lærer at det ikke er dåben men ’Jesu, Guds Søns, blod der renser os fra al synd’. (1 Joh. 1:7; Ap. G. 22:16) Det er heller ikke dåben men „Herrens tugt og formaning“ som hjælper et barn til at vinde Guds godkendelse. (Ef. 6:4) Hvis De er fader eller moder, vil De da forvisse Dem om at Deres barn modtager denne oplæring?

[Fodnote]